Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Opfordring fra Nørrebro Handelsforening

Offentliggjort 14. februar 2007

Nørrebro Handelsforening er alvorligt bekymret over situationen omkring Ungdomshuset. De unge har kun et alternativ, det er Stevnsgades Skole, men i dette område er de unge uønskede.

De skal endeligt svare inden den 19. februar. Bliver det et endeligt nej, er vejen banet for en rydning. Appellen fra Nørrebro Handelsforening er, at undgå vold og hærværk. Opfordringen til Politiet er, at undgå unødig vold og provokation.

Vi håber stadig, at konflikten omkring Ungdomshuset kan løses fredeligt. Beboerne i huset har fået tilbudt Stevnsgades Skole, men i kvarteret der, er de nærmest uønsket. De unge har desuden opstillet nogle krav, som vi har bragt tidligere.

Inden den 19. februar, skal de unge have sagt ja, ellers er der intet alternativ. Det har politikerne besluttet. De samme politikere har også endeligt bestemt, at Ungdomshuset må rives ned.

Nøgtern set, tegner alt i sol og måne for, at en rydning vil ske umiddelbart efter den 19. februar, såfremt de unge atter engang siger nej, da det næppe er sandsynligt, at de får deres ønsker påfyldt.

Vi har i Nørrebro Handelsforening støttet de unge i kampen for et Ungdomshus, men taget kraftig afstand fra vold og hærværk. Der burde i mangfoldighedens navn være plads til alle på Nørrebro.

Vi burde kunne vise hensyn og tolerance til alle, og opføre os derefter.

Vi har også tidligere sagt, at regningen for eventuelt hærværk sendes videre til kommunen. Det er af mange blevet opfattet som, at vi ville acceptere vandalisme og krigslignede tilstande - hvilket ikke er korrekt og noget som vi tager kraftig afstand fra.

Vi har før i foreningen betalt omkostningerne for hærværk. Det kan der læses mere om her på siden. Senest var det den 16. december, hvor 30 virksomheder blev raseret. Det vil vi ikke finde os i.

Ligeledes vil vi heller ikke finde os i, det omfattende graffiti - hærværk som sympatisører til Ungdomshuset udfører i området.

Politiet skal udføre deres arbejde. Men vi håber, at såfremt en rydning ikke sker frivilligt, at betjentene ikke bruger unødig vold og provokation, og i øvrigt viser hensyn til deres medborgere.

Den samme opfordring skal lyde til de unge i huset. Vi forstår godt skuffelsen, men hærværk og vold løser ikke konflikten. Giv ikke politiet anledning til at bruge stave og gas.

Vi ved, at I har mange tilhængere og er godt organiserede. Men en konflikt kan få meget alvorlige følger.

Såfremt vi får alvorligt kvæstede eller det, der er endnu værre, vil det være en katastrofe for demokratiet. Martyr – begrebet vil få en helt anden dimension.

Der skal ingen tvivl herske om, at Nørrebro Handelsforening er alvorligt bekymret for situationen. Ikke så meget for det markedsføringsmæssige. For kunderne ved, at Nørrebro har den mest farverige og mangfoldige detailhandel, som eksisterer.

Nej, vi er bekymrede for de mennesker, der kæmper for en god sag, og for de mennesker, der skal udføre en opgave, som politikerne ikke kunne løse.

Vi håber også, at vore medlemmer og alle andre uden for fællesskabet vil vise besindighed i en eventuel aktion.

Vi kan ikke give jer en opskrift på, hvordan I skal forholde jer, da vi ikke har nogen anelse om, hvordan en eventuel situation vil udvikle sig.

Til alle parter, udvis besindighed, undgå vold, provokation og hærværk. Vi har oplevet det så mange gange på Nørrebro – det gider vi ikke mere

På Nørrebro Handelsforenings vegne

Johnny Beyer

Formand

NB: På siden har vi videregivet en opfordring fra Københavns Politi klik her og vi har også tilbudt Ungdomshuset at komme med en opfordring. Klik her


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16