Artikel fra Weekendavisen - Imens i Johnnys butik

Offentliggjort 4. marts 2007

Af Ina Kjøgx Pedersen www.weekendavisen.dk

MENS disse linjer skrives lige før deadline torsdag eftermiddag, er Ungdomshuset på Nørrebro netop ryddet, og der meldes om gadekampe i bydelen.

Når de læses fredag morgen, kan situationen derfor have udviklet sig voldsomt, voldeligt og dermed stik imod den fælles interesse i en fredelig politisk løsning, der næres af Johnny Beyer og Weekendavisens udsendte – begge med henholdsvis butik og bopæl tæt på Jagtvej 69.

»Mit håb var,« siger formanden for Nørrebro Handelsforening torsdag middag i telefonen på vej til farvehandelen gennem 23 år på hjørnet af Solitudevej og Nørrebrogade, »at de unge ville gøre som dengang med Allotria – bare smutte lige så stille. Efterlade et billede af Anders And og et lille brev: Kære politi, vi har valgt ikke at ville slås,« siger Johnny Beyer.

»Men,« tilføjer han så, mørkere i stemmen, »selv om rydningen åbenbart gik roligt for sig, er der nu kamp og hærværk i gaderne, og det er jeg meget ked af. Der vil være unge, der kommer til skade, både politi og ikke-politi. Jeg tager skarpt afstand fra enhver form for vold. Men i anden række er det helt klart politikerne, der har svigtet stort.«

Status onsdag den 28. februar

Dagen forinden, onsdag sidst på dagen, mødes vi over Beyers fyldte askebæger og sort kaffe i umage krus med julemotiv for at gøre status, mens vi venter på rydningen, der på det tidspunkt sker i en uvis fremtid. Det er i denne stemning, resten af artiklen er skrevet og skal forstås. Formålet er blandt andet at undersøge farvehandlerens holdningsændring.

For fem år siden spruttede nemlig en vis Johnny Beyer i et læserbrev i Jyllands-Posten, at politiet meget gerne måtte fange de »æggehovedede autonome«, der havde smidt æg på statsministeren under dennes besøg på Nørrebro, og at man i samme omgang burde »rydde den autonome terrorrede i Ungdomshuset på Jagtvej 69.«

I dag er tonen markant anderledes, når man opsøger formanden for Nørrebro Handelsforening gennem 16 år. Fra taburetten bag disken taler han om Ungdomshuset som »kvarterets kulturelle baghave« og brugerne som »de frø, man sår, der vokser op til smukke blomster, nogle måske blot små tidsler – måske får man bare prøvet grænser, og under alle omstændigheder undgår man som gammel at sidde og ærgre sig over, at man ikke trykkede den af som ung.« Han får jævnlige besøg i butikken af husets brugere, der vil sludre og lufte bekymring over den forestående rydning. På gaden nikker nogle af de yngste af dem i sort og med ring i næsen til ham, når han kommer gående.

Den tidligere folketingskandidat for De Konservative lægger sig nu ud med de københavnske politikere i stedet for med de unge.

Efter optøjerne i bydelen den 16. december, hvor demonstranter i protest over at miste huset til Faderhuset drog hærgende gennem Nørrebrogade og knuste flere af de forretningsdrivendes vinduer, sendte Beyer således regningen videre til overborgmester Ritt Bjerregaard og de øvrige politikere på Københavns Rådhus:

»Vi forstår godt, at de unge er blevet provokeret af politikerne,« skrev han i en pressemeddelelse den 17. december, dagen efter balladen. Og tilføjede:

»Sorteper er Københavns Kommune. De gav de unge et hus for 22 år siden. Så er det også dem, der skal finde løsningen.«

Mens det affødte en storm af politiske hademails fra hele spektret, med enkelte velkomne undtagelser, kom der omvendt en tillidserklæring fra Ungdomshuset.

Kort efter blev Beyer nemlig opsøgt af nogle af husets brugere, som bad ham mægle i den fastkørte konflikt om huset.

»Det ville jeg gerne, men det strandede hos politikerne. Mens jeg i sin tid nemt kunne få fat på Kramer (tidligere overborgmester, red.), forsøgte jeg gennem ti dage at komme igennem til Ritt. Jeg ringede privat og ind på Rådhuset, men der skete ikke spor. En dag ringede en pressesekretær tilbage og sagde, at hvis jeg havde noget af betydning, kunne jeg aflevere det til Ungdomshusets advokat, Knud Foldschack.

Men ham kender de unge jo. Hvis de ville have ham til at tage sig af det, havde de spurgt ham. Når de gik til mig, var det måske for at prøve en anden vej, så alle muligheder var afsøgt,« siger Johnny Beyer.

Hvad er der sket på vejen fra revser til mægler?

Dårlige fugle

Intet andet område i Danmark er med mellemrum så intenst politiseret som det københavnske brokvarter med postnummeret 2200 N. Måske har Beyer, der lokalt omtales som Kongen af Nørrebro, simpelthen fået snuden i realpolitikkens spor. Ved valget i 2001 stemte 773 københavnere på farvehandleren fra Nørrebro og gjorde ham til nummer fem på De Konservatives liste i Østre Storkreds. Men den vej forlod han snart. Han indså nemlig, at han kunne få »langt større politisk indflydelse som formand for Nørrebro Handelsforening end jeg ville have på bagerste række i Folketinget.«

Om sit holdningsmæssige udsving siger Beyer:

»Det er et udsving, jeg står ved. I 1999 var jeg surest på Ungdomshuset. Der havde været ballade og ødelæggelser den 9. november i forbindelse med udvisningen af en tyrkisk mand, politiet var der ikke, og jeg mente at kunne se, at en del af ballademagerne var fra Jagtvej 69, mens andre mente noget andet. Jeg bad så om et møde, ligesom vi gjorde i 1993 efter et overfald på McDonald’s på Nørrebros Runddel, lige skråt over for Ungdomshuset. Vi inviterede dem på middag og øl og sagde, at det er en dårlig fugl, der skider i egen rede. Siden var der stille omkring Jagtvej 69, og vi tænkte, at den middag havde været en god investering.

Efter balladen i 99 kaldte jeg dem blandt andet udemokratiske hærværksfolk og terrorister, som tog os andre som gidsler. Da jeg så kom ud til huset sammen med en journalist fra B.T., råbte en fyr: Det bliver din butik næste gang, Johnny. Jeg kom ikke ind. Til gengæld blev jeg ringet op kl. to samme nat af Securitas: alle mine butiksruder var smadret. Så var jeg sur et par år og tordnede mod huset.«

– Hvorfor ændrede du holdning?

»Der sker vel det med alderen, at man indser, at mennesker skal have lov at gøre, som de vil, medmindre de gør grimme ting, som generer naboen. Vi kørte for nogle år siden en indkøbsordning for bydelens ældre i forbindelse med, at hjemmeplejen blev privatiseret. Vi havde så en budtjeneste, som for en stor dels vedkommende bestod af unge, der kom i Ungdomshuset. De var sociale og venlige mennesker, og jeg fik et virkelig godt indtryk af dem. Det har nok været med til at præge mig. Desværre opsagde kommunen aftalen med os, så vi har en sag kørende mod dem. Kontraktbrud er ikke kun noget, Ungdomshuset kender til.

Mange har svært ved at skelne mellem, hvornår en livsstil er alternativ og hvornår den er kriminel. Nørrebro er et sted med alle slags mennesker, lige fra de meget små til de meget høje indkomster, fra ringe i næsen til slør over det hele. Mangfoldighed er et godt ord, et kodeord, og sådan vil vi også gerne sælge Nørrebro med vores 1200 forretninger og omsætning på 4,2 mia. Verdens Længste Basar vil vi kalde Nørrebrogade, indtil nogen siger noget andet – du kan købe alt på den gade undtagen en Bentley,« siger Johnny Beyer.

Beyers kovending er ægte nok, og jeg er hans spindoktor, klukker sparringspartneren gennem en årrække, Uwe Brodersen, bestyrelsesmedlem i Handelsforeningen.

»Han er konservativ, det er jeg ikke, men han er ikke reaktionær, i modsætning til nogle af de hårde fra Ungdomshuset. Han tænker meget socialt, især når det gælder områdets etniske minoriteter. I sagen om Ungdomshuset har han nærmest været venstreorienteret.«

– Hvad har bevæget ham?

»Argumenter. Vi har haft en rigtig god dialog med nogle af de indflydelsesrige fra huset, og så har vi diskuteret meget i bestyrelsen,« siger Uwe Brodersen.

Hos et af Handelsforeningens nyere medlemmer, Mediesyndikatet Monsun, hvor man ikke lægger skjul på, at den redaktionelle linje ligger til venstre for midten, er der også tilfredshed med formandens udvikling, som man tilskriver en større åbenhed fra både Nørrebromiljøet og Ungdomshuset end under BZ-tiden i 80erne:

»Han har åbnet sig i forhold til de rabiate udtalelser, han tidligere kom med. Han taler for en politisk løsning, og det er vi enige i,« siger Ole Wugge Christiansen.

Det lykkedes som bekendt ikke at få parterne til at mødes om et nyt Ungdomshus i Stevnsgade, og gennem nogen tid har flere af kvarterets forretninger forberedt sig på rydningen af Jagtvej 69. Men de brædder foran vinduerne, som bl.a. Fakta på hjørnet af Ravnsborggade har sat op, er Johnny Beyer imod.

»Hvis Nørrebrogade pakkes ind hver aften kl. 18, laver man en arena, der indbyder til vold. Den sender et forkert politisk signal ved at sige, at her kan du slås til i morgen tidlig uden omkostninger. En pæn gade med klare glasruder indgyder mere tillid til mennesker,« siger Johnny Beyer.

– Hvad siger folk til dig om dine seneste udmeldinger?

»Medlemmerne af handelsforeningen synes, at det er godt. Men går jeg for skarpt ud og siger, at den ene eller den anden part er debile, så får jeg på hatten. Det gælder om at balancere. På de blogs, man har på internettet, er halvdelen frådende imod ham Johnny og den anden halvdel for. Så er det vel ikke helt galt.«

De kloge sender de dumme

– Dine udtalelser sparer jer vel også for nogle rudeknusninger.

»Ja, det gør de da. Der er også nogle, der siger til mig, hør, Johnny, er der nu ikke gået for meget Arla-direktør i dig? Du ved, ham, der under Muhammed-krisen var ude at undskylde, fordi de tabte kæmpe summer på boykotten af deres varer. Næh, vi siger det, vi mener. Men vi vil også gerne undgå at få ødelagt vores butikker. Så må vi pragmatisk appellere til dem, der kan hjælpe med at undgå det – og det er en kombination af de unge og politikerne.

Nogle gange kan jeg have på fornemmelsen, at der sidder nogle meget kloge hoveder inde i Ungdomshuset, som sender de dumme hoveder på gaden. Og bagefter siger de: Dem kan vi ikke tage ansvaret for, det er bare medløbere, som ikke kan styre sig. De er politisk bevidste i huset, hamrende intelligente. Politikernes største problem er måske, at de i intelligens og strategisk kløgt overgås af nogle af de unge.

Men det er politikerne, der skal være de professionelle og have overskuddet. De unge har ikke noget embedsapparat. Det kan undre mig, at Ritts embedsmænd kludrede i det med Stevnsgade-bygningen, som de ville give de unge, men også havde lovet væk til en skole for handicappede. Har de villet drille?«

– De er gået efter det rod, der kom ud af det?

»Det kan jo være spin det hele.«

I dag mener Johnny Beyer, at der har været kø ved håndvasken på Københavns Rådhus. Daværende overborgmester Egon Weidekamp fortrød, at han havde overladt de unge huset, og selv om en tidligere mangeårig øverste embedsmand på området for nylig erklærede, at han aldrig havde problemer med de unge, ønskede ingen af politikerne at røre huset med en ildtang. Ved at sælge det til nogle andre gjorde de som strudsen – stak hovedet i busken, siger han.

Som uddannet handelsmedhjælper og søn af et ufaglært forældrepar er Johnny Beyer »revnende ligeglad« med de rygter, der siger, at Ungdomshusets brugere er Hellerup-børn.

»Det er fuldkommen ligegyldigt, problemet er det samme. De føler sig røvrendt. Men det er, som om de vil gøre alle fejlene selv, i stedet for at kombinere egne erfaringer med tidligere generationers. Hvis menneskeheden ikke havde lært af forfædrene, kørte vi stadig rundt på stenhjul.«

– Hvad hvis du nu får smadret dine ruder igen?

»Så ringer jeg efter glarmesteren. Jeg har en gammel udtalelse fra Københavns Glarmesterlaug fra dengang, jeg fik mine ruder skiftet i 1999, efter hævnaktionen mod mig. Det kunne ikke være rigtigt, at folk ikke kunne sige, hvad de ville, uden at få smadret deres vinduer, mente de. Så der står, at næste gang, det sker, får jeg nye vinduer uden beregning. I demokratiets hellige navn.«