Offentliggjort 4. marts 2007
Ungdomshuset har udsendt en pressemeddelelse med deres version af politikernes rolle omkring Stevnsgade og Jagtvej 69.
Parterne er meget langt fra hinanden. Kan der findes en løsning? Eller skal vi finde os i vold, hærværk og ødelæggelser, der samtidig giver politiet overarbejde? Skal brosten bruges som argument?
Hvor langt er parterne i grunden fra hinanden? Kan der overhovedet findes en løsning?
Manu Sareen fra De Radikale siger: Vores dør er åben for snak.
Socialdemokraterne er villige til at hjælpe de unge, når de unge har lagt brostenene..
Advokat Kurt Foldschak mener, at løsningen ligger hos politikerne.
Martin Geertsen er målløs over opfordringen til dialog:
Det er en skam, at politikere ikke i tide har evnet at gå i dialog med de unge, så der kunne have været fundet en bedre fremtid for Ungdomshuset.
Mens politikerne har let ved at komme i medierne, kniber det måske nogle gange, at få de unges kommentarer uden beskæring. Vi bringer derfor en pressemeddelelse fra Ungdomshusets pressegruppe:
Synspunkt fra Ungdomshusets pressegruppe:
Efter de seneste dage at have set Ritt Bjerregård få lov til at optræde i diverse medier og fremføre sit syn på sagen ukritisk og uhindret få lov til at lyve i pressen, vil vi gerne understrege følgende:
- Når Ritt Bjerregård påstår, at hun er kommet med flere forslag til løsninger, så er det helt objektivt løgn. Der er kommet ’et forslag; at man på almindelige markedsvilkår købte den kommunalt ejede bygning i Stevnsgade.
Fra Ungdomshusets side skal vi understrege, at dette ikke kan kaldes en politisk løsning, da denne løsning jo så absolut også ville være mulig uden Ritt Bjerregård som ejendomsmægler. Det undrer os, at ingen spørger hende, hvad der skulle forhindre fonden i at gøre et sådan køb uden politisk indblanding.
- Da Ungdomshuset sagde nej til at reducere retten til et ungdomshus til et spørgsmål om købekraft, så var det ikke – som overborgmester Ritt Bjerregård ellers har påstået flere gange – en lille hård kerne, der tromlede beslutningen igennem. Beslutningen blev truffet efter omkring 25 timers debat blandt husets aktivister. Det var en beslutning, man kom frem til i fællesskab.
- Ungdomshuset blev solgt for mere end seks år siden. Utallige demonstrationer, underskriftsindsamlinger, opfordringer til møder og meget mere blev overhørt af politikere, mens en rydning rykkede nærmere. Først efter en afgørelse i Landsretten og fogedrettens fastsættelse af en rydningsdato, har der været vist politisk interesse (om end minimal). Der skal har også på det kraftigste understreges, at Ritt Bjerregårds tilbud om at sælge bygningen i Stevnsgade kom over en måned efter, at Ungdomshuset skulle have været ryddet 14. december.
Ritt Bjerregård har været overborgmester i et år og har været bekendt med problemstillingen. Måske skulle hun have gået ind i sagen med det samme og ikke en måned ”for sent”. Havde overborgmesteren engageret sig i sagen tidligere, så havde det været muligt at finde en fornuftig løsning.
- Grunden til at der var en anden juridisk ejer af Jagtvej 69 er alene fordi politikerne solgte huset til dem. Problemet er altså politisk skabt. Det er en politisk beslutning at sælge Jagtvej 69 til en kristen sekt. En økologisk fond, der havde som erklæret mål at lade Ungdomshusets aktiviteter fortsætte bød også på Jagtvej 69. Salget må derfor ses som et bevidst forsøg på at lukke Ungdomshuset.
- Vi må understrege, at unge frivilligt og ulønnet har lagt kræfter i Ungdomshuset i 24 år. Det er derfor det økonomisk mest fornuftige kulturinitiativ at støtte. Det eneste, der bliver bedt om er jo et hus, at lægge kræfterne i.
Når politikerne giver udtryk for, at Ungdomshuset har været til gavn for København, og de synes, der skal være plads til sådanne aktiviteter, dog uden de skal involvere sig i det, svarer det vel nogenlunde til at sige, at der bør være veje i København, men folk må selv betale for dem.
|
