Offentliggjort19. januar 2008
www.norrebro.dk
Vi bringer en ny artikel fradet historiske arkiv i samarbejde med www.dengang.dk
Peter Klit kørte oftegennem Nørrebro, ja faktisk to gange om ugen. Den gang var her landlig idyl,men snart skulle det ændre sig. Inden for voldene var det meget værre. I denneartikel kan du læse rigtig Nørrebro – historie. Trafikken tog til på Nørrebrogadeog der kom sporvogne. Og tænk, man fremstillede landbrugsmaskiner på Nørrebro.
Peter Klit var den 6.september 1820, sammen med sin far på vej ind i København med afgrøder fraderes gård ved Svogerslev. Han var kun 14 år, men allerede en kyndig landmand.Meningen var, at han skulle overtage gården.
Turen indtil København ihestevogn var lang, og det var ret dårlige veje.
LygtenKro
Det var dejligt at kunne gøreholdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å, stammerhelt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det kommer fra detdanske ord løgh, der betyder sump.
Ikke kun hestene fik tørstenstillet, det gjorde Peter ` s far også. Man kunne få Bajersk øl og gammelt øl.Men det var nu ikke den store forskel på de to ølsorter. Han nøjedes ikke kunmed øl, men måtte også have den fattigemands trøst, en snaps eller to. Den var både billig og stærk.
GennemYdre Nørrebro
Peter måtte selv styrehestevognen gennem Lygtevejen. Hans far var blevet læsset bag på vognen. Hanvar faldet i søvn, havde sikkert fået en for meget. Den yderste del af Nørrebrogadehed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og træerlangs vejen.
På højre side passerede degårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen langs vejen. Længerefremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.
De passerede forbi enmarkvej, der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade.
I horisonten begyndte Peter,at kunne skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen gjorde hanholdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side lå den store vindmølle,Ølunds Mølle. Den var netop blevet opført her i 1820. Her kørte bønderne sækefter sæk af den gode danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornetkværnet til mel, finmel og grovmel.
Der var ikke mange menneskerpå Nørrebro. I 1840, 20 år efter denne gennemkørsel var der kun 1.000mennesker.
GennemIndre Nørrebro
Men ellers var det ikke såmeget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme, og de rige blevtransporteret ud til Bakken fra Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne man også væreheldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red ned af en lille sti, på vej tiljagt. Stien hedder i dag Jagtvejen.
Det første privathospital iDanmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struenses, var for længst ophørt.Struenses, var ofte set på Nørrebro, hvor han gik på fasanjagt. Han led entrang skæbne og endte sine dage i nærheden af Idrætsparken. Hans bøddel hedGottschlack Mûhlhausen. Han havde nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest vedsiden af, når hovedet skulle skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsenvar skyld i dette.
Omkring Fælledvej havdePeter og sin far passeret landstedet Store Ravnsborg. Åh nej, tænkte Peter, dade nåede Nørreport. Nu var der atter ventetid. Der blev kigget efter ulovligevare ved byporten. Det var ellers den største port af dem alle. Hele fem meterbred og syv meter i højden. Dem, der skulle sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”.De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sortepenge.
Befolkningstæthed
Turen gik til Nytorv, hervar der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug.
Også på Gråbrødre Torvog Nicolai Plads var der marked, men der skulle Peter ikke hen.
Børnedødeligheden var 25%, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder. Det tænkte Peterikke på. Hans far havde for længst overskredet denne alder. Men han boede joogså på landet.
Det var voldene, der varskyld i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London.Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller ogskonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og en fordrukkensømand. Peter synes, at det var ulækkert.
Hver nat blev hundredvis afhestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen påAmager, så betegnelsen ”Lorteøen”har noget over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de såkaldte”chokoladevogne”. Jernbanearbejdernefik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne, som lugtede af alt andetend chokolade.
Forurening
Peter kunne godt have mødtden jævnaldrene H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København. Hankom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning i tysk hosFrederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men Andersen var mereinteresseret i teater end at lære tysk, så Guldberg slog hånden af ham, ogbad ham ryge og rejse.
Peter vidste, at man skullevære ude af byen, inden det blev mørkt. Der var ingen gadebelysning, ogkulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper med gas blev førstindført i 1853. og dette gav København et helt nyt liv. Folk fyrede med træog tørv. De første fabrikker var dukket op, der var tyk røg fra jernstøberier,garverierne forurenede med tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældteman bare i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.
København var befæstet medfire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling kunne man altidkomme ud af Nørreport. Den stod altid på klem. Hvis man ikke nåede det, ellerhvis Peters far havde fået en tår for meget, kunne de leje sig ind iPjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på gulvet, markerede her, hvor defaste lejere måtte være, og hvor et nats lejerne måtte komme. 4 skilling foren bitte plads, og så fik man da lidt hø til. For to skilling kunne man få enståplads op af væggen.
Masseraf varer i København
Man slagtede kvæg i Kjødmagergade.Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv, tørv ogbrænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske navne medfrugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit og hans far.
Gennem Østerport komfiskernes koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn komsukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men også silke,porcelæn og ikke mindst krydderier.
Af og til så Peter, atpolitiet stak af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på denblottede krop.
Der var 3.000 letlevendedamer, der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgedefor det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København blev holdti live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen. Hvad derkom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede så på, atnatmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte, der døde af, atsmage på afføringen.
Om sommeren, da københavnernedrak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede mange gangefra kanalerne
Denstore brand
Inde i København var manbange for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, derikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret, at derskulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse vold var, står hen i detuvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne beskudt København, og i1809 havde englænderne lagt dele af København i ruiner.
Under en af de brande, derblev forudsagt af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd, at detteskulle gå til spilde, så i stedet for at slukke branden, ja slukkede man istedet halsbranden.
På Solitude boede engang Københavnskommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavnssikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af Københavnbrændte. Det var en dag, hvor der var brandøvelse, og alle fulde, bådepolitimester, brandmester og brandmændene. Marinen blev sat til at passe påkongens skibe, langt fra branden. Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måttede have fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgravenlå uden for voldene. Men væk ham, det ville man ikke.
Paspå – Zaren kommer
Peter Klit passerede tætforbi Solitudevej. Den var i mange år indgangen til Blågården. Og her sketeder virkelig mange ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i1661 gavebrev på jordende og retten til at køre karet.
Dele af jorden var leret, såman indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus og plantedelindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk stil. En af dem varmed blå tegl, heraf navnet Blågården.
Her blev der holdt gevaldigefester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne let løbe opi 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne med ridning,skydning og lansestød..
Kongens”underholdningsminister”
Da prins Carl overtog stedethavde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde dog kun23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn..
Man håbede, at hundenesejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller de døde” under middagen.
Rygterne bredte sig på ettidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet var bare, athan havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik. Heldigvis fandt man en løsning,så københavnerne kunne ånde lettet op. Blågården blev ofte benyttet afkongefamilien.
Grev Holck var Christian den6 `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000 rigsdaler.Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod kongen selv for. Detvar også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet. Det var kongens elsker, somsenere mere eller mindre diskret blev sendt i asyl til Hamborg, inden det blevalt for pinligt. De glade dage på Blågården bliver faktisk beskrevet i denfantastiske bog Livlægens besøg afPer Oluf Engquist.
Aspargeslandeti stedet for Rabarberlandet
En del af Blågårdensjorde, bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehaveog aspargesmarker og lidt rabarber.
Egentlig burde det heddeAspargeslandet i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.
Et kongeligt dugemanifakturblev indrettet, men det forurenede Peblingesøen. Det gik konkurs med en gæld på135.886 rigsdaler. Senere blev der bronzefabrik og voksdugsfremstilling.
Baggrunden for Sadolin ogHolmblad blev grundlagt på Blågårdens marker.
I 1791 blev der indrettet etlærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise destakkels elever.
Denfalske sang
Da Biskop Balle skullebegraves sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, såfalsk sang de.
Men det var noget medmoralen. Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn i1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende var mænd..Biskop Balle skrev dengang: EfterdiVajsenhusets pigebørn værre i den kritiske alder og seminaristerne i denfyrrige alder. Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.
Protestfra Vandkommissionen
I 1801 blev Blågårdenomdannet til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospitaltil veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:
Skalde venerisk syge, galdne folk, de med spedalskhed boe saa nær ved Landevejen ogPeblingesøen, hvoraf vi daglig drikker….
I 1816 købte Peter VonScholten Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet tiltobaksplantage. Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne modentre se på ballonopstigning.
Landbrugsmaskinerpå Nørrebro
I 1827 købte bagermesterSchuur stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog omtilladelse til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længepå.
En brand forvandlede Blågårdeni 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet havdeatter engang fået økonomiske problemer.
I nærheden indrettedeFamilien Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme. Defå beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I 1828 begyndteman fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig forretning. Egentligkom disse ting fra England, men efter englændernes bombardement, boykottede manengelske ting.
Kakkelovne, komfurer ja sågarlandbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det. Midt på Nørrebro.
Hele herligheden blev revetned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.
Denkreative Heegaard
Vores ven Peter Klit overtoggården i Svogerslev. To gange om ugen drog han mod København. Nu uden sin far.Vi møder ham igen i sommeren 1843.
Nørrebro bestod af etfortov og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var derjordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove. Inden dahavde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade. Han blev endnurigere, da han solgte hele herligheden til kommunen.
Fabrikanter, tømmerhandlere,gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker, der måttebygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til byen efter fornødenheder.Der var dog en spækhøker hist og her, en handlende med lyd og tråd, og etenkelt mælkeriudsalg.
Sundhedsfarei hovedstaden
Peter Klit var sur over, anhan til stadighed skulle holde i kø ved Nørreport. Posekiggerne brugte langtid. Inde i byen kunne han ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdigeråb.
En tysk rejsebogsforfattermente dog, at det kun var danskere, der kunne vende sig til dette.
Her i 1843 havde København140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden.Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling viste,at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får.
På gaden trængtes fodgængere,ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellemhinanden.
Garverne i Rosenborggadeudskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned afFrederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så atplaske i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen.
Under de fleste huse i kælderetagenvar der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne omnatten, så andre ikke kunne se det.
Peter Klit havde sit egetvand med fra Svogerslev, han ville ikke drikke københavner – vand. Han kunneellers være kørt til Rosenborg, hvor man havde en brøndkureanstalt. Hersolgte man Rosenborg Mineralvand frem til 1929.
Vand fra Emdrup Sø –beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo nærmereden kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber.
Og når vi nu er ved detemne, så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og b var 72personer, der brugte samme sæde.
Gennemsnitshøjden i 1843var 1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år. Vores ven, Peter Klithavde dog chancen for at blive 50 år
Påstrøgtur med usømmelige tanker
En enkelt gang havde PeterKlit taget sig tid til en vandretur ned af Routen (Strøget). Her gik det bedreborgerskab, for at blive set. Peter havde ikke råd til at gæste restaurantersom Apez, Capitz, Lordelli, Ferini, Mongani, Pedrini og Serchi.
Mini på hjørnet af LilleKongensgade og Kongens Nytorv var forbeholdt de galante. Keglespil, billard og særdelesfine likører, ja så var det Knirch (D`Angletære).
Hvis Peter skulle komme påusømmelige tanker, ja så var det Store og Lille Brøndstræde eller Ulkegadelige op mod Lille Kongensgade. I fængselstårnet Blåtårn ved Langebro, varder både mænd og kvinder. Ifølge morderen Ole Kollerød, så tog fangerne udpå gangen og horede med fruentimmerne..
Peter kunne egentlig ikkelide København, men han tjente gode penge. Byens omkreds i 1843, var det sammesom på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet var vokset til detdobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv hønsehuse blev brugt tilbeboelse.
Af og til falbød Peter Klitsine varer på Kultorvet. Diligencen fra Helsingør havde klaget over, atbodholderne fyldte for meget. Til gengæld klagede beboerne over, at denleverede øreskærende hornmusik, både aften og morgen, hvor man egentligskulle sove.
Engang havde Peter også væreti Østergade, her var kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere isilkekjoler. Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her define damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne,at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de pænedamer stige om, og det fik de våde fødder af.
Dentvivlsomme moral
Moralen i hovedstaden varyderst tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85 mænd,men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere skulle påalle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22 lød sangen således.Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten.
OmI tiden vil vide
Husbond,dreng og pige
Daer det på tide
Manføjer sig i sin seng
Betalereder herren fri
Værklog og mild
Vogterlys og ild
Hvorklokke er slagen ti.
Peter havde hørt, at LundsJernstøberi på Nørrebro beskæftigede 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere.Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ påfabrikkerne
-
forbudt at ansætte børn under 10 år
-
børn mellem 10 og 16 år må kun arbejde 6 timer dagligt, dog ikke om aftenen.
Hvornår mon de skal gå iskole og lave lektier?
Livetved søerne
Nede ved søerne var derflotte villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien,Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.
Her gik Kierkegaard dagligti halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine. Hun boedened til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449 andre boede på Østerbro.
Peter Klit vidste ikke nogetom denne historie, heller ikke, at der nede ved søen boede en skønhed. Mankaldte hende ”Pigen ved søen” senereblev hun omdøbt til ”DonnaLargo”.
På Nørrebrosk blev dethurtig omdøbt til ”Donna D`Ladegaard”
Kanonerog druk på Fælleden
Men Peter vidste godt, at Fælledenblev brugt som militært øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning,der forsøgte sig med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelseindtog familie, kærester og venner området, og så stod den på druk og hor.Mangen en fordrukken soldat er faldet ned i den meterdybe og ildelugtendespildevandsgrøft langs Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind tilmidten af forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt somskyttegrave.
Som regel fulgte drengenemed inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til fyrværkeri.Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse øvelser.
Planløstbyggeri på Nørrebro
Der var begyndt at ske nogetpå Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst af etreelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig planløst.
Mellem Blågårdsgade ogPeblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergadeog Tømrergade.
Fire til seks etagerslejekaserner skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. Defleste lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker leve. Køkkenetblev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletterne var lokumeri gården.
Egen ranginddeling varnormalt, åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder.
Endelig i 1853 blevdemarkationslinien helt afskaffet. Nu skulle Peter Klit ikke mere betalebompenge, Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København, derarbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme på arbejde.
De unge brugte nu flittigvoldene. I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:
-
Enhver, der vil ulejlige sig op på voldene, efter at det er blevet mørkt, vil derved selv overbevise sig om, de afskyelige skandaler, der udøves på næsten hver bænk, og de smudsige elskovseventyr drives her uhindret i det begunstige mørke.
Derige talte ikke om penge
Peter tjente stadig godepenge inde i København. En arbejdsmand tjente 150 rigsdaler, officerer ogembedsmænd 400 – 1.200 rigsdaler. For at opnå valgret skulle man tjene 1,000rigsdaler.
En herskabslejlighed kunneman bekvemt leje for cirka 200 rigsdaler. Og hos de rige var det tre ting manikke talte om. Det var mad, sygdom og penge. Penge havde man nok af. M.h.t. mad,ja det havde man folk til at lave. Normalt smagte værtinden dog på sauceninden serveringen.
I 1857 havde Håndværkerforeningenet lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst. Herkunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det siges, atguldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den 5. kort førsin død besøgte stedet udtrykte han
Fattiglemmernepå Ladegården
Vores ven, Peter Klitoplevede tit , at pjaltede mænd blev arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængerivar, at man først fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i entvangsarbejderanstalt.
Sådan en var Ladegården.Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg. Opfattelsenvar En uoprettelig dovenskab har ført demud i et lastefuldt liv. Dem er der ingen grund til at have medlidenhed med.
Hver morgen tog Pjalteherrenind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte finde dem væltendepå værtshusene rundt omkring. Politiet kom, rejste dem op og afleverede demigen på Ladegården.
I 1899 flyttede man ud tilSundholm i landlige omgivelser under devisen Opdragelse gennem arbejde.
Nu var det også sådan, atdet bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere i Stokhuseti Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de uærlige. Mange fangerfik derved sågar penge under hovedpuden. Der sad op til 50 mand i en celle.Vask og tøjskift kendte man ikke.
Densidste tur
I 1867 var det sidste gang,Peter Klit kørte ned af Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han varved at blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros trafikselskab.I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog datidensHUR selskabet. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne udsendte enfrygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for syrevogne.
En ny udskænkningsvirksomhedstartede lige i nærheden af Kapelvej. Det var en indvandret tysker ved navnKnoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en gynge. Denne gyngeopfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjolerop under benet. På dette sted blev også den navnkundige Johanne Louise Heibergfødt..
|
