Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Ungdomshus med forhindringer

Offentliggjort 17. februar 2008

De unge vil helst have Frederikssundsvejens Skole. Men det er naboerne ikke så begejstrede for. Da politikerne endelig kom i gang med at forhandle med de unge, gik tre fjerdedele af forhandlingerne godt, indtil adresser blev lækket til pressen. Man frygter uroligheder 1. marts.

Der var dømt Breaking News. Et nyt ungdomshus var fundet. De unge havde accepteret Frederikssundsvejens Skole. Og alle åndene lettet op. Slut med vold og ødelæggelser. Slut med tabt omsætning for detailhandelen på Nørrebro.

De unge er ikke velkommen

Men ak. En masse forhindringer skal først ryddes af vejen. Først og fremmest byder man ikke de unge velkommen i det nye kvarter.

De borgerlige opfatter det som, at

  • Gadens parlament bruger vold og hærværk som magtmiddel til at presse Borgerrepræsentationen. Voldsforherligende unge fortrænger børn og unge, der ikke bruger brosten fra deres gymnastiksal.

Hån til overs for Nørrebro Handelsforening

Det store problem er, at politikerne er kommet alt for sent i gang med at snakke med de unge. Og disse politikere havde kun hån til overs for en detailhandel, der selv måtte udrede skader og tabt omsætning. Ja enkelte truede endda med en sag mod denne side. Nørrebro Handelsforenings argumenter prellede af hos størstedelen af politikerne.

Fem ud af seks siger nej

Ligesom i Stevnsgade så ser det ikke ud til, at de unge er særlig velkomne på Frederikssundsvejens Skole. I følge konservative kilder siger fem ud af seks nej til de unge. Nu skal man nok tage denne optælling med et forbehold. Også når man bryder ud i følgende:

  • Politikerne bør lytte til mere end 5.000 fredelige borgere end et par hundrede gidseltagere fra ungdomshusmiljøet.

Således siger en af initiativtagerne til modstanden mod de unge, den konservative Jacob Næsager:

  • At man overvejer at lægge et ungdomshus her i et af Danmarks tætteste befolkede områder vidner desværre om et knæfald for de autonomes udemokratiske metoder og manglende respekt for lokalområdet.

Da de unge holdt deres 50. torsdagsdemo var der adskillige flere end de 300, som De Konservative, taler om.

Trussel om retssager

Så vidt vides, var det Københavns Kommune, der så Frederikssundsvejens Skole, som en mulighed. Hvis denne mulighed ikke var til stede, skulle de unge, ikke have tilbudt skolen.

Men tolerancen har trange vilkår. Således bliver der truet med forskellige retssager. Ejendomsselskabet Kay Wilhelmsen Gruppen har bebudet, at de overvejer at anlægge et krav om erstatning til kommunen, hvis ungdomshuset ender på adressen i Nordvest. Selskabet har indgået en aftale med kommunen om drift af arealer tæt ved skolen. 300 lejligheder skal gruppen opføre

Mange protester

Også Andelsboligforeningen Hulgårds Plads har meddelt kommunen, at de overvejer deres retsstilling. Foreningen består af 122 lejligheder og to børnehaver, der ligger tæt ved skolen. Flere børnehaver og vuggestuer har protesteret mod planerne.

Grus i maskineriet

Hvis de unge har fået valget mellem Bavnehøj Remise i sydvestkvarteret og Frederikssundsvejens Skole, ja så forstår man godt deres førstevalg.

Hvordan kom Frederikssundsvejens Skole i spil? Hvorfor fik man ikke forhandlet færdig, før man gik til pressen?

Det er for alvor kommet grus i maskineriet. Advokat Kurt Foldschack siger selv:

  • Nu er vi kommet tre fjerdedele af vejen på en god og konstruktiv måde, men vi skal også sikre den sidste fjerdedel af vejen.

Aftalen med de unge, var at adresserne ikke måtte lækkes ud til pressen. Men det blev de.

Kan Bavnehøj bruges?

En løsning på Frederikssundsvej vil koste mellem 6 og 9 millioner kroner, mens en løsning med Baunehøj vil koste 4 millioner kroner, at etablere.

De Radikale og overborgmesteren er mest stemt for Bavnehøj løsningen, da der er langt til nærmeste nabo.

Den nærmeste nabo til remisen på Bavnehøj er Vestre Fængsel., mens der er boliger på den anden side af Enghave Station. Et problem man dog her har har overset er en brandvej. Den skulle i så fald gå over Vestre Fængsels grund, og dette kan selvsagt udgøre en sikkerhedsrisiko.

Naboer føler sig tromlet ned

Naboerne føler sig tromlet ned af politikerne på Københavns Rådhus. Og et kommende ungdomshus giver stor utryghed hos de fleste.

Bispebjerg Lokaludvalg har forgæves forsøgt at få at vide, hvilke firmaer der skulle flytte ind i skolen sammen med de unge. Man har heller ikke kunnet få at vide, hvilke boligforeninger, der støtter de unge.

Ifølge advokat Knud Foldschack vil syv firmaer leje sig ind sammen med de unge. Det drejer sig om en medievirksomhed, en mindre produktionsvirksomhed og et lydstudie til et computerundervisningsinstitut. Huset er på 7.000 kvadratmeter. Det tidligere ungdomshus var på 1.900 kvadratmeter.

De unge skal nu forsøge at få aflivet myter og fordomme og forsøge at komme i dialog med naboerne. Men det skal ske hurtig. Høringsfristen er ikke særlig lang.

Den offentlige høring udløber allerede den 27. februar, høringen blev varslet for kort tid siden. Meningen er at præsentere en endelig plan for Fritids – og Kulturudvalget den 28. februar. Og det er der også en ide med. Man er bange for uroligheder på årsdagen – den 1. marts.

Aktion mod Rådhuset afblæst

Men allerede den 21. februar havde man bebudet aktioner. Man ville omringe Københavns Rådhus og lukke politikerne inde. Træningslejr er allerede afholdt.

Ifølge aktivisterne har det været en succes, allerede før aktionen blev gennemført.

Men den 3. april vil aktivisterne være på gaden. Det er den dato, hvor Borgerrepræsentationen afholder deres første møde, efter afslutningsprocessen i Nordvest.

TV – Kanal opfordrer til aktioner

69News der kan ses på Kanal København opfordres til, at Ungdomshusets sympatisører laver aktioner. Stationen er sat i værk, for at dække aktioner og happenings, fordi man mener, at blive uretfærdig behandlet i den øvrige presse.

Officielt er parterne rede til at finde en tredje løsning, men tiden er også en faktor. Flere af de unge har tilkendegivet, at de ikke gider at vente længere.

Underskrifter for/imod

Status den 10.02.08:

Imens er naboer i gang med at samle underskrifter.

Ikke meget forståelse for de unge

Efter et møde i Grøndal Centret afleverede beboerne i Nordvest 4.000 underskrifter imod et eventuelt ungdomshus. 500 var mødt op til orienteringsmødet.

Ifølge arrangørerne er de unge ikke velkomne, da de ikke har overbevist beboerne om, at de er et fredeligt naboskab.

Man er bange for vold, gadekampe, uro, graffiti og brosten. Desuden er frygten for tab af ejendomsværdi og støjen fra koncerter også noget der plager naboerne. De unge havde planlagt 7 – 10 koncerter hver måned.

  • Hvem skal erstatte vores tab på os, der har andels – eller ejerlejlighed.

Før var det mangfoldighed og tolerance, der prægede Nørrebro og Nordvest. Nu er det frygten for friværdierne, der har overtaget. En kulturel berigelse af området var det ikke mange, der kunne få øje på.

En meget rammende bemærkning kom fra Manu Sareen:

  • Disse irriterende unge, som I har så meget imod, er altså borgere i denne by, og vi har alle et ansvar for at rumme dem.

Og lige så rammende og modig kom det fra Jacob, der har været bruger af det gamle Ungdomshus gennem de sidste 15 år:

  • Jeg har aldrig været i nærheden af en brændende bil, selv om jeg har brugt Ungdomshuset i mange år. Til gengæld har København fået masser af kultur. Det kan godt være, at I ikke kan lide den kultur, men det er der altså nogen, som kan. Ungdomshuset var mit hjerte, og det blev revet ned sten for sten.

Ground 69 – Nørrebros nye losseplads

På grunden lå et hus med mange kulturelle minder. Ikke kun det Ungdomshus mange foragtede eller elskede. Her lå også et forsamlingshus, hvor der blev arrangeret boksestævner, lysbilledforedrag m.m. Mange af Nørrebro Handelsforenings generalforsamlinger fandt sted her. Rosa Luxemborg og Lenin var her. Her kæmpede kvinderne for deres ligeberettigelse.

Nu ligger det en affaldsplads. Rester af motorer, tomme spiritusflasker og rester af senge vidner om foragt for kulturen.

Og kommunen kan åbenbart ikke gøre noget.

Som grunden ser ud nu, er det en skændsel for Nørrebro.

Hvis du vil læse mere, så findes der mere end 20 artikler om Ungdomshuset her på siden. En sammenfatning med den historiske baggrund finder du her i denne lange artikel
Jagtvej 69, 2200 København N


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16