Offentliggjort 17. februar 2008
www.norrebro.dk
Havde det været i dag kunneKlaus Bondam have fået hjælp til at gøre byen ren, fra sjovernepå Ladegården. Og anden generations – indvandrere var sikkert ogsåsendt over broen til Ladegården hvis de var utilpassede.Fra 1822 til 1908 fungerede arbejderanstalten på grænsen til Nørrebro.Fattiglemmer blev udelukket fra det danske samfund. Deres efterladenskaber blevefter deres død, overtaget af fattigvæsnet. Og valgret det havde de ikke.Senere talte man om værdige og uværdige fattiglemmer. Og sådan taler vi velogså om de arbejdsløse nu til dags, der med vold og magt skal søge mindst 4jobs om ugen. Artiklen bringes i samarbejde med www.dengang.dk
Egentlig lå Ladegården iFrederiksberg Kommune. Men det var helt oppe nord på lige ved Nørrebro. Og dervar nok langt flere fattiglemmer fra Nørrebro, der besøgte den, end dem fraFrederiksberg.
Sværtat få bugt med fattigdommen
I København havde man stortbesvær med at komme fattigdommen til livs, og det lykkedes vel først omkringårhundredeskiftet, at indføre ordentlige love, der også respekteredefattiglemmerne og deres retsstilling.
I begyndelsen af århundredethavde man inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distriktville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle havetil opgave, at opspore trængende, gøre indstilling om den hjælp, som skulleydes og i det hele taget føre kontrol med og yde den fornødne vejledning tilfattige familier og trængende enkeltpersoner.
Man ville simpelthen detoffentlige tiggeri til livs.
Danmarkbliver fattigere
I 1807 indtrak den storekatastrofe, da englænderne bombarderede København. I 1813 fulgtestatsbankerotten, og året efter adskillelsen fra Norge. En langvarigdepressionsperiode fulgte, som for Danmark bevirkede en alvorlig landbrugskrise.
Byens indbyggere blevfattigere, og det samme sket for de næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsenvar den gang underlagt staten.
Ikkenok fattigforstandere
I første omgang fik manudpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal.Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true degenstridige næringsdrivende med økonomiske repressalier, hvis de ikke bøjedesig. Men modstanden var så massiv, at man til sidst måtte nøjes med ca. 64forstandere.
Livog Helse
Dengang skulle man have opholdtsig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret.Det betød, at man kunne krav på nødtørftig underholdning, dvs. føde, husly,klæder og varme, således at man kunne opretholde Livog Helsen.
Det var fattigvæsnet, derskulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sigarbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpemed læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børnfik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsenethavde hånds – og halsret
Men fattigvæsnet havde hånd– og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralskeregler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendeltilfaldt væsnet ved ens død.
Man havde fået stillet detfornødne areal af frijord til rådighedpå Assitens Kirkegård.
Alle henvendelser om hjælp affattigvæsnet skulle rettes til den lokale fattigforstander.
Fattigvæsnet rådede over AlmindeligHospital i Amaliegade og en rækkearbejdshuse eller arbejdsanstalter.
Fattigvæsnet skulle også tagesig af de husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de mangeenlige mandfolk i hovedstaden, som normalt gik under betegnelsen sjovere,og som udførte det meget usikre og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.
St.Hans Hospital
I 1768 havde KøbenhavnsKommune erhvervet en betydelig del af et areal, som i sin tid havde tilhørtChristian den Fjerde´s ladegård. Området lå umiddelbart vest for St. Jørgenssø. Formålet med erhvervelsen var at skaffe plads til det såkaldte St. HansHospital, der fra gammel tid optog fattige sindssyge personer.
Ladegårdensbeliggenhed
Mod nord grænsede ejendommenud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen,som fulgte Ladegårdens nedre løb. Ladegårdsåen kom ude fra Bispeengenog havde sit udløb i Peblinge søen.
Ladegårdsvejen fulgte den nuværendeÅboulevard ud til det sted, hvor H.C.Ørestedsvej munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C.Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej, og gik derefter stik mod vest,nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.
Længere mod vest grænsedeejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer Mariboe,og skellet gik en del syd for den nuværende Bülowsvej.Mod syd var naboen den kendte Frederiksbergske ejendom Forhåbningsholm, og skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej.Mod øst grænsede ejendommen op til en anden kendt frederiksbergsk ejendom,nemlig Vodrupgård og den lille ejendom Mosendahl,der tilhørte kattuntrykker Appel.
På denne ejendom, der låumiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St.Jørgens sø og Peblingesøen, havde der i mange år været forskelligefabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 – tallet.
Rosenåen
Christian den Fjerde havdeanlagt en befæstning udenom sin ladegård, bestående af en fremskudt bastionmed foranliggende vandgrav. Fæstningsgraven havde afløb til St. Jørgens søgennem et gammelt åløb, som oprindelig hed Vodroffså,men som i folkemunde omdøbtes til Rosenåen,som følge af det ildelugtende vand.
Dette åløb afgrænsede detbebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne ogud på markerne.
Enforfalden ejendom
De gamle hospitalsbygningerbestod af to længer med to etager og en loftsetage, forbundne med laveremellembygninger, således at det samlede bygningskompleks omgav to adskilteomtrent kvadratiske gårde.
Umiddelbart syd forhovedbygningen og inden for Rosenåen fandtes et par mindre søer eller damme,der endnu eksisterede langt ind i 1900 – tallet.
Det var en temmelig forfaldenejendom, der nu skulle indrettes til arbejdsanstalt.Den fornødne arbejdskraft var til stede, så bygninger og jord kunne sættesi nødtørftig stand. Som arbejdskraft anvendte man registrerede fattiglemmer.
Man vedtog at Ladegårds jorderskulle tilsås med hør og kartofler. Den mand, der boede på ejendommen fik enfrist på 4 uger til at forlade ejendommen.
Indsamling
Man gav ordre til, at derskulle indsamles de fornødne inventargenstande, som stod ubrugte rundt omkringpå de forskellige stiftelser. Man bestilte desuden 18 sengestederhos snedkermester Kellermann medtilbehør af kasser til de pågældendes tøj. Man tog desuden mod et tilbud på200 stk. gamle uldsække fra det militære uldmanufaktur. Sækkene kunne entenanvendes til klæder eller til madrasser for de fattige, som tænkes installereti arbejdsanstalten.
Vævestillet til rådighed
Her i 1822 stod man forproduktion af uldne og linnede varer. Blandt aftagerne var Det Kongelige Frederiks Hospital. Man havde også en ide om, at derkunne leveres klædningsstykker til negersoldaternei Dansk Vestindien.
Man fik god hjælp fra denmilitære klædefabrik i Usserød, sombl.a. stillede 6 klædevævere til rådighed.
Man købte det fornødneinventar til anstaltens køkken, bl.a. en stor kogekedel, der kunne tage 100potter.
Personaleansættes
Man skulle også finde de rettefolk til ledelsen på Ladegården. I klædefabrikørBranner mente man, at have fundet den rette mand. Han blev ansat som inspektørpå anstalten, til en månedlig løn af 25 rbd. Sølv, og endvidere stillede manham i udsigt, at han kunne opbære 1 % af fabriksarbejdernes fortjeneste. Mangav ham endvidere fri bolig på anstalten (3 værelser og køkken). Samt fri brændsel.
Han måtte dog ikke ladearbejde udføre for egen regning. Han havde 3 måneders opsigelsesvarsel, mensdirektionen kunne opsige ham med en måneds varsel.
En anden vigtig ansat, varkogekonen eller økonomaen. Valget faldt på kogerske,madam Schultz. Hendes løn blev fastsat til 2 rdb. Sølv ugentlig, enportion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist etfrit værelse samt lys og brændsel.
En tredje ansat skulle væreportner. Hans opgave var foruden at passe porten, at lede arbejdet i mark, samtat køre anstaltens arbejdsvogn. Valget faldt på ChristenPetersen.
Den 1. oktober 1822 overførtesde første fattiglemmer til anstalten.
Fattiglemmernesløn
De fleste indlagtefattiglemmer var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sætteshøjere, end hvad det kostede, at bestrideet almindeligt fattiglems tarvelige fornødenheder. For de almindeligmandlige arbejde regnede man et beløb på 21 sk. daglig. Dette beløb fremkom påfølgende måde:
De kvindelige måtte nøjes med19 sk, man regnede ikke med, at de spiste så meget.
Arbejdslønnen skulle ikkeudbetales i penge, med derimod i fabriktegn,og ved udbetalingen tilbageholdtes, hvad der var beregnet til klæder, husly,renlighed, inventarslid samt hvad ½ pot varmt øl om morgenen kostede, samt 1portion middagsmad.
Langarbejdsdag
Den daglige arbejdstid var omsommeren fra 5 til 12 og fra 14 til 20. Om vinteren fra 6 til 12 og fra 14 til21. Man blev vækket en time før arbejdstids begyndelse, og man skulle være iseng klokken 21. På søn – og helligdage fik man sandelig lov til at sove entime længere om morgenen.
For udvist flid kunne manallernådigst få lov til at forlade anstalten om søndagen.
Ret hurtig fik man gang i uldvæveriet,linnedsværksted, farveri, snedker – og tømmerværksted, skrædder og etskomagerværksted. Men man satte uldmanufakturet i første række.
Senere fik man gang irebslageriet og lysestøberiet.
Markog have ”under kultur”
I løbet af 1823 – 24lykkedes det at få haven under kultur. Mankoncentrerede sig herefter om dyrkning af kartofler, kål og urter. Hvad derikke blev brugt i anstaltens egen husholdning videresolgtes til de øvrigefattigstiftelser. En mindre del af jorden blev brugt til havre. Dette blev brugttil fodring af anstaltens heste.
Efter aftale med Københavnspolitidirektør fik man tilkørt gødning fra byen i tønder. Gødningen blevopbevaret i gamle renovationskuler indtil man fik brug for den. I begyndelsenhavde man problemer med en nabo, der klagede over stanken fra disse kuler.
Sekretær Augustfra Kommunens Kommission udtalte:
Underskud
Desværre for Ladegården såhavde man et temmelig stort underskud. I 1828 var det oppe på 31.899 rbd.Forklaringen var sikkert, at det var meget ringe arbejdskraft, der blev stillettil rådighed.
Der havde sikkert været mange sjoveretil stede. Utvivlsom var det et broget og uroligt folkefærd, der blevafleveret til beskæftigelse. Selv om den ubetalte arbejdsløn var beskeden, hardet ikke været muligt at tilvejebringe en produktion, der blot nogenlunde kunnehvile i sig selv.
Arbejdsskyog arbejdsuvillig
Fattigvæsnet meddelte, atmange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke noktvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmereudeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drevomkring og tiggede, og mange foretrak i stedet et kortere eller længere fængselsophold.
Tvangsarbejderanstalt
I nov. 1833 fik man indretteten særlig tvangsarbejderanstalt. Den blev afsondret fra arbejderanstalten. Særligefanger blev anbragt i eneceller, og i et særligt lokale blev der anbragt ungeforbrydere under 18 år.
Tvangsarbejderanstalten var førstog fremmest bestemt for personer, der blev grebet i betleri og løsgængeri, mendet kunne også bringes i anvendelse over for sådanne fattiglemmer, som forbrødsig alvorligt mod gældende disciplinære bestemmelser.
Bülow– en markant inspektør
I en opgørelse fra 1834 kandet ses, at anstalten havde fået nyt personale. Leder og inspektør var CarlSchleisner. Den nærmeste medarbejder var Fred. Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. På listenfinder vi dog endnu portneren og kogekonen fra begyndelsen.
Búlow beklædtelederstillingen frem til 1857. Han blev senere kendt som grundspekulant. Han fiken vej samt en bro opkaldt efter sig.
Forskellige kirkehandlingerforegik også på Ladegården, blandt andet dåb og konfirmationer. Itvangsarbejderafdelingen var der også opført adskillige børn.
”Uordner”kunne ikke tolereres
Man har ganske givet haftadskilte mandlige og kvindelige sovesale, og det er også muligt, at man påarbejderstuerne har gennemført kønnenes adskillelse. I fritiden og påhelligdagene gik de indlagte lemmer imidlertid frit sammen. Fattigdirektionen måttekonstatere, at der fandt adskilligeuordner sted, og det kunne man ikke tolerere.
For at komme dette uvæsen tillivs, besluttede man at opføre et højt plankeværk, tværs over gården, såledesat man bedre kunne holde de to køn adskilte. Reaktionen fra lemmernes side varvoldsom. Den 14. august 1839 satte de ild til Ladegårdsbygningerne. Ilden blevslukket i løbet af nogle timer, og kun en del af fløjen ud mod Ladegårdsåennedbrændte.
Nybygninger
Man besluttede at nedbryde dengamle længe. For at skaffe bedre plads opførtes den nye længe i tre etager,og en ny loftsetage blev etableret. I årene 1848 – 49 nedrev man den gamle tværbygning.
Man lavede en nyordning, oginddelte arbejderanstalten i to grupper.
I 1. afdeling optog man sådanneindivider, som man skønnede kunne fortjene så meget ved deresarbejde, at udbyttet nogenlunde dækkede deres underholdning. Man tog også etvist hensyn til deres almindelige forhold og opførsel. Det kunne så resulterei en bedre forplejning.
Nyankommende arbejdereanbragtes i 2. afdeling. Her skulle man oparbejde arbejdsdygtighed.. Opførteman sig tilfredsstillende kunne man overføres til 1. afdeling.
Ved siden af, havde man så denspecielle tvangsarbejderanstalt, hvor forplejningen var væsentlig ringere.
I 1835 oprettede man en 4.afdeling, nemlig en undervisningsanstalt. Her anbragte man sådanne børn, somtidligere var blevet indsat til undervisning og konfirmation i det almindelige Forbedringshus. Endvidere anbragte man her ukonfirmerede drenge frade specielle fattigskoler, når de gjorde sig skyldige i gentagende skoleforsømmelser,bortløbet fra deres forældre eller andre forseelser.
Man havde nu sit eget udsalginde i byen. Der blev fabrikeret gulvmåtter, forskelligt tovarbejde, og en retomfattende produktion af papirsposer fandt sted. Endvidere arbejde man med hørog svamp og spandt lampevæger, samt strømpe -, stoppe – og strikkegarn.
Koleramedførte mange dødsfald
Koleraepidemien i 1853 ramteogså Ladegården. Den smitsomme tarminfektion bredte sig gennem forurenetdrikkevand. Den angrebne fik heftig diarréer og opkastninger. Det medførte enstærk udmattelse. På grund af det store væsketab, indtraf døden i løbet af1 eller 2 døgn.
Koleraen havde særlig vækstbetingelseri de fattigste kvarterer som Nørrebro, hvor befolkningen levede tætsammenstuvede og hvor de hygiejniske forhold var yderst primitive. I alt 25kvinder og 31 mænd døde under angrebet i 1853 på Ladegården.
Nyetiltag
Københavns fattigvæsen ophørtemed at være en statslig organisation, nu blev det et kommunalt anliggende. Manønskede at tvangsfangerne skulle flyttes. De havde en skadelig indvirkning hosde andre. Så i 1866 fik man indrettet afsondrede arbejds – og sovelokaler forca. 20 af de mest urolige mandfolk,
En speciel fattiggård blev ogsåindrettet. Det var især til de husvilde. Byggearbejdet stod på i 1858 – 59og finansieredes med et lån i nationalbanken. Der opførtes en bygning i toetager med loftsetage i fire længer. I stueetagen indrettede man i alt 64boliger, der hver omfattede et enkelt værelse med adgang til fælles ildsted.Desuden indrettedes 12 enkeltværelser uden køkken. Til fælles afbenyttelseindrettedes i baggården et fælles vaske – og kogehus. Indtil 1870 benyttedesden nyopførte fattiggård så godt som udelukkende af husvilde.
Nytbyggeri
Gik man ned til Rosenåen mødteøjet et stort og åbent terræn. Det var dog begyndt at ske noget. Både nordog syd for Ladegården skød der bygninger op, og i 1860 begyndte driften af etnyt gasværk i arealet øst for den nuværende H.C. Ørstedsvej.
Jernbane
I 1861 blev der ved lovbesluttet, at der skulle anlægges en ny jernbane fra København over Nørrebroog Hellerup til Hillerød og videre til Helsingør (Nordbanen), og en sidebanefra Hellerup til Klampenborg. (Klampenborgbanen). Den ny bane skulle have sine københavnskestationer ved den nyanlagte Vester Farimagsgadeog Gyldenløvsgade. Samtidig besluttede man at flytte
Københavns første banegård,hvorfra Roskildebanen udgik, nærmere den nye Nordbanesstation og ændre Roskildebanens indførsel til København.
Den nye banegård opførtes sydfor St. Jørgens sø, omtrent på det sted, hvor Paladsteatreti dag ligger.
En konsekvens heraf var, at såvelNordbanen som Roskildebanen for fremtiden skulle føres over dæmningen mellemSt. Jørgens sø og Peblingesøen og umiddelbart syd om Ladegårdens bygninger.De to baner fulgtes et stykke længere mod vest, hvorefter Roskildebanen førtesvidere til den nyanlagte Frederiksberg station ved Falkonérallén, mensNordbanen førtes over Ladegårdsåen og derefter over Jagtvejen mod Hellerup.
Ladegårdensareal i to dele
Ved jernbanens anlæg blevLadegårdens areal skåret over i to dele, og måtte fremtidig passerejernbanelinjen for at komme ud på Ladegårdens marker. Jernbanelinjen blevtaget i brug i 1864. For beboerne var jernbanen utvivlsomt en kærkommenattraktion.
Ved samme lejlighed forsvandtden gamle Rosenå, hvis vand for fremtiden løb gennem lukkede rør.
Umyndiggjort
I 1870 havde 4.000 lemmer pået år besøgt Ladegården
Var man ført kommet i Fattigvæsnetssøgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse af dem. Og igrundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse affattigvæsenet og ikke havde betalt denne understøttelse ikke havde del i denalmindelige valgret.
Men efterhånden ansåbefolkningen, at man måtte skelne mellem værdigeog uværdige trængende. Men først omkring 1890 fik man ændret de størsteuretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp. Man ansatte nu lønnededistriktsforstandere, som havde pligt til at bo inden for det tildelte distrikt,og at holde et passende kontor.
Sct.Johannes Stiftelsen
På et stort areal mellemSortedams Dosseringen og Blegdamsvejen opførtefattigvæsenet en ny stiftelse, der fik navnet Sct.Johannesstiftelsen. Den blev taget i brug 21. juli 1885 under navnet PlejehjemmetNørre Hospital.
Fra starten bestodJohannesstiftelsen af 3 forskellige afdelinger, en optagelsesafdeling for børn,et sygehus og et arbejderhus med tilhørende vækstedsbygninger.
Sygehusafdelingen var først ogfremmest beregnet for personer med benskader eller patienter, der led afuhelbredelige eller kroniske sygdomme. Man havde også en særlig afdeling forpatienter, der led af fnat eller lignende hudsygdomme.
Arbejdshuset med tilhørende værkstedervar anbragt på arealet mellem Ryesgadeog Blegdamsvejen.
Viste det sig, at patienterneled af betydelige mangler enten i fysisk eller moralsk henseende, blev deflyttet til enten Almindeligt Hospital ellerLadegården.
Mindreværdige kvindelige fattiglemmer
Ved siden af Ladegården ifattiggården organiserede man en afdeling for arbejdsføre kvinder, der beskæftigedesig med forskelligt fabriksarbejde. Afdelingen kunne optage 220fabriksarbejdere.
Noget senere organiseredes enafdeling for såkaldte mindre værdigekvindelige fattiglemmer, som man udskilte fra Almindeligt Hospital.
Ingenny Ladegård
En ny borgmester, Knudsen havdeet meget liberalt og anderledes syn på fattigdom. Han var sønderjyde og tilførteen ny holdning.
Hans tanke var at opføre en nyarbejderanstalt på en erhvervet grund ved Nørre Allé, en slags NyLadegård, som erstatning for den gamle. De fornødne tegninger var udfærdigetog arbejdet var gået i gang. Men Knudsen døde i 1891. Hans efterfølger mente,at bygningerne skulle anvendes til et andet formål.
Det skulle være opholdsstedfor gamle og skrøbelige fattiglemmer, som ikke var i stand til at opnå den nyealderdomsunderstøttelse.
Dette betød, at man så iendnu 20 år, skulle fortsætte tilværelsen i de gamle bygninger på Ladegården.
En af opgaverne var nu, atrenligholde de københavnske veje. Hver morgen kunne forbipasserende sefattiglemmer på vej med de fornødne redskaber over nakken ledsaget af enopsynsbetjent.
UgensMenu
I 1896 blev bygningerne påLadegården sat i stand, at det kunne forsvares at bruge dem i endnu en tid. Forfremtiden skulle tøjet afleveres, og man fik udleveret en arbejdsuniform.Kostplanen blev også ændret:
-
Søndag: Kødsuppe samt oksekød med kartofler
-
Mandag: Sulevælling
-
Tirsdag: Ærter og flæsk
-
Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler
-
Torsdag: Grynsupper samt ragout med kartofler.
-
Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce
-
Lørdag: Øllebrød og plukfisk
-
Om aftenen hele ugen: Bygvandgrød med sødt øl
Forholdeneuantagelige
Uden for Ladegården var dennye sygesikring, der krævede medlemskab, trådt i kraft.
Men forholdene på Ladegårdenvar aldeles uantagelige. I 1899 erhvervede magistratens 3. afdeling et størrejordareal på Amager, som man havde købt af staten. Det store byggearbejde giki gang i 1905 og 1. april 1908 begyndte virksomheden på det nye sted.
De gamle bygninger på Ladegårdenblev forladt.
Omkring århundredeskiftetafsluttedes det store arbejde med at lægge Ladegårdens nedre løb iunderjordiske ledninger, og på det terræn, hvor tidligere Ladegårdsvejen og– åen havde strakt sig, etablerede man nu en bred udfaldsvej mod vest fra denindre by, som fik navnet Åboulevarden.
Nyjernbanelinie
I 1912 kunne den ny banegårdåbnes for persontrafik, og i 1917 åbnedes den såkaldte Boulevardbaneover Nørreport til ØsterportStation. Hermed kunne jernbanelinjen over dæmningen mellem de to søer ogsyd om Ladegårdsbygningerne nedlægges. På det gamle jernbaneterræn anlagdesen ny vigtig udfaldsvej fra den indre by mod vest, nemlig Rosenørns Alle.
Vildu læse mere om emner i denne artikel såkig på www.dengang.dk
-
Nørrebros mange stationer.
-
Barn på Nørrebro.
-
Byggespekulation på Nørrebro.
-
Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro.
-
Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp
|
