|
|
Fødevarepriserne
DANMARKS HANDELSSTANDSFORENINGER
Bent Aarrebo Pedersen, formand, Vestre Messegade 9a, 2650 Hvidovre
telefon 36 47 01 28 / 36 48 02 19 / 23 23 00 28 aarrebo@adr.dk
NOTAT vedr. udviklingen i forbruger- og fødevarepriser baseret på de nyeste tal fra Danmarks Statistik for februar v/Bent Aarrebo Pedersen formand for Hvidovre Erhverv
og for Danmarks Handelsstandsforeninger.
Fødevarepriserne lå i februar 10,3% højere end for 2 år siden.
Det begrænser mulighederne i mange familier for køb af tøj, sko m.v.
Det sender i høj grad fortsat forbrugerne i armene på discountkæderne.
Den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik over udviklingen i forbrugerpriser viser for februar samlet en stigning på 1,9% i forhold til februar sidste år. I forhold til februar 2007 altså for 2 år siden et prisniveau 5,0% højere.
Når det gælder prisudviklingen for "Fødevarer og ikke alkoholiske drikke" lå februar for mange overraskende 3,1% højere end februar sidste år - men hele 10,3% højere end februar i 2007 - for 2 år siden.
Selv om prisstigningerne på fødevarer er mere end halveret fra februar 2008 (+7,0%) til februar 2009 (+3,1%) , så er et niveau på 10,3% højere end for 2 år siden fortsat et niveau, der sender rigtig mange nervøse forbrugere lige i armene på discountkæderne, hvis der psykologisk set også skal være plads til køb af tøj, sko m.v.
Forbrugerne er i høj grad gået i skyttegravene forbrugsmæssigt set, når det gælder andet end fødevarer. Og det til trods for, at en gennemsnitlig dansk familie måske vil spare mere end 2.000 kroner på benzinregningen i år i forhold til sidste år og har man oliefyr måske vil spare mere end 5.000 kroner på olieregningen.
Med en lønvækst i år på op mod 3-4%. En reallønsforbedring på hen ved 2%. Skattelettelser på 7-10 milliarder i år. Yderligere skattelettelser til næste år. Muligheden for at hæve SP-opsparingen, så synes der at være luft i den gennemsnitlige danskers privatøkonomi til naturligt køb i andet end føde- og dagligvarer.
Men, men, men, når man som "fru Jensen" står i supermarkedet, varehuset eller discountbutikken og forsat skal have op mod 10% flere kroner ud af Dankortet til fødevarer fredag eller lørdag end for 2 år siden, så melder opbremsningen sig for andet køb end fødevarer - indkøbsturen stopper, og man tager hjem.
Det betyder, at der ophobes et forbrugsbehov, der måske kan udløses sommeren over og senest i 4. kvartal i en mindre forbrugsmæssig set ketchupeffekt. Det er jo ikke alt, der blot kan udskydes igen og igen. Behovet ophobes. Det, der sommeren over nedjusteres mest for i en børnefamilie, er måske charterturen til fordel for hjemmeferie hos familie eller et billigere sted i Danmark end på en chartertur. |
|
|