Manden, der ville købe Nørrebrogade

Offentliggjort 12. november 2008

En farvehandler ville købe Nørrebrogade, nej det var ikke Johnny Beyer. En ny bog beskriver hans liv. www.dengang.dk har kigget i den.

Alex Brask Thomsen er opvokset på Nørrebrogade. Han blev udlært som farvehandler i sin fars butik. I skolen var han ”mærkelig”, men fik en god ven, der senere ”lokkede” ham over i den finansielle Verden. Han tilbød, at købe ”barndommens gade” for 250 millioner kroner. Han ville ikke begraves på Nørrebro, han var bange for at drukne!

Da Finansbanken i 1958 slog dørene op og tilbød udlån, blev det betragtet som uhørt. Finansbanken blev betragtet som Alex Brask Thomsens bank. I 1980 blev banken solgt for et trecifret beløb til Jyske Bank.

Overskriften kunne lige så godt have heddet Kapitalisten, der ville elskes. Han ville købe Nørrebrogade, Det Danske Hus i Paris og Tivoli og han ville sponsere Københavns Hovedbibliotek.

En ulv i fåreklæder

Nørrebro – drengen var ham de pæne ikke ville lege med – en ulv i fåreklæder. Egentlig skulle han bare have været ”& Søn” i faderens farvehandel på Nørrebrogade. Han blev uddannet farvehandler og tog realeksamen fra Efterslægten

Efter handelsskolen kom han til Sadolin & Holmblad, og pludselig havde han gang i kemikaliehandel.

Bankvirksomhed

I 1955 begyndte han på noget helt andet. Sammen med en ven startede han Københavns Kreditbank med Danmarks Højeste rente. Banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt.

Bedre gik det med Finansbanken, den voksede til Danmarks sjette største bank. Måske var der succes, fordi Brask fik kunder, de andre banker ikke ville lege med.

Senere blev det Kreditbanken. I forbindelsen med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.

Radio Mercur

Som uofficiel bagmand i Radio Mercur gjorde han sig upopulær i mange kredse, men så sandelig også populær. Ude fra Øresund kunne man nu pludselig høre ordentlig musik. Radio Luxemburg havde fået en konkurrent.

Men ak, det var en piratradio, der også sendte ulovlig reklame.

Men initiativet bevirkede da, at Danmarks Radio sadlede om. Vi fik Jørgen Mylius (den gang uden d).

Brask solgte efter ”boringen” af Radio Merkur flere af piratradioens aktiviteter, bl.a. koncertbygningen Radio Mercur City, det tidligere Nørrebro Teater.

Navnet Brask stammer fra en biskop, Hans Brask i Lindkøbing, som i 1665 havde sæde i den dengang danske by Lund, inden Skånes afståelse til Sverige.

Bedsteforældrene var gartnere

Jens Brask Thomsen var den af bedsteforældrene, som Alex Brax Thomsen omtalte mest i sine erindringer og over for sine børn. Jens blev født i Ringkøbing i 1863 som søn af landmand Thomas Jensen Brask og hans hustru Dorthea Marie Pedersdatter.

Jens Brask Thomsen var gartner og begyndte at sælge blomster fra en trækvogn. Han giftede sig med Kirstine Margrethe. De fik to drenge, Waldemar og Anders, mens de boede i Korsgade 20 på Nørrebro.

Jens og Margrethe dyrkede blomster, som de solgte på grøntorvet på Israels Plads. De lejede et stykke jord af Københavns Kommune mellem Lygten og Frederiksborgvej. Senere købte de jord i Ullerød i nærheden af Kokkedal. , hvor familien flyttede til i 1904. Brask skriver i sine erindringer:

• Farmor passede gartneriet i Ullerød, mens farfar tog sig af gartneriet ved Frederiksborgvej. Farmor måtte stå op klokken to om morgenen for at kunne nå ind til Grøntorvet klokken fire og sikre sig en stadeplads. Det var en lang vej fra Ullerød til København, men hesten Lotte kendte den så godt, at farmor sagtens kunne tage sig en lille blund undervejs, både ud og hjem.

Far ”Anders” født på Nørrebro

Anders blev født i 1894 på Nørrebro som yngste søn af Jens og Kirstine. Han kom i lære i Melskens Farvehandel i Hillerød. Som kommis kom han til Peter Kjærs farvehandel i Nykøbing Falster. Her mødte Anders også sin tilkommende, Jenny. Men hun var først en tur i USA. Den 1. april 1919 kunne hun fejre sin 19 års fødselsdag som nygift og gravid.

Og barnet, det var Alex Brask Thomsen.

I 1920 flyttede den lille familie til Fensmarksgade 20 på Nørrebro. Alex var enebarn de første fem år af sit liv, inden han fik to søstre i 1924 og 1927.

Dundertale af mor

Far Anders blev repræsentant og besøgte skibsværfter og rederier. Han tjente styrtende med penge men var næsten aldrig hjemme. Det blev for meget for hustruen Jenny. En aften vidste hun, at gemalen opholdt sig på en restaurant på Fælledvej. Den fem – årige Alex tog moderen i hånden og den nyfødte Kirsten blev lagt i barnevognen. I hastige skridt gik det mod Fælledvej. Her holdt Jenny en dundertale. Det blev helt stille ved bordet, forsamlingen fulgte med hjem. Og senere på natten blev der taget en vigtig beslutning.

Farvehandel på Nørrebro

Anders Thomsen sagde farvel til karrieremulighederne og åbnede sin egen forretning. Nu kunne han være tættere på familien. Den 1. april 1927 blev en farve – og tapethandel på Nørrebrogade 228 overtaget. Året efter flyttede familien ind en fem – en – halv – værelses lejlighed på 4. sal i nr. 220 lige ved forretningen.

Anders Thomsen blev senere kasserere i Københavns Farvehandlerforening, og mange farvehandlere fra København og provinsen besøgte familien i den rummelige selskabslejlighed på Nørrebrogade.

Forretningstalent

Faren havde stor forretningstalent. Han havde sit eget limfabrikat og andre specialiteter, som han tjente gode penge på. Det var et velhavende hjem med unge pige til at hjælpe med husholdningen, som Alex voksede op i. Ja og så var der også råd til bil.

• Mine forældre havde midt i deres stræben også overskud til at være glade, festlige og fornøjelige og vi havde megen selskabelighed. Om vinteren var der kortspilsaftener to gange om ugen. Far kunne spille kort til klokken fire om morgenen.

I lære hos far

Som knap 7 – årig begyndte Alex på Sjællandsgades Skole. Han fortsatte i Mellemskolen på Efterslægtensskole på Frederiksberg. Det kneb lidt med skolekundskaberne og Alex blev betegnet som en lidt mærkelig person.

Alex fik en rigtig god ven i Henning, der også kunne spille kort. De gik lange ture langs Ladegårdsåen.

Alex fik en middelmådig realeksamen og kom i lære hos faren. Sønnen skulle lære faget fra bunden og der blev ikke taget særlige hensyn. En dag fik Alex en lussing fra sin far. Ved middagsbordet sagde han:

• Jo ser du min dreng. Jeg kan jo ikke så godt slå på de andre, selvom de somme tider fortjener en på kassen. Men den lussing du fik, og som heller ikke var helt ufortjent, kan måske tjene som advarsel for de øvrige lærlinge.

Charmerende at tage af kassen

Anders var en god lærermester. Han gjorde meget ud af kundebetjening og salgspsykologi. Men han var også temperamentsfuld og hadede at tabe. Forholdet til Alex udviklede sig til et forhold præget af konkurrence og de holdt meget af at drille hinanden. På et tidspunkt blev Alex indviet i mere fortrolige forhold i butikken:

• Engang havde far en kommis, der tilstod at have taget 20 – 50 kroner af kassen hver dag. Han røg selvfølgelig ud. Far fortalte mig, at han selv tog ca. 100 kroner om dagen, og butikken kunne ikke bære, at der var to af den slags i butikken. Det er jo altid charmerende at tage af kassen, så længe det ikke bliver opdaget, hverken af chefen eller skattevæsenet.

Morfaren, John William Clausen var landmand og havde en gård på Falster. Han var også handelsmand og deltidsbankbestyrer. Han var en god inspirationskilde for den unge Brask Thomsen.

Til provinsen

Mens Alex valgte butiksvejen, kom vennen, Henning i lære som veksler. Det var Henning, der vakte interessen med at arbejde med penge. De to venner begyndte at købe aktier.

Faren ønskede, at der på forretningen på Nørrebrogade, skulle stå Anders Thomsen & Søn. Alex mente, at det skulle være omvendt.

Men han blev ikke i butikken, men rejste til provinsen, hvor han blev repræsentant.

Brask tog videre til Paris, og vendte tilbage til Danmark i 1946. Han startede i 1947 A. Brask Thomsen A/S fra sin lejlighed i Lundtoftegade. I 1949 blev hans første barn født.

Alex Brask Thomsens eget firma

Firmaet flyttede til Toldbodgade. Efterkrigstidens mangel på varer blev starten på Brask´s optur. Familien flyttede til Hellerup. Brask handlede på et tidspunkt med kemikalier, men var aldrig hjemme. Måske var det derfor at interessen for at handle med penge igen opstod.

Kapitalistens målsætning

I Bredgade 37, hvor land og Folk havde til stede, havde man ikke noget imod at leje ud til to kapitalister, Henning og Alex Brask Thomsen. Salg af importbevilliger, var også noget makkerskabet påtog sig. Brask nedfældede nogle krav til det, han gad beskæftige sig med:

1. Noget, der ikke tog for megen plads op
2. Noget, hvor man ikke prutter om prisen
3. Noget, der ikke er udsat for voldsomme svingninger med hensyn til priser eller mode.
4. Noget, der ikke lugter.
5. Noget, der altid er en udbredt efterspørgsel på.
6. Noget, der giver en pæn social position.

Derfor valgte han det med penge.

Tilbud på 250 millioner kroner

I slutningen af 1992 modtog overborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud til Københavns Kommune. I brevet foreslog Brask, at navnet på hans barndomsgade skulle ændres til Alex Brask Thomsens Gade. På grund af hans families tilknytning til gaden gennem tre generationer. Til gengæld ville han betale 250 millioner kroner til kommunens betrængte økonomi.

Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:

• Det er fandeme mange penge! Personligt ville jeg sige ja tak. Så kan vi lave det om, når manden var død.

Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen.

• Det svarer jo til 2/3 skattepoint, regnede han ud, men fortsatte så mere afvisende:

• Men man kan ikke købe sig til udødelighed. Dog åbnede han for en anden mulighed:

• Måske kunne Eriksgade hedde Alexgade.

B.T. fik foretaget en undersøgelse, der viste at et flertal på 57 % af befolkningen var imod, at kommunen solgte ud af vejnavnene. Kun 4 % fandt, at det var i orden.

Skuffelse over afslag

Et par dage efter, mødtes Brask med overborgmesteren. Her foreslog sidstnævnte, at Brask jo kunne donere til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, der så kunne bære et skilt med hans navn.

Brask svarede, at tilbuddet kun gjaldt Nørrebrogade ellers intet.

Brask fastholdt senere, at tilbuddet ikke var en provokation eller for at komme i medierne, det var et oprigtigt tilbud, og han var skuffet over afvisningen.

Efterlod sig en formue

Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden Henriques & Løvgreen. Hans otium tilbragte han i Monaco.

Klaus Riskær Pedersen lånte penge hos ham. Penge havde Brask nok af. Da han døde efterlod han sig en formue på 10 milliarder kroner.

Ville ikke begraves og drukne på Nørrebro

Brask fortalte folk, at han ikke ville begraves på Nørrebro, fordi han var bange for at drukne i vand. Sandheden var vel snarere, at han fra starten havde bestemt, at han skulle giftes på Bispebjerg Kirkegård.

Begravelsen foregik dog fra Stefanskirken.

Kilde: Henrik Nørgaard: Brask, Manden, der ville købe Nørrebrogade (JP – forlag)

Hvis du vil læse andre artikler om Nørrebros historie så klik på www.dengang.dk