Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Åben mail til Københavns Borgerrepræsentation

Offentliggjort 14. december 2008

Kære medlem af Københavns Borgerrepræsentation (og andre interesserede personer)

Jeg skriver til dig fordi processen omkring Trafikforsøget på Nørrebrogade er foregået på en for os uforståelig måde og Handelsforeningen og erhvervslivet har ikke været reelt inddraget i dette forsøg.

Vi har ud fra et demokratisk synspunkt, valgt at lægge denne mail på vores hjemmeside www.norrebro.dk

Og konkret ser vi gerne, at du stemmer imod forsøget og standser det, ved udgangen af året – og derefter arbejder på, at der etableres reelle forhandlinger med parterne på Nørrebro – om eventuelt et senere forsøg om en reducering af den gennemkørende trafik på Nørrebrogade.

Trafikforsøg og Demokrati.
Nørrebro Handelsforening konkluderer, at evalueringen af Københavns Kommunes Trafikforsøg er fuld af postulater. Og vi fastholder at alle ”afspærringer” skal fjernes efter trafikforsøgets afslutning.

Handelsforeningen vil gerne genfremsætte forslag til miljøforbedringer, men kun hvis henvendelsen betragtes seriøst. Vi advarer dog mod, at en yderligere fredeliggørelse af Nørrebro vil få meget alvorlige konsekvenser for detailhandelen. Derfor maner vi også til et større sammenhold blandt detailhandelen på Nørrebro.

Man fortsætter uanfægtet
Bestyrelsen er nu færdig med gennemlæsning af evaluering, anbefalinger og høringssvar vedr. trafikforsøget.

Vi er dog ganske overrasket over, at høre, at man uanfægtet bare fortsætter forsøget som om intet er hændt.

Om man, så kan gøre dette er et spørgsmål, som handelsforeningen vil finde ud af, idet vi har bemærket nedenstående;

  • Ifølge loven skal beslutningen til godkendelse i Borgerrepræsentationen, siger professor ved Institut for Statskundskab fra Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen.
  • Formelt har man ikke hjemmel til, at forsøget kan fortætte til efter nytår, og nu forlænger man det uden at have et klart mandat fra Borgerrepræsentationen. Man bør reelt set rive bomme, blomsterkummer og andet ned (Berlingske.dk 12. december 2008.)

Men iflg. Klaus Bondam bliver forhindringerne næppe pillet ned mellem jul og nytår.

Det sidste BR – møde har været afholdt for 2008, der afholdes dog et møde den 17. december 2008 i TMF udvalget – et møde hvor afgørelsen åbenbart er truffet på forhånd.

Lige glade med butikkernes omsætningstal
Man er åbenbart lige glade med butikkernes faldende omsætningstal, der er væsentligt værre end andre bydeles nedgang. Selv om Handelsforeningen via tal fra Danmarks Statistik samt branchetal og en udtalelse fra formanden for Danmarks Handelsstandsforeninger dokumenterer at nedgangen på Nørrebro næppe skyldes finanskrisen alene, så er man ligeglade.

Igen sammenligner Klaus Bondam situationen med Strøget (Berlingske.dk 12.12.). Han nøjes med at sige:

  • Vi skal være opmærksomme på signalerne fra erhvervslivet, der ifølge dem selv har oplevet nogle voldsomme ændringer.

Nørrebro Handelsforening blev nødt til selv at foretage en undersøgelse, da Klaus Bondam og Københavns Kommune ikke ville foretage en konsekvensanalyse.

Problemet er så bare, at det kun er ganske få politikere, der har tiltro til handelsforeningens egen analyse. Og måske er det derfor, man overhovedet ikke tager stilling til dette væsentlige punkt.

De handlende skal omstille sig til cyklister
Man har heller ikke taget stilling til, hvad der vil ske med Nørrebro, såfremt forsøget bliver permanent. Man er ligeglad med at mange butikker forsvinder og at Nørrebros egenart forsvinder.

Til Newspaq er Klaus Bondam blevet citeret for følgende:

  • For at Handelsforeningen skal få noget godt ud af forsøget, kunne de satse på det store kundeunderlag, der er i cyklisterne.

Med andre ord, Nørrebrogades 350 butikker skal blot omstille sig efter Klaus Bondams luner. Problemet er blot, at mange bilister udefra fravælger Nørrebro. Også når der skal handles store varer. Disse transporteres næppe på cykler.

Kun plads til mindre justeringer
Og som altid ved høringer er det embedsmænd, der giver politikerne anbefalinger. Hør blot:

  • Det skal vurderes om de lokale trafikforsøg giver anledning til mindre justeringer.

Dette stemmer heller ikke i overensstemmelse med Anne Vang (politisk ordfører for Socialdemokraterne), der på TV2 Lorry, udtaler, at de kommende justeringer, skal imødekomme de handledes behov. Hun mener, at de handlende selv skal på banen.

Problemet er, at de handlende har været på banen, med konstruktive forslag.

Nørrebro Handelsforening er klar
Dette skrives i afsnittet efterfølgende:

  • Forvaltningen anbefaler, at der indledes dialog med lokale interessenter i starten af 2009.(kilde: Anbefalede fysiske justeringer i trafikforsøget i boliggaderne og helhedsplanen for Nørrebrogade)

Det er næppe Nørrebro Handelsforening, man vil tale med, for ingen af argumenterne i foreningens høringssvar, vil embedsmændene anbefale.

Foreningen er tidligt i forløbet kommet med en række forslag som alle blev afslået.

Catinét anbefaler ellers følgende:

  • En grundig dialog med de erhvervsdrivende kan være med til at skabe større forståelse for, hvilke problemer de oplever med trafikomlægningen. Det kan herved opnås viden om mulige tiltag, der forhåbentlig i nogen udstrækning vil kunne afhjælpe denne gruppes modstand mod trafikomlægningen.

Nørrebro Handelsforening har hele tiden været klar med konstruktive forslag.

Nørrebro Lokaludvalg er utilfreds
I et brev til Klaus Bondam skriver formanden for Loklaudvalget på Nørrebro, Kim Christensen, at de stående politiske udvalg ifølge kommissoriet skal foretage høringer hos lokaludvalget, blandt andet når beslutninger om fysisk planlægning og miljø skal tages. Til ibyen.dk (12.dec.) siger Kim Christensen:

  • Det midlertidige bilforsøg har med alle sine mangler ikke noget at gøre med en flot og attraktiv Nørrebrogade. Det er god tid med dialog med borgerne. Vores ønske er at få lavet en helhedsplan for Nørrebro, og det kan godt tåle at blive vendt og drejet.

Kun 15 – 20 butiksejere er spurgt
Københavns Kommune har fået analyseinstituttet Catinét til at lave en undersøgelse af forsøget. Det paradoksale er, at undersøgelsen allerede blev foretaget efter en måned.

  • Undersøgelsen er gennemført telefonisk med i alt 81 erhvervsdrivende inden for 3 overordnede brancher, nemlig handelsdrivende, café og restauranter samt virksomheder inden for de liberale erhverv. Der er i alt foretaget 25 – 29 interviews inden for hver branche.

Med andre ord er der kun cirka 25 butiksejere, der er blevet spurgt. Af dem er der vel kun 15 – 20 stykker beliggende på selve Nørrebrogade. Når vi understreger beliggenheden, er det efter vores mening alt afgørende. Men dette punkt forbigår evalueringen fuldstændig.

Spørgsmålet er også, om butiksejerne på det tidspunkt er klar over, den katastrofale tilbagegang.

På foreningens krisemøde på Rådhuset var der kun seks af de cirka 75 fremmødte, der havde talt med Catinét.

Foreningens undersøgelse havde en svarprocent på 25 pct. Trods dette fastholder politikerne Catinéts undersøgelse for mere troværdig.

Evalueringen er bestillingsarbejde
Undersøgelsen siger:

  • En del erhvervsdrivende mener, at omsætningen er faldet i forsøgsperioden, men det er ikke målt, hvor meget den er faldet. Det eventuelle fald kan være meget lille og uden betydning.
  • Et oplevet fald i omsætningen kan være som følge af finanskrigen
  • Interviewene med de erhvervsdrivende blev foretaget 1 måned inde i forsøgsperioden, og det kan således ikke udelukkes, at en stor del af de adspurgte ikke har vidst, at omsætningen reelt var faldet, men om de blot har gættet på, at den var faldet.

Her er det meget tydeligt, at evalueringen er bestillingsarbejde. På det tidspunkt, da evalueringen skulle skrives, havde man kendskab til Nørrebro Handelsforenings undersøgelse. Man havde også kendskab til at foreningen havde sammenlignet tallene med 45 brancher, Danmarks Statistik, og Danmarks Handelsstandsforeninger.

I øvrigt tror vi ikke, at forretningerne ikke kender deres omsætningsudvikling – men omvendt tror vi på, at samtlige forretningsindehavere til stadighed kender deres omsætningsindeks målt i procent – der kan dog være nogle forretningsindehavere, som er skeptiske over at udlevere deres indekstal til et fremmed analyseinstitut, som ringer og spørger efter dette.

Senere har andre handelsforeninger i København bakket Nørrebro Handelsforenings undersøgelse op. Hør her hvad evalueringen siger:

  • Hvorvidt en faldende omsætning skyldes trafikomlægningen eller om det er bund i andre årsager, såsom den igangværende finanskrise, kan ikke påvises entydigt. Der bør også bemærkes, at en del respondenter måske ikke var klar over, om omsætningen er faldet så kort inde i forsøgsperioden, og det kan derfor ikke udelukkes, at nogle erhvervsdrivende måske har svaret, at den ikke er faldet eller har antaget, at den er faldet, uden at have dokumentation herfor.

Man stiller spørgsmål ved detailhandlernes troværdighedIgen stiller man spørgsmålstegn ved detailhandlernes troværdighed med hensyn til omsætningstallene. Det er stærkt manipulerende, og stiller undersøgelsen i et meget kritisk lys. Hvis man ville, kunne man meget let have tjekket disse tal. Man prøver på en smart måde at affeje detailhandlernes kritik.

Dette budskab burde få alle detailhandlerne på Nørrebrogade op på barrikaderne.
Og undersøgelsen politiserer ved at blande alle erhvervene, de liberale, handel, og café og restaurant. Her konkluderer man så, at kun 46 pct. mener, at trafikreguleringen er blevet en ændring til det værre.

Nørrebro Handelsforening mener, at såfremt man havde stillet spørgsmålene anderledes og på et senere tidspunkt, og udelukkende spurgt de forretningsdrivende ville dette tal nærme sig de 90 pct. Grundlaget på ca. 15 – 20 forretningsfolk fra Nørrebrogade, synes at være alt for lille til, at drage denne konklusion.

Et andet tal, som også synes at være misvisende er følgende:

  • For omtrent halvdelen er det blevet mere besværligt at komme til virksomheden, både for ansatte, leverandører og kunder, mens det for den anden halvdel ikke betyder så meget.

Dette tal synes meget misvisende. Taler vi med vore leverandører og kunder fra andre bydele er man næsten 100 pct. enige om, at det er blevet betydelig sværere.

Og ved hjælp af statistik og manipulerende opstilling konkluderer man:

  • De erhvervsdrivende er generelt meget splittet omkring berøringen af trafikreguleringen ift. Deres virksomhed. 58 pct. er blevet berørt i nogen grad eller i meget høj grad af trafikreguleringen, mens 35 pct. svarer, at de slet ikke er blevet berørt.

Denne konklusion er direkte i modstrid med de tal, som Nørrebro Handelsforening har indhentet. Men måske er der et formål med, at male den officielle undersøgelse mere lyserødt end den egentlig er.

Ulemper ved trafikforsøget
Catinét spørger om, Hvilke ulemper kan du for din virksomheds vedkommende se ved trafikomlægningen?

  • Færre kunder/mindre omsætning
  • Færre parkeringsmuligheder
  • Negativt at man ikke må køre på Nørrebrogade - sværere at komme til
  • Nørrebrogade er død
  • Sværere at komme ind med varer
  • Stemningen er en anden (negativ)

Her må vi sige, at Catinét har ramt noget rigtig. Hvis Nørrebro Handelsforening virkelig bliver taget seriøst i forhandlingerne om Nørrebrogades fremtid, så er det disse punkter, der skal forbedres.

Kommer de fleste handlende på cykel?
Catinét har talt med 903 borgere fordelt på hele Nørrebro. Man konkluderer, at respondenternes ærinder ikke er blevet ændret som følge af forsøget. Nørrebrogade bliver mest brugt i forbindelse med indkøb (ca. 80 pct.) samt kørsel til og fra uddannelse eller arbejde (ca. 58 pct.).

  • Dog er der 3 pct. færre der benytter bil på Nørrebrogade efter forsøget end før forsøget. Langt størstedelen af respondenterne benytter sig af cykel (71 pct.) eller til fods (70 pct.) på Nørrebrogade. 22 pct. benyttede sig af bus dagligt eller flere gange om ugen før forsøget, og dette tal er kun steget med 1 pct.

Her prøver evalueringen, at give et indtryk af, at de fleste handlende på Nørrebrogade kommer på cykel.

Den tager ikke stilling til, hvor mange gæster, der kommer fra andre bydele som bruger Nørrebrogade som indkøbssted.

Borgerne mener at biltrafikken har indflydelse på handelen
På spørgsmålet om trafikomlægningens betydning for andre, vurderer mange af de adspurgte, at det må være en ulempe for bilisterne og de handlende. Det er et meget interessant punkt, for både politikere og embedsmænd mener åbenbart ikke, at det har betydning for omsætningen, at biltrafikken forsvinder.

Er forsøget ”den store succes”
Undersøgelsen fortæller, at lidt over halvdelen af de adspurgte (54 pct.) synes, at trrafikomlægningen har været en succes. En del synes kun at det har været en mindre succes. Her konkluderer undersøgelsen igen

  • hvilket kan hænge sammen med, at flere ikke synes, at reglerne er blevet overholdt i tilfredsstillende udstrækning.

Politikere og embedsmænd opfatter dette som en stor succes. Det må nok siges, at være en overdrivelse.

Konsekvens
Og i det følgende er det tydeligt, at evalueringen mangler noget. Den har ikke medtaget det element der hedder konsekvens. Det vil med andre ord sige, at dem man har spurgt ikke bliver berørt på pengepungen af forsøget. Men dem som bliver berørt med mere trafik kalder forsøget for en fiasko.

  • Det er mest respondenterne i område 4, som er området omkring Skt. Hans Torv og Mimersgade, der synes, det har været en fiasko. Det skyldes, at område 4 er præget af, at bilerne må køre gennem dette område for at undgå at køre igennem den røde buszone, der er tættest på søerne.

Det er især beboerne på Nørrebrogade, der er tilfredse med forsøget. I aldersgruppen 15 – 29 år svarer 83 pct., at de er for en permanant løsning, mens det samlede tal for aldersgruppen over 45 år er 62 pct.

Men havde disse grupper kendt Konsekvensen, havde de sikkert ikke været så positive. Og konsekvensen er en helt anden butiksstruktur, der betyder at den typiske nærbutik forvinder.

Den ”rigtige” permanente løsning
Det interessante er, at evalueringen hele tiden taler om en permanent løsning. Men den stiller ikke spørgsmål ved om det er den rette permanente løsning, man har fundet frem til.

Embedsmændene synes, at forslaget fra Elmegadelauget er spændene:

  • Ny spændene handelsgade med lukning af Elmegade for biltrafik ved Nørrebrogade og indkørsel forbudt fra Sank hans Torv.

Dansk Cyklist Forbund mener, at bilisterne skal ledes op ad Møllegade.

Man synes også at et forslag fra Områdeløft Mimersgade er spændene.

  • Udvikling af en helhedsplan med det formål, at reducerer trafikken på hele Nørrebro.

I Høringssvaret fra Agenda 21 fortsætter man med frasen, at Nørrebrogade ikke er en osteklokke midt i en finanskrise. Man fortæller også, at der på Amagerbrogade er der kun 2 – 7 pct. der kommer i bil.

I et svar fra Dansk Arkitektur Center indrømmer man, at sms – afstemningen ikke var repræsentativ.

Movia sparer kun 3 millioner kroner
Movia ser selvfølgelig positiv på udviklingen. De sparer 3 millioner kroner på årsbasis. Nørrebro Handelsforening har regnet ud, at trafikforsøget gennem de tre måneder koster butikkerne 147 millioner kroner. Lad lige de to tal stå for sig selv.

Men hvad hjælper det hele? Movia har bebudet besparelser på 10 pct.

Evalueringen tager ikke højde for, at der I Guldbergsgade render flere børn rundt end på Nørrebrogade, hvor et stigende antal biler holder i kø.

Et fald i biltrafikken på 40 pct. på Nørrebrogade
Nørrebro Handelsforening har også kigget på Evalueringen af forsøgsprojektets trafikale konsekvenser. (Cowi)

Denne evaluering benyttes som et element til udformning af et efterfølgende permanent projekt.

  • Nørrebrogade har et stort procentvist fald i biltrafikken på over 40 pct.
  • De procentvise stigninger på Tagensvej – Fredens Bro er en smule større (op til 20 pct. om morgenen) end på Åboulevarden – Ågade, hvor der både er registreret små fald og små stigninger på enkelte tidspunkter og strækninger.
  • På den inderste del (snittet på tværs af søerne) er stigningen i antallet af køretøjer om morgenen på de to parallelle veje væsentlig større end faldet på Nørrebrogade. Årsagen kendes ikke, men f.eks. vejarbejde og delvis lukning af Gothersgade i forsøgsperioden kan uafhængigt af forsøgsprojektet have indflydelse på dette.
  • Brugen af læssezoner varierer meget om eftermiddagen, og de benyttes af personbiler og varevogne, og ikke af lastbiler. Kun to læssezoner var benyttet gennem hele perioden mellem kl. 16 og kl. 18 – og benyttelsen var i højere grad parkering end læsning.
  • Om morgenen mellem kl. 8 og kl. 10 var læssezonerne endnu mindre benyttede og kun af personbiler og varevogne.

Nørrebro Handelsforening har tidligere kritiseret disse læssezoner.

Dårlig cykelkultur
Det tyder ikke på, at cyklisterne har fået hurtigere rejsetid, og bussernes fremkommelighed er kun øget med 3 pct.

30 – 40 pct. af cyklisterne overholder ikke deres vigepligt i en situation uden busperron.

  • For de fleste sidegader til Nørrebrogade har forsøget medført ændrede muligheder for bil – og frakørsel via Nørrebrogade. Tidligere var det muligt at komme til og fra de fleste af gaderne i begge retninger på Nørrebrogade, mens busgader og de øvrige restriktioner nu har givet færre muligheder og samtidig en øget risiko for, at enkelte gader vil blive brugt som gennemfartsveje.

Dette har også afstedkommet gener for butikkernes kunder, også med hensyn til p – pladser.

Gener for mange borgere
Mimersgade har – ikke overraskende – oplevet en væsentlig stigning i trafikken.

  • Mimersgade har fået en stigende gennemfartstrafik mellem Borgmestervangen og Jagtvejen (en øget trafik på knap 30 pct.). desuden er Nørrebrogade blevet vanskeligere at bruge som adgangsvej til tværvejene mellem Nørrebrogade og Mimersgade, hvilket også kan give lidt mere trafik på Mimersgade.
  • På Lundtoftegade er ligeledes registreret en stigning i trafikken (16 pct.), hvilket sandsynligvis delvist skyldes gennemsnitstrafik mellem Jagtvej og Nørrebrogade ved Nørrebro Station.
  • Elmegade har – ikke overraskende – en relativ stor stigning i biltrafikken på over 70 pct.

Rapporten fra Cowi konkluderer, at det på nuværende tidspunkt ikke kan vurderes endeligt, om antallet af cyklister er steget. Men politikere og embedsmænd mener at antallet af cyklister er steget med 15 pct. !!!!

En del beboere har oplevet en øget biltrafik, som er i modstrid med de lokale trafik – og byrumsplaner. Flere person – og varebiler har taget p – pladser.

En skjult dagsorden
Det er Nørrebro Handelsforenings opfattelse, at politikere og embedsmænd har en skjult dagsorden. Og det er en stadig større fredeliggørelse af Nørrebro. Denne fredeliggørelse gennemføres på trods af protester fra de handlende.

Det kan især få meget negative konsekvenser for Føtex, såfremt beboerne i Mimersgadekvarteret får deres vilje med placering af en bussluse ikke langt fra varehuset. Og hvis Føtex bliver endnu mere ramt end nu vil der ske en yderligere reducering af handelslivet på Nørrebro. Varehuset virker som en dynamo på den nærliggende detailhandel.

Nørrebro Handelsforening bekymret for fremtiden
Det vil heller ikke gå ubemærket hen, når bazarbygningen rives ned. Pludselig forsvinder en stor del af Nørrebrogades omsætning.

Et nyt planlagt center over for Nørrebrohallen ville måske have kompenseret lidt for denne omsætning. Men byggeriplanerne er stødt mod en del indvendinger. Blandt andet var der her i forbindelse med byggeriet planer om en p – kælder.

Metro – byggerierne på Nørrebro vil også komme til at belaste trafikafviklingen på Nørrebro til stor skade for detailhandelen.

Nørrebro Handelsforening er bekymret for fremtiden. De kunder, som kom til bydelen for netop at opleve Nørrebros mangfoldighed og egenart, vil finde andre steder at handle i fremtiden. Steder, der er lettere at komme til i bil.

Handelsforeningen er på et tidligt tidspunkt fremkommet med konstruktive muligheder for, på en miljømæssig forsvarlig måde, at afvikle trafikken på Nørrebro, men alle vores forslag blev fejet væk. Den trafikordning man er kommet frem til, er åbenbart urokkelig til stor skade for detailhandelen.

Skeptiske over for politikernes dømmekraft
Nørrebro Handelsforening er også skeptiske over for politikere og embedsmænds forhold til afsætningslære, information og vilje til at ændre noget.

Når man siger, at man vil høre på erhvervslivets ønsker, må dette være reelt i stedet for tomme fraser.

Nørrebro Handelsforening har for ofte mødt tomme løfter og afvisninger. Handelsforeningen er åben over for reelle forhandlinger.

Konstruktive forslag
For handelsforeningen er det alt afgørende at Nørrebrogade bliver gjort åben for gennemkørsel, men vi er som sagt villige til, at indlede reelle forhandlinger, f.eks. kunne man eventuelt indrette Dronning Louises Bro som bussluse i begge retninger.

Der kunne eventuelt blive tale om lukning af Nørrebrogade for gennemkørsel i tidsrummet fra kl. 6 til 9 om morgenen i myldretiden.

Det er ikke nok med åbning kun om lørdagen. Det vil ikke hjælpe detailhandelen særlig meget.

Man kunne også indrette Nørrebrogade i stil med Gammel Kongevej med brede fortove. Problemet bliver så bare indretning af busstoppesteder. Et busstop må ikke forhindre en trafikgennemkørsel.

Hvis politikerne vil have de handlende ud på gaden, må den sidste rest af den ”gadeskat til udstilling” fjernes.

Og så burde man lave en undersøgelse af p – forhold på Nørrebro. Det er ikke nok bare med et postulat om, at så kan erhvervslivets kunder ”bare” parkere og aflæsse varerne i sidegaderne. Der er ikke plads.

Som vi har været inde på, vil en yderligere ”fredeliggørelse” af trafikken få uanede konsekvenser for detailhandelen.

Og derfor ser vi gerne, at du stemmer imod forsøget og standser det, ved udgangen af året – og derefter arbejder på, at der etableres reelle forhandlinger med parterne på Nørrebro – om eventuelt et senere forsøg om en reducering af den gennemkørende trafik på Nørrebrogade.

Med venlig hilsen

Johnny Beyer
Formand
Bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16