Inden Metroen på Nørrebro

Dette er en omredigering af heftet Omkring Nørrebroparken – mens vi endnu husker den af Uwe Brodersen i samarbejde med www.dengang.dk Heftet kan købes i Steenberg Bog&Ide for 20,-kr.

Omsætningen er forsvundet
Snart vil Nørrebro opleve en masse lastbiler, der kører jord væk fra Nørrebroparken. Allerede nu kan befolkningen opleve Metro – byggeriet.
Over for Føtex er en masse butikker forsvundet. Det har ganske givet betydet omsætningsnedgang for detailhandelen.

Indeholdet af gravene
Også ved Assistents Kirkegård har man kunnet mærke forandringerne. Nørrebros vist nok ældste bebyggelse er blevet flyttet. Det var graverboligen. Også en masse grave er blevet flyttet. Godt nok er stenene flyttet, men hvad med indholdet af gravene. Man kan godt forstå, at folk er skeptiske.

Er der en handlingsplan?
Men hvad sker der egentlig, når alle disse lastbiler skal fjerne fra Nørrebro?

Eksisterer der en handlingsplan? Og hvad med de detailhandlere, der bliver berørt af byggeriet, får de erstatning?

Det er ingen tvivl om, at Metroen i fremtiden bliver et gode for Nørrebro. Men vi skal lide, inden den er der. Og det vil ganske givet betyde et fald i omsætningen for mange.

Nørrebro Handelsforening havde dog gerne set, at Metroen havde fortsat ned til Stengade, og at der var oprettet en station der.

Bevar Nørrebros egenart
I denne artikel vil vi i samarbejde med www.dengang.dk beskrive områdets historiske forløb, mens vi endnu husker den. For selv om vi med en forbedret kollektiv trafik forhåbentlig får forbedret vores omsætning må vi ikke glemme de historiske værdier, der bliver påvirket af byggeriet.

I den forbindelse kan man have stor forståelse for de kræfter, der vil have fredet Assistents Kirkegaard.

Denne kirkegård skal i fremtiden efter planerne omdannes til park. Mon vi så kan opleve et offentligt toilet ved siden af Søren Kierkegaard eller en iskiosk bag ved H.C. Andersens grav. Vi skal i høj grad være på vagt.

Nørrebros egenart er langsom ved at forsvinde, så alle kræfter må sættes ind for at bevare Nørrebros historiske og kulturelle egenart. Det er Nørrebro Handelsforenings håb, at Lokalrådet er opmærksom på dette problem.

Kulturelle Markedsdage i 10 år
Tænk i 10 år har frivillige kæmpet for at afholde Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. Måske er de sidste markedsdage blevet afholdt. Initiativtageren til dette var Henning C. Hansen. I dag er han leder af Ungdomsklubben First Flour.

Dengang var han beboerrådgiver i Søllerødgade. Han opsøgte andelsboligforeninger og andre græsrødder i området for at få stablet noget på benene. I dag fungerer han som sprechstallmeister op fra scenen, og det gør han yderst professionelt. Vi husker dog også dengang, da den gode Henning ”måtte hjælpes ned fra scenen”.

Dyrt for arrangørerne
I år var han igen i gang. Mon overborgmesteren hørte Hennings klagesuk.

Problemet for Kulturelle Markedsdage er at Københavns Kommune har nedlagt Grøn Service. Derfor er det betydelig dyrere at leje de små huse. Godt nok havde stilladsarbejdere rejst nogle stilladser. Men det er ikke det samme.

Handelsforeningen løste mange problemer
Ved disse markedsdage har Nørrebro Handelsforening været med fra starten.

Foreningen har sponseret adskillige adskillige orkester her gennem årenes løb. Det er også her man har diskuteret med politiske modstandere og startet en dialog med Ungdomshuset.

En snak med Bertel
Her mødte vi også Bertel Haarder. Dengang var han integrationsminister og omgivet af talrige bodygards og tv – folk.

Til stor fortrydelse for disse fik undertegnede en ti – minutters snak – selvfølgelig på sønderjysk. Et par år senere mødte jeg den hyggelige Bertel på Rådmandsgades Skole. Han kunne godt huske episoden. Jo Bertel har en fortid på Rønshoved Højskole.

Her på De Kulturelle Markedsdage er det umuligt at holde foredrag. Der er alt for meget larm. Men i år var det ikke larm fra Tivoli. De kunne ikke matche de nye miljø – regler, så de holdt sig borte. Men ellers var der masser af besøg her på de 10. kulturelle markedsdage med masser af musik.

Serridslev
Landsbyen Serridslevs jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Landsbyen nævnes første gang i 1186. Omkring 1423 har der været en kongsgård i landsbyen.

I 1527 optrådte nogle bønder fra Serridslev som domsmænd i en mordsag. Samme år blev jorden uddelt til rådmændene som tak for deres indsats. Men alt tyder på, at Serridslevs marker stoppede ved den nuværende Nørrebrogade.

Havremarken
Det var Havremarkens jorde, der dominerede området. I gårdens sidste leveår blev der dyrket tobaksplanter. En del af jorden blev brugt som græsningsareal for omegnens kreaturer. Og de havde det godt disse kreaturer. En del af affaldsstofferne til brændevinsfremstilling , masken, blev anvendt som en del af kreaturernes foder. Havre blev der også dyrket på en del af jordene.

De første gader
Den første gade, der blev anlagt var over på den anden side af Nørrebrogade eller Lygtevejn, som den hed dengang.

Allersgade, er en af de ældste sidegader på Ydre Nørrebro. Den blev i 1860 navngivet efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller. Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han her dog kun fra 1839 – 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej.

Senere fulgte Lyngbygade, Brønshøjsgade, Gjentoftegade, Ordrupgade m.m. I dag har gaderne navne som Hillerødgade, Søllerødgade, Vedbækgade m.m.

Hundeluftning og andre aktiviteter
Hvis du i dag tager cyklen gennem Nørrebroparken, kan du fornemme den aktivitet, der her udspiller sig.. Desværre er man ikke så god til at passe på den. For det meste er Nørrebroparken dog hurtig ryddet op af kommunens folk.

Om sommeren er der dømt solbadning, ellers er der hundeluftning og mange forskellige sportslige udfoldelser på programmet.

Det vil sige, at hundelufterne ikke var meget for de ændringer, der blev taget i Nørrebroparken. Man dannede en protestorganisation Hund 2200 og forærede daværende Teknik – og miljøborgmester Klaus Bondam en hundelort – godt nok pakket ind i en plastikpose.

En masse andre organisationer har efterhånden også set mulighederne i arrangementer i parken, K – Festival, Nørrebro Rules og Ghettoblaster.

Nørrebroparken var ikke mere bare en græsplæne og et par forhøjninger.

Musik, fest, mad hygge, søde mennesker, gøgl og drikkelse bydes der på. At høre Benny Holst i Nørrebroparken er bare fantastisk.

K – Festivallens parole er meget rammende Krig er foragt for liv – fred er at skabe.

Støj- og støvhelvede forude
Men nu er det snart slut, eller skal vi lidt neutrale. En masse aktiviteter er stillet på stand by. Metroselskabet har bebudet sit indtog. Gad vide, hvordan det går med Kulturelle Markedsdage i fremtiden.

Et støj – og støvhelvede samt op til 720 lastbiler dagligt venter forude. Den nyrenoverede park graves op, træer fældes og tunneljord køres væk. Pladsen vil overskride støjgrænser 24 timer i døgnet. Det har sandelig ikke manglet på protester fra adskillige organisationer.

Metroselskabet har bebudet, at man starter i den nordlige ende, for så senere at udvide i den sydlige del. Indtil år 2017 vil Nørrebroparken ikke være som i dag. Mine tanker går også til naboer til parken de næste 9 år. Måske skal dette lille skrift også tilegnes dem. Egentlig bliver parken ubrugelig de kommende mange år.

17 nye Metro – stationer
I 2018 åbnes så med 17 nye Metrostationer.

Og det som dette lille skrift handler om er netop livet i og omkring Nørrebroparken, mens vi kan huske det og mens Metroselskabet snart får finger i den.

En kæmpe byggeplads med masser af lastbiler vil afløse de aktive borgere i parken.

Investering på 24 millioner kroner
Vi sad i styregruppen Nørrebro Park Kvarter og tog stilling til den nye park og dens udformning. En kæmpe konkurrence blev foranstaltet og alle forslag blev stillet til beskuelse for offentligheden. Den nye Nørrebropark blev indviet med masser af musik. Nørrebros mangfoldighed blev fremhævet. Nu skulle der grilles, løbes på skateboard, spilles volley og streetbasket.

Billig var det bestemt ikke. 24 millioner kroner blev det brugt til at renovere parken. 

• 24 millioner kroner er en lille økonomi i henhold til Metro – budgettet , ja sådan sagde en af toppolitikkerne i Borgerrepræsentationen. Men det var trods alt halvdelen af det som et internationalt kulturhus ville koste. Dette projekt var der også en masse græsrødder, der brugte flere år på. Dette hus blev prioriteret væk..

Et af konkurrenceforslagene tog faktisk historien med:

• Områdets historiske fænomener, Havremarken, Ladegårdsåen og den gamle Nordbane er i dette forslag transformeret ind i parklandskabet – fra overordnede linier og temaer til indretning og materialer. Idéen er at fortælle historien om området i ny forklædning – det giver identitet. Banens sveller er blevet til bænke og belægninger. Åen er som form transformeret ind i parklandskabet til græsbelagte skiver af flydende information, samt vandforstøvere – en slags nye trafikchikaner, der samtidig lokker folk ind i områdets zoner.

Nørrebro Park Kvarter
Vi bestemte i styregruppen, at kvarteret fremover skulle hedde Nørrebro Park Kvarter. Kvarteret begrænses af Nørrebrogade, Jagtvej, Højbanen og grænsen til Frederiksberg. Og så brugte vi ca. 183 millioner kroner til at forskønne kvarteret. Pengene blev brugt til en masse forskellige aktiviteter.

Det er da bestemt heller ikke alle, der har taget lige godt imod den nye Nørrebropark. Således mener nogen, at markedshallerne er det samme som HT – terminalerne var for Rådhuspladsen.

Legepladsen bliver kaldt Bermudatrekanten, velsagtens fordi der her er havarerede fly og et grundstødt skib man kan klatre rundt i.

Sumpen
På den anden side finder man endnu alkoholikerne eller nyderne, skjult bag et stort plankeværk. Her lå der faktisk engang to røde barakker. De fungerede som fritidshjem. Ved siden af lå ud mod Stefansgade forskellige butikker lige fra en slikbutik til et spansk indrettet værsthus. Efter barakken opstod her et socialt opholdssted. Ikke uden grund kalder man stedet for Sumpen. Man plantede nogle rosenbuske, men holdt dem ikke rigtig ved lige. Ja tulipaner blev også plantet.

Stedet fik det eksotiske navn Tulipanhaven eller Rosenhaven.

Da cykelstien i 1998 blev etableret blev hækken ind til Sumpen fjernet. Kommunen fik så ideen til at indhegne området. Meningen var også, at der skulle plantes pil og lægges grus, for at få drænet. Det skete ikke. Så navnet Sumpen er vel et godt ord.

Her kommer typisk personer fra 30 år og opefter, der gerne vil nyde alkohol i socialt fællesskab. De kommer her året rundt år. De første gæster indfinder sig kl. 5 om morgenen. Man drikker, griller, diskuterer og hygger i fællesskab. Hvis en af kompagnonerne dør, og det sker ikke så sjældent, ja så splejser man sammen til en buket.

Ikke alle var tilfredse med hvad der foregik i Nørrebroparken. Vi har fundet et udklip fra Nørrebro Avis, desværre uden datoangivelse:

• Den kære Rosenhave. Gennem de sidste par måneder har Nørrebro Avis modtaget utallige læserhenvendelser angående forholdene i Nørrebroparken – og i den forbindelse specielt ”Rosenhaven”. Dette område er mange ældres yndlingssted. Her sidder de om sommeren og nyder solen og taler med hinanden, og det giver da også umiddelbart indtryk af et regulært fristed midt i storbyens larm . Men det er det ikke!!! Årsagen er som følger: den plads har i de senere år været hjemsøgt af et antal personer, som foruden at indtage store mængder spiritus, ”pisse” på roserne, smide flasker over det hele, forstyrre freden og roen, også generer de fredssøgende mennesker.

Metroselskabet havde besluttet sig
På samme tidspunkt som vi sad og besluttede Nørrebroparkens forvandling, havde Metroselskabet besluttet sig for at Nørrebroparken skulle være en kæmpe arbejdsplads. Nye skinner skal lægges på Nørrebro. Det vil komme til at betyde en masse. Og tidligere har sådanne skinner også betydet masser for bydelen.

Jernbanen på Nørrebro

Banen suser gennem Havremarken
Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget, opstod der rygter om en holdeplads på Nørrebro.

På Indre Nørrebro blev man glad for disse rygter. Men da man fik at vide, hvor holdepladsen skulle være, var man knap så begejstret. Den skulle ligge ude på landet – på Havremarken. Her var intet bortset fra nogle spredte gårde og en masse køer.

Allerede fra 1863 susede tog igennem Havremarken – Stephansparken – Nørrebroparken.

I første omgang gik turem til Lyngby over Hellerup. Herfra gik der en linie til Klampenborg. Nordbanen havde i den første del samme linieføring som vestbanen.

Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade. Ved Rosenørsallé omtrent der, hvor Radiohuset lå, skiltes linieføringen. Vestbanen fortsatte mod Roskilde. Nordbanen fortsatte mod Hellerup over Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros marker syd for Assitens Kirkegaard. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken før den uden stop gjorde holdt i Hellerup.

Opråb fra 1862
I den mærkelige avis Sandhedsfaklen kunne man i 1862 læse:

• man tillader sig derfor at tilraade Directionen, at anlægge en Station ved Ventegodt eller Petersminde paa Nørrebroes Landevej, der absolut vilde medføre det Gode, alle på Østerbro, Blegdamsvejen, Nørrebro, Blaagaard, Jagtvejen, Nørrebroes Lygtevej og i Byerne Gladsaxe, Buddinge, Herløv, Husum, Brønshøj og Uttersløv med flere i Omegnen boende kunne frequentere heraf, i stedet for at tage den lange Vei til Vesterport, og da Bygningerne til den omtalte Station ei behøver at opføres i nogen kostbar Stiil, saa vilde et saadant Foretagende vistnok betale sig rigeligt og stifte megen Nytte.
  

To jernbanestationer
Man havde ligefrem:

• begæret oprettet en Station i Nærheden af det Punkt, hvor Nørrebroes Hovedgade overskjærer Jernbanen ved den saakaldte ”Lygten”.

I stedet for at bevillige millioner til anlægget ved den nye station, ja så blev der kun bevilliget 400.000 kr. Et københavnsk dagblad havde opsnappet, at gården Kirstinedal var blevet købt. Man mente, at de sjællandske baners kontor skulle flyttes herud. Det var cirka på det sted, hvor den nuværende Nørrebro Station ligger. Men det hele viste sig at være en avisand. Og så skete der ellers ikke mere.

Befolkningen på Nørrebro var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. Nørrebro Sporvej havde i 1884 solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende.
I sommeren samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet sammen, for at drive en jernbane. De sendte et andragende om tilskud til opførelse af en stationsbygning i form af et skur. Prisen var ca. 25.000 kr. Selv havde man fremskaffet 6.000 kr.

Banegården med to stationer
I 1882/83 lykkedes det endelig at få bevilliget 250.000 kr. til køb af arealet.

Tillægsbevillinger til 150.000 kr. lykkedes det også at få fremskaffet.

Det gik stærkt i begyndelsen. Jordarbejderne var nogenlunde færdige i november 1885.

Det viste sig nu at banegården kom til at bestå af to stationer. Tømmerværket på stationsbygningerne var rejst i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup. og ankomststationen Station B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade). Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage ind til København. Men måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade.

Damer fik ødelagt sko og klæder
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til at der ikke var en egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer . Det fik de daværende medier til at skrive:

• Et mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag for alle har spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder. Pæne mennesker gik nærmest i fare for at brække arme og ben. Damerne fik ødelagt sko og klæder.

Man havde håbet, at få skovtrafikken med, med åbning 1. maj. Men murerarbejdet blev forsinket. Først den 1. juli 1886 fandt åbningen sted.

I begyndelsen var toggangen ret beskeden. Man havde dog undervurderet Nørrebro – borgenes interesse for skovudflugterne.

Salget af biletter var kaotisk . Det var ofte udsolgt hen ad formiddagen.

Det første uheld
Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med et indkørende tog mod Klampenborg. I datidens medier kunne man dog berolige læserne:

• Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages, at et Par Damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer.

Der var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og de trange rangerforhold gav ofte problemerne. I de trange kontorer fik man nye udfordringer.

Man fandt på at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition ind i stationen.

I 1890erne foretog man større udvidelser på stationsarealet og nye baner og sidespor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.

Til fodgængernes store sorg dødsdømte man fodgængerovergangen ved Esromgade. Nu måtte også de stå og vente, ligesom resten af trafikken på Nørrebrogade.

Travlhed på stationen
I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.

For at komme til og fra godspladsen (mellem banen og Nordbanegade) måtte godstogene køre øst om (foran) Station A. Her kom de stadig længere og længere tog til at holde. De ventede ofte på afgang for viderekørsel. Dermed spærrede de for adgangen til stationen for de rejsende, hvilket gav anledning til mange halsbrækkende scener.

I 1890 fremkom en af banens ingeniører med planer om at løse Københavns affaldsproblemer.

Flere ansatte på stationen
I 1894 blev der flere ansatte på Nørrebro Station. En assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men snart igen blev personalet atter forøget.

Først i 1890erne havde man vedtaget at ligge et dobbeltspor til godstrafik mod Frederiksberg. Alene på denne strækning kørte cirka 12 – 15 tog hver dag.

Frihavnsbanen gik på en strækning gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes.

Derfra gik det videre til Frihavnsgitteret ved Århusgade på Østerbro.
Det første egentlige godstog kørte på ruten den 9. november 1894.

Kystbanen åbner
Kystbanens åbning den 2. august 1897 betød ikke nogen større forandring i toggangen på Nørrebro. Et par af kystbanetogene blev ekspederet på Nørrebro.

Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den af mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som et forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første køredag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer.

Og så skulle de alle sammen hjem igen. Der afgik tog hver halve time fra kl. 20.00. De sidste kom først hjem kl. 4 om morgenen.

Men prøveturen på den nye strækning foregik allerede den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Østbanegården.

Herfra afgik toget kl. 13 og kl. 16 ankom det til Helsingør. Der var gjort ophold mange steder.

Parcelbroen er åben
Det var også i 1897, at man begyndte at overdække Ladegårdsåen. Nu var det svært at bruge den gamle vittighed, Parcelbroen er oppe. Det sagde man, når toget var forsinket.

Nu kunne man spadsere på Ladegårdsåen. Politikerne var uenige med hensyn til, hvad man skulle kalde barnet. Skulle det være Gyldenløvs Boulevard eller Ladegårds Boulevard? Hermann Trier foreslog Åboulevard, Og sådan blev det.

I 1898/1899 anlagdes et privat sidespor for Københavns Magistrat til dennes stenplads i nærheden. Københavns Sporveje fik forbindelse nordpå til overleveringssporet mellem DSB og KSB. Her ankom i tidens løb masser af sporvogne fra Scandia i Randers.

I slutningen af 1890erne kunne man på stationen se en kæmpe sneplov, som direktionen fra Kiev – Odessa Banen havde bestilt hos Smith & Mygind. Den skulle ude på en meget lang rejse.

Stationen havde dengang ikke remise, heller ikke et lokomotivdepot.

Rangermaskinen kom tidlig om morgenen fra Godsbanegårdens remise inde fra København. Den kørte hjem sent om natten. Også Frederiksbergs rangermaskine aflagde ofte et besøg på Nørrebro. Langt om længe fik Nørrebro dog sin egen maskine.

Damer – pas på den elektriske sporvogn
Mange tog sporvognen. Men nu var de jo blevet elektriske. Og når nu de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var aviserne over dem. Således kunne man i 1902 læse følgende:

• Vore Damer, der har været så vant til med gratie og Elegance at springe af Hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at faren og farten er stærkere. Nu er det sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore kække Damer med at springe af Sporvognen.

Uheld på stationen
I 1907 forudsagde en rangermaskine dog stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formodentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at den røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponerede og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen der faldt af maskinen brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.

En herreløs maskine
15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet.

Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned fra førerhuset uden at få lukket regulatoren. Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo.

Hurtig blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine – med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kultog fra Øster Gasværk.

Da det herreløse tog nåede Nørrebro Station var det i skridtgang. Lokomotivføreren fra et tog på Frihavnsbanen steg på og lukkede for dampen. Han tog det deserterede tog samt den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med tilbage til Østerport.

Uheld har den gamle Nørrebro Station ikke været forskånet for. Det har været tale om rangeruheld, fejlindstillede sporskifter eller nedbrud.

Ejendommeligt nok er der ikke sket flere uheld ved overskæringerne med gadetrafikken. Et par gange har sporvogne været impliceret. I 1902 knuste toget en hestevogn ved Jagtvejen.

I april 1906 kom en 11 – årig dreng under en tipvogn på Nørrebrogade. Han overlevede ikke.

Godstog på afveje
I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linie 5 sporvogn på Nørrebrogade. En murermester blev alvorlig kvæstet. KSB blev ved en efterfølgende retssag dømt til at betale 15.000 kr. til den stakkels mand plus sagsomkostninger. Det kom frem, at en KSB – ansat havde sovet og ikke havde set sporvognen.

I 1921 påkørte en sporvogn bommen på Hørsholmsgade, lige før toget skulle komme. Vognen blev fjernet i sidste øjeblik og vognstyreren øjeblikkelig suspenderet.

I 1964 kunne man i dagbladet Aktuelt læse følgende:

Godstog på afveje, bank nær sprængt
Med sneglefart brasede i aftes fire godsvogne ved Nørrebro station i København gennem hegnet ved Mimersgade og over denne for at standse en meter fra Københavns Handelsbanks Nørrebro – afdeling, der nær var blevet sprængt som i et raffineret filmbankkup. Uheldet skete, formentlig fordi føreren af rangerlokomotivet forregnede sig med hensyn til togstammens længde, og han bemærkede først for sent, at togstammen pløjede sig gennem terrænet og ud på gaden.
Betjente i en patruljevogn, der nær var blevet ramt af toget, fik standset trafikken, så ingen kom noget til, og i løbet af et par timer, havde statsbanernes folk ryddet gaden, så trafikken kunne afvikles frit.

Slangerup – banen åbner
I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). I begyndelsen medførte dette ikke den store konkurrence. Men de var gode til det der med markedsføring, så på et tidspunkt blev der tale om konkurrence. Senere kom der forbindelse fra Station B via kommunens stenspor til Lygten Station.
Den 16. juli 1905 var der allerede arrangeret en præsentationstur for pressen. Det var en kæmpesucces: 

• Man får et glimrende Indtryk af Landskabet, og hvad man ellers kunne se fra Toget..

En hund fornøjer sig
Den egentlige indvielse foregik den 19 april 1906. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.

Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup, blev forsinket, fordi stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først fortsætte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.

Det både regnede og blæste. Her var trafikminister Høgsbro, politidirektøren, kommisarius, kammerherre Tobiesen, admiral Richelieu, overretssagfører Amdrup m.m.

Hele to lokomotiver trak de flotte gennemgangsvogne leveret af Togfabrikken Scandia.

Den 20. april begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten kl. 7.59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre. Til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre.
I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn.

• Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom og straks efter bragte saavel Moderen og Barnet til Fødselsstiftelsen.

Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer og allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.

Omkring Lygtekroen
Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes arkitekt. Han er også mester for Københavns Hovedbanegård. Ja egentlig burde station have heddet Løgthe Station. Løgh betyder sump. Lige i nærheden lå Lygtekroen og Lygteåen. I 1904 blev kroen revet ned.

Det var en hel opdagelsesrejse at komme herud omkring 1903. Her kunne man ved selvsyn se, at en hel by i ekspres fart strakte sine fangarme ud over markerne og fællederne. Ustandselig brød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var der bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på 30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.

Og midt mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.

Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanterne til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet var uhensigtsmæssige gennemføringer.
Men på et eller andet tidspunkt lykkedes det at gadestumperne blev ført sammen.

Snød med øl
Den gamle Lygtekro med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Kroen kan føres helt tilbage til slutningen af 1500tallet. I 1718 overtog Konrad Berg kroen og forsynede kroen med flere tilbygninger.

Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brobelægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet café på vinduerne.

På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade. Den anden var Slangerupbanen. Jo her var sandelig grænsen mellem by og land.

På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i Kjælderstue og mod landet, Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.

Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to.
Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade. En del steder var lukket, men enkelt havde prøvet at forny sig. Et sted man kaldte Orfeum havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde sandelig også malet deres lysthuse grønne.
I 1870erne var der Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder herude.

I slutningen af 1800tallet var der fri udsigt til det rigtige bondeland herude. I tidens løb har den sammenhængende bebyggelse fortrængt de åbne marker, pladserne, haverne, småhusene og villaerne. Træerne langs de ældre bebyggelser har måttet vige. Grøfterne er blevet afløst af fortove. Selv om der fra 1867 var sporvogn til Kongens Nytorv så forblev området herude meget afsondret for københavnerne.

Latrinaffald omkring stationen
Langs stationen blev der etableret læsseplads, varehus (til gods), opstillingsspor, remise og værksteder. Bygningerne bredte sig helt fra Frederikssundsvej til Tagensvej. Varehusene blev senere revet ned og erstattet af godsekspeditionen i 1930.

Egentlig skulle ruten være startet fra Station A. Men allerede dengang var der problemer med udvidelsesmulighederne. Derfor blev starten lagt ved Lygten station. Her var der også meget mere plads. Turen gik fra Lygten over Emdrup, Vangede og videre til Buddinge og Bagsværd.

I 1929 blev Slangerupbanen omdannet til et kommunalt aktieselskab. Op gennem 30erne meldte behovet for modernisering sig. På generalforsamlingen i 1939 snakkede man om at likvidere selskabet. Men så kom anden verdenskrig og trafikken steg voldsom i en tid, hvor der hverken var benzin eller bildæk. Togene var overfyldte.

Den første del af denne bane lugtede sikkert ikke så godt. På Lersøarealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrinoplag. For at komme af med det, anlagde man et sidespor til Nordbanen, der kørte latrinen til Kvistgård og Allerød. De vogne man transporterede den ulækre substans i, kaldtes Chokoladevogne.
Bønderne brugte blandt andet latrinen på deres marker.

Ja DSB opfattede Station Lersøen som en station på et privat sidespor. Der var opført et beboelseshus på grunden til bestyreren. Til stationen hørte også en lille have på 35 kvadratalen. Gødningen havde man lige for døren.
Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891.

Latrinvognene var ikke så store som medierne ville gøre dem til. De tre trætønder kunne rummer 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, fik folk til at holde afstand.

Det skete flere gange at indholdet eksploderede på Nørrebro Station og inde på Hovedbanegården. Desværre var vognene heller ikke helt tætte. Det betød at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde viste stor interesse for.

I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdig ude på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt.

Indtil første verdenskrig steg persontrafikken år for år på Nørrebro Station. Godstrafikken steg endnu mere, selv under krigen.

Boulevardbanen
Da røret til Boulevardbanen blev færdig i 1918, blev Nørrebro en ren Nordbane – station.

I en periode afgik der kun 11 persontog fra Nørrebro Station. Til gengæld kom der cirka 37 godstog.

Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911, forsvandt også sporet til Frederiksberg. Dette medførte mange protester, men DSB var ubøjelig. Ja man talte endda om helt at nedlægge Nørrebro Station.

Den beslutning var ikke noget Nørrebro Handelsforening ville finde sig i. Man indkaldte til medlemsmøde på Nørre Central (den lå på Runddelen , næsten ved siden af det nuværende Irma). Her blev man enige om at protestere kraftig Det hjalp måske i første omgang.

Stationen i fare
I 1914 fortsatte de voldsomme reaktioner på Nørrebro.
I Folkets Hus den 17. november havde Socialdemokratiet indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Problemet var bare, at en sådan ville koste 8 millioner kroner.

Nørrebro Station overlevede i første omgang. Hvorfor skulle den ikke også det. Der var 400.000 passagerer årligt. Problemet var bare de mange overskæringer omkring Nørrebro station.

Den spanske syge som også ramte Nørrebro, bevirkede på et tidspunkt i 1918, at kun en var på arbejde. 17 medarbejdere meldte sig syge. Og på godsekspeditionen mødte der kun fem mand.

I år 1900 var personalet vokset til over 30. Godsekspeditionen ved Stefansgade var blevet ophøjet til en selvstændig regnskabsførende ekspedition.

I 1921 var der igen fare på færde. Nordbane – og Klampenborgtogene var omlagt til den nye Boulevard – linie. Nørrebro Stations dage som persontogstation var talte.
For personalet var det efterhånden en mærkelig fornemmelse, at se stationen som en endestation for en Blindtarm af en Bane fra Hellerup. Status som en driftig godsbanestation var dog uforandret.

Nu kørte der kun 12 små tog – med et par personvogne. Der var både 2. og 3. klasse. Den dyre vognklasse var blevet inddraget.

Dansk Vejskrift omtalte disse tog som Perpendikkeltog, der daglig standsede mange Biler.

Tiltagende trafik
Den 26. februar 1924 blev der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer i København. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommere nede 79 gange i et døgn. Der var 67 plantog samt en del rangering at rulle ned for. I alt 361 biler og 18 motorcykler, der måtte standse.
DSB havde åbenbart ikke interesse for anden gadetrafik. Hvor mange sporvogne, hestevogne, trækvogne, barnevogne og fodgængere, der måtte stoppe op interesserede åbenbart ikke DSB.
Trafikken var stigende og på Nørrebrogade havde en kørelærer nok at se til. Syv år inden denne trafiktælling blev foretaget kunne man i en avis læse følgende:

• Færdselsvæsenet er blevet omformet gennem den moderne Teknik, som Cyklen i sin Tid var en Sjældenhed. Saaledes er Motorcyklen og Automobilen godt paa vej til det samme om end paa en noget anden maade og i mindre Udstrækning. Men de præger vores Færdselsliv. 
• Der sker mange Ulykker, og Aarsag til dette ligger hos dem, der har Ansvaret for Kørslen. 
• En af de Køreskoler herhjemme, der i de senere Aar har taget del i Oplysningsarbejdet og gjort det paa ”fortjentfuldt” maade er Hr. A. Amdi – Hansens Aut. Køreskole, Nørrebrogade 220. Skolen har siden den i 1912 begyndte sin Virksomhed uddannet 450 Elever i Automobil – og Motorcykelkørsel. Teori og grundig praktisk Undervisning gaar Haand i Haand. 
• Motorkørslen har sin store Behagelighed gennem mange og betydelige Fordele. Skal den ogsaa eje sin virkelige Charme maa den mestres med Sikkerhed og kyndig Indsigt.
  

I 1926 prøvekørte DSB nogle nye toakslede benzinmotorvogne. Der kunne være 100 passagerer i to motorvogne med en bivogn i midten. Køretiden til Hellerup var ni minutter, nogle gange var der stop ved Lyngbyvejens trinbræt.

I 1928 brændte en motorvogn på Nørrebro station, da der skulle hældes benzin på. En uges tid efter skete nøjagtig det samme.

Den nye station
Den gamle station lukkede den 30. juli 1930. Det hele så dog også lidt forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen blev der taget fat på oprydningen, men godstrafikken fortsatte dog en tid endnu.

Et udvalg havde i 1917 anbefalet, at der blev oprettet en ny Nørrebro Personstation og Godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.

Men loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919, men så skete, der ellers ikke mere. DSB havde nok andet at se til.

Den første del af højbanen, Hillerødgade – Ørnevej var fuldført i 1926. Men det gik ikke stærkt med resten. I løbet af 1930 var man dog blevet færdig.

Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen. Nu var der kun i korte perioder gener for trafikken på Nørrebrogade. Således ankom der i 1931 sporvogne fra Vognfabrikken Scandia i Randers til sporvognenes plads. Dette spor blev først fjernet i 1947.

Den ny station
Den nye personstation var noget så funkies. Man havde nok skelet lidt til stationen i Friedrichstrasse i Berlin.

Og tænk fra 1931 kunne man næsten købe biletter til alle landets stationer. For enden af hallerne var der i dennes buer, indsat glasruder. Men de blev i 1960erne opgivet på grund af tilsodning med røg fra lokomotiverne.

Den ny station kostede dengang 200.000 kr. Højbanen forløb videre mod Godthåbsvej. Under banen blev der indrettet butikker og lagerhaller.

Frederiksberg – Fllintholm – Grøndal – Nørrebro – Hellerup Banen var på 8,5 kilometer og kostede 8,5 millioner kroner. Selve højbanen var kun 600 meter og kostede 1,4 millioner kroner. De første år blev det dog kørt med dampmaskiner.
Toggangen blev udvidet til 20 minutters drift.

De jyske indvandrere
Godstrafikken steg voldsomt ved den gamle godsstation ved Nordbanegade i begyndelsen af 1920erne. En ny administrationsbygning blev endda opført. Men en pludselig nedgang ødelagde det hele.

Da Højbanen blev anlagt blev godsarealerne nærmest misbrugt som en slags losseplads. Store mængder af fyld, grus og sten lå spredt ud over godsarealet i mange år. Det samme vil ske i løbet af de kommende år. Historien gentager sig.
Endelig i 1930 tog man initiativ til at redde godsstationen fra forfald. Det såkaldte varehus havde 13 porte og 5 kamme med stationspladsen, toldpakhus, depotbygning, værksted m.m.

På Nordbanevej havde jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de havde et mærkeligt sprog. De var mærkelig klædt, og så spiste de kartofler og gulerødder. Ja de spiste kartofler til alt. De måtte oprette deres egne grøntforretninger.
De blev kaldt bonderøve, og burde lære sig dansk.
De var mærkelig klædt, mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjaler. Den ene familiesammenføring efter den anden foregik, og de avlede som kaniner.

De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad. Først da jyderne gik på værtshus, lyttede på syngepiger og gik på bordeller begyndte de at blive anerkendt. Man havde vænnet sig til jøderne, så kunne man da også vænne sig til jyderne.

Omkring Hørsholmgade
I 1930 lukkede man for passagertrafikken. Men heldigvis for de raske drenge omkring Hørsholmsgade, så fortsatte godstrafikken. Drengene havde i cowboyfilm omme i biografen på Jagtvej set, hvordan man kunne svinge sig op på jernbanevogne. Hvis dørene var ulåste, var dagen reddet for knægtene.

Togbetjenten, havde ikke en jordisk chance for følge med. Det var også sjovt at sætte en vogn i gang, efter at den var blevet låst.

Faren lurede dog også andre steder. Hellebækkerne var drengene fra Hellebækgade. De var fjenden. Og grænsen mellem de forskellige områder gik netop på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt om at finde en solid kæp. Kampen blev indledt med lerklumper, der var lige til at samle op. Det var en uskreven regel, at man ikke måtte kaste med lerklumper med sten i.

Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, når der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke ind på den andens område. Det ville få uoverskuelige konsekvenser.

Børnene gik sammen i gadealliancer. Som regel var det faste regler. Først blev der sendt en af de modigste over i fjendens lejr. Når han var inde for hørevidde, råbte han Vi erklærer Krig. Så spænede han tilbage til sine egne.

Forrest gik altid de stærkeste med drabelige juletræskøller. Bevæbningen bestod desuden af kosteskafter, naturgrene eller lange halstørklæder med store knuder i den ene ende. Pusterør blev også brugt. Brådne pander og blodtud i ny og næ var resultatet. Ofte skete det, at svage børn måtte betale beskyttelsespenge. Jo det var skam barsk at være barn på Nørrebro.

Den stakkels digter
Lige uden for kampområdet lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en for knægtene, mærkelig digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig nedenfor hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombarderede de hersens unger med kartofler.
Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse, kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet, stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.

Og man kunne jo altid gå til Bager Dueholm efter kanelsnegle, de kostede kun 5 øre stykket.

Der kommer altid en sporvogn
Når vi taler skinner, må vi ikke glemme sporvognene. Her var Nørrebro godt med. Med den stigende befolkning, var det også et stigende behov for den kollektive trafik. På Ydre Nørrebro var der i 1901, 22.182 indbyggere. I 1935 var tallet vokset til 57.386.

De første sporvogne kunne rumme ti passager. En enkelt sund hest kunne sagtens trække denne vogn.

Allerede i 1867 blev Nørrebroes Sporvejsselskab dannet. I slutningen af 1880erne var der hele ni selskaber i byen. Der var overhovedet ingen koordination. Man kørte med forskelligt materiel og havde forskellige uniformer. Ingen havde rede på køreplanen. Men det tog man ikke så hårdt. Det var også skik og brug, man kunne stige af og på, hvor det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.

Tænk i 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarede til, at Hr. Jensen brugte sporvognen 57 gange. Han brugte 5,49 kr. på sporvognskørsel.

Nørrebroes Sporvognsselskab anlagde en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade) ved Baldersgade. I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning, der blev opført i Baldersgade 8.

I 1885 meddelte man på generalforsamlingen, at man gik over til et andet sporvejssystem. I stedet for træunderlag gik man over til metalunderlag. Vognene ville have lettere ved at komme frem og det ville ikke larme så meget.

Det var elendig arbejdsforhold for de ansatte. En arbejdsdag var på 16 – 17 timer. Spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. I 1890 dannede 200 ansatte en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den nyvalgte kaldt op til direktørens kontor og fyret. Direktøren mente, at arbejde i fris luft ikke var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret. Men arbejderne holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.

I 1897 blev en ny remise med kontor, folkerum og kraftværk opført. Man kan godt fornemme, at der har været mange sporvogne, når man i dag kigger på Nørrebrohallen.

Mange af vognene blev bygget af den lokale leverandør, W.C.A. Hansen, som også boede i Baldersgade. Så havde han ikke så langt, når han skulle aflevere vognene.

Når Hansen skulle afgive tilbud, afgav han to tilbud. Men han frarådede, at man brugte det billigste tilbud. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet: 

• Paa Maling af Vogne. Hertil anvendes de bedste Materialer saavel i Farver som Lakker og Arbejdet udføres Folk, som i enhver Henseende ere Kjendte med behandlingen af Vogne, saa jeg som følge deraf kan garantere for smukt og godt udført Arbejde saavel som for Holdbarhed. En Tospænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 225. En Enspænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 130

Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hovedstrækningerne, brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmelighedsgrunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.

Med damp
Man havde forsøgt sig med damp. Men det var nu ikke så god en ide. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus, der skulle bruges på linie 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæsede, dampede, savede og peb. Da man prøvekørte den, satte man rigtig fart på den ned af Gothersgade.

Det var folk bestemt ikke glad for. Fra vinduerne blev man bombarderet af kartofler, gamle tøfler, og en enkelt død kat.

Allerede fra 1875 prøvekørte Nørrebroes Sporvognsselskab en dampsporvogn bygget af fabrikanterne Smith og Mygind, der havde til huse på Nørrebrogade. Disse prøvekørsler foregik om natten. Men det var bestemt ikke lydløst.

Men på Strandvejen oplevede de dog dampsporvognen. Den kørte den eventyrlige fart af 2 1/8 mil i timen. Men ministeriet forlangte hastigheden ned til 1 2/4 mil. Efter 8 år var der indløbet så mange protester, at et farvel til dampen på sporvejen var uundgåeligt. Borgerskabet kunne atter nyde deres enspændervogne og tage sig en ridetur.

Elektricitet og syrevogne
Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hesten. Det var i dette år Nørrebro – linien blev elektrificeret. I de følgende år fulgte andre linier efter.
Inden da havde man forsøgt sig med akkumulator. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. På Kongens Nytorv var der opsat ladeopstandere, så kunne akkumulatorerne tankes op, inden turen igen gik mod Nørrebro. Problemet var dog, at under opladningen og kørslen blev der udsendt generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne. En indsamling resulterede i 8.618 underskrifter mod disse syrevogne.

De moderne tider
Det har aldrig været let med forandringer. I en borgerlig avis fra 1902 kan man læse følgende:

• De rigtige Sporvogne var de værste. De havde en egen Evne til at udsprede Kedsommeligheden. Her var man – særlig om Formiddagen – sikker paa at træffe alle Byens gamle og skrøbelige Mennesker. De ældre ”Busser” fordrede saadanne Mængder af Kræfter og Bjergbestningsmod, at Selskabet var mere udvalgt. Maaske gjorde den rembrandske Belysning ogsaa alt til, at Skrøbelighederne ikke traadte saa greelt frem.
• Det var heller ikke saa hyggeligt at se Hesten eller Hestene foran Sporvognen slide – som Bæster, for at faa 5.000 Pd. I Gang, naar en mere eller mindre ældre Dame havde behaget at give Stoppesignal. Men nu er det ogsaa en ”Saga Blott”
• Man sidder ikke længere med den pinlige – og ikke ubegrundede Følelse af, at man kunde have gaaet Vejen ligesaa hurtigt. De vinkende Damers Tyrani er ogsaa definitivt brudt. Der er nu vinket af. Nu gælder det at være paa Pletten, naar Uhyret kommer farende. Men de unge Damer ser nu saa dejlige ud i en Sporvogn i elektrisk Lys.

Den første og sidste sporvogn
Godt nok blev Alberti kørt over af en sporvogn, men en sådan kunne dog sagtens bremse. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på den ene af skinnerne, således at gruset faldt foran hjulet. Det var et meget primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse. Senere fik man mekaniske sandstrøapparater, hvor sandet løb ud lige foran hjulene på begge spor.

I 1935 foretog man en trafikmåling forbi Dronning Louises Bro. Mellem 8 og 9 passerede 2.000 passagerer. Mellem 22 og 23 var antallet nede på 900. Rejsetiden var i 1923, 12, 5 km i timen. Dette var i 1935 vokset til hele 15,6 kilometer i timen.

Men ak. Alting har en ende. Den 22. april 1972 kørte den allersidste sporvogn i København. Det var en linie 5 fra Nørrebro. Det var sorgens dag for mange. De allerfleste sporvogne blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører rundt i Alexandria og Sporvejshistorisk Selskab nåede at redde et par stykker. Og det hele startede med den allerførste sporvogn med det prangende navn Solen fra 1841.

Nørrebroparken – fra 1930erne

Nørrebroparken – fra losseplads til park
Først fra 1933, tre år efter stationens lukning, blev der fremsat forslag om stedets anvendelse i borgerrepræsentationen. Efterhånden lignede det noget, man ikke kunne være bekendt. Der var tanker fremme, om at lave en plads, hvor borgerne kunne færdes, tumle sig og tillige hvile sig. De yngste skulle benytte den sydlige del til bold – og legeplads. Den nordlige del skulle anlægges til hvileplads for de ældre.
Den nordlige del blev anlagt som løv - overdækkede promonader med indblik ind i parken. Den sydlige del anlagdes som en legeplads med et stort sandbassin samt en rulleskøjtebane og et soppebassin.

Boldbaner på grus og græs blev også indrettet. Ja allerede i 1931 havde man talt om, at der skulle indrettes en Omnibusgarage omtrent der, hvor legepladsen ligger i dag.

I 1934 fremkom Socialdemokraterne med et forslag om, at Nørrebroparken skulle omdannes til en børnepark. De mente, at man skulle tage hensyn til de større børn, som i de sidste par havde brugt det nedlagte stationsområde som tumleplads. Man foreslog soppebasin, der om vinteren kunne bruges som skøjtebane. Endvidere skulle der være plads til opslag af telte og anden fri leg:

• Selv om det er daarlige Tider, haaber vi at Kommunalbestyrelsen vil se paa dette Forslag med Velvilje, idet der jo alligevel skal anlægges en Park, og saadan Børnepark, som den forslaaede, sikkert vil være til en stor Glæde for de mange Arbejderbørn paa Nørrebro.

Mindst mulig udgift
Første etape blev indviet i august 1934. Man talte om et egentlig sportsanlæg vest for lindealleén med blandt andet anlæg af syv tennisbaner med tilhørende omklædning og cykelstald. Badminton - faciliteter talte man også om. Og så skulle der oprettes to isboder og Folkerumsbygning.

Det endte dog med en skrabet plan, der anlægges med mindst mulig Udgift med Græsplæner med enkelte fritstående Træer og de fornødne Bænke og Drikkebrønde.

Således besluttede man i 1935. Ja det hele kom til at koste 41.000 kr. Der var ikke penge til så meget.

Langs Hellebækgade var det oprindelig meningen at gaden skulle udvides. Men det blev ikke rigtig til noget. Og et forsøg på opførelse af musiktribune med opholdsrum for musikere og toiletter i 1939 blev også kun til drømme.

Omkring 1940 fandtes der i Nørrebroparken et meget stort rektangulært soppebasin. Ud over at småbørn kunne soppe i sikkerhed i det lave, men ofte grågrønne grumsede vand, kunne det også bruges af større børn til at sejle deres småskibe i.

Der var desuden to sandkasser af forskellige størrelser og en karrusel.
Ud mod Stefansgade blev der bygget to røde træbarakker, som led i et beskæftigelsesprojekt i vinteren 1944 – 46. Og det var delvis på det gamle bryggeri areal. Plankeværk og gammel beplantning blev fjernet. På den måde blev parken udvidet. Men legepladsen blev året efter flyttet

Den ene barak var til små og den anden til større børn. Her holdt Sankt Stefans Fritidshjem til. De blev revet ned først i 60erne. Fritidshjemmet blev flyttet over i Skodsborgsgade.

Her kunne mødre og børn krybe i ly i tilfælde af regnvejr. I hver ende af bygningen var der toiletter – i den ene ende for piger, i den anden ende for drenge.

Men drengene benyttede dem sjældent. Der lugtede altid af urin i Nørrebroparken dengang.

Også dengang sad man og drak. Forældrene havde sagt til deres poder, at de bare skulle holde sig væk fra de drikkende eksistenser.

Nye tanker
I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen) omtalt som fallitbo. Sidste gang den kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog, indtil man fik renoveret andre tog.

Man havde planer om at forbinde Lygten til Amager – banen. Men det blev ikke til noget. Tværtimod blev strækningen indskrænket. Farum – Slangerup blev nedlagt i 1954.

Gladsaxes borgmester, Erhard Jacobsen foreslog, at DSB anlagde en hurtigsporvej på Harreskovsbanen og forlænge skinnerne, så de indgik i det københavnske sporvejsnet.

Måske var der nogen, der havde lyttet til den gode Erhard Jacobsen, for i 1956 indførte man en direkte sporvognslinie fra Rådhuspladsen til Lygten. Det var linierne 19 og 19x, der kom til at holde lige ved siden af toget på Lygten Station. Men eventyret varede kun i halvanden år. Der var ikke nok passagerer.

Vinter i Nørrebroparken
I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten om natten i vinterperioden. Når vandet så var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane. Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Pludselig var skøjtebanen udvidet til det dobbelte.

Om aftenen var skøjtebanen belyst ind til klokken 24, at et antal kraftige projektører anbragt i høje træpæle i banens hjørner.

Det hændte mange aftener, at en driftig person, havde stået hjemme i sit køkken og sat små æbler på en tynd rund træpind og overtrukket æblet med transparent rød glasur, med henblik på at skaffe sig en ekstra indtægt ved at komme hen til skøjtebanen og sælge dem for 50 øre stykket.

Det var en meget populær form for slik, som man enten kunne glæde sig selv med eller en pige, som man havde fået et godt øje til ude på banen.

Trædebilerne i parken
I sommerhalvåret var en mand der en mand i 30 års alderen, der havde en forretning kørende i den ene ende af Nørrebroparken, der hvor Nordbanegade og Stefansgade mødes og hvor cykel – og gangstien skar tværs gennem parken.

Manden bestyrede en del trædebiler, som børn fra 4 til 8 – 10 års alderen kunne sidde i og ved hjælp af frem og tilbagestående pedaler eller bøjler i bunden, kunne få til at køre rundt på et stort, fuldstændigt fladt, asfalteret areal på den nordlige side af stien.

For 25 øre kunne man køre i 15 minutter, og så kunne man forlænge turen, undtagen hvis der var en anden der stod og ventede på at få sin tur i netop den bil, man sad i.

I vore dage fylder 25 øre ikke af meget, og om det var ”en god forretning” for manden var et spørgsmål. Men de 6 – 7 biler var meget populære især når det var godt vejr.

Manden sørgede for, at ingen sprang over i køen. Han holdt øje med en kæmpe stor urskive på ca. 30 cm, der sammen med pengekassen stod fremme på en bænk, hvorfra han styrede udlejningen. Når turen begyndte, satte han en markør med bilens nummer, et kvarter frem, så man kunne se, hvornår turen skulle slutte. Hver gang man passerede bænken med uret, kunne man skæve på den, for at se, hvornår tiden udløb. Hvis der var nogen, der snød lød den hårde dom – Karantæne.
Der var malet veje med gul maling på det areal, man måtte benytte. Var man så heldig, at være på stedet ved lukketid, kunne man gratis køre bilen hen i Nordbanegade. Det var en strækning på 50 – 60 meter.

Børneparkering
I juli 1951 startede en børneparkering i Nørrebroparken. Den var åben alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo, det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ. Det var ment som en håndstrækning til de travle hjemmegående husmødre. En af dækningsgravene i parken blev indrettet til toilet og læ for børnene.

Ved siden af en af bunkerne blev der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Kvinderne bag denne succes kunne konstatere:

• Mange Børn kommer alt for lidt ud . En del blege Børn, der ikke ville trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.

Alvorligt uheld
Lille pige døden nær i soppebassin. Sådan kunne man læse i en af aviserne dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri:

• Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hun kun lige havde munden fri af vandets overflade.

I 1957 fremkommer et forslag om opførelse af en ny legestue på legepladsen. Den bliver bemandet med en leder og en medhjælper. En bygning ville koste knap 50.000 kr. Sagen blev henlagt. I 1961 tages sagen op igen og endelig opføres der en ny bygning.

Teater og gøgl
Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Dødsdrom og radiobiler forekom også. Slikboder og eksotiske lækkerier som Candy Floss og popkorn udfordrede børnene. Der var øltelte, hvor nørrebroerne festede til den tidlige morgen.

Men der skete flere uheld, sikkerheden var ikke helt i top, så Københavns Kommune stoppede løjerne.

Et populært klatrestativ blev fjernet. Pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.

De upopulære parkbetjente
De unge hadede parkbetjentene. De var også sædlighedens vogtere. Når de unge flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre end - en to værelses med 5 – 6 beboere.
Det skete også at de større drenge smed Parkeren i soppebassinet.

Ting og sager i Nørrebroparken. Aviserne skrev flittig om politiets manglende tilstedeværelse . Det kunne sandelig ikke være rigtig, at unge urostiftere skulle dominere parkområdet. Der blev klaget over hærværks – og indbrudsforsøg, samt cykel – og knallertkørsel. Nu forlangte man at Nørrebroparken blev holdt under streng observation. I februar 1961 konkluderede politiet, at der ikke længere kunne meldes om ulovligheder i parken.

Der var festdag i Nørrebroparken i 1989. Hele 740.000 kr. var der bevilliget til omlægning af den gamle legeplads. Ny klatreborg, hjuldamper og soppesø. En bemandet legeplads, ja det var lige sagen.

Lygten Station synger hen
Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Derved stoppede trafikken fra Lygten Station, der fik en hensynkende tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogle af de aktiviteter, der fulgte.

I 1996 blev Thorkild Christensen ejer af den flotte bygning. I 1997 startede Projekt Kulturcafé og i 2002 overtog Københavns Kommune bygningen. Senere havde Kvarterløft Nordvest bopæl i huset.


Udvalgte Bygninger i Kvarteret

Sankt Stefans Kirke
En række markante bygninger i kvarteret vil vi kigge på.
Da voldene faldt havde byggespekulanterne gyldne tider inde på Indre Nørrebro. Disse byggespekulanter var selv med til at fastsætte lovgivningen eller for den sags skyld lade være med at indføre nogen lov. Mange af dem sad selv i Borgerrepræsentationen. Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekasserner fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til at tage sig af den slags. Det var godt, man havde de kirkelige organisationer. Der var vitterlig behov for deres hjælp ude på Ydre Nørrebro.
Socialisterne var helst fri for kirkebyggeri. De troende burde selv betale dette byggeri, mente man. Man syntes, at forbedringer af de sociale forhold kom i første række. Men egentlig kunne arbejderne godt lide vækkelsesprædikanter. Ak ja, det var nok at gå i gang med. En skribent fra dengang beretter følgende:

• Her laa Huse, hvor der ikke findes Trængende. Den største del af de Fattige, som leve herude, befinder sig paa den sørgelige Rejse med al den Forkuelse og Demoralisation som følger med en haabløs Tilbagegang.
• Fattigdomen hersker. Mændene drikker og Kvinderne sladrer tiden bort. Her er Haab om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædelighedens medarbejdende Aand, vil blive til det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.
  Jo dengang forstod man at bruge det danske sprog.

Dengang dominerede urtekræmmer Ottesens urtekræmmerbutik. Den havde adressen, Lygtevejen 8, i dag Nørrebrogade 163 (Bog&Ide). Ottesen var både postmester og fattigforstander.

Den næstældste kirke på Nørrebro er Sankt Stefans Kirke. Sognet blev udskilt af Sankt Johannes Sogn i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt. Hans ønske var, at der skulle påføres en kirke for de fattige i Lygtekvarteret på det Ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være beskeden, men også smuk. Man må jo sige, at det lykkedes ganske godt. Den kom til at koste 68.000 kr. Den blev bygget af privat indsamlede midler. Og den blev bygget i haven omkring landstedet Kirstinedal, som blev ejet af lensbaron Løvenskjold. Ja han forærede simpelt hen jorden til kirken.

Og kirkens navn var inspireret af de barske forhold på Nørrebro. Den Hellige Stefanus var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.
Det må dog betvivles, at kirken kunne løse de fattiges problemer.

Kirkeskibet er foræret af skibsbygger Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syv – armede lysestager. Skibet var model for det skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede for et købmandshus i Hamburg.

Karmel i Vedbækgade
I Vedbækgade lige over for kirken ligger Karmel, som er knyttet til kirken. Den smukke bygning hed dengang Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde genralinde Harbou lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns Bespisning.

Ind af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke lejet otte rummelige værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.

På anden sal var værelserne lejet ud til klokkerkontor.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgenes Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. .
Alt dette krævede en enorm indsats af præsterne og frivillige.

Anna Kirke
Omkring år 1900 blev området omkring Bjelkes Allé udskilt fra Sankt Stefans Sogn. Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw som præst opstod. Børnehjemmet Bethlehem i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.

Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde da 9.000 indbyggere. I 1907 blev der købt to villaer på Bjelkes Allé, og her opførtes Anna Kirke i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i Sankt Stefans Kirken og i børnehjemmet.
Indsamlingen til kirken blev foretaget i hele landet. Det var de såkaldte Anna – komiteer, der stod for denne organisation. Hensigten var, at alle kvinder og piger, der hed Anna, skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø løb af stabelen, blev der samlet ind.

Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen bidrog med en væsentlig andel. Om det er rigtig, at hans kone hed Anna, og at han forlangte at kirken skulle bære hendes navn, vides ikke.

Den 27. december 1914 blev første etape – stueetagen indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med den store sal, der er bygget som en lav bygning vinkelret på den daværende kirke.
I 1928 var hele kirken færdig. Prisen var på 350.000 kr. Kirkerummet på første sal havde dengang 600 pladser.

Børnehjemmet Bethlehem
I 1907 kunne man i datidens medier læse følgende:

• Ude paa Bjelkes Allé ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan fejre 25 aars Jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som ogsaa stod bag St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det er den Forening, der staar bag Børnehjemmets Økonomi.

I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder. Allerede efter det første år var hjemmet fuldt besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn. I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra lokale håndværksmestre.

Rekruttering til den spanske borgerkrig
De fleste har sikkert glemt, at der i Bjelkes Alle befandt sig et rekrutteringskontor i Ungkommunisternes Hus. Her blev nogle af de ca. 500 danske frivillige i den spanske borgerkrig (1936 – 1939) rekrutteret.

I februar 1937 blev der oprettet et dansk kompagni. 40 pct. af de danske frivillige i borgerkrigen var kommunister. De tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Ca. 135 mistede livet.

Dronning Louises Asyl
I 1887 deltog den dengang 80 årige Dronning Louise i åbningen af Dronning Louises Asyl i Stefansgade. Hun godkendte selv ansættelse af personale, og ydede selv økonomisk støtte, samt organiserede grundstensnedlæggelsen
Berlingske Tidende var til stede og kunne berette:

• Grundstensnedlæggelsen til Børneasylet i Skt. Stefans Sogn har efter Bestemmelsen fundet sted i Formiddags. Efter Ankomst fra Fredensborg til Nordbanegården blev de Komgelige Herskaber transporteret med hestetrukne Kareter ad Farimagsgade, Frederiksborggade og over Dronning Louises Bro, som Dronningen passerede for første gang, trods det at den var opkaldt efter Majestæten. Derefter kørte Kortegen ad Nørrebrogade til Stefansgade, hvor man svingede ned mod Bestemmelsesstedet. Paa den indhegnede Plads i Stefansgade var der samlet et talrigt og festklædt Publikum, som fik Plads langs med de tre Sider paa lange Bænkerækker. Midt paa den med en mængde Flag udsmykkede Plads var en Murpille muret op, og den skulle indeslutte Grundstenene.

Chokoladefabrikant Cloétta tilbød et grundstykke til asylcentret, men han var for sent ude. Den 12. april uddelte han chokolade til alle børnene i forbindelse med pinsen. Ved hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloétta asylselskabet et legat på 25.000 kr. som rettede op på asylcentrets betrængte økonomi.
I 1889 var der 484 børn i asylcentret og halvdelen af dem kom fra Jægersborggade.

Var det mon Dronning Louises Asyl?
Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte en stor del af sin ungdom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans Kirken. Derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej. De boede forskellige steder i Frederik den Syvendes Gade. Hun var berømt i hele Europa, og i Tyskland, blev hun kaldt Die Asta.
Asta fortæller følgende historie om en børneinstitution i nærheden af Stefans Kirken.

• Et kendt bageri inde i byen havde tildelt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede. To af de største drenge, blev da om formiddagen sendt til byen for at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage kurvens indhold. Når drenge havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud til hjemmet på Yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt. Var det for en meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og kagerne fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at der var fest i huset fik lov til at sidde ved vinduerne og kigge på os derude.

Ungdomshuset
Det var tidlig morgen, klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der vidnede om en amerikansk actionfilm.

Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Herinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder.

Den store omsætning udeblev. De fleste butikker i området var lukket. Personalet var efterhånden blevet nervøse. Ti minutter før normal lukketid, besluttede jeg af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder stærk utilfreds med.

Man kan hvis godt kalde Jagtvej 69 den mest omtalte grund på Nørrebro. Jeg skrev vel omkring 30 – 40 artikler om de begivenhedsrige år.

Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore artikler. Det samme gjorde de store dagblade. Men ikke alle var lige tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med pressenævnet af en toppolitiker.

Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte ca. 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.

Folkets Hus
Arbejderne ville gerne have et samlingssted. De måtte ikke være nogle steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet kunne man i Social – Demokraten læse:

• Ude bag Assistens Kirkegaard, i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus i Kjøbenhavn.

To år efter indvielsen i 1897 blev den tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange andre benyttede huset til Lørdagsbal. Juletræsfester og Boksestævner. Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinder havde dengang ingen myndighed.

Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes mand blev også dømt. Og begrundelsen – han havde ikke styr på sin kone.

I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening stormøde i huset. Man diskuterede, Organisationens betydning, Smør og margarine i rabatordningen og Indkøbsforeningen.

I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien samlede 300 medlemmer.

Rosa Luxembourg
I 1910 blev Den Anden Socialistiske Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og Rosa Luxembourg.

Fra 1914 – 17 faldt reallønnen med 14 pct. I 1918 var arbejdsløsheden på 18 pct. Skibsredere og aktieejere tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede Børsen som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69 og Børsen blev stormet 11. februar 1918.
Flere demonstranter fik straffe fra fem uger til to års fængsel.

De får hus – vi får fred
Så fulgte Stengade 50 og kampen om Byggeren. Overborgmester Egon Weidekamp kunne ikke se, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede unge:

• Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville være et mærkeligt samfund.

Rutana, Schiønning & Arve, Abel Cathrinesgade, Meknaisk Museum og Bazooka. Der var ballade i byen. I avisen kunne man læse at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus:

• De 700 medlemmer af Tingluti på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget. Og det var mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen 123.000 kr. i ejendomsskatter.

Egentlig skulle der have været en Irma eller en Brugsen på området. FDB var interesseret, men det fik Nørrebro Handelsforening forpurret.
Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. Weidekamp udtalte:

• De får et hus og vi får fred.

Men fred blev der ikke. Overborgmesteren fik buksevand. Allotria blev besat. Der blev ballade på Nørrebrogade, Politiken blev besat. Ballade opstod i Ryesgade og på Christianshavn. Og sådan kunne vi blive ved.

I november 1999 drog unge på plyndringstogt på Nørrebrogade. Politiet holdt sig tilbage. Ungdomshuset meddelte, at de ikke deltog. Ingen blev nogensinde dømt.

Ungdomshuset for en krone
På et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 sagde Nørrebro Handelsforening pænt nej tak til at overtage Ungdomshuset for en krone. Opfordringen kom fra overborgmester jens Krammer Mikkelsen.

En ny gruppe blev dannet på Nørrebro. De kaldte sig Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer: 

• Som naboer til Ungdomshuset har vi nu fået nok af autonomes intolerante og asociale adfærd. De opfører sig vulgært og hensynsløs overfor os som naboer her på Nørrebro. Vi har ryddet op efter hærværk, smadrede flasker, graffiti og afføring på vores trappestene, smadrede ruder i husene og i bilerne og affald fra mad og toiletbesøg. Larmen i weekenderne og stanken fra affaldet og urinen omkring passagerne på Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i et beboelseskvarter.
  Det er for meget. De må finde et sted – hvor deres arrogante fremfærd ikke ødelægger det for andre. Det handler ikke om ideologi og politisk standpunkt, men om medmenneskelig adfærd og at vi som naboer ikke længere kan holde det ud.

Hvorfor skal man være gidsler?
I Nørrebro Handelsforening havde man længe været trætte af politikerne. Gang på gang havde man fået at vide, at nu blev der taget initiativer til af få løst Nørrebros problemer. Masser af butikker var forsvundet. Kunderne turde ikke mere at besøge bydelen. Handelsforeningen udsendte atter er presseinformation

• Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for unge mennesker?
• Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskutere med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde? 
• Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling.

Der skete ikke noget. Toppolitikere udtalte, at de unges krav var barnagtige og ifølge de unge pustede politiet til ilden.

Ikke kun ”kapitalistforretninger”
Og som noget helt grotesk var jeg med til at lave en folder til samtlige butikker om hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af en konflikt. Den blev lavet sammen med HK og DA. Forsikringsselskaberne var begyndt at stå af med hensyn til at dække skaderne. Så her måtte der også laves en folder med tips. I medierne bildte politikerne borgerne ind, at forsikringerne dækkede alle skaderne.

Det var ikke kun kapitalistforretninger, der blev angrebet. Den lille frisør og dyrehandleren blev også angrebet. Efter en af disse aktioner var vi ude at lave en optælling. Der var gået ud over 45 butikker.

Nørrebro Handelsforening bakkede op om de fredelige aktivisters ønske om et nyt hus, men tog kraftig afstand til vold og hærværk samt trusler om afbrænding af butikker. Politikerene afviste Nørrebro Handelsforening som mægler i konflikten.

Jagtvej 65
På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. Dengang den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til 1.000 tilskuere. Fem år senere, i foråret 1929 var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm.

Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet. Det var spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfilm uden for meget snak. Man viste et meget blandet program – til sidst mest pornofilm. Biografen lukkede i 1982 – 1983.

Husumgades/Havremarkens Skole
Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Da kommunen købte grunden, var der et gartneri på stedet. Den nærmeste større bygning var dengang Nørrebro Station. Der var 19 klasseværelser men varme og ventilation. Det var yderst moderne, men byggeriet havde også været dyrt. Hele 176.034Kr.

Fra 1. maj 1903 blev skolen udnævnt som kroneskole. Det betød at forældrene skulle betale en krone pr. måned for deres pode.

Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever. I 1912 var der 1.284 elever. Og i 1923 toppede det med 1,425 elever. Og en af de mest berømte elever var den store filmstjerne Asta Nielsen.

I 1930 fik skolen navneforandring til Havremarkens Skole. Den 7. maj 1945 ankom Den Danske Brigade til skolen, og tog opstilling i skolegården. Pludselig begyndte maskingeværer at beskyde brigaden fra vinduer i Søllerødgade og Jul. Blomsgade Det var danske Hippo – folk, der var i gang. Brigaden blev kun i et par dage, derefter tog frihedskæmpere over.

Bryggeriet Stefan
Bryggeriet Stefan blev stiftet i 1895. Allerede tre år efter slog stifteren H.C. Meyer sig sammen med to andre hvidtølsbryggerier. Jo der var gang i den, i Stefansgade 51.
Særlig populær blev den såkaldte Kroneøl. Man nåede op på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 blev der også fremstillet mineralvand. I 1939 var det slut. Da blev bryggeriet opkøbt af De Forenede Bryggerier.

Chokoladefabrikken Cloétta
Chokoladefabrikken Cloétta blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloétta. I 1867 købte man en ejendom i Indre By og brugte endda dampmaskiner. I 1901 flyttede man til lokalerne i Hørsholmsgade. Hele 125 mennesker var beskæftiget her. I 1929 blev firmaet et aktieselskab og overtaget af Chr. F. Kehlet. Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup. Chokoladekoncernen Fazer overtog derefter stedet. Og i Hørsholmsgade danser man på stedet i Dansens Hus.

Begivenheder i kvarteret

Drama i Husumgade
Et drama udspillede sig i Husumgade 12 den 13. november 1907 om formiddagen.
Sofus Rasmussen havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen. Han var gået for vidt og fået en dom på tre måneders fængsel. Straks efter dommen flygtede han til Sverige. Politiet havde fået at vide, at han holdt sig skjult i København.
En gang imellem besøgte han sine forældre i Husumgade. Og det gjorde han også den pågældende dag.
Rasmussen havde i 1905 fra en talerstol truet med at myrde en betjent. Ingen troede dog, at han ville gøre brug af denne trussel.

De to civile betjente Elmer og Gemzøe blev sendt til adressen i Husumgade, efter at man havde fået et tip. Familien boede på fjerde sal til venstre. Fru Rasmussen lukkede op, men benægtede at Sofus var til stede. Betjenten forlangte dog adgang til lejligheden. Da han gik ind, kom den eftersøgte frem. Han tog en revolver frem og affyrede den direkte i hovedet på betjent Gemzøe. Endnu et skud blev affyret.
Sofus Rasmussen styrtede ned af hovedtrappen. På tredjesals trappeafsats dræbte han sig selv med et skud i hjertet. Betjent Elmer var gået af køkkentrappen og havde hørt skuddene. Elmer havde fået forkerte oplysninger i brødbutikken nedenunder, og var gået forkert.
Gemzøe var vaklet nedenunder, men var død ved ankomsten til Baldersgades Hospital.

Sofus Rasmussen var kørt til St. Johannes Stiftelsens Lighus. Ved visitationen havde man fundet to revolvere, en dolk og en æske med skarpladte patroner.
Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord. Der blev ingen opstandelse på Nørrebro.

Besættelsestiden
Et vigtigt møde blev afholdt i Hillerødgade 75 den 9. april 1942. Her besluttede 14 DKPer, at nu skulle DKP deltage aktivt i modstandsbevægelsen.
Hans Petersen, der var med i modstandsbevægelsen BOPA havde fremstillet en bombe, der skulle eksplodere foran Bjelkes Allé 16, den 21. oktober 1942. Bomben gik dog ikke af. Ejendommen havde tilhørt Kommunistisk Ungdom. Nu havde en tysk transportafdeling overtaget ejendommen.
Hans Petersen blev anholdt af dansk politi og overgivet til tyskerne. Den 12. april 1943 blev han dømt til døden, men blev dog benådet til livsvarig tugthus.

Danmarks Frihedsråd
Danmarks Frihedsråd blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivningsbureau på Nørrebrogade 156.
Dansk Politi jagtede alle kommunister. Man havde spottet en af de mest markante, Børge Houmann til området omkring Husumgade. Da han skulle hente sin skjorte i sit vaskeri i en kælderbutik, var politiet klar og ventede på ham. Men rullekonen nåede at advare ham. I hele 11 dage havde de stået og ventet på ham i det lille vaskeri.

En sabotageaktion ødelagde et snedkeri og et skomagerværksted i Vedbækgade 4.
Den 11. maj var bomber lagt uden for lædervareforretningen i Stefansgade. Ejeren var medlem af DNSAP.
En Schalburg – mand bosiddende Jægersborggade 25 st. blev såret af skud den 14. august.
Dagen efter gik det ud over Lampeskærmsfabrikken, Heinesgade 1. Det viste sig dog kun at blive ved truslerne.

Den 19. august skød tysk militær foran Nørrebrogade 169 efter en ung mand, der var deserteret fra SS. En tilfældig beboer fra Sorgenfrigade blev alvorlig såret.
Dagen efter var der rudeknuseri i Taskeforretningen, Stefansgade 20.
Lædervarehandler, Kongsted Christensen, Stefansgade 22 blev skudt den 16. september i Grøntforretningen i nummer 10, hvor han var kunde.

Mordet på Frk. Lange
På hjørnet af Stefansgade/Husumgade blev Ella Johanne Sofie Sustmann dræbt den 16. december. 1944. Hun blev likvideret af modstandsfolk. Man sagde om hende, at hun som telefonistinde i Telefonhuset foretog aflytninger for tyskerne. Hendes mand blev likvideret i en linie 16 på Nørrebrogade.
I modstandskredse blev hun kaldt Frk. Lange og havde bopæl, Jagtvej 87. En dramatisk beretning fra modstandsbevægelsen afslører likvideringen: 

•  Vi ventede derefter en times tid, i hvilken en lirekasse uafladeligt spillede ”Julen har bragt velsignet bud”. Så viste hun sig i gadedøren. Vi havde i forvejen trukket lod, om hvem der skulle skyde og loddet faldt på Philipsen.
• Philipsen ventede, da de lige var ved en legeplads, men Poul gik frem, stak sin ”Parabel” lige op i nakken på hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde sig ind til hende og gav sig til at hyle. Vi tog hendes taske og løb.

Seks revolverbevæbnede mænd trængte den 21. januar ind i Fabriksarbejdernes Forbundskontor, Bjelkes Allé 32, hvor de tog beholdningen af kontanter og kontingentmærker.

Den 26. marts lød det ved 22 – tiden kraftig skyderi ved Åboulevarden. Kl. 23.45 fortsatte skyderiet ved Nørrebros Runddel.
Næste dag omringede tysk militær, Privatbanken, Stefans afdeling, Nørrebrogade 180. Bestyreren R. Jacobsen blev anholdt.
Den 1. april blev Metropolitanskolen og Hillerødgades Skoler inddraget af den tyske værnemagt til indkvartering af flygtninge.


Modstandsbevægelsen lagde røgslør
Den 47 – årige købmand, Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.
Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at hæve hans penge. Det lignede et rovmord, men alt tydede på, at det var modstandsbevægelsen, der stod bag.
Ministeriet for Særlige Anliggender ville forhindre at modstandsbevægelsen fik tilsmudset deres ry. Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtig opklaret sagen.
Da politifuldmægtigen var på vej til gerningsstedet, var det lige før, han selv var blevet likvideret. Han blev stoppet og holdt op af Holger Danske folk. Disse havde pistolerne fremme, og anså fuldmægtigen og hans chauffør som Gestapo – folk.
En søn af en landsretssagfører rejste hurtig til USA. Det vil sige, han blev tvunget til at rejse af sin familie. Volmer Nissen havde hurtig fundet frem til hans navn. Der var navne på yderligere mistænkte. Men ingen blev nogensinde dømt for rovmordet.

Masser af skud
Tyrolerkroen, Jagtvej 64 oplevede den 15. april et optrin mellem Schalburg – folk og civile danskere.
Den 17. april opdagede en jernbanefunktionær røveri af 16 tromler benzin. Han blev truet med pistol af fire – fem personer.
Dagen efter var der kraftige bombeeksplosioner hos Skandinavisk Motor Compagni , Lundtoftegade 106. Alle bygninger udbrændte – også en del tyske motorvogne.
Den 20. april kl. 4.35 skete der en eksplosion i Café Resí, Hillerødgade 16.
En yngre mand blev om morgenen den 25. april fundet dræbt med skud i hoved og bryst på Nørrebrogade 200. Dagen efter blev en kvinde, bosiddende Jærgersborggade 9 tilfældig ramt.
Jagtvej 69 blev beslaglagt af tyskerne den 28. april.
Den 30. april forekom der en del skyderi omkring Slangerup – banen.
En tysk søløjtnant og en marinesoldat blev livsfarligt såret ved Nørrebros Runddel den 3. maj. Dagen efter blev en tysk soldat skudt på en sporvogn ved Nørrebro Station.

En morder i kvarteret
Helge Rudolf Keil med dæknavnet Ruddi var et usædvanligt nervøst gemyt. Han havde ikke de store evner, da han gik i Hillerødgades Skole. Det eneste, der interesserede ham var forbryderromaner. Faderen var værtshusholder. Helge gik for at være en særling i kvarteret.
Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod – med ros, havde han drukket en halv flaske portvin og fire øl. Han holdt dog hurtig op som barber, da han var bange for at skære halsen over på sine kunder.
En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i baghovedet på hende. På Bispebjerg Hospital sagde man om ham, at han var forbeholden, afglidende og stillestående.
Han rejste til Norge, hvor han fik arbejde på et lazaret. I løbet af juni 1944 fik han kontakt med modstandsbevægelsen. Men han blev taget med falsk legitimationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Resultatet blev, at Keil blev stikker for Birkedal. Det menes at Keil begik 3 – 5 mord.

Masser af butikker i kvarteret
Engang var Nørrebrogade faktisk Danmarks handelscenter nummer et. Det er det ikke mere. Også i kvarteret omkring Nørrebroparken bugnede det med specialbutikker. Ved næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand, et ismejeri, en grønthandler, en slagter eller en bager. Alt blev købt frisk samme dag, man skulle bruge det. I 1950erne havde man ikke køleskabe og frysere.
Heinesgade havde en del butikker. Her lå også et ismejeri og et folkekøkken. Dette folkekøkken havde en duft af afsmeltet fedt og fedtegraver. Det var nu ikke den mest luksus betonede retter, man her serverede.
På hjørnet af Holtegade boede Købmand Nielsen., og på hjørnet af Heinesgade hed købmanden, Bojesen.
Dengang var det eksotiske dufte, der mødte en hos købmanden. Det meste blev leveret i sække eller tønder. Ja, man kan vel ikke sige, at spegesild duftede eksotiske. Men de blev også leveret i tønder til købmanden.

I Søllerødgade lå et vaskeri. Det var her bomben gik af mange år senere.
Omme i Julius Blomsgade 30 lå en lille hyggelig afdeling af Hovedstadens Brugsforening også kaldet HB. De havde en manufakturafdeling omkring hjørnet i Stefansgade 17. Ja og her i gaden lå også en stor slagterforretning, der altid var fuld af husmødre.
Og i Holtegade lå børnenes favoritbutik, Frøknerne Krappes legetøjsforretning. Ved siden af lå kaffebaren Stefan. Og allerede dengang lå Lille Peter på hjørnet af Søllerødgade og Stefansgade, i tilfælde af man var blevet tørstig efter en øl.
I kvarteret lå blandt andet også en smørrebrødsforretning og Selandia Radio. Og henne ved Runddelen var allerede dengang Café Runddelen. Den var der allerede da bygningen blev opført i 1878. Her lå også et apotek.
Ja ikke mange butikker herude, opnår at blive 100 år. Men det bliver tilfældet for Steenberg Bog&Ide næste år. Gennem 99 år har butikken været drevet af samme familie.

Politisk slagsmål på Café Runddel
Jo, det var også noget spændende især for større drenge i Café Stefan. En automat med kondomer på vej ud til toilettet. De unge vidste ikke rigtig, hvad det skulle bruges til, men de vidste, at det var lidt frækt. Man kunne altid prale med, at man havde en pakke.
Ja så kom telefonhuset på Borups Allé i 1953. Dengang skulle man have en begrundelse for at få en telefon. En uniformeret person kom ud til en samtale.
Og der i slutningen af 1940erne kunne man komme op at slås, når man mødtes på Café Runddelen og på andre værtshuse. Det var især, når kommunister og socialdemokrater mødtes. I 1947 havde Socialdemokraterne mistet deres absolutte flertal. Man var gået tilbage til 17 pladser. Kommunisterne var gået frem til 11 pladser, og de var som regel bedre skolet.

Bomben i Søllerødgade
Den 16, marts 1992 kl. ca. 11.30 genlød kvarteret af et ordentligt brag. Der var Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade, der blev ramt af en bombe. Ved eksplosionen dræbtes IS – medlemmet, Henrik Christensen, der tidligere havde været aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme.
Politiet oprettede en ti – mands enhed til at forestå efterforskningen. PET var også indblandet, men bombeattentatet blev aldrig opklaret. Mange år senere kom det frem, at PET skulle have været advaret mod, at nazistiske kredse havde forberedt et bombeattentat. Et afslørende bånd skulle være et bevis i sagen , men PET benægtede dette.

Nogle kendte mennesker i kvarteret

Mille fra Stefansgade
En af filmhistoriens største action – helte boede i Stefansgade. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom også kaldet Mille gennemførte luftakrobatik, som aldrig er set siden.
Hun blev født den 29. september 1886 under fattige kår. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Mille havde forfalsket sin dåbsattest, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder. Allerede som ni – årig optrådte hun på Dagmarteatret. Også hendes søskende, Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. I rollen som Orfelia i 1911 kastede hun sig fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.

Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigtkørende hestevogne. Hun medvirkede i vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Da hun skulle optage svømmebilleder til filmen Den Blå Grotte i Italien, mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.
Hun boltrede sig uden sikkerhedslinie på en dristig og livsfarlig måde. Hun forsøgte at få flycertifikat. Men det lykkedes aldrig. Men det var nu ingen hindring. Hun fløj alligevel.
Mille døde iført en badedragt i 1931. Det skete under en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal. Den faldskærm, hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne.
Begravelsen fandt sted fra Stefans Kirken. Trods kulde og regn var der kommet flere folk, end hvad kirken kunne rumme.
Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet boede hun i Stefansgade. Her deltog hun i det praktiske, blandt andet trappevask til stor forundring for postbudet, der kom med alle fanbrevene.

Barnemoderen fra Jægersborggade
Århundredets største massemorder boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte de små børn, og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede mistanke, før hun havde dræbt 25 børn i tidsrummet fra 1911 – 1920.
Op gennem tiderne er mange børn født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet ikke, måske passede samfundets normer ikke. Det var tiden før plejeloven og folkeregistreringen.
Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab, og datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbys lykke eller ulykke – om man vil.

Samfundet kunne ikke tolerere børn uden for ægteskabet. De var og blev uønskede.
Efter sagen blev lovgivningen lavet om på en række punkter, blandt andet med hensyn til adoption og plejeforhold samt registrering.
Det vides at hun smed et barnelig i latrinen på Assitens Kirkegaard. Andre oplysninger går på, at hun skar halsen over på et barn og lagde det på en grav på kirkegården.
Det hændte, at hun mødte moderen, når hun gik tur med barnevognen. Det var så bare et andet barn, der lå der.

Hysteri og tvangstanker
Hun fandt ud af, at æter virkede beroligende på hende. Det tog hun så, lige inden hun begik mordene. Hun kvalte bønrene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Ofte glemte hun ligene. Så fandt hun ud af på bedste måde at komme af med dem, bl.a. ved at brænde dem i kakkelovnen.
Kort før hendes dom blev hun mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende signalement:

• Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

Man kunne tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.
Et familiemedlem til et af børnene blev på tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun havde myrdet.
Da politiet efterforskede sagen fandt de knoglerester i kakkelovnen og et glemt indtørret lig på loftet.
Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Dommen blev omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby havde svært ved at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet og måtte overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Her begik hun selvmord den 6. maj 1921.

Alberti – bedrager og byggematador
Den 11. juni 1932 blev en ældre mand kørt ned af linie 5 på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Han var ved bevidsthed med i chock. Han havde fået forvredet sin ene hofte og og albue. Tre dage efter døde han af en blodprop. Den ældre mand, der i to omgange havde boet på Fælledvej, var Danmarks tidligere justitsminister, storbedrager og byggematador Peter Adler Alberti.
Manden var hensynsløs dominerende over for sine omgivelser. Han indførte prygelloven. Han bedragede Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Ingen anede uro, før det var for sent. Efterhånden som underslæbene voksede tog han større og større lån. De Radikale udtalte, at kokken 1 var han teglværksejer, klokken 2 var han justitsminister og kl.3 var han grundspekulant.

Den 8. september 1908 melder Alberti sig selv. Han indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri for 9,5 millioner kroner.
Dommen lød på 8 års tugthus. Han blev kendt skyldig i at havde svindlet for 15 millioner kroner. Det svarer i dag til ca. 15 milliarder kroner.
Han var 188 cm høj, vejede 138,5 kilo og havde en livvidde på 155 cm. I Horsens måtte de sy en speciel fangedragt til ham. Han blev ydmyget af sine medfanger og fik en depression, der var livstruende. I sommeren 1912 var hans vægt nede på 71 kg.
Den 20. august 1920 blev Alberti benådet.
Manden havde tjent mange penge i Jægersborggade.

Værd at vide om kvarteret

Lundtoftegade
I medierne bliver Lundtoftegade udråbt som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet det ikke. Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger gadebilledet. En stor andel af beboerne er anden etnisk herkomst end dansk. Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord. Og snart skal højhusene renoveres for millionbeløb.

Hyltebro
Under Hyltebro løber Lygteåen i skumle rør. Indtil 1909 dannede den grænsen mellem Brønshøj og Nørrebro. Hvorfor broen over åen hed Hyltebro, ved man ikke rigtig. Men der var mange Hyltetræer lige her. Allerede i 1500 tallet lå her en bro, der førte over Lygteåen. Den var af træ, men blev efterhånden så nedbrudt, at en ny måtte opføres. Den blev omkring 1717 erstattet af en stenbro.

Jagtvejen
Jagtvejen var egentlig en sti. Her red kongens mænd på fasanjagt eller lerdueskydning på Borgmester Vang (1694). Her optrådte også falke. Jagtvejen blev forbundet til Tagensvej i 1899.

Nørrebros Runddel
Nørrebros Runddel er Danmarks ældste runddel. Den blev anlagt i 1750 samtidig med Jagtvejen. Dengang var Runddelen det sted kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.
Snart blev der bøvl med de store poppeltræer, der var plantet med 8 – 10 alens mellemrum. Blandt andet påstod møllerne, at træerne tog vinden fra deres vejrmøller. Så kunne man jo lige så godt omdanne dem til hestemøller, sagde de. I 1844 blev det derfor besluttet at borthugge hver anden af træerne. Forskønnelsesforeningen anbefalede desuden at man fremover plantede linde – eller elmetræer.

Stefansgade
Stefansgade er egentlig en gammel markvej, der hed Havremarksvej. Den er cirka 750 meter lang og gadelauget udnyttede, at der var noget, der hed Kvarterløft. Tomme butikslokaler blev fyldt med trendy butikker. Her finder vi også nogle af områdets ældste beværtninger. Ja, Stefanshus er vel omkring 109 – 110 år gammel. Og Café Lille Peter er vel også omkring 100 år gammel. Her er mange legender om levende og døde personer. Blandt andet Moster Inge, som var Danmarks første striptease – danseinder. Efter sigende skulle hun have optrådt på Moulin Rouge. I en sen alder skulle hun have haft meget smukke ben. Men mændene holdt sig på afstand. Hun skulle have haft et meget iltert temperament.
Engang havde de her Københavns billigste øl – priser.

Gaslygterne holdt sig længe i Stefansgade. Hver morgen og hver aften kom lygtemanden og gik fra lygte til lygte. På en stang var der monteret et fyrtøj, der blev betjent af en lang snor. Om aftenen åbnede lygtemanden for gassen. Så brændte gadelygten hele natten. Om morgenen slukkede han for gassen.
Engang var en bil kørt ind i en af gaslygterne. Hele Stefansgade måtte evakueres. Gassen sivede ud, og der var eksplosionsfare.

Petersdal
Der, hvor El – Giganten i dag ligger, lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningen blev i mange år drevet som Café Petersdal.
Bygningen blev nedrevet i 1930erne. I stedet opførtes den store Nora – Bio. Dengang var det Københavns tredje største biograf. Den blev lukket i 1977 og afløst af et supermarked.
Over på den anden side lå Petershvile, der en overgang havde samme ejer som Petersdal. Det var renteskriver Peter Feddersen. Endnu i 1880 drev gården et selvstændigt landbrug sammen med Ventegodt.
Petersdal strakte sig fra Hyltebro , Lundtoftegade og Esromgade.

Petershvile
Den lå i nærheden af Nissedal. Og denne gård hed sandsynligvis Mester Jokums Gård indtil 1766. Her boede bødelen. Det kan dem på Heimdalsvej 2 så tænke lidt over.
På et kort fra 1865 skimtes også gården Enighed, ikke at forveksle med det senere mejeri af samme navn.

Ventegodt
Her på stedet levede i mange år jøderne Melchior. Når børnene skulle i skole inde i byen, skulle de spørge de rejsende om de måtte køre med. Kostede det mere end 2 skilling måtte de stakkels børn gå den lange vej.
Gården lå her allerede i det 18. århundrede. Ejendommen lå mellem Esromgade og Lundtoftegade.

Jægersborggade
En af de meget kendte gader er Jægersborggade. Den er kendt for den omfattende hash – handel og for en meget aktiv lokal handelsforening. Man vil gerne have samme ry som foreksempel Elmegade inde på Indre Nørrebro.
De første spor går tilbage til midten af 1880erne. Dengang var det en grusvej, som kantedes af enkelte et etagers samt to – etagers bygninger. Anlæggelse af stationen var skyld i en hurtig udvikling.
Man skulle tro, at gaderne mellem Jagtvejen og Stefansgade var rejst omtrent på samme tid, så trøstesløse forkommer de, måske lige med undtagelse af Bjelkes Allé med dens småhaver foran husene. Bebyggelsen af Jægersborggade tog først endelig fat, da stationen var anlagt. Ved udgangen af året 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang.
Husumgade lå mere eller mindre ubebygget i en halv snes år. Først i vinteren 1898 – 1899 skete der her en ændring.

Her i Jægerborggade har den store byggematador Alberti tjent mange penge. Men ellers var det i begyndelsen et kompagniskab mellem chokoladefabrikant Christoph Cloétta og justitsråd Albert Nicolaj Schioldann, der ejede gaden.
På hjørnet af Jagtvej og Jærgersborggade optrådte syngepiger fra 1889 til 1903. De blev skiftet ud med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Café Jægersborg. Det var også det år, at en svensk godsejer bebudede at han ville skille sig af med Jægersborggade. Land og Folk sluttede en af sine artikler af med følgende linie:

• Sådan kan man jo også frigøre sig for sine forpligtelser.

Gaden havde de følgende år en lidt broget tilværelse med forskellige ejerskaber. Det endte med, at beboerne købte ejendommene. Andelsboligselskabet AB Jæger er sikkert en af landets største på området?
Og tidligere var der nærmest rockerkrig i gaden. I den ene halvdel nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til, mens Fithy Few var i den anden halvdel.
Galopping Goose blev senere til Hells Angels med hovedkvarter i Titangade, som de måtte fraflytte i 1996.

Folmer Bendtsens Plads
Hvorfor hedder det mon Folmer Bendtsens Plads? Ja, maleren Folmer Bendtsen er slet ikke fra Nørrebro. Han er født på Vesterbro og kom i pleje i nærheden af Runddelen.
Efter at han havde været ude at sejle, bosatte han sig i Lygtekvarteret omkring 1925. Som kommunist blev han anholdt og sat i Horserød – lejren, men herfra flygtede han i 1943. Efterfølgende var aktiv i modstandsbevægelsen BOPA. I 1953 havde han et opgør med DKP efter Stalins forbrydelser.
Man kan godt kalde Folmer Bendtsen for arbejderklassens maler. Ifølge ham selv kunne kunsten være med til løse det sociale problem ved at vise arbejdernes vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed.

Julius Bloms Gade
Hvorfor hedder det mon Julius Bloms Gade og Julius Bloms Plads? Denne Julius Blom var tømrermester og brandmajor. Ud over sin medvirken i en lang række opførelser af huse på Nørrebro, medvirkede han til modernisering af Københavns Brandkorps. Han blev forfremmet til vicebrandmajor. Senere modtog han titlen som etatsråd. Tidligt i sin karriere sad han i Borgerrepræsentationen. Han var knyttet til en række institutioner såsom Sparekassen, Nye danske Brandforsikring, Rysensteen og Københavns Sporvejsselskab. Julius Blom døde den 14. juni 1900 som en velhavende mand. Han efterlod sig flere børn.

Heinesgade
Gaden er opkaldt omkring 1904 efter overretssagfører Nathan Heine. Han var ekspert i byggesager.

Bjelkes Allé
Navngivet 1878 efter rigsadmiral Henrik Bjelke. Han var søofficer i krigene mod Sverige omkring 1644. Frederik den Tredje hindrede en duel mellem Bjelke og adelsmanden Hannibal Sehested. Af samme grund blev Bjelke pensioneret i 1650. Da der trak op til krig i 1657, blev han alligevel udnævnt til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels Juels overkommando. I 1662 blev han rigsadmiral.

En kirkegård med det hele
Der bliver også gravet over på kirkegården. Ikke kun når der skal graves nye grave. Her skal også ligge en Metro – Station. Og denne kirkegård rummer så meget.
Ikke kun de lokale brugte kirkegården, nej den blev hurtig et tilløbsstykke for alle københavnere.
Kirkegården blev indviet den 6. november 1760, da disciple fra Vor Frues Skole sang Penge som Judas slængte. I begyndelsen anså man kirkegården som en fattig – kirkegård. Men det ændrede sig, da den sønderjyske adelsmand, Johan Samuel Augustin blev begravet her på Assitens Kirkegård. Denne Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb.

En sønderjyde banede vejen
Augustin banede vej for, at det bedre borgerskab nu ville lade sig begrave herude på Nørrebro. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så var der ellers forskellige gradueringer. Ville man begraves tæt på muren, ja så kostede det ekstra.
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Da Johan Leonhard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt. Der var Fløjels Ligvogn med 4 Heste, Kusk, Biløber, 8 Ligbærere, 9 Vogne til Sørgeparene, 25 Tjenere og 2 Politibetjente.
Og det bedre borgerskab ville beundres selv i døden, så de købte flere gravsteder på en gang.
Heldigvis indførte man i 1920 begrebet Normalbegravelse. Fra den tid skulle man ikke betale ekstra for orgelspil og andet.

Stavefejl på gravstenene
I 1805 beklagede bladet Politivennen, at der var masser af stavefejl på gravstenene. Desuden fandt man det uanstændigt at især De Laveste Klasser festede på livet løs blandt gravene. Politivennen kaldte det for Offentlig Værtshus i Benhuset.
Ja og så overholdt man ikke regulativerne med hensyn til, hvor langt man skulle lægge én ned i graven. De tre alen blev langt fra overholdt. Så var det frit løb for de herreløse hunde, der her på kirkegården kunne få sig en bid.
Der kom også klager over manglende selvjustits. Snart var det opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det graverne, der mødte op i lurvet påklædning. Ja og så havde man lige glemt at grave til en begravelse.

Hold på dunsterne
Man diskuterede i 1805, om det nu skulle hedde Gravløkken, Mindemarken, Fredslunden eller Fædremarken. På et skilt, placeret omtrent der, hvor der nu er byggeplads stod følgende at læse, Hvilested for de Afdøde, Medlem af den Kristne Menighed i Kjøbenhavn.
Der var mange meninger om, hvordan man skulle begå sig på kirkegården. Rødhårede skulle farve deres hår. Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Og digteren og lægen J.Cl. Tode mente, at tilmurede begravelser var farlige, fordi de holder på dunsterne. Når graven så skulle åbnes, for at indsætte den næste, ville man være udsat for en forfærdelig giftatmosfære.

Forslag om entre
Tilstrømningen til kirkegården var enorm. Man talte om at indføre entré. Fra 4 – 10 skilling ville være passende. Det vil sige, at det skulle være gratis for kirkegårdsarbejdere og de pårørende. Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med en plakat, nej der skulle sandelig ansættes vagtpost. Og så talte man om, at opsætte tribuner, så alle kunne overvære de fornemme begravelser.

Hvæsende lirekasse
Og i 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De solgte sprit på kirkegården. Det var med til at sætte ekstra gang i løjerne. Og ulykkerne fortsatte. For i 1820 blev der klaget over krybskytteri på harer og agerhøns på kirkegården.
Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen lagde mærke til det. I et af sine sidste eventyr Portnøglen fra 1872 skriver han om Hvæsende Lirekasser og snævrende Klarinetter og spisende Folk blandt Gravstenene. Det var netop det eventyret handlede om Madkurve – fænomenet på Assitens Kirkegården.
En rejsebeskrivelse af F.J. Meyer beskriver udmærket forholdene:

• Det er Samlingssted for Alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den forkastligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men også for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som paa Søn – og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredevis liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker, spisende, smøgende, tryllende sig Fulde af Øl og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasse eller snærende Klarinetter.

Hun rejste sig fra kisten
Natten efter den 23. juli 1798 skete der noget dramatisk på Assitens Kirkegaard. Atter engang var gravrøvere på spild. Da de nåede den 20 – årige Gertrud Bodenhofs kiste rejste denne sig halvvejs op, og udbrød, Så befri mig dog fra dette mørke sted. Hun lovede de to gravrøvere guld og grønne skove og en rejse til Amerika. Men de to røvere tog en spade og myrdede hende. Historien er ganske vist. En af røvere tilstod hændelsen på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for ingen ringere end Jens Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland. Og Gertruds bror havde givet udtryk for, at han ikke kunne forstå, at hans søster havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten.
Allerede i 1783 havde den navnkundige teolog Dr. Bastholm erklæret, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt eller om de vågnede.

Lokale for skindøde
Ved Runddelen oprettedes i 1808 et lokale for eventuelle skindøde. De afdøde kunne henstilles med en snor om håndleddet, således at snoren var forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken så løs, ja så var det fare på færde.
Når H.C. Andersen var ude at rejse, havde han altid et skilt med, når han lagde sig til at sove. På skiltet stod der Jeg er kun skinddød. Bedemænd begyndte at sælge kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af .......

I 1833 stod kister i vand. Og dette vand løb ned i Ladegårdsåen. Det havde man advaret mod. Men der skete ikke rigtig noget.
I 1879 kunne man i Blade fra Kirkegaarden læse, at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at de havde drukket vand fra Ladegårdsåen. Den skulle være blevet forurenet af vandet fra kirkegården.

Alt bliver normalt i 2018 – eller gør det?

På de foregående side har I kære læsere kunne læse bare en lille bitte flig af, hvad der er sket i Nørrebroparken og omkring denne. Hvad der sker i fremtiden vil tiden vise. Efter planen skulle Metrocity – ringen være klar i 2018. Til den tid må vi også tro, at Nørrebroparken og Assitens Kirkegaard vender tilbage til det normale. Det er ingen tvivl om, at den kollektive trafik får et kæmpe løft. At linien så skulle have været ført ned til Stengade, ville jo have været mest praktisk.

Vi skal også til at vende os til nye navne. Nuuk Plads, ja det er der hvor Rantzausgade og Jagtvej mødes. Det ville nu have været bedre med Sønderjyllands Pladsen. Det siges ikke kun, fordi man er sønderjyde. Nej mange sønderjyder lægger faktisk navn til veje og gader i området. De fik navnene efter genforeningen. Da havde man ikke glemt Sønderjylland.
Skjolds Plads, ja det er krydset mellem Haraldsgade, Sigurdsgade og Slangerupgade. Der kommer flere navne, som vi skal vende os til.
Lad os nu håbe, at de pladsdannelser, der bliver etableret, bliver etableret med omtanke. En stenørken samler ikke mennesker.

Tak til alle dem, jeg i årenes løb har samarbejdet med i talrige udvalg, foreninger m.m. på Nørrebro. I er bare så kreative. Og for dem, der vil have mere historie. Meld jer ind i Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv eller klik på www.dengang.dk

• Og måske finder vi en sponsor, der er med på at lave en rigtig bog om området med fotos og det hele. Dette var bare mit lille bidrag som en hyldest til 10 års dagen for De Kulturelle Markedsdage.

Www.dengang.dk rummer over 100 artikler om det gamle Nørrebro. Her kan du også finde en liste over gamle Nørrebro – billeder og ca. 300 fotos af det gamle Nørrebro. Snart ligger der også fotos fra den gamle Nørrebropark. Du kan også der lige som her på siden læse om Nørrebro Handelsforenings spændene historie.
Skal dit firma eller din institution lave et arrangement kommer vi gerne ud til dig med et spændene foredrag.