I samarbejde med dengang.dk får du her historien om en af de blodigste kampe, der nogensinde er foregået på Nørrebro. Det var den 5. maj 1872. Militæret sad parat med skarpladte våben. Flåden var alarmeret. Arbejderne blev hugget ned med stave, knipler og sabler. Grundloven var sat ud af kraft. Politimester Crone havde sat sig et mål. Socialismen skulle bekæmpes med alle midler. Og han fik opbakning af justitsminister Krieger. Hvad og hvorfor skete det.
Kampen bredte sig
Kampene udviklede sig. Nørrebrogade, Fælledvej, Skt. Hans Torv, Tagensvej, Blegdamsvej, Fælleden, Blegdamsvej, Øster Allé, Trianglen, Strandvejen, Østerbrogade.Om aftenen fortsatte kampen inde i byen. Kampen krævede ingen dødsofre. Men det var nok snarere et held. Nørrebro har så sandelig i tidens løb været udsat for lidt af hvert.
En travl dag for politiinspektøren
Politiinspektør Clausen havde usædvanligt travlt den 5. maj 1872. Ifølge Etatsrådens ordre skulle han med sit mandskab forhindre afholdelse af en Folkeforsamling på Nørrefælled. Til at hjælpe sig havde han fået udkommanderet politiinspektør Petersen.
Etatsråd og politimester Crone havde forbudt afholdelse af mødet.
Husarer kom til hjælp
Politiet fik desuden god hjælp af en eskadron husarer under Ritmester Nørgaard.
Ved 15 – tiden overtog Oberst Castenskjold dog kommandoen. Det gjorde han også over en eskadron, som hørte under Husarregimentets Excercerskole fra Jægersborg Disse blev ind til oberstens kommando ledet af Ritmester Moltke.
Clausens styrke havde samlet sig i skolebygningen på hjørnet af Fælledvej og Sankt Hans Torv.
Myndighederne i stilling
Allerede klokken 14.30 havde en større menneskemængde taget opstilling på Blegdamsvejen. Derfor blev politiassistent Thorsen med sin deling beordret til at indtage deres stilling på Nørrefælled. Han skulle her forhindre at folk samledes.
Samtidig skulle han sørge for at færdslen på Blegdamsvejen ikke blev forhindret af pøbelen.
Det var i begyndelsen ikke noget problem med at udføre ordren. Mere og mere pøbel ankom. Så det kneb for politistyrken at holde orden. Men i begyndelsen hjalp det dog, at Ritmester Nørgaard kom med sine husarer. Men med ham kom en masse nysgerrige.
Ritmesteren fik derfor ordre til at gå i stilling i Myginds Gård i Nørreallé. Eskadronen fra Jægersborg havde taget stilling på Tagensvej. Efter ordre kunne de hurtig rykke frem mod Fælleden.
Politiassistent Rantzau blev bedt om, at tage stilling på Nørreallé. Her samledes også et stort antal mennesker. Rantzau skulle forhindre, at de gik ind på Fælleden.
Men det lykkedes ikke at holde folkemængden tilbage. Derfor blev husarerne kommanderet til at storme Fælleden. Man forsøgte at trænge pøblen tilbage til Østeralle.
Omtrent klokken 16 beordredes politiassistent Thorsen til med første deling at tage stilling på Fælleden, omtrent ud for midten af Blegdamsvejen.
Problemer ved Trianglen
Ved Trianglen blev tilstrømningen større og større. Politiinspektør Petersen afgik til politiassistent Thygesens stilling, ligesom en afdeling husarer afgik til Trianglen.
Herfra tiltvang sig flere og flere adgang til Fælleden. Og der blev observeret stenkast mod husarerne.
Clausen måtte nu bede oberst Castenskjold at sende en afdeling husarer mod Trianglen. Husarene forsøgte at sprede menneskemængden.
En større politistyrke blev kommanderet frem til Trianglen.
Clausens plan var allerede ved Trianglen at splitte forsamlingen. Han ønskede ikke, at forsamlingen skulle gå gennem Østerport og videre mod Amalienborg.
Nu havde ordensmagtet mistet tålmodigheden. Fælleden Skulle tømmes. Med løftet sabel gik husarerne i aktion.
Hele Østerallé og Blegdamsvejen mod Trianglen var nu sort af mennesker. Pøbelen, som politiet kaldte dem hujede og skreg, og der blev kastet masser af sten mod husarerne. Trods flere anmodninger om at gå hjem, blev husarerne og betjentene hånet.
En større politi – og husarstyrke tog nu opstilling på Trianglen for at forhindre pøbelen en adgang til Østerbro. Men det lykkedes dem, at finde vej til Strandvejen.
De sang og alt så fedelig ud. Men da husarerne og politiet igen viste sig, var det optakt til ballade.
Pøbelen blev jagtet
De 70 betjente var op mod en tusindtallig forsamling. Dertil kom et støre antal husarer. Staverne blev ny trukket og sammen med husarerne blev pøbelen nu jagtet ned af Blegdamsvej. Bag om kirken blev pøbelen jagtet ned til Sankt Hans Torv.
Klokken 18.30 kunne husarerne afmarchere. Men herunder skete der også angreb fra pøbelen. Med den brug af magt, der blev anvendt er det overraskende, at det ikke kostede menneskeliv.
Mange blev såret
Året efter fremkom justitsministeriets rapport om episoden. Det viste sig, at der til aktionen havde været 2 politiinspektører, 4 politiassistenter, 28 overbetjente og 107 almindelige betjente.
I rapporten blev det nævnt, at det var en tusindskare frakkeklædte personer, der havde trodset forbuddet.
74 husarer var blevet ramt af 143 stenkast. Fire husarer måtte omgående have lægehjælp, en var i livsfare. 23 betjente var blevet ramt. Af stenkast eller på anden måde lidt overlast.
Arbejderne påstod dog at de også kastede med hestepærer og snustobak mod hestene.
Kampen fortsatte
Efter at forsamlingen havde forladt Fælleden drog de ind mod byen, hvor de ødelagde gadelygter og vinduer. . Desuden kastede de med sten mod sporvogne, drosker og ind i huse.
På Gammeltorv samledes en større mængde. Men man gjorde ikke nogen forsøg på at befri de indsatte ledere, som de ellers havde truet med i dagens løb.
Hvor stor tabet havde været hos arbejderne blev ikke nævnt i rapporten.
Men hvordan kunne de komme så vidt?
Tænk – hvis arbejderne tog magten
Borgerne var bekymrede. Tænk hvis det samme skete i København som i Paris. Gennem 72 dage tilraner småborgere og væbnede arbejdere sig magten, indtil militæret fik sat en stopper for det.
Socialisten – et aggressivt talerør
I foråret 1871 udkom et lille hefte Socialisten. Dette hefte er med til at starte arbejderbevægelsens kamp for politisk indflydelse og faglig organisering. De mennesker, der startede dette hefte var natten inden Slaget på Fælleden blevet anholdt.
Og dette slag kunne have udviklet sig langt alvorligere. Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet lå mere militær parat, og i havnen lå flåden klar.
Efter blot få måneder havde bladet, der blev skrevet på Nørrebro, 3.000 abonnenter. Arbejderne havde fået et talerør – et aggressivt af slagsen.
Arbejderne var misunderlige medborgere
Der var anmeldt mere vold ind der stod i den politirapport som inspektør Clausen havde sendt til sin chef politimester Crone. Sang var blevet erstattet af råb og skrig, da husarerne slog løs. Rå vold, kamp og panik opstod.
Denne Crone var tidligere byfoged i Helsingør. Han havde stort overblik, beslutsomhed og handlekraft. Han betragtede den socialistiske bevægelse som et sammenrend af misunderlige medborgere, anarkister og forbrydere. Fra omkring 1871 til sin afgang i 1887 betragtede han kampen mod socialismen som sin vigtigste tjenestelige opgave.
Han mente, at meningen med forfatningen og de nye tolerante regler med Grundloven, ja så skulle bøtten ikke bare vendes.
Bogtrykkere blev truet
Crone vidste udmærket godt, at med de nye censurregler, kunne man ikke bare forbyde socialisternes nye talerør.
Ja så tog politimesteren i stedet en snak med diverse bogtrykkere og lagde pres på dem. Til sidst henlægges bladet så til en bogtrykker i Malmø, ind til dette også bliver forpurret. Derefter bliver det trykt på en håndpresse inde ved Vandkunsten. Sidste udgave af bladet bliver trykt i Hamborg – langt fra politimester Crones lange arm.
En masse forandringer var sket. Man havde fået jernbane og dampskibe. Politiske partier blev grundlagt. Men skellet mellem rig og fattig var blevet større. Demokratiet i Danmark var forholdsvis nyt. Det var de socialistiske ideer også.
Et møde mod undertrykkelse
Mødet på Fælleden skulle vise sammenhold og solidaritet med de københavnske murere, som stillede krav om nedsat arbejdstid.
Fattigdommen var enorm. Flere begik selvmord. De kunne ikke udholde håbløsheden. De elendige boligforhold øgede børnedødeligheden. Mange var flyttet ind fra landet og havde håbet på en god tilværelse i storbyen.
Man boede 8 – 10 mennesker i en et – eller to – værelses lejlighed. I gården stank det af døde dyr, afføring, urin og affald.
Kun 14 pct. havde stemmeret
200.000 mennesker boede der i København i 1871. Arbejdstiden var mellem 10 og 12 timer hver dag, seks dage om ugen. Børnene måtte også arbejde ved siden af, at de skulle i skole. Og der var ikke sundhedsmyndigheder, der tjekkede arbejdsmiljøet på fabrikkerne. Og dem, der fik fattighjælp blev umyndiggjort. De mistede retten over deres ejendele og mændene mistede deres stemmeret.
Ja i 1871 skulle man være mand og over 30 år for at få valgret. Men de 5 F'ere kunne ikke få stemmeret og det var
Fruentimmer, Folkehold(tjenestefolk), Fjolser, Forbrydere og fattige (dem, der havde fået og fik fattighjælp, og ikke havde betalt tilbage.)
Det betød faktisk at kun 14 pct. af den danske befolkning havde stemmeret.
Ja egentlig var kravene til valgret mere komplicerede. Derfor opgav mange arbejdere. Egentlig var demokratiet indført med Grundloven i 1848.
Politimesteren havde ansat stikkere
Og politiet var meget på stikkerne, da Socialistiske blade udkom. Hvem stod bag. Godt nok stod der, at det var en arbejder. Men det var tydeligt, at vedkommende, der stod bag, var veluddannet.
Man var bange for at de parisiske tilstande ville komme til København. Oprøret i Paris havde stået på i to måneder og kostet 30.000 voksne og børn livet.
I det omtalte blad opfordrede forfatteren arbejderne til at organisere sig i fagforeninger. Bladet krævede desuden en række forordninger, der skulle sikre mod elendige arbejds – og leveforhold.
Pios elev var en hvis Alberti
Efterhånden kom det frem, at manden bag Socialistiske Blade var Louis Pio, reserveofficer og ansat i Postvæsnet. Man kunne ikke kalde ham arbejder i almindelig forstand, men han var meget optaget af de socialistiske ideer.
Pio var også på et tidspunkt timelærer på Borgerdydskolen – i fysik og matematik. En af hans elever var selveste P. A. Alberti.
Bekymret over den socilistiske ideologi
Sammen med Poul Gerleff og Harald Brix havde han oprettet en dansk afdeling for den socialistiske arbejderforening Internationale. I løbet af kort tid havde foreningen fået 9.500 medlemmer.
Samtidig opstod der en strejkebølge i København. Og hvad var mere nærliggende at give skylden til Pio og Internationale. De borgerlige aviser kastede sig over Pio.
Politimester Crone var dyb bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til Justitsministeriet. Han beklagede Internationales påvirkning af befolkningen. Gennem stikkere og spioner holdt politimesteren sig orienteret. Der foregik næppe et arbejdermøde uden en stikker. Crone vidste alt.
En enkeltbillet til Brasilien
Crone betaler sågar en sporvognskonduktør til at forsøge at drage Pios hæderlighed i tvivl. Men mistanken rettes nu mod denne sporvognskonduktør Jacobsen. Efter at have været Crones hoved – stikker gennem fire måneder, følte han jorden brænde under sig. Crone svarer igen ved at give Jacobsen, hans kone og syv børn, ni enkeltbiletter til Brasilien.
En af de andre stikkere, Korn blev senere chef for Station 4 og avancerer til 3. politiinspektør og chef for sædelighedspolitiet. Han roder sig dog ud i noget større underslæb og skyder sig selv på domhuset i 1895.
Grundloven tilsidesættes
Murerne ville ikke mere finde sig i at arbejde fra kl. 6 til 19, seks dage om ugen. Den 3. april 1872 indledte de en strejke for at få forbedret deres situation. Ja, det var hele 1.200 murere og 800 arbejdsmænd der var i strejke. Maalet er fyldt sagde Pio. Og det var baggrunden for mødet på Fælleden den 5. maj 1872.
- Naar vore Modstandere paa Søndag ser halvtreds Tusinde frie og enige Arbejdere i én Falanks på Nørrefælled, vil de dog maaske endnu komme til besindelse, sådan udtrykte købmand Anton Mundberg, kredsformand i København det optimistisk.
Crone gik nærmest i panik. Med plakater på større virksomheder og overalt i byen bekendtgjorde han forbuddet mod mødet. Men havde han lovhjemmel til dette?
Mundberg gik ind for at rette sig efter politimesterens, mens Pio henviste til Grundloven.
Crone gik omgående til justitsministeren. Han ville have mødet forbudt og lederne fængslet. De følgende dage skete der en hektisk aktivitet mellem diverse ministre og politimesteren. Ville et forbud stride mod Grundloven? Havde lederne udført en ulovlig handling? Justitsminister Krieger var enig med Crone i at arrestere de tre ledere og forbyde mødet.
Lederne blev fængslet
Den 4. maj forbød myndighederne både mødet og Internationales fremtidige udendørsmøder. Pio var rasende. Han mente helt bestemt, at det var et angreb mod grundloven. Han opfordrede til at bryde loven. Men ved et møde sad spionen Kron og hørte på ledernes udtalelser. Det betød, at de alle tre blev arresteret. De blev ført til arresthuset på Nytorv . Først i foråret 1873 faldt dommen over de tre.
Sten, køller og brædder
Løbesedler med oplysninger om arrestationen blev uddelt. Arbejderne var rasende.
De var bestemt ikke ubevæbnet, da de mødte op på Fælleden. Foruden sten, medbragte de køller og brædder. Og slaget, der varede i tre timer var som tidligere omtalt særdeles blodigt.
Konsekvenserne var vidtrækkende.
Internationale blev forbudt. Myndighederne ønskede at svække organiseringen af arbejderne. Men en ny arbejderforening blev dannet. Fagforeninger blev dannet. Arbejderne lærte at fremføre argumenter, lytte, tage stilling og afgive deres stemme.
Hårde fængselsstraffe
Myndighederne havde ellers forsøgt at knække bevægelsen ved at tildele Pio, Gerleff og Brix hårde fængselsstraffe. Formanden blev dømt til fem års forbedringshus. Sekretæren og kassereren idømtes tre år hver.
Årene i fængslet tog hårdt på dem. For ikke at de skulle dø som martyrer valgte myndighederne at benåde dem i 1875.
Det var i forbindelse med Christian den Niendes fødselsdag. Pio besøgte Karl Marx og fortsatte sine ætsende og velformulerende angreb mod rigets borgerlige magthavere og myndigheder.
Men der var kommet nye leder i arbejderbevægelsen. Pio havde svært ved at finde sin plads. Han satte sig i gæld og frygtede for sit helbred. I januar 1877 indkasserede indkasserede han endnu en helbredsnedbrydende fængselsdom.
Denne gang på seks år og fem måneders forbedringshus.
Udvisning
Myndighederne gav 10.000 kr. til Pio og Gerleff mod at de aldrig mere skulle vise sig i Danmark. Den 23. marts 1877 tog de med damperen til USA. Dette blev af arbejderne betragtet som forræderi. Myndighederne havde opnået det, de ville.
Og Brix, ja han blev fængslet endnu en gang.
Situationen i arbejderbevægelsen var kritisk. Adskillige fagforeninger var i opløsning. En reorganisering var nødvendig.
I folketinget i 1884
I 1878 delte bevægelsen sig i en fagbevægelse og et politisk parti – Socialdemokratisk Forbund. I 1884 lykkedes det at få de første medlemmer i Folketinget. I 1924 fik man den første socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning.
I 1872 sad en handskemager fra Randers og indkaldt som soldat parat på Kastellet med skarpladt våben. Han var parat til at blive kommanderet i kamp og skyde på arbejderne. Han var så rystet over begivenhederne, at han senere meldte sig ind i Den Internationale Arbejderforening. I 1882 overtog denne Peter Christian Knudsen formandsposten i Socialdemokratiet.
Stor uenighed
Mellem 1887 og 1889 førtes der i Socialdemokratiet en debat om man skulle arbejde hen i mod demokratiske og sociale reformer eller om der skulle bygges på et revolutionært grundlag. Det blev den reformvenlige fløj, der vandt. De revolutionære blev ekskluderet af partiet.
Fængselsophold havde sat sine spor
Brix døde kun 40 år gammel, et halvt år efter sin løsladelse. Fængselsopholdet og uretfærdigheden havde sat sine spor. Af frygt for optøjer lod politimester Crone fjerne kisten med hans lig fra bopælen i Gothersgade. Dette afstedkom et protestmøde med 1.500 deltagere i arbejdernes forsamlingshus i Rømersgade og efterfølgende slagsmål mellem socialister og ordensmagten.
Hvis du vil vide mere om arbejderhistorie på Nørrebro, så gå ind på www.dengang.dk og Læs
- Alberti på Nørrebro
- Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
- Arbejderne på Nørrebro
- Begravelse på Assitents Kirkegaard 1887
- Byggespekulation på Nørrebro
- Industri og arbejdere på Nørrebro
- Kampen på Fælleden
- Louis Pio på Nørrebro
- Moral, etik, horeunger og fattighjælp
- Stauning på Nørrebro
|
