I samarbejde med www.dengang.dk beskriver vi i den første af en række artikler, hvordan forenings – og organisationsarbejde foregik dengang. Vi beskriver det gamle laugs – system, som så effektivt og magtfuldt, at selv Biskoppen følte sig truet. Brødrende havde mange forpligtelser over for hinanden. Men på en eller anden måde blev det hele reguleret og organiseret. Den solidaritet over for hinanden kan man godt savne i dag.
Biskoppen følte sig truet
Dengang var der masser af håndværks – og købmandsgilder i København. Kirken havde stor magt, og biskoppen forsøgte at begrænse gildernes magt. Allerede i Stadsretten fra 1294 finder vi følgende bestemmelse:
- Da man ikke alene skal afholde sig fra det Onde, men ogsaa undgaa Anledningen dertil, saa maa aldeles ingen af de Foreninger, som i Folkemaalet kaldes Gilde eller Hvirving holdes i Kjøbenhavn, hverken hemmeligt eller aabenbart, ej nogen som helst andre Samlinger, der paa nogen Maade kan omgaa denne Bestemmelse og træde i stedet for de omtalte Gilder eller Samkvem, og hvorved denne nyttige Bestemmelses Øjemed paa nogen Maade kan hindres, uden de Gilder, som Biskoppen indstifter med sin Kapitels Samtykke. Men den som overtræder denne Bestemmelse skal bøde 40 Mk., det halve til Biskoppen, det halve til Byens Kasse, eller ogsaa skal han af Vanære udjages af Byen og maa ikke vende tilbage. Den der med sit Vidende modtager ham i sit Hus, bøde 3 Mk.
Denne bestemmelse skabte et stort røre, ja man kan kalde det et oprør. For borgerne ville ikke overholde bestemmelserne. Resultatet blev, at biskoppen konfiskerede indtægter, ejendomme og andre værdier.
Skytsengel for hvert håndværk
Men nogle lav fik lov til at bestå. Biskoppen havde i 1275 stadfæstet Skræddernes og Overskærernes Lav(Laug).
De religiøse Gilder blev efterhånden Lavsgilder. Vognmændene i Skt. Knuds Gilde dannede i 1478 deres eget. Skt. Andreæ Gilde blev i 1515 omdannet til et Gilde for Tømmermændene. Men de bevarede dog deres religiøse karakter.
Ofte var det en skytsengel for hvert håndværk. Således var Skt. Eligius skytsengel for Guldsmedene. Men det kunne også være en tilfældighed, hvor man kunne henlægge gudstjenesten.
Bøder gik til alterlys
De bøder, man fik i lavene blev meget ofte omsat i voks til alterlys. De brændte for skytspatronens alter foran Laugets helgenbillede. På helgenes navnedag gik lavene i procession.
En håndværker var embedsmand
Fra middelalderen kaldtes et håndværk for et embede, og en håndværker for en embedsmand. Han ikke uden videre borgerret. I Tyskland måtte de kæmpe for at få det. Herhjemme har det ikke været samme problemer. Her har håndværkerne indtil handelstandens opkomst i det 15. århundrede haft samme rettigheder som almindelige borgere.
Oprindelig var beslægtede håndværkere samlet i et laug. Sådan var det med Pungmagere, Remsnidere, Bundtmagere og Skindere.
Hvert Laug havde en skraa
Hvert laug havde sin egen vedtægt. Den kaldtes Skraa. Mange af disse bar dog præg, at de var lovet af folk, der normalt ikke beskæftigede sig med sådanne ting.
Medlemmerne skulle være ”ærlige”
En betingelse for at blive optaget i de yngre laug, men ikke i de ældste, var at medlemmerne var ærlige. De måtte ikke være af Rakkerslægt. De skulle være ægte fødte. Inden for et år skulle de ofte ægte en hustru, og disse skulle være uberygtede.
Man skulle betale afgift, når man blev lærling, og når man blev mester.
Giftemål uden for laugene var i begyndelsen endnu ikke forbudt. Et ægteskab med mesters datter eller enke blev begunstiget af lauget.
Erik af Pommerns forordning
I 1422 udgav Erik af Pommern en forordning med følgende indhold:
- Alle Embedsmænd (håndværkere) bjerge og nære sig af deres Embede, saa som er at Borgere og Bymænd, de som ikke saadanne Embeder have, som herefter nævnes, de bjerge sig med deres Købmandskab og med deres Brygning og saadan Købmandshaantering. Bager bjerge sig af bagning, Suder af deres Skogerning, Smed af hans Smedegerning, Guldsmed af hans Embede, Skrædder af hans Embede, Kræmmer af sit Embede, Skinder af sit Embede og særdeles alle Embedsmænd, i hvad som helst Embede de have, at hver af dem bjerger sig af sit Embede. Dog saa om nogle af disse Embeder vilde vorde ens derom i nogen Købstad og fare uskellig med sin Haantering, enten med Brygning eller Bagning eller med Skogerning eller med nogle af disse forskrevne Embeder, da skulle Borgmestre og Raadmænd med Fogdens Hjælp granske det ud saa ofte, som det Behov gøres, saa at dette forskrevne jo skællingen holdes og tilgaar efter det, som Vor Herre under og sætter Tiden i Landet til.
Kongen bestemte således, at der skulle være særskilte laug for nævnte håndværk.
I Kristoffers Stadsret blev det påbudt, at oldermændene i laugene skulle indsættes af borgmestre og Raad. Han gav også øvrigheden fuldmagt til at ophæve de laug som synes at være unyttige og skade byen.
Mange Laug
I 1522 havde staden følgende laug. Her har vi forsøgt at opstille dem efter rangorden:
1. Bryggere
2. Guldsmede
3. Bagere
4. Smede
5. Skomagere
6. Skræddere
7. Remsnidere og Pungmagere
8. Kødmagere
9. Bartskærere
10. Bundtmagere og Skindere
11. Vognmænd
12. Dragere
Bryggerne har i 1422 været i laug med købmændene. Guldsmedene fik en tysk skrå i 1429 stadfæstet af kongen og dronningen og bekendtgjort for Høvedsmanden på slottet, Hr. Esge Brok og for borgmestre og Raad.
Mange retningslinier
Ingen svend måtte arbejde på egen regning uden mesterens vidne. Når en svend forsømte mesterens arbejde skulle oldermanden vælge to mestre til at undersøge arbejdet. Herefter skulle de træffe en afgørelse.
Ingen svend kunne blive mester, uden at han havde tjent et år i staden. Og sådan kunne vi blive ved. Der var retningslinier ned i mindste detalje. Havde man overtrådt disse vedtægter tre gange, skulle man rømme Staden.
Måtte ikke hælde øl på hinanden
Skraaen indeholdt også, hvordan mestrene skulle omgås indbyrdes. Der var selvfølelig forskelle i de forskellige laug. Her er et par eksempler fra Guldsmedenes laug. Mestre i Kompagni måtte ikke sidde og drikke med hinanden i kroer eller ølhuse. Bøder blev også udskrevet, når mestre skældte ud på hinanden eller slog hinanden på øret. Den, der slog Kniv mod den anden skulle bøde 1 lødig Mark. Den, der slog en anden et Bæger Øl i Hovedet, skulle bøde en Fjerdedel Mark lødig, men slog han det i hans skød, var bøden 4 Mark.
Den, der fratog en anden hans plads på Torvet skulle bøde en tønde Øl.
En enke skulle udvises samme ære som mester. Hun skulle ved død også følges til graven af Kompagniet.
Bagerne
Det synes ikke som om at bagerne i begyndelsen havde nogen laug. I Stadsretten fra 1294 blev det tilladt, at enhver bager kunne bage så ofte han ville.
Fra 1403 har der været et laug af mestre. Det blev stiftet til Skt. Kathrine. Hvert år, nemlig torsdag efter pinse og Skt. Knuds dag efter jul, skulle de lade holde Messe for Skt. Kathrines Alter i Frue Kirke.
Den broder, der ikke mødte og ofrede uden at have haft lovligt forfald, skulle give bøde. Ved indtrædelse i lauget skulle man give et Broderlys (alterlys).
Den Broder der blev fuld og spildte øl på den anden, skulle bøde. Man måtte ikke møde op med en lang kniv. Og der der spildte mere en håndsbredte øl på bordet, skulle bøde. Den, der fornærmede Oldermanden skulle bøde med en halv tynde øl.
De syge og fattige blev hjulpet
Hvis en broder blev syg skulle han have fire lybske Skilling fra Bøssen. Fik han det ikke bedre skulle han have yderligere fire Skilling.
Døde en broder, skulle de andre våge over ham om natten efter dødsfaldet. Om morgenen skulle de følge afdøde til kirken. De skulle alle ofre ved messen, og bringe afdøde til graven. Ingen måtte gå før afdøde var lagt i jorden.
Det var forbudt at følge barbenet til graven, eller være iført en Skjortesæk. Hvis en broder var død andetsteds skulle man afholde messe.
Brødrene måtte ikke tiltale hinanden i vred Hu med Ord, der rørte paa Rygte og Ære.
Smedende
Smedende fik stadfæstet deres Skraa i 1512. De var viet til Skt. Eligius. Lauget omfattede forskellige smede:
1. ”Sværdfegene”, hvis mesterstykke var et et ”Pasholteræsværd”, en ”Rytting” (dolk) og en kårde.
2. Kedelsmedene , der skulle fremstille em ”bryggerspand”, en ”bryggerkedel” og en ”sodekeddel” (suppekedel)
3. Grovsmedene, skulle smede en hestesko af tre ”Osmunder” (klumper af smedejern) en ”Bindeøkse” og et jerngreb.
Arbejdet skulle udføres i fire mestres nærværelse. Og ikke nok med det. Den kommende svend skulle traktere med seks Skilling øl og mad. Når så mesterprøven var godkendt, skulle han traktere sine brødre med en tønde øl og et fad fuldt af mad. Her skulle være en ost, et fad smør, og to ferske retter.
4. Klejnsmede, skulle under tilsyn smede et par sporer, en ”Spenrighel” og en stang til et ”bayersk bid” (til ridehest) eller et låseblad.
5. Knivsmede skulle smede blade til en ”Stegemetz” (dolk), en ”Weymetz” (jagtkniv) og en ”kvindekniv”.
Man måtte punge ud
Den nye mester skulle atter punge ud. I skraaen var det nøjagtig angivet, hvad han nu skulle punge ud med. Hver Broder skulle have:
- To hvedebrød, Et sigtebrød, Desuden skulle måltidet bestå af tre ”børster” skinker, fire retter med fersk mad, tre oste, tre fade smør, fire tønder dansk øl, og 12 nye bægere.
Dette Mesterøl skulle serveres senest 14 dage efter optagelse i lauget. Men det var ikke slut i nu med udgifterne. En svend skulle tre gange om året stille over for Oldermanden og sine Brødre. Her blev hans moral undersøgt. Man skulle finde ud af, om han stadig var værdig til at forblive i lauget.
Når en Broder sårede en anden Broder, skulle seks brødre fastsætte hans bøde til lauget. Hvis man derimod dræbte en Broder, blev han udstødt og kunne aldrig mere komme ind i lauget.
En mester, der fik en ny lærling, skulle give en tønde øl eller 12 Skilling. Ingen måtte tage nogen i arbejde, uden at der er aftalt en bestemt løn. Og ingen svend måtte sælge arbejde uden Oldermandens og alle Brødrenes tilladelse.
Fri drik til de fattige
En fattig Broder, som led nød måtte to gange om året søge lauget og drikke frit. Dog skulle han lige huske at spørge Oldermanden først.
To gange om året var det skiftedag. Det var til Mikkelsmesse og Påske. Kun på disse dage måtte en mester tage en andens svend i tjeneste.
Smedenes laugshus var i 1547 placeret på Gråbrødrenes grund.
Skomagerne fik 1509 en skraa af Kong Hans. Men lauget er betydelig ældre. I 1434 var Kanniken Hans Kortsen den, der læste sjælemesse i Frue Kirke for Skomagerlauget.
Ægte født og god rygte
Inden man kunne blive optaget i dette laug, skulle man bevise, at man var ægte født og havde et godt rygte. Man skulle have tjent to år i staden som svend.
Mesterstykket var et par gode støvler og tre par gode sko. Svenden skulle bede om optagelse tre gange.
Første gang skulle han give en tønde øl. Anden gang skulle han gøre sin Mestergerning og igen give en tønde øl. Tredje gang skulle han straks give 6 skilling til Laugshuset. Samtidig skulle han give fire tønder øl, brød og skinke. Desuden to mark voks (alterlys). Han skulle så længe, han var yngste mester beværte de andre.
En skomagersvend, der ville gifte sig med en uberygtet skomagerdatter, skulle have mere frihed end nogen andre. Men han skulle også give den bedste Igangskost.
Eksamen – hver lørdag
Hver lørdag skulle to mestre gå omkring til alle Gildebrødre og vurdere deres arbejde. Hvis de fandt noget som var daarligt gjort, havde de ret til at tage det med og fremvise det for alle Gildebrødre. Her kunne det så pålægges en bøde.
Hver mester måtte have to svende. Havde man tre, måtte man afgive den ene, såfremt en af Brødrene manglede en.
Kom der fremmede skomagere til byen og tilbød fodtøj på torvedage eller på andre tider, skulle Byfogeden, Skomagernes Oldermænd og Lensmænd have ret til at beslaglægge det, indtil de gav bøder til Byfogeden.
Ingen skomager i to miles afstand
Der måtte ikke bo skomagere i to miles afstand fra byen, som fremstillede støvler eller sko for bønder eller andre. Dog måtte de gerne arbejde for præster og adelsmænd.
Skrædderne
Skrædderne fik deres skraa i 1275. Lauget var helliget Trefoldigheden. Måske var lauget det somme, som i 1527 kaldes Guds Legemes Laug.
Skrædderne havde et meget anset embede, idet de havde fælles laug med Overskærerne. De blev senere kaldt Klædekræmmere. Men da kræmmerne som handlende hævede sig over håndværkerne, gik de ud af forbundet og sluttede sig sammen med andre købmænd.
Mesterstykket bestod i at skære et par Klæder, der skulle sys på Oldermandens bord. Også her skulle den forhåbentlig kommende svend betale for et betragteligt arrangement.
Ligesom i andre laug, måtte man ikke vædde, spille Hazard, slå terninger m.m.
Mesterstykket
Remsnidere og Pungmagere fremkom 3. april 1460 med en anmodning om en skraa på Rådhuset. De havde selv sammensat skraaen.
En Remsnider skulle som mesterstykke gære et Bidsel, fade Hovedlavet i fem Ringe med Forøl (den forreste rem) fadet i tre Ringe og lodde Dupper paa alle Knotte. Desuden fade en slet Hage og gøre et Spændebælte.
En Pungmager skulle skære et par dobbelte handsker og rede dem op med silke. Desuden skulle de fremstille en Ringepung og en Kvindepung.
Også her måtte man betale for beværtningen.
Indførte varer blev undersøgt
Oldermanden og Stolsbroderen skulle undersøge indførte varer. De skulle undersøges, om de var retfærdige. Var de ikke det skulle der bødes til Kongen og Staden.
Fire gange om året, blev der holdt stævne, og da skulle Oldermanden og Stolsbroderen bese hver Broders Gerning. Var varerne ikke udført korrekt måtte der bødes til lauget.
Når en dreng ville lære embedet skulle han give en tønde øl, et fad salt mad med brød til og en Mk. Voks til Messen.
En Broders søn skulle kun give den halve kost for at blive mester.
Kødmagerne skulle levere kød til biskoppen
Kødmagerne skulle i det 14. århundrede yde Biskoppen hver Søndag for 1 Sterling Kød hver. I 1443 fik kødmagerne i Dragør eneret til at stå med deres Kødmagerboder. Det var Kristoffer af Bayern, der gav dette privilegium.
Brødrene skulle dele
Indtil seks borgere måtte slå sig sammen og købe en ko af en bonde til egen Føde. En nabo måtte købe en lam til den halve pris.
Alle kødmagere måtte ride ud paa Landet og købe Øksner, Kør, Grise, Faar og Marsvin uden nogen Hinder, men opdagedes det, at man ikke købte til sit eget Vindues Behov, men til en Købmand eller anden Mand, skulde det være forbudt Gods.
Når det blev klaget over, at der blev solgt til for høje priser, skulle borgmestre og Raad sende en mand eller to til dem, når de huggede en Okse op, og undersøge, hvad de tog for det.
Kødmagernes skraa
Kødmagerne fik en skraa, der sandsynligvis er fra 1496.
- En Kødmager skulde være ægte og ret, saa at han kunde staa i Lov og Tov med hver Dannemand og skulde have en uberygtet Dannekvinde til Hustru.
Der måtte kun bo Kødmagere i de dertil bestemte gårde. Og så måtte der kun hænge kød i et vindue i hver gård.
Ved indtrædelse i lauget skulle man gøre kost med to tønder Vismarøl og fire tønder dansk øl, salt mad og fire ferske retter. Man skulle give et Bismerpund Voks og 1 lødig Mark.
Oldermanden skulle give orientering om, hvordan slagtning skulle foregå. Såfremt man ikke overholdt disse regler, vankede der bøder.
Ingen måtte råbe fra en andens vindue og sælge selvdødt dyr. Ingen måtte gøre en anden Forkøb paa Gaden eller ved Stranden. Når der var flere, der ville købe lam fra en vogn, måtte hver kun købe et.
Såfremt man købte flere okser og lam, skulle man spørge Laugsbrødrene, om de ville købe et. Når nogen ikke ville betale, kunne Oldermanden tillukke hans Vindue.
Flere måtte ikke slå sig sammen og i fællesskab på gaden tilbyde marsvineflæsk.
Viduet blev slået til
Når nogen løb vrede fra et stævne og ikke ville adlyde Oldermanden og hans Brødre, blev han udslettet af embedet og hans vindue blev slået til.
Han måtte for at genoptage sit embede gøre regnskab over for lauget. Hvor købmagerboderne lå, kan læses i artiklen Strøgets Historie.
Bartskærernes Skraa er ikke bevaret fra Middelalderen.
Skinder – embede
Bundtmagerne og Skinderne fik en Skraa af Kristoffer af Bayern. Lauget hed dengang Skinderembede. Skraaen blev stadfæstet af Kong Hans i 1495 for begge embeder.
Mesterstykket var en Kvinde – skindkjortel og en Suben (Mandstrøje?). De skulle fremstilles i Oldermandens værksted.
Lauget holdt gudstjeneste i Gråbrødrekloster. Det var således formentlig et Marie – Gilde.
Oldermanden skulle overdrage en broder nøglerne til lysene i kirken. Denne skulle så tænde lysene ved festlige lejligheder.
Ingen fremmede måtte blande sig
I 1515 stadfæstede Christian den Anden en ny skraa. Han gav tillige det privilegium, at herefter måtte ingen fremmed buntmager eller købmand offentlig på gaden eller i vindue tilbyde nyt skind.
Vognmændene
Vognmændene vedtog i 1478 en skraa, der i 1518 blev stadfæstet af borgmestre og raad. De havde udvalgt Skt. Peter til deres beskytter.
Vognmændene skulle efter omgang køre Kongens og Stadens ærinde mod en passende betaling. De skulle have vogne, der var lukket både foran og bagved. Der skulle kunne gå mindst tre tdr. på vognen.
De måtte ikke skære tørv på byens mark eller grave ler eller sand på steder, hvor de ikke havde tilladelse til det.
Oldermanden skulle hver fredag tilskikke så mange vognmænd som mulig i hver gade at bortføre det Møg, der la sammenstuvet paa Gaden.
Fragt – takster
Man havde fastsat en bestemt takst for kørslen:
- For et Læs Ler fik de to Hvid
- For et Læs Kakkelovns Ler 2 Sk.
- For et Læs Sten fra Teglladen 1Sk.
- Et Læs Brosand to Hvid
- Et Læs Mursand 2 Sk.
- Et Læs Kalk 4 Sk.
- Tre Tønder at age fra Stranden og op i Byen eller omvendt to Hvid
- Det samme fik man for et Læs ved og en Sæk Humle
- For et Læs tomme Tønder en Hvid
- For et Læs Tømmer to hvid
- For et Læs Flyttegods 1 Sk.
Vognmændenes Laugshus lå på Kultorvet.
Dragerne
Dragernes Skraa er ikke bevaret fra Middelalderen. I en stor handelsby må der have været mange af dem. Deres oldermand nævnes i 1525.
Tømmermændenes skraa
Tømmermændenes Laug har indtaget en meget lav rang. Deres laug havde bestået i længere tid som Skt. Andreæ Gilde. Det vides, at de i 1515 fik Magistratens og Byfogedens samtykke til en skraa.
Der er ikke kendskab til at man skulle begå et mesterstykke. Enhver mand eller svend som var tilstede i staden kunne inden for seks uger blive Broder i Skt. Andreæ Gilde.
Oldermanden og Stolsbrødrene skulle følge ham på Rådhuset om med ed bevidne, at han kunne gøre fyldest i embedet. Dernæst skulle han give en tønde øl og 1 Mk. Voks til Sankt Andreæ Gilde.
Flere gilder
I Jordebogen fra ca. 1380 nævnes at der omkring Gammeltorv var tre grunde, som tilhørte Skt. Mariæ Gilde, Helligaands Gilde og Skt. Peders Gilde. Desuden nævnes Skt. Nicolaj Gilde med en grund, hvis beliggenhed ikke kan stadfæstes.
Skt. Knuds Gilde var ikke dannet af bestemte håndværk. Skt. Eriks Gilde nævnes i 1513. De havde en grund i Kattesund. I 1538 skænkede Christian den Tredje dette gildes ejendomme til Helligånds – Hospitalet.
Skt. Antonii Gilde nævnes i 1521. Dette gilde bestod af gejstlige og verdslige. Ja selv kvinder kunne optages i dette gilde.
Flere laugs – artikler følger
Hermed slutter vores første artikel om laug – og gilde i det gamle København, men vi er langt fra færdige.
Du kan også her på siden følge Nørrebro Handelsforenings historie, som næsten er ført helt op til nutiden. I den serie kommer snart Historien om en Indkøbsordning, som Kommunen ødelagde.
Flere andre artikler om det gamle Nørrebro kan du finde på www.dengang.dk |
