Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Bliver unge udnyttet i dansk detailhandel?

Medier og fagbevægelse udnævner nærmest dele af detailhandlen til at være et gråt marked for unges rettigheder. Hver tredje unge har et fritidsjob. HK har fokus på området. De unge og deres forældre kender ikke rettighederne. Der er eksempler på ”slavekontrakt” med bod på 250.000 kr. Arbejdsgiver beskylder offentlig ansatte for at være doven. Er problematikken sat på spidsen for at sælge aviser?

Står det så slemt til?
Et par uheldige arbejdsgivere har været ude med nogle meget uheldige udmeldinger. Det vender vi tilbage til her i artiklen. Straks får det dele af medierne og fagbevægelsen til at erklære at de unge bliver udnyttet i detailhandelen. Står det virkelig så slemt til?

Kun 12 pct. får løn under sygdom
LO mener, at næsten hver tredje af de unge mellem 13 år og 17 år ikke har en ansættelseskontrakt. Kun 12 pct. får løn under sygdom, og kun fire ud af ti får tillæg i weekenden.
Løn under sygdom skal man have, når man har været ansat i otte uger og arbejdet mindst 74 timer.
Næsten hver femte unge under 18 år arbejder efter kl. 20, hvilket er ulovligt.

Hver tredje har fritidsarbejde
Disse tal baserer sig på en undersøgelse af børn og unge i alderen 13 – 17 år foretaget af Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet.
LO mener, at hver tredje af samtlige unge mellem 13 år og 17 år har et fritidsarbejde. De arbejder mellem 6 og 20 timer om ugen samtidig med at de går i skole.

DA: Ikke store problemer
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener ikke at problemet er så stort. De påpeger at unge gennemsnitlig skal arbejde otte timer om ugen i en måned før de skal have ansættelsesbevis.

Bøde på 250.000 kr.
Man kan selvfølgelig ikke byde de unge et vagtskema efter forgodtbefindende. Og et tavshedsklausul med en bod på en kvart million kroner er helt hen i vejret. De unge er ikke engang myndige, så hvordan kan en advokat godkende et sådant stykke papir. Aftaleloven siger heldigvis at en aftale kan tilsidesættes, hvis den er urimelig.

De står bare og snakker
En arbejdsgiver der kalder sine ansatte for wannabe reality – tv – stars, og påstå, at de kun arbejder i smarte in – butikker, fordi det er simpelthen så smart og uha så fedt det hele, er ikke sin opgave voksen. 

  • Flere af dem gider ikke lave noget – når man kommer, står der bare tre piger og snakker.

Til Politiken udtalte direktøren for firmaet, at alle, der havde arbejdet i firmaet blev behandlet ordentlig og ingen var blevet mishandlet.

Ja sådan lød det for et stykke tid siden fra Agnes Cupcakes.

Tal dog med de ansatte – på tomandshånd
Sådanne udtalelser burde holdes for sig selv. Det er arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Derfor bør utilfredshed med enkelte unges arbejdsindsats diskuteres med de unge på tomandshånd. At udtrykke mistillid til sine egne medarbejder, får kunder til at spørge om direktøren er i stand til at lede og fordele arbejdet.

Skulle lyve om gamle kager
Det er da bestemt heller ikke godt for arbejdsmiljøet. At et miljø er snobbet og arrogant er bestemt heller ikke rart. Hvis man ikke kan ændre disse forhold, må man sige fra over for det.

Og det er da bestemt heller ikke rart, hvis tidligere medarbejdere udtaler, at man skulle lyve om gamle kager, der trods alt koster 25 kr. stykket.

Store ambitioner
Hele virakken har skadet firmaet, der har ambitiøse planer om at åbne filialer over hele Europa i de kommende år. Firmaet har ca. 15 varianter af disse cupcakes, der bliver pakket ind i meget flot indpakning. Man har planer om at åbne 55 butikker verden over.

Og andre har luret ideen om disse cupcakes. Vi fandt således nogle i Blågårdsgade.

En undskyldning fra direktøren
Langt om længe er det efter kritik fra kunderne også kommet en undskyldning fra direktøren til de ansatte, og truslen om en bøde på 250.000 kr. er trukket tilbage.

Et andet firma kom for kort siden i mediernes søgelys, og det var Joe & Juice. De reagerede klogt på kritikken og tegnede overenskomst med fagbevægelsen.

Er der et gråt marked?
Når sager som disse kommer i mediernes søgelys, ja så tegner der sig et gråt marked, hvor de unge ikke har nogen som helst rettigheder. Er det virkelig sådan inde for cafeer, restauranter og butikker? Udnytter grådige arbejdsgivere ufaglærte medarbejdere, der ikke organiserer sig?

Ordet Slavekontrakter er nævnt.

Der skal sælges aviser
Nu skal der sælges aviser, så det er altid godt at sætte en sag på spidsen, så en historie kan vække forargelse. Tingene bliver blæst mere op end tidligere. Konkurrencen på medieområdet er voksende. Men det undskylder jo selvfølgelig ikke, at man taler nedsættende om sine ansatte i fuld offentlighed.

De fleste arbejdsgivere sætter pris på de unges arbejdskraft og har sat sig ind i reglerne.
Hvis ikke må forældrene til de unge påtage sig det ansvar, at sætte sig ind i de unges rettigheder.

HK har fokus på området
Til epn.dk siger, Jørgen Hoppe, formand i HK Handel: 

  • Vi skal gøre en ekstra indsats for at få alle indenfor denne branche overenskomstdækket. Og vi skal ikke mindst gøre en ekstraordinær indsats for de unge, der kommer ind i detailhandlen bliver organiseret og kender deres rettigheder.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16