Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Tog – på afveje

DSB laver analyser af politikere. De betaler åbenbart for at lukke munden på en kritisk journalist. Og så søger de indflydelse via en fiktiv klima – forening. De har næsten en milliard kroner i underskud på salgsvognene i underskud. Moral og etik er måske en mangelvare. Og hvad med forretningsmoral? Driften kører fin og DSB har stigende passagerer, men underskuddet vokser. Der trænger til en omgang med kosten på ledergangen.

Den kollektive trafik
Der ofres oceaner af penge til den kollektive trafik. Fint, for her kan der spares på miljøet, og det er godt for samfundet. Men det så sandelig ikke godt for samfundet, hvis dem, der skal styre den kollektive trafik, ikke kan. Det er ikke noget at sige til, at billetpriserne stiger, og ruter tages ud, eller rationaliseres væk. I en række artikler her på siden, har vi beskæftiget os med den kollektive trafik. Nævner man de to ord på Nørrebro er det ikke alle detailhandlere, der er lige begejstret. For bussen skal frem og privat bilismen skal væk ligesom den nødvendige trafik (erhvervskørsel).

Vi har også her på siden beskæftiget os med Metroen på Nørrebro – set både fra Metroselskabets side og fra naboer til byggepladsen. Men denne gang, skal vi atter engang vende blikket mod DSB.

Moral og etik
Det kan i den grad undre, hvordan et statsstøttet selskab på den måde kan lide af manglende lederskab, samtidig med at moral og etik åbenbart ikke er noget, man bruger i etaten. Vi har allerede beskrevet en del sager, men der ligger åbenbart flere lig i lasten. Kan koncernen blive ved med at køre på økonomisk frihjul?

Hvor er Rigsrevisionen?
Man kan ligeledes undre sig over, at der i en offentlig koncern kan være så stor mangel på forretningsforståelse og forretningsetik, som i DSB. Mon ikke der i chefgangene hos DSB skal foretages en kæmpe oprydnings – og rengøringsopgave. I den grad har virksomheden et problem med at anvende skatteborgernes penge. Der er også problemer med magtfordrejning. Men hvor er Rigsrevisionen?

Der skal gang i fejekosten
DSB har ageret med uhørt arrogance. Alt tyder på, at informationsafdelingen i DSB nærmest har ageret som spindoktor. Kan en statsejet virksomhed på den måde manipulere? Det er som om, at DSB dækker over sig selv. Tilliden til koncernen er dalende. For hvem vil påtage sig ansvaret? En langt bedre styring, skal det til. Og så skal det vel også gang i fejekosten.

Driften er dyr
DSB bruger kolossal mange penge på driften. Pr. kørt kilometer bruger koncernen 166 kr. S – togene er bare fire kr. billigere, mens Arriva kun bruger 51 kr. pr. kilometer.
Spørgsmålet er, om DSB er overadministreret. Alt tyder på, at der er strækninger, der ikke er rentable. Disse strækninger burde man måske overlade til dem, der kan få det til at løbe rundt.

I øvrigt ejes Arriva af Deutsche Bahn, og dermed den tyske stat.

Selve driften i DSB har i 2012 været positiv. Flere og flere bruger DSB. Men gamle lig i lasten belaster fortsat koncernen.

En kritisk journalist fik lukket munden
DSB har betalt Waterfront for at holde en journalist beskæftiget, så han ikke kunne skrive kritisk om den statsejede virksomhed. Journalisten havde gjort det til sit speciale at dukke ned i DSB`s skandaler.
I to år løste han opgaver for Waterfronts kunder, men reelt var han aflønnet af DSB. Og han skulle angiveligt have fået en månedsløn på 35.000 kr. - reelt betalt af DSB. Det virker meget overraskende, at en offentlig virksomhed agerer på den måde.
Og ikke nok med det. I strid med persondataloven spredte man rygter om journalistens sygdom.

Klimanetværk
DSB har gennem deres samarbejde med Waterfront været yderst kreativ. Man har forsøgt at påvirke politikerne på Christiansborg under dække af et klimanetværk, tilsyneladende betalt af DSB. Man fortalte bare aldrig de involverede personer , at det såkaldte Copenhagen Climate Network var med DSB – støtte. Det vil sige, at det kendte klimanetværk var et hemmeligt lobbyredskab for DSB.

Politikere taget ved næsen
Det er i den grad uetisk, at flere politikere er blevet taget ved næsen. Og det er en skærpende omstændighed, at det er en statslig organisation, der står bag.
Flere kendte politikere har gennem årene været formænd for netværkets bestyrelse uden at ane, at netværket har været platform for DSB.
Politikernes navne har været brugt til at legitimere produktet. Denne lobbyvirksomhed er åbenbart foregået over flere år, som DSB har bekostet med adskillige millioner af kroner.

Analyse af politikere
DSB har åbenbart også betalt for at få lavet politiske profiler af danske toppolitikere med det formål at få dem omvendt til at have en positiv attitude over for koncernen. I en profil over den politiske ordfører for Socialdemokraterne, Mogens Heunicke lyder det for eksempel: 

  • Magnus Heunicke passer sit fagudvalg, men har formentlig ikke ministerpotentiale. Han mangler arbejdsevnen og brutaliteten, som er fornøden.

Salgsvogne med millionunderskud
Salgsvogne i DSB´s tog har på ni år oparbejdet et underskud på næsten en milliard kroner. Det er svineri med skatteborgernes penge, at det ikke har været bedre købmandskab bag driften. Selskabet har ikke været særlig omkostningsbevidst.
Der skulle for længst have været ryddet op. Hvis DSB havde været et privat firma, havde ordningen med salgsvognene for længst være blevet lukket.

Fra DSB lyder det, at man har skåret ned i antallet af ansatte og overvejer at opgive salgsvognene. Alt imens vokser underskuddet. Det virker grotesk, at man ikke har handlet før, når man betænker at det årlige underskud har været mellem 86 mio. og 115 mio. kr.

475.000 i årsløn for at sælge kaffe
At togpersonalet så får 475.000 kr. for at sælge dårlig kaffe og sandwich i DSB – togene har været kendt. Og ledelsen beskylder personale – lønningerne for at være årsag til de store underskud. Men hvorfor har man så ikke ageret tidligere? Måske hænger sagen sammen med de igangværende overenskomstforhandlinger.

Jernbaneforbund afviser store lønninger
Som vi har sagt tidligere, så har Jernbaneforbundet været god for DSB – personalet. Således ligger lønniveauet 50 pct. over tilsvarende offentlig ansatte personalegrupper. Således er en lokomotivførers årsløn ca. 525.000 kr.
Men hos Dansk Jernbaneforbund afviser man, at der er så høje lønninger i DSB. De henviser til at en togfører begynder med 24.000 om måneden. Efter 15 års anciennitet stiger lønnen til 32.000 kr.

DSB har i dag en samlet gæld på 17,55 milliarder kr.

Det svenske eventyr koster penge
Og glemt er også i dag, at det svenske eventyr har kostet 695 millioner kroner. Og DSB´s nuværende aktiviteter i Sverige giver fortsat underskud.

Mundkurv til personalet
Alle medarbejdere i DSB har nærmest fået påbud om, at de skal holde deres mund. Man må ikke udtale sig på en måde, der ikke kan svække kundernes forretningsforbindelser eller offentlighedens tillid til DSB.

Fare for DSB
EU – kommissionen lægger op til en omfattende liberalisering af togdriften. Fra 2019 skal EU – landene åbne for private aktører på skinnenettet. Udmeldingen fra EU går stik imod regeringens ønsker. Transportministeren er skeptisk, men Venstre er henrykte. I Vestjylland sparer Arriva skatteyderne for mange penge.

Der er masser af artikler om trafik på www.norrebro.dk. Her nævnes kun et par stykker: 

  • Infrastrukturen skal forbedres (2007) 
  • Er kollektiv trafik et alternativ? (2009) 
  • Stakkels Pendlere (2011) 
  • Hvad med Pendlerne(2011) 
  • Koks i den kollektive (2011) 
  • DSB – ikke på skinner (2013)

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16