Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Lersø Bøller – den Anden

I samarbejde med www.dengang.dk bringer vi anden del af det glade liv ude i Lersøen. Storm P. blev inspireret af aller originaler, bøller og bisser herude.
Lersø – bøllerne gik på rov i Gormsgade, Dagmarsgade og Ægirsgade. De tog også lige et smut til Søborghus på vej ud til Dyrehaven. Vi skal møde Knokkeldrengen, Musen, Spiritus, Gloøje, Lange – Herman, Kno – Anders og alle de andre. Kun en betjent vovede sig ind i Lersøen, og det var Bølle – Jørgen. Ham havde de respekt for. Politiinspektør fik dog den ide, at sende hunde ind og ryddede dermed Lersøen for bøller og bisser. Karen Spidsmus døde først som 80 – årig.

Svær at holde styr på
Det var svært for ordensmagten at få styr på Lersø – bisserne. I 1901 var det Station 8 på Lyngbygade (nu Hillerødgade) der skulle holde styr på dem.

Lersø – slaget
Et stort slag mellem Lersø – bisserne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Egentlig var det ikke tale om et slag, men snarere et brutalt overfald på en politimand, som de næsten slog ihjel. Men i folkemunde bliver episoden kaldt for Lersø – slaget.

Provianten slap op
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev Spiritus uvenner med en arbejdsmand som han i den anledning gav en skalle. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade og stjal øl og cigarer.
Tyvekosterne sad de og nød på en mark ved Ægirsgade. Da provianten slap op brød de ind hos en anden købmand i gaden og forsynede sig.

Men snart slap også den proviant op. Flere indbrud fulgte på deres vej. De gik ad Lersøvejen og overfaldt vagten på kloakanlægget.

Søborghus Kro
Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede om morgenen Søborghus Kro. Har brød de ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom på tværs. Han fik prygl og flygtede.

Dyrehaven
De tog nu vejen til Dyrehaven, hvor de om natten brød ind i Bakkens Hvile og stjal mad og spiritus, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus.
Nogle af dem blev her i flere dage, mens andre søgte flere steder hen for at stjæle til livets ophold.

Anholdt på Østerfælled
I spredt flok gik det nu atter mod hovedstaden. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød diverse spise – og drikkevarer, som de havde stjålet hos en købmand i Kildevældsgade.

Deres tilståelser var nogenlunde i overensstemmelse med politiets fremstilling. Politiet havde efterhånden anholdt dem alle med undtagelse af Ferdinand Eriksen.

Mange bisser
Flokken bestod af Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøjet, Lange – Herman og mange andre.
Det var næsten et erhverv at være Lersø – bølle eller bisse.

Kæmpe område
Lersøen lå dengang lidt nordvest for København. På grænsen mellem København og Utterslev Mark. Det var herude, hvor ærligheden hører op.
Lersøen strakte sig fra den nuværende Højbanen, Harreskovbanen, Godsbanegården, Bispebjerg Hospital og videre mod Østerbro.

Fred og ingen fare
Midt ud i dette vildnis boede Lersø – bøllerne i primitive huler. Her var fred og ingen fare, for ikke engang politiet turde vove sig derud i den daglige tjeneste.
Jo, der var en betjent, der turde. Han var så stærk, at han kunne klare hver eneste af dem. Ham kaldte de Bølle – Jørgen, og ham havde de respekt for.

Lersø – ballader
Lersø – bøllerne havde det hyggeligt ude i pilene. Hulerne blev møbleret af effekter fra lossepladsen Mamrelund. Der var en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser om deres bedrifter på landjorden, bl.a. Lersø – ballader:

Den vise jeg synger, den er ej på mode
den handler om de helte, der slog Ørsted til jord
Nu sidder vi alle bag lås og bag slå
og det længe vil var' før vi friheden vil få
Tingving valli valliving

Og det var en aften, vi skulle ud på livet
vi var noget fulde, og folk fik på snuden
den første vi traf på vor ensomme vej
er nattevagt der var os en storslået galaj
Tingving valli valliving

Vi spurgte ham om han en spids kunne give
for tørstig vi var, og vi skulle ud på livet
dertil svared' det ville han ej
og vi havde bare at skrubbe vor vej
Tingving valli valliving

Men så fik han skaller og det efter noder
det var nogle af Glorias goder
en tog hans stok, han hamrede hans hud
stodderen råbte: Oh hjælp mig dog Gud
Tingving valli valliving

Et digt om rov
Musen blev sammen med Gloøje taget i Kildevældsgade, da de var ude på rov. Da panserne kom, blev det sgu sjov, hed det i beretningerne:

Der stod vi med brysterne fulde af varer,
og lommerne fyldte finde cigarer.
Da panserne rykkede nærmere frem
så smed vi sardiner i hovedet på dem.
Så blev vi bastet og bundet.
Om varerne sagde vi, at dem havde vi fundet.
Så kom vi alle på Vester en tur
Og nu sidder vi her bag fængslets mur

Flugt til Århus
Lersø – slaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro. Men det satte noget i gang.
Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen var flygtet sammen med Karen Spidsmus. De havde taget damperen til Århus. Her boede de et halv års tid, men blev snuppet af politiet.

Det var ikke noget for dem. Allerede første nat lavede Ferdinand alle tiders forsvindingsnummer. Det var den historie, som vi skrev om i første del.

Et stort revue – nummer
Skuespiller Frederik Jensens store vise i 1902 lød således:

Den lille Karen Spidsmus
sad i arrest og lærte i sin kattekissemus
og tænkte på sin ferdinand
Lersøbøllen Ferdinand
og så kom han midt om natten
bankede på nok så galant

Skønjomfru – luk op
udenfor står din ven
det er de lyse nætters tid
jeg ved, du elsker dem
Hun var der, det var kun et øjebliks værk
hvor Ferdinand i skjorte, Karen Spids i særk
gik glade ud i kulden
i kulden
i kulden
men fængslet lå i hullen
og så sødt

Karen Spidsmus blev 80 år
Lersøbøllen Ferdinand døde i 1919. Karen Spidsmus levede til hun blev 80 år. I de senere år blev hun noget apatisk og blev en original.

Hunde fordrev bøllerne
Efter nogle års strid med Lersø – bøllerne blev det politiet for meget. Daværende politiinspektør Mellerup fik anskaffet nogle politihunde som man tog med ud til bøllerne. Det gav store resultater. Hundene var ikke bange for bisserne. Der blev uddelt mange bidesår.

Dette gentog sig flere gange. Efterhånden fortrak bøllerne sig til andre græsgange.
Lersøen gennemgik store forandringer. Der blev ryddet op og efterhånden nåede civilisationen herud.

Befriet og anholdt
Beboere i Utterslev Mark mærkede ikke noget til bøllerne. De var fredet.
Engang brød bøllerne ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalet og tog kammeraten med.
Men indbryderne blev kort tid efter anholdt.

Læs også Lersø Bøller – Første del , her på www.norrebro.dk

Kilde: Se 

  • Litteratur Nørrebro (se www.dengang.dk )

Hvis du vil vide mere om: Lersøen og Lersø – bøllerne på www.dengang.dk

  • Omkring Skt. Hans Plads 
  • Latriner og kloaker på Nørrebro 
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro 
  • Nørrebro og Omegn 
  • Nørrebros Gader A – Å 
  • Fra det gamle Østerbro (under Østerbro) 
  • Flere steder på Østerbro (under Østerbro) 
  • Gader og veje på Østerbro (under Østerbro)

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16