I samarbejde med www.dengang.dk bringer vi denne artikel. Egentlig var det tre steder på Nørrebro, hvor de fattige blev anbragt. Lige som i dag blev de fattige inddelt i to kategorier – de værdige og de uværdige. Også lige som i dag sagde man, at fattigdom var selvforskyldt. Fattigdomsydelse skulle betales tilbage, og man mistede sin stemmeret. Den fik de først tilbage i 1961. I dag har der også været tanker fremme, at dem der ikke bidrager til samfundet, skulle miste stemmeretten. Jo den gang var fattigdom en forbrydelse. Med disciplin, hårdhed og tvangsarbejde skulle den kureres. De værdige, der havde en undskyldning havde dog ikke tremmer og pigtråd for vinduet.
Ikke kun ”en fattiggård”
Ja egentlig forbinder man Fattiggården på Nørrebro med Ladegården, men egentlig er det ikke helt rigtig. Vi skal vel også lige have Almindeligt Hospital og Johannes – stiftelsen med som til dels lå på Østerbro.
Ligheder til i dag
Og egentlig er der ligheder til den måde vi i dag behandler de fattige og dem, der får offentlig ydelser. Lige som dengang, er opfattelsen i store dele af befolkningen, at det er selvforskyldt.
Dovenskab og fattigdom skulle kureres gennem opdragelse og tvangsarbejde. Lemmerne fik ikke dagpenge eller bistandshjælp dengang. Som det vil ses ud af artiklen blev de inddelt i to kategorier værdige og uværdige, næsten lige som i dag.
Forfaldne Subjekter
Dengang handlede det om dem, der havde en undskyldning og dem, der ikke havde. De uværdige var
- Arbeidsdygtige, men dovne og forfaldne Subjekter
De skulle blive bedre samfundborgere med Alvor og Bestemthed.
Hos de værdige var der ingen tremmer for vinduet. Men det var stadig skamfuldt, for de kunne risikere, at skulle være sammen med sprittere, betlere og småkriminelle.
Fattigdom blev betragtet som forbrydelse
Det var en umyndiggørelse at modtage fattighjælp. Mange forsøgte at undgå det. Grundloven af 1849 fastslog at modtagere af fattighjælp ikke kunne stemme, og man kunne heller ikke selv blive valgt. De kunne heller ikke bare blive gift med hvem man ville. Man skulle pænt sende en ansøgning. Og så håbe på, at den udkårne kunne accepteres. Og hjælpen skulle tilbagebetales. Nogle steder over i Jylland så man dog bort fra det. Man ydede et tilskud ti, at man kunne udrejse til Amerika. Det var billigere for kommunen.
Fattigdom blev betragtet som en forbrydelse fra sidst i 1800 – tallet. Ja det gjorde den faktisk helt op til vores tid.
De tidligere uværdige fattige fik først stemme – og gifteretten tilbage i 1961. Først her blev pigtråden revet ned. Gennem mere end 100 år var denne skelen mellem værdige og uværdige dominerende i dansk sociallovgivning. Den er der stadig, og faktisk blevet forstærket gennem de nye reformer.
Nye forslag
Det er ikke længe siden, at borgerligere politikere har talt for, at dem der ikke bidrager til samfundet skal have frataget retten til at stemme.
Og egentlig så appellerede Dovne Robert jo kun for, at han kun ville påtage sig meningsfuldt arbejde. Men det accepters ikke i dag. Når man skal have offentlig ydelse har man at påtage sig alt arbejde.
Kostehæren
Man havde dengang en angst for at ende på Ladegården. Og mon ikke den tanke strejfede mange, når man så lemmerne på vej mod byen med deres koste.
For de frelste, var det stedet, hvor man selvforskyldt var kommet hen, blandt andet fordi man ikke kunne lade flasken stå.
Dengang var det også inden for Forsørgelsesvæsnet en rangordning. Det var blandt andet dem, som havde modtaget fattighjælp i deres hjem, og dem der måtte anbringes på en af de tre kommunale forsørgelsesanstalter, Skt. Johannes Stiftelsen, Almindeligt Hospital og Ladegården.
Klaus Bondam havde tanker fremme, at denne kostehær skulle genoplives, og under mottoet Nyttejob er lortejob, skal kontanthjælpsmodtagere i Roskilde i dag fjerne hundelorte.
Druk og dovenskab
Almindeligt Hospital modtog kun dem, der ikke kunne arbejde. De to andre modtog dem, der kunne arbejde. På Ladegården huses dem, som havde været indlagt, eller hvis elendighed er delvis selvforskyldt på grund af druk eller dovenskab. Ja sådan sagde man, dengang. Men det er nok ikke den fulde sandhed.
Og det at gå med kosten blev ikke altid opfattet som en fornedrelse.
Ladegårdens vogn var fuld
Hver dag kørte Ladegårdens Vogn op til Politikammeret for at hente dagens høst. Så godt som aldrig kørte den tom tilbage. Undertiden løb passagerantallet op i en halv snes stykker eller derover. Og ofte var det gengangere imellem.
Det første, der så skete var en tur til Badeafdelingen. Her gennemgik man en ikke altid velkommen renselsesproces, mens klæderne passerede desinfektions – ovnen.
Som en herregård
Man skulle jo næsten ikke tro det. Stedet havde en fortid som kongelig avlsgård, indrettet til ladegård for hofholdningen af selveste Christian den Fjerde.
Det var dengang, at gården havde et jordareal, der dækkede det meste af det nuværende Frederiksberg.
Hverken senere ildebrande eller gårdens benyttelse først som pesthus, derefter som straffeanstalt, som sindssygeanstalt og endelig som Tvangs – og Arbejderanstalt har kunnet udslette fordums adelspræg.
Det mindede om en gammel herregård. Inspektør - boligen med den smukke have og den lille sø med svanerne kunne godt passes ind i en strandvejs - villa dengang.
Men også de bygninger, der hussede lemmerne så ud til, at man kunne få lyst til at slå sig til ro.
Og mindst en gang om ugen tog lemmerne sig et varmt bad. Det vil sige, at det var en frivillig sag. Men en gang imellem kunne det ikke lade sig gøre, for ofte var vandledningen til reparation.
Et varmt bad
Jo det var sandelig en forandring, for den person, der første gang stiftede bekendtskab med Ladegården. Det kunne være den hjemløse vagabond, manden fra Fælleden, den fordrukne stamgæst.
Måske var han hjemsøgt af utøj og mærket af kløe. Han var vat til at sove på nogle skidne klude i et logihus eller under åben himmel på Fælleden. Nu blev han lagt i en god seng. Hans vigtigste næringsmiddel havde været brændevinen og så ellers brødskorpe, en sild eller noget halvfordærvet kød.
Nu fik man mad
Nu fik man jævnligt mad. Om morgenen varmt øl, til aften Bygvandgrød med sødt øl, og så ellers i løbet af dagen 1 ¼ pund Rugbrød og 6 kvint margarine. Og endelig hver dag ved ellevetiden skulle man stille med to blikskåle, en dyb og en flad, og få den ene opfyldt med henholdsvis søbemad, som vælling, grød, grynsuppe ærter m.m. Den anden blev fyldt op med Eftermad, der kunne bestå af ragout, klipfisk eller flæsk.
Tvunget til arbejde
Men så var man også tvunget til at arbejde regelmæssigt. Han blev sat til at slå skærver på den store stenplads, eller han blev anbragt i Kryolitværkstedet. Måske havde han lært et fag, ja så kunne han blive anbragt på en af de mange værksteder. Og dem var der mange af, ligesom væverier og dugmagerier.
Kreativ indsmugling af sprit
Og der blev våget over beboerne. Således var brændevin bandlyst. Men helt forhindre indsmugling af disse lyksalige dråber, kunne man ikke.
En af de metoder, man brugte, var at en ven uden for anstaltens mure fyldte brændevin på en svineblære, og lod den flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op, af vedkommende inde på Ladegården.
Man opdagede også, at en indsat havde et særdeles stort brokbind. Det viste sig da også, at bindet indeholdt brændevin.
En anden beboer blev grebet i, at vride sine sokker, og drikke en væske, som han vred ud af den. Væsken viste sig at være brændevin. Når han havde udgang dyppede han sine sokker i brændevinen.
Fingerede erklæringer
Hvert forår, når solen bager på stenbroen, så fabrikeredes der rundt om i de små beværtninger i nabolaget falske erklæringer fra fingerede arbejdsgivere, at Per og Paul havde fået noget at bestille. Når en sådan erklæring blev forevist, så åbnes porten.
Fjorten dage senere havde man den fortabte søn igen, laset, forkommen og fuld af utøj og brændevin.
Den lette adgang manglede
Den gamle Ladegårds besætning skulle flyttes til Amager. Et stort bygningskompleks blev rejst omgivet af en bred vandfyldt grav. Lemmerne kunne her opleve alle moderne hygiejniske indretninger, W.C. overalt, fortrinlige badeindretninger, sygehus, forsamlingssal o.s.v. Værelsernes møblement var stemt kunstnerisk sammen med væggenes farve.
Men ak, en af Ladegårdens bekvemmeligheder manglede, og det var den lette adgang til at sætte sig i forbindelse med omverdenen og – skaffe sig brændevin.
Man ændrede holdning
Det var ikke første gang, at Københavns Kommune forsøgte at flytte Ladegården. Sidste gang var i begyndelsen af 1890erne. Dengang byggede man for hele 2,5 millioner kroner et bygningskompleks i Nørre Allé.
Da det næsten var færdigt, dukkede pludselig et forslag op, om at bruge den nye anstalt, der kunne rumme 1.546 beboere foruden et par hundrede funktionere, ikke som Ladegården, men til at huse en anden kommunal forsørgelsesanstalt, Almindeligt Hospital.
Indtil da havde institutionen haft en utidssvarende tilværelse i Amaliegade.
Måtte undvære det fornemme naboskab
Så rykkede Almindelighedens gamle ud fra det fine naboskab med Amalienborg og Casino til de mindre fashionable, men lysere, luftigere og bedre omgivelser på Nørrebro.
Almindeligt hospital
I det almindelige omdømme er der et svælg mellem Ladegården og Almindeligheden. I virkeligheden var det ikke mere gabende end at overgangen kunne være flydende.
Almindeligt Hospital blev som regel opfattet som et hjem for gamle mennesker. Det var ikke helt rigtigt. Det var i realiteten et hjem for alle dem, der ikke kunne forsørge sig selv.
De fleste af anstaltens beboere, især kvinderne, var da også kvinder helt op til 100 år. Mændenes levealder blev gennemsnitlig afkortet med en halv snes år på grund af større forbrug af spiritus og tobak.
Dekoreret med ”Ridder af Dannebrog”
Men her var også yngre mennesker, ødelagt af sygdomme, legemlige og sjælelige. Inde på en af stuerne lå således en mand på hvem, hovedet stadig voksede. Her var også vanføre mænd, der var lænket til deres seng. Her lå også en bygmester, der var dekoreret med Ridder af Dannebrog.
Eftermiddagsbladene var meget populære på Anstalten. Længe i forvejen inden aviskonen kom med bladene, samledes anstaltens gård af gamle rystende Morliller, af mænd, der tungt slæbte sig frem med stokke, af mimrende alderdom og svækkelse. I samme øjeblik aviskonen viste sig, blev bladene flået fra hende.
Flugt
Direktionen sørgede for at give adgang til læsning og jævnlig opmuntre ved aftenunderholdning og endda med teaterforestillinger med stiftelsens eget teater. Og det var sandelig ikke alle, der havde mistet appetitten på livet. Således flygtede et elskende par engang bort fra stiftelsen. Ja, de havde forsøgt før, men nattevagten greb dem på fersk gerning. De ville klatre over et plankeværk, men damen, hvis vægt var mellem 300 og 400 pund, var faldet ned, og havde ved sine skrig alarmeret vagten.
Men de forsøgte sig igen. De nåede ud i skoven, hvor de overnattede. Men de blev opdaget. Men på anstalten blev de fejret som helte.
Dem, der under udgang, drak sig fulde, og blev bragt tilbage af politiet måtte vente tre måneder på næste udgang.
Stort forbrug
Det var ikke småting, der blev fortæret i Almindelig Hospitals husholdning. Hvert år blev der fortæret 60.000 pund flæsk, 140.000 pund kød, 150.000 æg, 550.000 potter mælk. Af belysnings - gas brugtes 24.000 kr. Der brugtes 75.000 tønder kul og koks.
De boede på fællesstuer, kvinder for sig og mænd for sig. Der var også en afdeling for ægtefolk.
Fattighjælp var tab af rettigheder
Johannes – stiftelsen omfattede dels et sygehus, navnlig for behandling af sygdomme som fnat, skurv og lignende , dels en opdragelsesanstalt for børn og dels et arbejderhus.
Det var en ret omfangsrigt anstalt , der spændte over et betydeligt areal på begge sider af Ryesgade, og helt ned til Sortedamssøen.
Arbejdshuset havde plads til 600 personer, men så mange var det nu sjældent.
Fattighjælp medførte tab af politiske rettigheder. Og det at få stemplet på sig som den, der ikke kan forsørge sig selv er frygtelig.
De følte sig som jagtet vildt, og dukkede sig for politiet. Derfor var der mange, der i stedet søgte hjælp hos den private velgørenhed.
Alderdomsunderstøttelse
Alderdomsunderstøttelse var ikke fattighjælp, men snarere en hædersgave, der ydes for et langt og arbejdsom liv. Mange af disse tilbragte deres tid i Alderdomshjemmet i Guldbergsgade, bag Almindeligheden, og ellers uden forbindelse til denne institution.
Nørrebro Bespisningsforening
Nørrebro Bespisningsforening, var en af de store velgører. Foreningen blev oprettet i 1853. Og da kolera – epidemien var på sit højeste havde foreningen travlt med uddeling af mad.
Således fik 100 familier leveret 250 portioner mad af Jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til den daglige drift, skaffede man dels ved medlemskontingent, dels ved bidrag fra kredse af af socialt interesserede.
Sideløbende virkede Samaritanen, som blev støttet af kirkelige kredse. Efter århundredeskiftet mindskedes behovet for privat velgørenhed grundet social lovgivning.
Stiftelser og Arbejderboliger
Nørrebro havde en masse stiftelser og arbejderboliger. Mest kendt er nok arbejderboligerne på Rådmandsmarken.
De mange stiftelser blev oprettet af håndværkerlaugene og svendeforeningerne, og havde til formål, at skaffe billige boliger for ældre håndværkere og deres enker. I tiden indtil 1900 blev der oprettet mere end 20 af disse i bydelen.
Alderstrøst
Den mest kendte stiftelse var nok Alderstrøst, Nørrebrogade 9. Her blev der opført ikke mindre end 168 boliger. Ved indvielsen sagde Kong Frederik den Syvende:
- Det glæder mig at se, at der er lokummer til alle de gamle
I 1878 rådede Alderstrøst over 196 lejligheder. I 1890'erne opførte Håndværkerforeningen endnu en stor stiftelse mellem Nørre Alle og Møllegade.
Og de færreste er sikkert ikke klar over, at Nørrebro Handelsforening også havde en stiftelse. Foreningen ejer faktisk stadig bygningen.
Hvis du vil vide mere om Fattigdom: Læs på www.norrebro.dk
- Når sagsbehandlingen sejler (2013)
- Plads til alle på arbejdsmarkedet (2006)
- Giver Velfærdsstaten – velfærd for alle? (2006)
- Jagtet Vildt 1 -3 (2007)
- Kom til Nørrebro, Joachim (2011)
- Gør din Pligt – kræv din ret (2011)
- De Fattige på Nørrebro (2012)
- Rabarberlandet – en krigszone (2012)
- Dovne Robert og Carina (2012)
- Uligheden vokser – især på Nørrebro (2013)
- Nørrebro ville være Danmarks fattigste kommune (2012)
- De Svage bliver endnu svagere (2013)
Kilde: Se på www.dengang.dk
Litteratur Nørrebro
- Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom se på www.dengang.dk
- Andesteg fra Peblinge Søen
- At bo på Nørrebro
- Barn på Nørrebro
- Byggespekulation på Nørrebro
- Den stinkende kloak på Nørrebro
- Fattiglemmer på Ladegården
- Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
- Ladegården – dengang
- Lersø – bisser
- Lersø – bøller, bisser, nok engang
- Moral, etik, horeunger og fattighjælp
- Pest på Nørrebro
- Rabarberlandet
Under Østerbro:
- En stiftelse på Østerbro
Under København:
- Pest i København
- Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
Under Sønderjylland:
- Ballade i Sønderjylland
- Sønderjylland i knibe
Under Aabenraa:
- Aabenraa´s fattige
- Husvild i Aabenraa
- Syge mennesker i Aabenraa
Under Tønder:
- Fattige i Tønder
- Oprør i Møgeltønder
- Sygdom og andre lidelser i Tønder
|
