Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Jagtvej 69 – Status Maj 2014

Tidligere brugere af Ungdomshuset er begyndt at tilplante Jagtvej 69 med blomster og planter. En ny Byhave er ved at tage form. Københavns Kommune synes, det er en god ide. Men det gør ejeren ikke, og har pudset politiet på dem, der vil omdanne den ikke godkendte storskraldsplads til noget nyttigt. Men hvad sker der på Jagtvej 69. Ikke alle politikere i Københavns Borgerrepræsentation anerkender åbenbart den private ejendomsret.

En ny Byhave
Hvad sker der i grunden på Jagtvej 69? Skulle der ikke bygges? Ja sådan spørger mange af kunderne i bydelens butikker.

I syv år har det været tomt på grunden. Man fjernede et hus med liv. Måske med for meget liv, vil nogle naboer måske nævne. Og butikker i området vil måske hævde, at der i den grad var liv i huset. Så meget at forsikringsselskaberne til sidst nægtede, at betale for skaderne.

Ja grunden ser ikke for smart ud. Det er et populært sted for at smide sit storskrald, og rotter stortrives på grunden. Men dette ville 50 unge mennesker ændre på. Den 3. maj gik de i aktion. Og det gik ud på at forandre den kedelige og til tider ulækre plads til en blomstrende byhave. Ja og det er til glæde for bydelens beboere, skrev Københavns Kommune på deres hjemmeside. Også på deres Facebook – side roste kommunen initiativet.

Men ak. De unge var trængt ind på privat område. Og det er ulovligt, selv om mange i tidens løb ”er trængt ind på området”.

I weekenden blev en del unge bedt om, at forlade grunden, mens nogle aktivister måtte indkassere en bøde af ordensmagten. Grunden ejes af byggeselskabet, Procasa. Og de er nok ikke enige med de unge, om at omdanne stedet til blomstrende roser og ligusterhække.

Undertegnede, der nok ikke kan betegnes som en Søren Ryge – Type var forbi, og kunne konstatere, at det, som de unge havde foretaget pyntede på grunden. Man kan da godt forstå at naboer er kommet med blomster og planter til byhaven.

Stormøde – hver tirsdag
Aktivisterne havde kaldt til stormøde en tirsdag den 6. maj. Ja der kom vel omkring 100 mennesker. Og her talte man så om overgreb, støttefest, legeredskaber, graffitimaleri, mobilisering, civilbetjente, politiets og borgernes rettigheder, selvforsvar m.m.

Man talte også om hyggelig sammenkomst med naboerne med grillmad og saftevand. Et forslag gik ud på at sprede urinen ud, så der ikke dannedes en sump. Dette kom frem under emnet toilet, ja eller nej.

Det ser ud til, at den ro, som har været omkring pladsen igen bliver lidt mere livlig, for man har besluttet, at mødes hver tirsdag.

Det lokale demokrati skal bestemme
Tidligere har et flertal af politikkere i Københavns Kommune foreslået at kommunen køber grunden, for at bygge ungdomsboliger. Men de unge mener, at de har medbestemmelse på, hvad der skal ske med grunden. De mener, at de ufrivillig blev fortrængt fra grunden.

Og de tidligere bruger mener ikke at ungdomsboliger er en god ide. De vil have, at grunden skal være et offentligt tilgængeligt område. Det definerer de ved, at det skal være et sted, hvor alle kan komme og deltage. Det skal være Nørrebros beboere, der skal bestemme, hvad grunden skal bruges til, mener man.

Brugerne mener, at det er det lokale demokrati, der skal bestemme, hvad der skal ske med grunden. Ungdomshus – brugerne mener, at de har taget ansvar for deres bydel ved at stille krav om, at grunden skal kunne bruges af alle. Borgerinddragelse og respekt for historien er nødvendigt for at undgå protester mod nybyggeri.
Kommercielle erhvervsmål er ikke velset

Udsigten til dyre ejerlejligheder og kommercielle erhvervsmål på adressen er ikke særlig velset hos de venstreradikale. Siden slutningen af 1800 – tallet lå Folkets Hus på adressen. Et særligt sted med en særlig historie mener brugere af Ungdomshuset.
Ja tidligere har det også været fremme, at der burde bygges boliger til hjemløse på grunden. Der er i stigende grad ikke plads til den socialt svage unge på et uddannelseskrævende arbejdsmarked og på et dyrt boligmarked.
Hvad nu med den private ejendomsret

Men nu er det sådan, at man har noget, der hedder den private ejendomsret. Og ejendomsselskabet Procasa har købt grunden. Og de vil selvfølgelig have, at deres investering kommer tilbage mange gange. Dette harmonerer slet ikke med de tidligere brugers mening med, at Jagtvej 69 aldrig skal styres af penge. En række venstreorienterede grupperinger inklusive Enhedslisten har tidligere proklameret, at Jagtvej 69 tilhører Nørrebro, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, de unge, de gamle, de fattige og alle derimellem. Med andre ord ejendomsretten tolereres ikke på Jagtvej 69. Og ejendomsselskabet har ifølge brugerne begået den forbrydelse, at de ikke har spurgt de lokale, hvad området skal bruges til.

Københavns Kommune solgte til Faderhuset. De fik så ved hjælp af ordensmagten fjernet fristedet for de unge. Samtidig fik man fjernet et stykke mangfoldighed og en tolerance. Denne tolerance bruges nu med modsat fortegn.
Tolerance og mangfoldighed

Glemt er allerede, hvor mange butikker, der lukkede som indirekte følge af de kampe, der var omkring ungdomshuset. Glemt er også den svigt, som detailhandelen på Nørrebro oplevede i forbindelse med kampene.

Kampen om Ungdomshuset og senere Nørrebrogades trafikregulering viser også, hvem der i grunden har mulighed for at præge byens udvikling.
På grunden, Jagtvej 69 vil Procasa udvikle en detail – og boligejendom på 1.800 kvadratmeter. Dette forventes, at stå færdigt i 2015. Over butikkerne skal der bygges ungdomsboliger. Ifølge selskabets hjemmeside skal det hele stå færdig i 2015. Men så skal man da også snart i gang.

Forkælede møgunger
I november 2013 havde Pia Allerslev fået nok af de unge. Hun skrev på Twitter:

  • Forkælede møgunger. I har ikke ”ret” til noget som helst. Det er en privat grund. I har tvunget et nyt ungdomshus ud af KK.

Hvordan går det med Lokalplanen?
For at Procasa skal få grønt lys til at bygge på Jagtvej 69, kræves der en ny lokalplan. Og alle lokalplaner mødes af indsigelser og protester. Disse skal behandles. Men om denne høring er fordomsfri, er nok tvivlsomt.

Køber kommunen grunden tilbage
Politikere har som skrevet været fremme med tanken om, at grunden skal købes tilbage af Københavns Kommune. Men det er Procasa ikke interesseret i. De vil selvfølgelig have udbytte af deres investering. Og den private ejendomsret bliver åbenbart ikke anerkendt af alle partier i Borgerrepræsentationen. For hvis nu ejendomsselskabet møder så megen modstand, at de bliver nødt til at sælge til Københavns Kommune, så vil de tage sig godt betalt. Og det kan blive særdeles kostbar for byens skatteydere.

Hvor længe kan vi nyde Byhaven?
Foreløbig kan vi dog nyde begyndelsen til en byhave. Og det pynter, må man sige. Men hvor længe får den lov til at blive stående?
Flittige læsere af denne hjemmeside vil vide, at vi har skrevet talrige artikler om Jagtvej 69, Ungdomshuset – historie og kampe på Nørrebro. Gå ind på søgefeltet og find de cirka 40 artikler, der ligger her på siden.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16