I vores serie om Besættelsestiden bevæger vi os denne gang lidt uden for Nørrebro, nemlig til Rostock. Det sker som sædvanlig i samarbejde med www.dengang.dk Vi vidste selvfølgelig at tyskerne på et eller andet tidspunkt ville komme. Spørgsmålet var bare, hvornår? I denne artikel afviser vi, at noget var aftalt på forhånd, men unægtelig så kunne mange begivenheder sagtens tyde på, at alt var aftalt. Men allerede tidlig var forsvarskommandoen varskoet, uden dog på nogen måde, at reagere. DNSAP forsøgte med løgnehistorier, at komme til magten. I Fårhuslejren opstod den såkaldte Fårhus – myte. Men ellers er der dukket masser af historier og myter frem gennem tiden, om at Rostock – mødet har fundet sted. Her skulle udenrigsminister Munch og Himmler have aftalt besættelsen i mindste detaljer. Selv den legendariske advokat Carl Madsen troede, at mødet havde fundet sted.
Var det bare symbolsk modstand?
Rostock – mødet fandt det egentlig sted? Hvad foregik der egentlig her? Ja her skulle udenrigsminister Munch den 17. marts 1940 have lovet den tyske politifører Heinrich Himmler, at Danmark ikke ville modsætte sig en tysk besættelse.
Skulle dem, som måtte lade livet den 9. april så bare have lidt en helt ligegyldig død? Var dette bare en symbolsk modstand?
Myten består stadig
Det er en udbredt opfattelse, at dette møde aldrig fandt sted. Men myten består stadig og er endnu ikke aflivet. Men havde udenrigsministeren mandat til at forhandle med tyskerne?
Var det ondsindede rygter, der var spredt for at skade De Radikale og Socialdemokraterne?
Fritz Clausen ville til magten
I november 1940 bebudede DNSAP’ s partiavis Fædrelandet, at medmindre Stauning selv ville gå af, så ville de udsende en pjece, der indeholdt oplysninger af sprængfarligt karakter. Det ville komme til at indeholde oplysninger, der ville oprøre den danske offentlighed. Det gjaldt om at få Frits Clausen til magten.
Stauning gik som bekendt ikke tilbage. Så den 16. november kom pjecen Den fulde Sandhed om Landsforræderiet og Mordene paa de Danske Soldater den 9. april. I et oplag på hele 100.000 kom den i. Pjecen var som alle andre udgivelser af DNSAP betalt med tyske penge. Nu var ordet forræderi plantet på de danske politikere.
Jon Galster
Vi nærmer os konspirationsteorier. Man har aldrig fundet rigtige vidner til mødet og dog. Jon Galster fremførte i 1950erne nogle teorier om mødet, hvilket resulterede i, at han blev dømt for injurier.
Kreativ historie
Var Munch var i Rostock den 17. – 18. marts. Og den i oktober 1950 nedsatte kommission brugte megen tid på at gennemgå beviser for og imod. En masse selvbestaltede historikere er fremkommet med ret så kreative historier om hændelsesforløbet.
Erik Haaest beskrev i 1976 detaljeret, at Peter Munch var i Rostock for at redde sin søn, som blev beskrevet som udpræget pædofil før, under og efter Anden Verdenskrig.
Søn anholdt i Hamborg
Peter Munchs søn var blevet anholdt i Hamborg på en bar, hvor der efter tysk mening kom seksuelt afvigende elementer. Det ventede ham en streng straf. Derfor accepterede Munch at mødes med Himmler i Rostock. Efter mødet skulle Peter Munch fra november 1940 være blevet sendt til Peking.
Mystiske ting i Københavns Lufthavn
Flere sider i logbogen i Københavns Lufthavn er fjernet. Det drejer sig udelukkende om perioden før og efter de omtalte dage. Den originale ruteflyprotokol mangler sider. Politiet har udtalt, at enkelte flyvninger kan glemmes? Hvorfor?
Schmidt – Vodders møde med Munch
En dansk marineofficer Th. Bjerre havde fortalt om nogle observation, han havde gjort i Københavns Lufthavn Hans karriere blev delvis ødelagt. En rigsdagsmand havde mødt Munch i Rostock om morgenen. Og denne var pastor Johannes Schmidt – Vodder. De havde boet på samme hotel i Rostock.
Hvis mødet skulle være så tophemmelig ville det være mærkelig at placere Munch på et almindelig hotel. Schmidt – Vodder havde også mødt Munch ude i en skov, hvor han stod og kiggede op i luften efter en flyvemaskine. Ja det er fantastisk, at han også mødte ham ved byens banegård.
Man har så forsøgt at gøre pastoren utilregnelig på grund af sin alder, og fordi han var Det Tyske Mindretals repræsentant.
Men Schmidt var slet ikke i Rostock. Han var til konfirmation i Celle, flere 100 kilometer fra Rostock. Dette er noget, Bjørn Svensson senere har dokumenteret. Han har heller ikke kunnet dokumentere, at han har været i Rostock.
En nyhed fra Aabenraa
Pastor Schmidt mødte også sin slægtning, SS – manden, dr. Rudolf Jacobsen, der var Himmlers adjudant. Jacobsen havde fortalt Schmidt, at der foregik samtaler mellem Himmler og visse høje danske herrer. Alt dette kunne den 80 – årige Schmidt – Vodder, at kunne huske, da han som 80 – årig blev afhørt om sagen i 1950. Munch kunne man ikke afhøre. Han var død to år før.
En embedsmand i Udenrigsministeriet kunne bevidne, at Munch rent faktisk havde mødt pastor Schmidt i Rostock engang, nemlig i 1938. Pastoren måtte indrømme, at han kun en gang har været i Rostock, så det sandsynligvis har været tale om en erindringsforskydning.
Egentlig var det his nok tidsskriftet Slesvigeren, der først bragte nyheden om pastor Schmidt – Vodder. Redaktøren var nazisten A. Olesen fra Aabenraa.
Var kongen informeret?
Om morgenen den 9. april 1940 blev Christian den Tiende gjort bekendt med aftalen. Ja det er så en af forklaringerne. En anden går ud på, at kongen var blevet informeret tidligere.
Vidste Frode Jacobsen noget?
Afdøde folketingsmedlem og medlem af Frihedsrådet, Frode Jacobsen har bekræftet, at Charge d`affaires Vincens Steensen – Leth ifølge sine egne oplysninger af englænderne havde fået papirer, der beviste, at Munch og Himmler havde haft et møde. Simon Spies havde fået et tip om de omtalte papirer, og ville have Frode Jacobsen til at udtale sig.
Mange historier og myter
Forsvarsminister Alsing Andersen har privat udtalt, at udenrigsminister Peter Munch ikke aftalte noget om besættelse i marts 1940. Det var et møde om et privat anliggende Munch deltog i.
Journalist og ambassadør, Hans Ebbe Munch har udtalt, at det ville ligge fjernt for en radikal politiker at indgå aftale om militære anliggender. Hans møde var et humanitært anliggende.
I bil til Rostock?
En anden påstand er, at Munch skulle have været passager i en bil ført af to danske efterretningsofficerer, Lunding og Gyth. De kørte i et træk, kun afbrudt af Storebæltsfærgen og ved grænsen. Her stod Gyth af. Lunding, der var sønderjyde og Munch fortsatte til Rostock.
Mødet var blev accepteret af flere ledende i den danske generalstab, af krigsministeren, kongen og Stauning. Officielt skulle Munch have været syg lørdag den 16. og 17. marts. Men nogen havde været til møde med ham i Danmark?
En beretning fra Rigsarkivet
I 1959 udgav Statens Trykningskontor ”Beretning til statsministeren fra udvalget til gennemgang af afdøde udenrigsminister dr. Phil P. Munchs efterladte, i Rigsarkivet opbevarede papirer.
I beretningen kan man læse, at Munch træder tilbage som udenrigsminister den 8. juli 1940. Fra november 1940 til februar 1941 er han på besøg hos sønnen i Peking. I sit testamente blev det tilføjet, hvordan has papirer efter nærmere regler skulle opbevares. Han fortæller Kommissionen, at han ikke har været uden for Danmark i foråret 1940. Endvidere kan man læse, at Munchs dagbog fra 1. januar 1935 til 8. april 1940 ikke er at finde i Rigsarkivet.
Blev dokumenter brændt på bålet?
I en note kan man læse, at sønnen Ebbe Munch i 1957 lånte flere forseglede pakker til gennemsyn hjemme i sit hjem. Om der ved aflevering manglede nogle ting ved man ikke. Fra en afdød modstandsmand Doc, Læge Hans Keiser Nielsen, Roskilde hævdes det, at dagbøgerne fra 1935 – 1940 blev brændt på et havebål.
Tidligere SS –mand Ello Bent Steager Simonsen fremsætter i et brev til Christmas Møller påstande om dansk – tysk samarbejde før og under krigen. I brevet kommer også anklager mod kendte modstandsfolk.
Erik Scavenius har hvis også indrømmet, at Munch var i Rostock, men han påstod, at det var et privat besøg.
Kan man tro på Guldberg?
Det såkaldte Rostock – møde skulle være blevet afholdt i Badebyen Bad Doberan i topnazisten Karl Wolffs villa. Den militære efterretningsmand Ove Guldberg skulle have været den første, der kom frem om oplysninger om dette møde. Angiveligt skulle han have sendt to breve til kongen.
Ove Leif Guldberg skulle have sine oplysninger fra to tyske officerer, Grothmann og Brandt. Efter at Brandt blev henrettet i 1948, hævdede Guldberg kun at have oplysningerne fra ham. Tre år efter hævdede Grothmann i en anden sammenhæng, at han aldrig havde mødt Guldberg.
Guldberg havde en overgang været tilknyttet efterretningsvæsnet, men var blevet interneret af englænderne.
Han anmodede kongen om frigivelse af ham plus alle de andre internerede landssvigere idet han henviste til Rostock – mødet. I henhold hertil mente han bestemt at alle skulle frigives aldeles omgående.
Beskrivelse af Rostock – mødet
Tidsskriftet Revision skrev om Rostock – mødet i 1948. Tidsskriftet benægtede tyske krigsforbrydelser herunder Holocaust.
Det pureste opspind
Historikeren Rene Rasmussen mener at Rostock - mødet som det pureste opspind. Rygterne er opstået i Fårhuslejren. Og de skulle være opstået blandt de tilbagetagende indsatte, for at redde deres eget skind. I kronikken betegner Rene Rasmussen også John Galster som en fantast. Ja han betegner det nærmest som opspind, at Galster bygger sine afsløringer på Munchs dagbøger samt Heinrich Himmlers egen beretning om mødet. Disse afsløringer findes i Galsters bog Den 9. april – en sand myte.
Hvorfor mødes med Himmler?
Men kigger man i Himmlers tjenestedagbog for den 17. og 18. marts, ja så kunne han ikke have været i Rostock/Warnemünde den 17. marts. Det meste af dagen opholdt han sig på Wewelsburg som var SS’s ceremonielle hovedkvarter.
Men hvorfor skulle Munch egentlig mødes med Himmler? Han var Reichsführer for SS og chef for politiet. Besættelsen hørte under Ribbentrop.
Himmler var slet ikke orienteret om besættelsen af Danmark. Og det var han blevet sur over. Han ville godt have været orienteret.
Tyskerne ville alligevel ikke overholde noget
Hvorfor skulle tyskerne holde et møde, når de alligevel ikke havde til hensigt, at overholde en ikke – angrebspagt. Hvorfor skulle tyskerne advare Danmark om en forestående besættelse? Som det kan ses af nedenstående vidste Danmark jo udmærket, at dette kunne ske, når tyskerne erklærede England krig.
Vi skal også huske på, at Danmark havde indgået en neutralitetsaftale med Sverige og Norge. Det lyder utroligt, at Munch skulle have solgt Danmark for at redde sin homoseksuelle søn fra Gestapo.
Munch var i Danmark
Munch skulle den 18. marts kl. 10 have været til ministermøde i udenrigsministeriet. Hans fraværd ville have været bemærket. Der er vidner på, at han har været til dette møde. Mohr bekræfter, at han deltog. Den 17. marts klokken 16 havde han været i telefonisk kontakt med Munch.
Var besættelsen af Danmark så overraskende?
Det Tyske Udenrigsministerium fik først den 2. april 1940 besked om Weserübung. Det blev dagen efter ledsaget af et brev fra general Keitel til udenrigsminister von Ribbentrop. Dette tyder på, at Himmler heller ikke var informeret.
Men mere hemmeligt var det nu heller ikke, således sendte den danske gesandt Zahle papirer til København fra den 4. april. Og som vi tidligere i artikler har fremført her på siden, vidste sønderjyder godt, hvad der foregik. Min far i Tønder fik således af en tysk fiskeeksportør at vide, at der var masser af tyske tropper syd for grænsen 5 -6 dage inden selve besættelsen. I dagene inden patruljerede danske fly grænsen. Og de har ikke kunnet undgå, at se hvad der foregik. I Højer kunne man tydelig høre fly på øen Sild. I ugerne inden besættelsen havde tyske fly i stigende grad krænket dansk territorium.
Misforståelser eller manglende kommunikation?
Det kneb åbenbart med kommunikationen fra den danske hærledelse ud til de sønderjyske tropper om, at man skulle opgive kampene. Denne misforståelse eller manglende kommunikation var katastrofal for de soldater, der mistede livet den 9. april 1940. Skulle danskers liv virkelig være blevet ofret i et kynisk skuespil? Skulle modstanden så bare have været proformamodstand?
Som en del af aftalen, måtte danske fly ikke rekognoscere langs grænsen. Men det havde såmænd gjort og burde have set den store troppekoncentration. Soldaterne måtte ikke grave skyttegrave eller indrette andre forsvarsstillinger. Der måtte heller ikke sprænges jernbanebroer. Flåden måtte ikke sættes i alarmberedskab. Kajen ved Langelinje skylle ryddes. Jo Galster havde opregnet 64 mystiske hændelser.
Man burde have vidst, at de var på vej
Det var ikke vagt ved de danske havnebyer, hverken fra hæren eller søværnet. Middelgrundfortets chef var blevet frakommanderet i dagene op til den 8. april. Og den 9. april om morgenen undlod generalløjtnant Prior at møde op. Måske var det fordi, at han i al hast ville alarmere garnisonen i Kastellet. Unægtelig lidt underligt, for man burde da vide, at tyskerne var på vej.
Galster idømt 8 måneders fængsel
Der findes også en anden udlægning af myten. Den danske regering havde fået lov til at fortsætte efter besættelsen. Mange betragter det som skete den 9. april, som en skamplet på Danmarks ære. Allerede under besættelsen gik der rygter om forræderi. Måske var myten også fremkommet for at redde skindet for de danske politikere, så de kunne retfærdiggøre deres handlinger?
I 1950erne rejste Jon Galster rundt i hele landet og spredte budskabet om Rostock – mødet. Et par bøger om det famøse møde, er det også blevet til. I 1958 blev han idømt 8 måneders fængsel på grund af injurier.
Et bombefly på Lolland
Ifølge denne, så sendte tyskerne efter forhandlingerne en bombemaskine til Danmark med resultat af forhandlingerne optaget på magnetiske stålbånd (de såkaldte ”Lorenz – ruller”) for at orientere de danske politikere i København. For at det skulle være ekstra hemmeligt foretog bombemaskinen en fingeret nødlanding på Lolland nær landsbyen Købelev. Her ventede danske efterretningsfolk på båndende, der så straks blev sendt videre til København.
Men det fly man hentyder til, var en nødlandende fly, en Junkers JU – 88, der havde været på bombetogt over Skotland og var på vej hjem. Hvis nu historien havde været sand, hvorfor skulle man skabe så meget opmærksomhed?
Kopi af samtale?
Kopien af stålbåndoptagelserne skulle tyskerne have brændt i maj 1945. Men af diplomaterne, der havde været med til forhandlingerne ved Rostock – forhandlingerne i 1940, Vincent Steensen – Leth havde ved et usædvanligt held fået fat i de forkullede rester af båndet sammen med hemmelige papirer, der indeholdt referater fra Rostock – mødet. Han skulle have snuppet dette. Med disse beviser skulle han have afpresset den danske regering til en strålende karriere inden for udenrigstjenesten.
Advarsel fra Berlin
Steensen Leth var sammen med Hammer Kjølsen i Berlin i april 1940 og gennem korrespondenterne Jacob Kronika og Helge Knudsen bad han dem om at alarmere den danske offentlighed om, at et tysk angreb var nært forestående. Det ville han nok ikke have gjort, hvis han havde deltaget i Rostock – forhandlingerne.
Myterne vil ingen ende tage
Der har også været forlydender fremme, at udenrigsminister Munch skulle være blevet hentet af et tysk fly, en Fieseler Storch i København og fløjet til Rostock i en ultra – hemmelig mission i januar eller februar 1940.
Myterne vil slet ingen ende tage. Endnu før besættelsen skulle Hermann Göring, der også havde kendskab til Rostock – mødet have sendt en meddelelse til statsminister Stauning. Dette skete gennem en mystisk person, der hed Baron de Trairup. Denne opsøgt Stauning på en fiskerestaurant, hvor han sad sammen med en veninde. Da de Trairup sagde, at han havde en hemmelig besked fra Göring skulle Stauning have blevet ligbleg. Veninden forlod skyndsomst bordet. Görings meddelelse lød:
- Hvis ikke Stauning og Danmark makkede ret, så ville tyskerne fortælle om den hemmelige aftale til englænderne.
Englænderne ville naturligvis, hvis de kendte til sagen, blive rasende og sørge for at Stauning blev straffet for forræderi.
Det ville have været komplet tåbeligt, hvis tyskerne havde røbet deres planer m.h.t Danmark og Norge over for englænderne. Og er det ikke åndsvagt, at diskutere sådanne ting i en restaurant med masser af mennesker.
Stauning fik fisken i gal hals
Men myten går videre, for Baron de Trairup rejste til England og fortalte Secret Service om aftalen. Og nu skulle englænderne have holdt dette hemmelig. De anvendte i stedet deres viden til efter krigen til at gennemtvinge nogle usædvanlige handelsaftaler med Danmark. Ja det skulle være derfor de betalte så lidt for deres bacon. Ja det bliver endnu tåbeligere, for der skulle også have været engeske agenter, der havde myrdet Kaj Munk. Danskerne skulle have troet, at det var tyskerne, så ville man have hadet dem endnu mere. Så ville man også bakke modstandsbevægelsen bedre op.
Tage sig godt betalt
Jo vi skulle have taget os godt betalt. Således var det derfor, at Vilhelm Buhl var så hurtig ude efter krigen med at sige Grænsen ligger fast. Jo, tyskerne skulle have fået Sydslesvig. En anden del af aftalen var, at tyskerne skulle slippe for at betale det enorme beløb på clearings – kontoen.
Man vidste de ville komme
Egentlig vidste man jo længe før, at tyskerne ville besætte Danmark for at få kontrol med Nordsøen, Skagerak og Storebælt. Man havde også set, hvilke pinsler den polske befolkning måtte igennem. Dette skulle nødig overgå danskerne.
Allerede i 1935/1936 fik den danske kaptajnløjtnant E. V Götke – Hansen fat i nogle oplysninger, og kom frem med en analyse, som nærmest lignede de faktiske forhold efter den 9. april 1940.
Hans analyse basserede sig på:
- Der Krieg zur See – udgivet af Det Tyske Marinearkiv
- Deutschlands Hochseeflotte im Werltkrieg af admiral Scheer
- Meine Kriegserinnerungen af General Erich von Ludendorff
I disse kan bøger, kan man se, at tyskerne traf nogle uheldige dispositioner under første verdenskrig. De ville sikkert ikke begå samme fejltagelser i Anden Verdenskrig. I tilfælde af krig med Storbritannien måtte man derfor handle helt anderledes. Det var tydeligt, at en besættelse af Danmark var uundgåelig.
Den unge kaptajnløjtnant sendte sine observationer, der var på 25 sider plus tre kortskitser videre til sin foresatte, som var chefen for sjællandske division. Denne sendte rapporten videre til Generalkommandoen den 28. august 1936.
Ingen interesse hos Generalkommandoen
Godt et år senere, mens Tyskland oprustede temmelig kraftig, svarede Generalkommandoen, at de anerkendte arbejdet, men de tilføjede:
- Da Konklusionerne ikke dækker Generalkommandoens Anskuelser, og da Generalkommandoen ikke ønsker med den givne Foranledning at forelægge Ministeriet sine Overvejelser i et Spørgsmaal af saa grundlæggende Betydning som det foreliggende, har Generalkommandoen afstaaet fra at fremsende Arbejdet til Ministeriet, hvilket det – betragtet som rent Øvelsesarbejde – i fremtrædende Grad efter hele sin Form og Indhold vilde have gjort sig fortjent til.
Dokumentet var underskrevet af E. With og W.W. Prior.
Dengang var Krigsministeren selveste statsministeren TH. Stauning. Og det var han helt frem til 8. juli 1940. Der blev aldrig anlagt en sag om tjenesteforsømmelse over for Generalkommandoen.
Krigserklæring mod Storbritannien
Men mon ikke Stauning vidste, hvad der skulle ske i tilfælde af en krig mellem Tyskland og Storbritannien?
Denne krigserklæring kom den 3. september 1939. Og det er vel naivt at tro, at den ikke – angrebspagt med Tyskland var noget værd. Men måske var det så et alibi til ikke at mobilisere?
Mens Danmark nedrustede, ja så gjorde tyskerne det modsatte. Det var vel taget beslutning om at undlade enhver modstand, når man tænker på, hvor fåtallig de danske styrker egentlig var.
Carl Madsen troede på den
Ja det er mange, der tror, at mødet har fundet sted, således den kendte og tidligere statsadvokat Carl Madsen. I sin bog Når Bladene falder, skriver han:
- Jeg mener ikke at det pittoreske Rostock – møde har fundet sted. Det havde intet formål (Fodnote: Senere oplysninger har gjort mig mindre sikker. Jeg besidder et materiale, der tyder på at sammenkomsten mellem Himmler og P. Munch har fundet sted.
I bogen kommer Carl Madsen med argumenter for, hvorfor han tror på, at mødet fandt sted. På loftet i sit sommerhus opbevarede han et omfangsrigt arkiv. Men dette blev ødelagt ved en brand. Carl Madsen fortæller, at han har navnet på den chauffør, der hentede ham fra flyvepladsen ved Warnemünde, og på den person, som ledsagede ham det sidste stykke til mødestedet. Endvidere påstod advokaten, at have et referat fra mødet mellem Munch og Himmler.
Der kommer flere historie
Myterne vil fortsætte. Vi får masser af nye historier. Det skyldes blandt andet arkivlovgivningen. I forbindelse med en historie, vi stadig arbejder på, så kan vi bevise, at der findes arkiver og dokumenter, som myndighederne siger, ikke eksisterer.
Vi kunne have fortsat med flere mystiske historier, flere beviser og modbeviser.
Kilder:
- Dines Bogø: Myter – Mødet i Rostock (Den Korte Avis)
- Gunnar Thygesen: Besættelsen den 9. april var forudset (artikel)
- Jurij Moskvitin: Simos Spies (1999)
- Hans Kirchoff: 1940 – da Danmark blev besat (1940)
- Ole Hans Jensen: Maskerne falder
- Ole Hans Jensen, Britt Bartenbach: Hvem var fjenden?
- Ole Ib Bøcher: Besættelsen var aftalt (Kronik - Flensborg Avis 11.april 2001)
- René Rasmussen – Svar på denne (Kronik – Flensborg Avis 18.april 2001)
- Jon Galster. Den 9. april – en sand myte
- Bjørn Svensson: Mytedannelser omkring den 9. april
- Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan den 9. april
- Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring (1999)
- Carl Madsen: Når Bladene falder
Hvis du vil vide mere:
- På www.dengang.dk kan du finde 131 artikler om Besættelsestiden.
- Her på www.norrebro.dk kan du også finde en masse artikler om Nørrebro i besættelsestiden – brug søgefunktionen og gå ind i vores elektroniske arkiv.
|
