Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Shawarma med bismag

Hvad har shawarma med julebelysning at gøre? Ja se engang her. Shawarma – mesterskabet gav i den grad positiv omtale, selv om ikke alle politikere var begejstret for dette. Kvartermesteren på Nørrebro er de heller ikke interesseret i, selv om en sådan godt må fungere andre steder. Og så er vi kommet til begrebet markedsføringen. Sammenholdet omkring dette er ikke stort på Nørrebro. Om det skyldes den enkelte butiksejers indstilling eller butikssammensætningen, ja det vides ikke. Men snart skal der samles ind til julebelysningen. Bestyrelsen vil ikke mere bruge oceaner af tid på dette. Og Nørrebro Handelsforening, Loppemarkedet og Foreningens ejendom vil ikke mere dække underskuddet, trods stort tilskud fra Nørrebro Lokaludvalg. Dette bliver et varmt emne til Medlemsmødet den 21. oktober.

Stor interesse for Shawarma – mesterskabet
Atter en gang blev Nørrebrogade mesterskabet i Shawarma afviklet. Interessen var enorm, og det var omtalen også. Og så kan alle jo være tilfreds.

Men det er nu ikke alle, der er.

Fy, mesterskabet afviklet med kommunal støtte
For som altid er erhvervsstøtte i København altid efterfulgt af kritik, enten fra den ene eller den anden side af den politiske fløj. Denne gang er det atter Liberal Alliance, der kritiserer, at mesterskabet er afviklet med kommunal støtte.

Herfra mener man, at de deltagende selv tager ejerskab af konkurrencen. Man mener ikke, at det er kommunale kroner, der skal støtte dette. Her er man af den ide, at det er de enkelte madbutikker, der får gavn af omtalen. Man spørger om det næste, så er, at man næste gang tilgodeser grønthandlere, blomsterbutikker, frisører eller de brune værtshuse.

Positiv omtale af Nørrebro
Det er nu ikke den opfattelse man har i Nørrebro Handelsforening. Havde man haft midler til det, havde man også støttet foretagenet. Her oplyser man, at mesterskabet bevirkede en fantastisk positiv omtale af Nørrebro med en enkelt undtagelse.

Fødevarestyrelsen var på besøg
For Metroekspres har konstateret at tre af de deltagende har haft Fødevarestyrelsen på nakken i de forgangne år. Inden for blot fire kontrolbesøg har to af deltagerene fået en sur smiley.

Hos den ene deltagere kneb det gevaldig med rengøringen. Det har også knebet med fødevarehåndteringen. Og måske kan man ikke fortænke, at en virksomhed ikke hænger en kontrolrapport op med en møgsur smiley op. Men det skal man, så dette udløser en bøde i sig selv. Men nu skulle alt være vendt tilbage til det normale med glade smileys.

Omtalte avis har senere både bragt positive artikler og videoer af glade mennesker på Nørrebrogade.

Nørrebro har brug for positiv omtale
Det var enlig kvartermesteren, der startede dette initiativ, ligesom hun både arrangerede Halloween og andre positive tiltag på Nørrebro. Og egentlig har Nørrebro brug for positiv omtale.

Nørrebro – knappen
Det skal ikke meget til, inden journalisternes såkaldte Nørrebro – knap bliver aktiveret. Ja, sådan kalder Nørrebro Handelsforening det, når medierne dukker op i bydelen, når der igen har været overfald, knivstikkeri eller hash – razzia. Så bliver forsiderne ryddet, for at bringe det sidste nye fra ”den meget ramte bydel”.

Og som alle sikkert ved, så bliver NV, Bispebjerg og sågar Tingbjerg i journalisternes syn også udråbt til Nørrebro

Vi måtte ikke beholde kvartermesteren
Kvartermesteren var ikke noget, som bydelen måtte beholde. Måske var det af samme årsag, som det Liberal Alliance hentyder til. Nemlig at så skal man påtage sig ejerskabet. Og en sådan event – manager er noget en lokal handelsforening skal påtage sig.

I et center har man skrevet under på, at man skal bidrage til markedsføringen. Det skal en butik på Nørrebro ikke. Ja, man behøver ikke en gang at være medlem af Nørrebro Handelsforening. Når så de trofaste støtter har lukket deres butik, og dem, der har skrevet under på, at de vil deltage i en markedsføringsaktivitet ikke betaler, hvad så.

Beboerne vil have julebelysning
Ja det vi tænker på, er den kommende julebelysning.

Får handelsforeningen ikke julebelysningen op, ja så er der erklæret krig fra lokalbefolkningen. Et år var det endda en opfordring til at boykotte butikkerne, fordi der enten slet ikke kom julebelysning op, eller fordi det var mere end sparsomt, det man så fik op.

Det koster 400.000 kr.
Fakta er, at skal der julebelysning op over hele Nørrebrogade vil det koste 400.000 kr. Nørrebro Handelsforening har forgæves søgt politikerne om et ”stik – system” i forbindelse med renovering af Nørrebrogade. Det ville gøre ophængningen billigere. Men politikerne bakkede det ikke op.

Endnu støtter Nørrebro Lokaludvalg med 120.000 kr. Men ikke alle er lige tilfredse med at give dette tilskud. Denne sides redaktør har således fået at vide, at nogle af gruppens medlemmer betragter dette tilskud som et markedsføringsbidrag til detailhandelen. Men egentlig er dette forkert, for bydelens beboere får jo hver dag glæde af dette. Men sidste år var der kun tre boligforeninger, der bidrog til juleudsmykningen.

Kun en beskeden del af detailhandlerne bakker op
Forrige år bidrog kun 27 pct. af de handlende til julebelysningen. Sidste år var der godt nok 30 pct. Men egentlig er tallet lavere, fordi procenten er udregnet der, hvor der kom julebelysning op.

Skulle man regne procenten ud for hele Nørrebrogade, ja så blev den forbavsende lille. Og så havde man endda sidste år, hjælp fra Nørrebro/Nordvest Bladet, der den 29. oktober opfordrede til at man meldte sig til Nørrebro Handelsforening i forbindelse med julebelysningen.

Der bliver ikke solgt flere grøntsager
Mange siger direkte, at når Handelsforeningen kommer ud med hatten i hånden, så får de ikke solgt flere grøntsager, fordi der er julebelysning op. Egentlig er det ikke dyrt for de handelsdrivende at deltage. Prisen er cirka 200 kr. pr. facademeter ud til Nørrebrogade.

Enkelte butikker forlangte, at der blev sat en julekæde ud, lige foran deres butik. Man må sige, at en fælles markedsføring inden for detailhandelen på Nørrebro i dag har maget vanskelige kår. Om det skyldes butikssammensætningen eller den enkelte butiksejer, kan det ikke siges noget om.

Tidsforbruget er enormt
Problemet er også at mange erhvervsdrivende er opsøgt hele tre gange, efter at det først er sendt et brev ud. Der er udarbejdet kontrakter til hver enkelt butik på forhånd. Og når så endelig, det er lykkedes at få en bidragsyder, så highligtede bestyrelsesmedlemmer den pågældende butik på Nettet og Facebook. Dette resulterede i op til 12.000 likes af enkelte butikker.

Men tidsforbruget for bestyrelsesmedlemmerne har været større end resultatet kunne bære. Således måtte et enkelt bestyrelsesmedlem tage 14 dages ferie fra sit firma. Hvert år har både Nørrebro Handelsforenings Loppemarked og foreningens ejendom bidrage for at dække underskuddet. Men bestyrelsen mener, at alle disse omkostninger og tidsforbruget simpelthen er for meget.

Et emne på medlemsmødet
Hvordan det kommer til at forløbe i år er endnu ikke klarlagt. Dette vil ganske givet være på programmet til medlemsmødet den 21. oktober.

Kan man få frigivet fondsmidler
Nørrebro Handelsforening har en gammel fond man gerne i samarbejde med Nørrebro Lokaludvalg vil bruge til markedsføringstiltag. Men endnu har man ikke fundet det juridiske grundlag til at få frigivet disse fondsmidler. Og Nørrebro Lokaludvalg vil gerne samarbejde, når man finder en løsning på dette, hvis ikke kommunale forordninger eller politisk indblanding også lægger en forhindring i dette.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16