I vores serie om Besættelsestiden vender vi blikket mod broderfolket, Sverige. De havde planer om at indtage Danmark med minimum 25.000 mand, bland disse var 3.700 mand fra Den Danske Brigade. Det skulle ske, hvis de tyske tropper led sammenbrud, og hvis fronten var flyttet til Danmark. Hvor realistisk planerne egentlig var, kan diskuteres. Denne artikel er lavet i samarbejde med www.dengang.dk Ukendt for de fleste er sikkert også, at svenskerne øgede eksporten af kuglelejre for at få frigivet fire dødsdømte svenskere. De tre af disse blev først frigivet sent. Tyskerne brugte dem som gidsel, for stadig at kunne importere masser af jernmalm til den tyske krigsindustri.
Bernadotte tog æren
Var svenskerne virkelig så neutrale under Anden Verdenskrig? De tjente styrtende med penge på eksport til tyskerne. Og Grev Bernadotte forsøgte at tage hele æren med projektet De Hvide Busser.
Smiger og underdanighed
Man må sige, at svenskerne sikkert lige som danskerne var påvirket af krigskonjekturerne. Men svenskerne var trængt af både den norske og den danske besættelse. Men landet var i særdeleshed presset af finnerne mod øst.
Måske kan man ikke bebrejde svenskerne noget, når de var til møde i magtens korridor. De brugte smiger og underdanighed. De var ofte til møde i Rigskancelliet og forsøgte at spille deres kort rigtig.
Kongelige begejstret af nationalismen
Nationalsocialismen greb også de kongelige i Skandinavien. Allerede i 1930erne ved vi, at nogle kongelige var begejstret for denne filosofi.
Kong Gustav den Femte var selv af tysk ophav. Gennem sin tyske svigerdatter, Sibylla af Sachsen – Cotburg – Gotha og dennes nazistiske far, fik kongen også impulser. I et brev fra foråret 1941 stilet til den tyske rigskansler giver kongen udtryk for tyskernes succes i kampen mod bolsjevismen i øst.
Nu blev brevet dog aldrig sendt, statsministeren modsatte sig. Men kongen formidlede sine tanker til den tyske ambassadør sikkert uden statsministerens vidne.
Ærkebiskop informeret om jødeudryddelse
Allerede i 1942 skulle den svenske ærkebiskop Erling Eidem have fået besked om jødeudryddelser i de polske områder. Men han gik dog ikke videre med disse oplysninger.
Nu opfattede Rigskancelliet ikke Sverige som speciel tyskvenlig trods en meget eftergivende politik i krigens første tre år.
Men i Sverige fylder begivenhederne i Norge og Danmark ikke særlig meget. Og heller ikke Sveriges rolle under krigen er der større interesse for.
Svenske industrifolk anholdes
I løbet af juli 1942 arresteres flere svenske forretningsfolk i Warzawa. De føres alle til Gestapos hovedkvarter. Senere føres de til Berlin. En grundig efterforskning iværksættes, og efter et halv år afleveres en rapport til Himmler. Fire af svenskerne bliver dømt til døden for spionage.
Det var ingen tvivl, om at svenskerne hjalp deres jødiske ansatte og skaffede disse fødevarer på det sorte marked.
Polakkere sendes i tvangslejre
En af de dømte svenskere tog allerede i september 1939 fotos af jødiske polakker, som blev tvunget til at gå med mærker på tøjet. De måtte som bekendt heller ikke gå på fortovet, men skulle gå på kørerbanen. Og i maj 1940 skildrede han, hvordan tusindvis af polakker blev sendt til Tyskland som tvangsarbejdere.
Han rapporterede alle sine iagttagelser hjem til Sverige. Og når de var hjemme og skulle tilbage igen til Polen, havde de tøj med til polakkerne og jøderne.
Efterhånden blev et par af svenskerne det vigtigste forbindelsesled mellem den polske modstandsbevægelse og eksilregeringen i London.
En svensker i jødisk ghetto
I maj 1942 havde svenskerne besøg af to repræsentanter fra Warszawas ghetto. De havde simpelthen sneget sig ud. 400.000 mennesker var stuvet sammen på fem kvadratkilometer. Forholdene var helt umenneskelige. En af svenskerne, Sven Normann blev smuglet med ind i ghettoen, hvor han nåede at tage en hel masse fotografier. Men en ghettovagt opdagede ham og smed ham ud.
Kort efter blev hans fotos sendt i britiske ugerevyer og amerikanske biografer. De to jødiske mænd forsynede Sven Norman med 2.000 negativer, dokumenter og fotos fra dødslejrene i Polen. De var her i 1942 begyndt at aflive mennesker i et ubegribeligt omfang. Mindst 700.000 jøder var allerede aflivet på daværende tidspunkt.
Den svenske presse underlagt censur
Sven Normann undgik kontakt med de svenske myndigheder, for hans gøren og laden var direkte i strid med den svenske neutralitetspolitik. Ja den svenske regering udsendte endda et særligt pressedirektiv, med besked om, at undgå detaljerede skildringer af grusomheder i forbindelse med krigen.
Men gennem BBC fik befolkningen detaljerede oplysninger om udryddelser af jøderne. De engelske aviser kastede sig også over de horrible nyheder. Den 2. juni 1942 var man klar over, hvad der skete. Den 9. juli 1942 aflagde den britiske informationsminister et stort anlagt pressemøde om udryddelser af jøderne. Ministeren lovede at stille de skyldige for retten.
Overvåget af sikkerhedstjenesten
I Stockholm var man ikke begejstret for Normanns informationer. Den svenske sikkerhedstjeneste havde overvåget ham. I løbet af 1942 udsendte man i Sverige to publikationer oversat fra engelsk. Men straks blev begge publikationer konfiskeret efter direkte ordre fra den svenske regering.
Himmler var efterhånden blevet meget vred på svenskerne. På et møde i marts 1943 mente SS – generalen Ernst Kaltenbrunner, at de fire anholdte svenskere skulle skydes. Så kunne man jage svenskerne et skræk i livet, efter at de optrådt så uvenligt.
Men Himmler mente, at han kunne udnytte situationen til sin egen fordel.
Det svenske udenrigsministerium underrettes
Samme dag, som Goebbels noterer i sin lommebog, at deportationen fra ghettoen i Warszawa foregår planmæssig, stiger diplomaten, Göran von Otter på nattoget til Berlin efter et hårdt program i Warszawa. Han får ikke nogen soveplads, og må stå i gangen. Her kommer han i snak med en officer ved navn Kurt Gerstein.
Gerstein har været på tjenesterejse og fortæller Otter, at han med egne øjne har set, hvordan jøder dræbes. 15.000 på en dag i Belzec. Og 25.000 på en dag i Treblinka. Gerstein fremviste tegninger af lejrene, og fortalte detaljeret om aflivningen på dødsfabrikkerne. Gerstein mente, at hele Verden burde alarmeres. Og Göran von Otter aflagde da også en mundtlig rapport til det svenske udenrigsministerium. Men nødråbet blev herfra ignoreret.
Mange år senere, er det kommet frem, at den svenske regering bevidst skrinlagde oplysningerne.
Dømt til døden
Den 30. juni var det nu efterhånden syv svenskere, der stod foran den berygtede dommer, Roland Freisler ved Folkedomstolens 1. afdeling. Og det endte med, at fire af svenskerne blev dømt til døden, en enkelt fik livsvarig fængsel og to blev frikendt.
Fangerne er fængslet i Moabit – fængslet i Berlin. Og normalt bliver disse domme udført omgående. Hjemme i Sverige aner folk ikke, hvad der foregår. Pressen har af den svenske regering fået at vide, at de ikke skal omtalte dommene.
Det svenske diplomati arbejder på højtryk
Diplomatiet arbejder intenst. Kong Gustav den Femte skriver et brev til Hitler og trygler om nåde. I den tyske ledelse sker der i løbet af de næste måneder et tovtrækkeri. Man er bestemt ikke enige i, hvad der skal foregår.
Udenrigsminister Joachim von Ribbentrop vil sætte Sverige på plads og give dem en lærerstreg. Men her i 1943 trækker Himmler i en anden retning. Efter flere nederlag på Østfronten er tyskerne under pres. Svenskerne kan derfor blive nyttige forhandlingspartnere.
Himmler lover frigivelse
Adolf Hitler ændrer dommen til tugthus på livstid. De svenske fangere føres til et sikkert sted ca. to timers kørsel fra Berlin. Men hvorfor gjorde Hitler lige det?
Det kneb efterhånden for tyskerne at få kuglelejre. Men det kunne svenskerne da godt klare, såfremt de fængslende blev løsladt. Allerede før jul 1943 rejste Walter Schellenberg til Stockholm for at forhandle med rustningsminister Albert Speer. Det blev meddelt Hitler, at det svenske firma SKF kunne levere en langt større portion, som den svenske regering ellers ville give lov til. Og de svenske kuglelejre var af en langt bedre kvalitet, end hvad en tysk fabrik kunne fremstille.
Himmler håbede på eftergivenhed
Himmler garanterede personligt for frigivelsen. Men de sidste tre blev dog først løsladt tre dage før jul i 1944. Men mon ikke de bare har været gidsler, så tyskerne var sikker på fortsatte leverancer af jernmalm og kuglelejer. Selvfølgelig håbede Himmler på, at svenskerne ville tale deres sag for Vestmagterne.
At Himmler, så som tak for sin indsats også i forbindelse med De Hvide Busser, skulle være kommet til Sverige for der at være blevet skudt med et nakkeskud, ja det er nok det, man kalder konspirationsteori.
Krigsfronten måtte ikke komme til Danmark
Kunne det tænkes, at fronten rykkede til Danmark og Norge? Eller kunne det tænkes at russerne udnyttede situationen og sikrede sig herredømmet over Østersøen? Det var jo lige før, at russerne var kommet først.
Ja dette sad man faktisk og tænkte over i Sverige i 1942. Svenskerne, som ellers havde erklæret sig neutral, ville af taktiske grunde forhindre at krigsfronten kom til Danmark.
Svenskerne tænkte på militær intervention
Vi vidste godt, at svenskerne trænede 12.000 norske polititropper og 3.600 mand fra Den Danske Brigade. Men vi har nok ikke vidst, at svenskerne faktisk planlagde en militær intervention i Danmark. Den svenske forsvarsstab var klar til kamp i samme øjeblik, det var nødvendigt.
Man begyndte at lægge planer, og en af disse var at gå i land på Sjællands kyst. Ja man kan godt være lidt overrasket over, at svenskerne så tidlig kunne forudse tyskernes sammenbrud. Godt nok havde tyskerne lidt nederlag i Nordafrika, men alligevel.
Hvad skulle det svenske militær?
Begivenhederne i Danmark i efteråret 1943 gjorde planerne mere aktuelle. Svenskerne formulerede en indgriben i Danmark på, at de ville genskabe roen og sikre, at en fremmed magt ikke overtog herredømmet såfremt de tyske tropper led sammenbrud. Det svenske militær skulle:
- Afvæbne og internere tilbageværende tyske tropper og fartøjer
- Udrense de elementer, der havde slutte sig til den tyske besættelsesmagt
- Ved behov at genorganisere kommunikationsvæsnet, bidrage til sikre forsørgelsen af befolkningen samt organisere ordensmagten
- Organisere militær beskyttelse mod tyske modtiltag
- Så vidt mulig begrænse invaderende britiske eller sovjetiske troppers fortsatte virksomhed og foranledige, at de rømmede landet snarest.
25.000 mand var parat
I 1944 reviderede man atter engang planerne. Planen var, at 3. hærkorps skulle bestå af fire cykelbårne infanteriregimenter, en motoriseret brigade og en panserbrigade. Disse skulle gennemføre en landgangsoperation på Sjælland.
Landgangen skulle ske med små fartøjer og fiskerbåde i ly af mørket. To regimenter på ca. 4.700 mand skulle gå i land på strandene ved Helsingør. Fem bataljoner på i alt 3.900 mand skulle angribe Københavns – området.
Et regiment skulle stige i land i Køge Bugt. Værløse Flyveplads skulle indtages ved landsætning af luftvejen. Efter at havnene var indtaget, skulle de tunge delinger transporteres over. Til sidst skulle en forstærket infanteribataljon besætte Bornholm.
Den totale styrke er ikke opgivet, men mon ikke vi nærmer os et antal på ca. 25.000 mand. I juli 1944 blev der gennemført øvelser. Og det foregik ganske gnidningsfrit. Det tog et kompagni kun et kvarter om at gå i land med hele deres tunge udrustning heriblandt panserværnsraketter.
Den Danske Brigade tiltænkt en vigtig rolle
Senere blev også Den Danske Brigade en del af planen. Det danske efterretningsvæsen Ligaen havde fuld kendskab til planerne. De gik i eksil i Stockholm og formidlede efterretninger videre til svenskerne.
Og svenskerne var ret hurtige til at få rapporterne fra Danmark. De blev hele tiden opdateret om forholdene.
Var planerne realistiske?
Var planerne egentlig realistiske? Ja den svenske udrustning fejlede ikke nogen. Men de svenske soldater manglede kamperfaring. Men nu var de tilbageværende tyske soldater i Danmark nok ikke af højeste klasse, men de havde trods alt, kamperfaring. Men mon ikke kampgejsten hastigt aftagende.
Nu var det ikke alle svenske militærfolk, der var lige begejstret for planerne. Lederen af hele projektet troede heller ikke selv på det.
Kilde:
- Staffan Thorsell: Min kære rigskansler. Sveriges kontakter til Hitlers Rigskancelli /Borgen
- Staffan Thorsell: Warszawasvenskarna. De som lät wärlden veta/ Albert Bonniers Förlag
- Armémuseum, Stockholm
Hvis du vil læse mere:
- Der er 148 artikler om besættelsestiden på www.dengang.dk
|
