Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Detailhandel i december 2015

Vi skal besøge de værste og de bedste discountbutikker og supermarkeder. Swipp har fået en ny stor kunde. Se her, hvor dyrt, det er at låne, når din bank siger nej og din konto er tom. Og så borbageren ikke mere på Nørregade. En bombe er sprunget i dagligvarehandelen. Black Friday satte mange rekorder. Forvirring omkring returret. Butikker lukker grundet Metrobyggeri. Butikker får mere ud af medlemskort end medlemmerne. Uenighed om planlov. Sodavandssvindel stiger. Butikspersonale bliver tiltalt som møgkælling, luder og fede sæk. Dette og meget mere i det nyeste besøg i dansk detailhandel.

Nu stiger detailsalget
Skal man tro det. Ja stigningen udgør dog kun 0,5 pct. højere omsætning i oktober end i september. Men oktober – omsætningen var på det højeste niveau siden maj 2011. Der var en fremgang på 1,9 pct. inden for gruppen Beklædning.

Inden for elektronik, husholdningsudstyr og fritidsprodukter steg omsætningen med 0,5 pct. Salget af Fødevarer og andre dagligvarer steg med 0,1 procent.

Luder, Møgkælling, Fede sæk
De allerfleste kunder er søde, rare og omgængelig. Her er overhovedet ingen problemer. Men 71 pct. af butikspersonalet har oplevet en rå og skinger tone fra kunder. Epinion har for HK – Handel gennemført en undersøgelse. Personalet har været udsat for trusler og grove ord som Luder, Møgkælling og Fede sæk.

Måske er det tonen på de sociale medier, der afspejler sig i butikkerne. Men måske er butikkens reglement ikke tilpasset kundens behov, som så kan føre til vredesudbrud. Det kræver vel også situationsfornemmelse, når en ekspedient skal begå sig blandt stressede kunder, som sikkert bliver endnu mere stresset her op til jul. Når så butikken har udsolgt af Lille Peters ønsker, ja så falder hammeren.

En butiksekspedient skal kunne meget og blandt håndtere konflikter og ikke optrappe en sådan. Men mon ikke også kunderne skal tænke sig om en ekstra gang.

Sodavandssvindel sætter rekord
Efter stribevis af razziaer mod slikbutikker og uregistrerede sliklagre har Fødevarestyrelsens Rejsehold nu intensiveret jagten på ilegale sodavandsimportører og det har givet resultat.

I de første 10 måneder i 2015 har Fødevarestyrelsen i samarbejde med Skat beslaglagt 538 tons ulovligt importerede sodavand og uddelt indskærpelser, påbud og bøder i massevis. De 538 tons svarer til mere end 1,3 mio. dåser.

Man har bl.a. fundet ukendte lagre. Og man har fundet dåser i beskidte lagre, hvor der også var masser af rotteekskrementer.

Det forlyder, at svindlen er meget organiseret. Der sidder bagmænd og scorer kassen på det. De ulovlige sodavand bliver solgt til pizzeriaer, kiosker, minimarkeder og til private via store arbejdspladser.

Uenighed om ny planlov
HK ser både fordele og ulemper ved udspillet til den nye planlov. De Samvirkende Købmænd raser, Lidl jubler og Dansk Supermarked mener ikke, at det er nok.

Butikker får mere ud af medlemskort, end medlemmerne
Danskerne er så begejstrede for rabatter, at de har meldt sig ind i en kundeklub. En ny undersøgelse viser dog, at det er de færreste, der sparer noget. De fleste får dog den bonus, som butikkerne får. Undersøgelsen viser, at den som de fleste er tilfredse med, ikke nødvendigvis giver de største fordele. De er bare bedre til at fortælle, hvilke fordele kunderne har.

Butikker lukket, grundet Metro – byggeri
Bygningen af en ny Metro – trappe ved Nørreport station er gået hårdt ud af de omkringliggende butikker. Byggeriet er ifølge butikkerne selv årsag til, at de har måttet lukke. Bane Danmark har ifølge Berlingske måttet betale 3,2 millioner kroner til indehaveren af tøjbutikken Invasion, der har måttet lukke en af sine seks butikker. Men mange flere butikker i området forsøger nu at få erstatning.

Men også andre butikker i andre dele af København har måttet lukke grundet det omfattende Metro – byggeri.

Forvirring omkring returret
I en undersøgelse som YouGov har a foretaget for Søndagsavisen angiver hver 16. dansker, at de mindst en gang har planlagt at købe en vare, brugt den og returneret den, før returretten var udløbet. 

  • Det er skræmmende

Ja sådan siger Dansk Erhverv.
Forbrugerrådet Tænk mener, at returretten skal udvides. Forbrugerne skal have lovpligtig returret ved køb i en fysisk butik, mener man. Og ifølge Forbrugerombudsmanden er det heller ikke noget galt med at returnere en brugt vare.
Men så må butikkerne vel have lov til at nedskrive varens værdi?

Black Friday – forbrugerrekord
Dankortomsætningen nåede op på 1.983 mio. kr. på den sorte fredag. Det er 13 pct. højere end den hidtidige dagsrekord, der blev sat under sidste års julehandel. Og det er 29 pct. mere end hvad der blev købt for sidste år på Black Friday.

Også på Nettet var det travlhed. Mange netsider brød sammen på grund af besøgstallet. Denne dag vil utvivlsomt løfte julehandelen.

En bombe under dansk dagligvarehandel
Grænsehandel på nettet truer dansk dagligvarehandel. Nu kan danske forbrugere få leveret varer med enten svensk eller tysk fødevaremoms. Her kan hverken danske netbutikker eller de fysiske butikker være med herhjemme. Hos grænsekøbmændene ved den tyske grænse er man da også behjælpelig på deres hjemmesider med at finde transportfirmaer.

Handelen er godkendt af Skatterådet. Det er så op til de danske forbrugere selv at betale den danske afgift. Det er forbrugernes eget ansvar.

Dansk Erhverv mener, at denne form for handel er dybt konkurrenceforvridende og dybt problematisk.

Bageren bor ikke mere på Nørregade
Bagerier landet over har store problemer med at konkurrere med det butiksbagte brød, som flere og flere dagligvarebutikker, tankstationer og supermarkeder benytter sig af.

I løbet af de sidste 10 år er antallet af bagerier faldet fra 1.200 til 770. De bagerier, der er tilbage er i gang med at omstille sig til de nye krav. Man regner med i branchen, at dette tal stagnerer. I øjeblikket er et par bagerikæder i gang med at udvide deres butiksantal.

Mange familier har så travlt i hverdagen, at de kun har tid til at handle et sted. Og mange lokale bagerier har derfor også indgået aftale med det lokale supermarked og opretter selvstændig bageri i denne.

Det koster at holde jul for lånte penge
Er kontoen tom er det ikke ligegyldig, hvor du låner dine penge. Det kan være 3.000 kr. at spare på et online – lån på 10.000 kr. Det er Salimo.dk der har sammenlignet priser. Et kviklån kan godt betale sig, hvis du betaler, når du får løn. Og hos Jysk koster det i alt 290 kr. for at låne 10.000 kr. afdraget over 10 måneder.

Onelinelån på 10.000 kr. tilbagebetalt over 36 måneder: 

  • Leasy lavrentelån 2.456 kr. 
  • DER Tryglån 2.456 kr. 
  • Kviklån 2.456 kr. 
  • Santander 3.392 kr. 
  • Ekspress Bank: 3.454 kr. 
  • Fokuslån 3.644 kr. 
  • Resurs Bank: 4.184 kr. 
  • Ikano Bank: 4.616 kr. 
  • Selene Finans Lån: 5.048 kr. 
  • Lånlet: 5.048 kr. 
  • Hotlån Ekspress lån: 5.408 kr.

Kviklån – Lån på 3.000 kroner, tilbagebetalt på 30 dage: 

  • Vivus (X) 570 kr. 
  • Kvik Automaten Kviklån (X): 625 kr. 
  • Ferratum Mikrolån (X) 625 kr. 
  • GoKredit 625 kr. 
  • Fokia Kviklån: 650 kr. 
  • Mikrokredit Mikrolån: 660 kr. 
  • Netkredit(X) 660 kr. 
  • Trustbuddy: 670 kr. 
  • (X) giver første lån uden omkostninger 
  • Banklån er ikke medtaget, det kræver individuel beregning og kreditvurdering

Swipp har indgået aftale med kæde
På mange måder har Swipp været Mobilepays lillebror. Men nu har man indgået aftale med 7 – Eleven. Swipp fortæller, at de nu er oppe på 13.000 erhvervskunder.

De bedste og de værste supermarkeder
Søndagsavisen har fundet frem til, at man får den bedste kundeoplevelse i Fakta og Irma. I Fakta får man for eksempel en kvajebajer, hvis man får en sej bøf. Og så har man nogle sjove slogans i kæden. Men overraskende er, at man har slået sidste års vinder, Rema 1000. Vi tager lige hitlisten.

Almindelige supermarkeder: 

  1. Irma 
  2. Meny 
  3. Super Brugsen 
  4. Kvickly 
  5. Føtex

Discountbutikker: 

  1. Fakta 
  2. Rema 1000 
  3. Aldi 
  4. Lidl 
  5. Netto 
  6. Kiwi

Arbejdstilsynet snød
For at nå sit mål har Arbejdstilsynet talt 5.200 lukkede virksomheder med. Men det gav så 75.000 kr. i bonus til direktøren. Det skriver MetroExpres. Arbejdstilsynet oplyste, at de havde gennemført 27.000 risikobasserede tilsynsbesøg. Men de havde faktisk kun foretaget tilsynsbesøg i 22.000 tilfælde. 5.200 virksomheder i 2014 viste sig at være gået konkurs eller ikke at have ansatte.

Det var, hvad vi havde valgt at bringe i vores besøg i dansk detailhandel her i december. Følg også med på vores Facebook, hvor vi bringer nyt og aktuelt i detailhandelen med daglige opdateringer. Vil du vide, hvad der er sket i butikkerne i de forrige måneder, så gå ind i vores elektroniske arkiv. Brug vores søgefunktion.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16