Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Du har ringet til Politiet

Her havde vi håbet, at politiet ville komme, når vi ringede. Men de har stadigvæk ikke flere ledige vogne. Situationen hos politiet er blevet værre. Den enkelte betjent skal påtage sig endnu flere bevogtningsopgaver. Og det går ud over almindelig politiarbejde. Og så er man ikke så begejstret for den nye politiuddannelse. Men det er ikke kun manglende mandskab, der er skyld i en dårligere stemning hos politiet. Mange giver udtryk for en syg politikultur med enstrenget ledelse. Man interesserer sig ikke for den enkelte betjent. De danske betjente har 950.000 arbejdstimer til gode. Hos Københavns Politi er sygefraværet steget med 40 pct. Hos Midt – og Sydsjællandsk Politi er sygfraværet steget med 110 pct.

Københavns Politi har omprioriteret
Ja vi har mange gange skrevet om Politiet. Forhåbningerne har hele tiden været, at nu blev forholdende bedre, og så ville man måske prioritere anderledes. Måske ville de så dukke op, når man akut havde problemer i butikkerne.

Men situationen er snarere blevet værre. Og igen engang har Københavns Politi måttet omprioritere.

Mindre tid til narkobekæmpelse og færdsel
Specialenheden Task Force Pusherstreet er således blevet pålagt at udføre andre opgaver. Man skal også gøre mindre ud af færdselsopgaver.

I mere end et år har politiet øget sikkerheden ved jødiske mål og udvalgte begivenheder. Og så er det også lige bevogtningen af grænserne. Der er brugt 420.000 timer til at bevogte jødiske institutioner.

Rigspolitiet har besluttet, at Københavns Politi fra 1.april skal finde mandskab til to tredjedel af sikkerhedsopgaver. Kun ved den sidste tredjedel kan man forvente hjælp fra sjællandske kollegaer. De nye krav betyder, at Københavns Politi skal finde 70 betjente.

Motorcykelbetjente, der før løste trafikale opgaver, skal nu holde opsyn med ambassader, Slotsholmen og udvalgte steder.

Ledelsen mener dog ikke, at hashandelen på Christiania og andre steder får mere frit spil fremover. Man har bare ændret strategi, siger man.

237 betjente bruges dagligt ved grænsen
Ti af landets tolv politikredse sender dagligt et tocifret antal af kredsens betjente til den danske grænse mod syd. Dagligt bliver der ifølge Ritzau sendt 237 betjente til grænsen. Det svarer til 500 årsværk, da weekender, ferier og helligdage også skal medregnes.

Situationen slider endnu mere på betjentene. De kan snart ikke mere, siger man fra Politiforbundet.

Sikkerhedsopgaverne er kommet for at blive
Sikkerhedsopgaverne er kommet for at blive. Sådan er trusselsbilledet, og det giver i den grad udfordringer for politiet. Man bliver nødt til at følge anbefalingerne fra PET. Flygtningekrisen og terrortrusler forhøjer beredskabet utroligt meget.

Den nye politiuddannelse er ikke populær
Et andet problem er, at Rigspolitiet har svært ved at flytte politielever fra den 3 – årige bacheloruddannelse over på den nye 2 – årige basisuddannelse. Fra den 1. februar er den 3 – årige uddannelse erstattet af en 2 – årig uddannelse. Fremover skal politiskolen optage 550 elever pr år mod normalt 384 elever.

Tal fra Rigspolitiet viser, at kun 72 af 704 studerende har valgt den nye uddannelse. Flere eksperter har peget på, at det faglige niveau falder i politiuddannelsen. Måske kan den dårligere uddannelse bringe både den enkelte betjent og borgernes sikkerhed i fare.

”Vi kan ikke rykke ud til alle i samme sekund”
Det store problem er, at man mangler folk. Og det går så ud over mindre sager. Disse sager får lov til at samle støv.

Således anmeldte en kvinde på Fyn et tyveri fra en lejer, der simpelthen havde tømt huset for antikke møbler, billeder og porcelæn. Efter seks uger havde hun ikke hørt noget. Hun havde givet politiet navn og adresse på lejeren.

Mange danskere føler, at kriminelle i flere politikredse har frit spil. I Brønshøj – Husum området huserede drengebander i flere uger. Kun fordi medierne begyndte at skrive om sagen, skete der noget.

Politiets svar var, at det er en prioritering blandt mange sager. Hvad skal skubbes op – og hvad skal skubbes ned. Og så mener politiet, at det ikke her er noget, der er akut farligt i dette eksempel. Politiet fortæller, at man jo ikke kan rykke ud til alle ting i samme sekund.

Den enkelte betjent bryder sig ikke om det
Flere steder sælges der åbenlys hash. Den enkelte betjent synes ikke, at situationen er særlig heldig. Og danskernes retssikkerhed lider et alvorligt knæk.

Det opsøgende politiarbejde bliver nedprioriteret og dette udnytter de hårde narkokriminelle rockere og bander.

950.000 overarbejdstimer er opsparet
Ifølge DR har betjentene opsparet 950.000 overarbejdstimer. Det er en stigning på 60 pct. siden 2014. Sygefraværet er steget eksplosivt. I København er sygefraværet steget med 40 pct. Men hos Midt – og Vestsjællands Politi er langtidssygefraværet steget med hele 109 pct.

Betjente taler om vagtskemaer, der slet ikke hænger sammen. Flere betjente er blevet skilt, og andre søger andre jobmuligheder.

Ny politikultur har ødelagt meget
Men nu er det ikke kun manglende mandskab, der er problemet. To tidligere betjente fortæller således til www.norrebro.dk, at en ny politikultur også ødelagde meget. Der kom en enstrenget ledelse og kontrol frem for tillid. Man skulle i stigende grad spørge ledelsen om, hvem man måtte tale med, for at opklare en sag.

Den enkelte betjent fik mundkurv på. Politiets organisation havde udviklet sig katastrofalt. I 2015 valgte 128 politifolk at søge orlov fra tjenesten. Kun en tredjedel kom tilbage. Dårlig arbejdsmiljø, dårlig ledelse, manglende fokus på medarbejderne og udsigtsløshed er årsag til, at politifolk søger væk.

Politiledelsen er for langt fra den enkelte betjent
Arbejdspres og krav samt en topledelse langt fra virkeligheden er også noget, der møder den enkelte betjent. Loyaliteten forsvinder og arbejdet føles ikke at gå i den samme retning. Man undersøger heller ikke, hvorfor et stigende antal betjente forlader deres arbejdsplads.

Det er som om ledelsen ikke interesserer sig for den enkelte betjent, ej heller hvilke kompetencer den enkelte har, og hvilken karriere den enkelte kunne tænke sig.

Ledelsen er heller ikke blevet mere populær efter at det er kommet frem, at Rigspolitiet nu også har udsendt et varsel om at polititjenestemænd kan risikere at blive flyttet til andre steder af landet. I kontrakterne står det, at de skal være omstillingsparate.

Graverende fejl i Rigspolitiets administration
At Rigsrevisionen to år i træk har fundet graverende fejl i Rigspolitiets administration forværrer kun billedet af kaos. Således havde chefer og medarbejdere ikke registreret deres ferier. En chefs ferie var ikke blevet afskrevet efter at han havde fået udbetalt 125.000 kr. i feriegodtgørelse. Uberettiget har mange fået udbetalt langt mere, end det de egentlig var berettiget til.

Rigsrevisionen har ved at gå fem år tilbage fundet fejl i hele 20 pct. som omhandler både ledelse, administrative medarbejdere og menige politifolk. 

  • Vi har i tidens løb skrevet en del om politiet på vores hjemmeside. Det gælder både de kampe, de har været involveret i på Nørrebro, samt den enkelte betjents arbejdsforhold. Gå ind i vores elektroniske arkiv via vores søgefunktion.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16