Den 8. – 9. november 1999 lykkedes det for vandaler, at ødelægge for millioner af kroner på Nørrebro. Politiet lod vente på sig. Også formanden fik smadret sin butik. En mand henvendte sig med beviser, men ingen er nogen sinde blevet draget til ansvar. En sort aften i Nørrebro Handelsforenings historie.
Den 8. – 9. november 1999 har nok været den sorteste dag for de handlende på Nørrebro. Ikke blot omfanget af hærværket og tyverierne, men også myndighedernes afmagt.
Status for hærværket
Status for natten:
- 123 butiksvinduer knust
- 11 indgangsdøre smadret
- 7 udhængs skabe smadret
- 3 Dankort – automater smadret
- Diverse udstillingsmontre smadret
- Diverse butiksinventar knust
- Mindst 7 glasdiske knust
Der blev stjålet:
- Tre kassevogne
- Sko og tøj i ukendte mængder
- Ure, gryder, pander
- Smykker
- Diverse Brillestel
- En palle maling/træbeskyttelse
- Tasker og punge
- Kuglepenne
- Hårpleje
- Diverse Matas – vare
- Værktøj
En ekspedient blev overfaldet. Men det værste, at ikke en eneste person blev gjort ansvarlig over for denne vandalisme.
Nørrebro Handelsforening udsendte flere presseinformationer i dagene derefter ødelæggelserne. I den første stod der:
Vi føler, at vore næringsdrivende bliver taget som gidsler, da en gruppe af udemokratiske hærværksfolk og terrorister fik lyst til at vise deres foragt over for samfundet.
Samfundet må stå til regnskab for politiets manglende indsats, da deres indsats eller mangel på samme, har resulteret i betydelige ekstra omkostninger for de implicerede virksomheder.
Forsikringsselskaber skruer bissen på
Og det var ikke uden grund, det med ekstra omkostninger.
Forsikringsselskaberne prøvede på mange måder at henvise til paragraffer, forordninger og meget mere. Det var de færreste, der fik dækket deres udgifter. Et glasskab til 70.000 kroner blev kun dækket med 35.000 kroner.
Selskaberne skruede tvært imod bissen på. Selvrisikoen voksede yderligere. Der blev stillet krav om gitter og kameraovervågning.
Ingen klassekamp – uden gadekamp
På muren på Assistens Kirkegård stod der dagen efter:
Ingen klasekamp – uden gadekamp
Masser af sympati – men ingen penge
Nørrebro Handelsforening tog hurtigt initiativ til en indsamling for de skadesramte efter terrornatten.
Man skrev til samtlige partier om økonomisk kompensation, for eksempel fra Stormflodsfonden.
Sympatien over for foreningen ville ingen ende tage. Politikerne stod nærmest i kø for at love guld og grønne skove, men indtil dags dato, er der ikke tilkommet de skadesramte en rød øre. Det vil sige nogle af handelsforeningerne bidrog.
Nørrebro Handelsforening opfordrede til, at der blev gjort noget politisk ved de gentagende hærværksaktioner over for detailhandelen på Nørrebro. Ligeledes blev der sendt et klagebrev til justitsminister Frank Jensen, hvor man anfægtede politiets sene indgriben.
Ødelæggelserne var meget værre end den 18. maj 1993.
Glubske glarmestre og vagtselskaber
Næsten, mens urolighederne stod på, holdt glarmestrene parat, for at montere nye glas. Forretningerne blev dagen efter bombarderet på kryds og tværs af vagtselskaber og folk, der ville sælge gitre og andet udstyr.
Var det Ungdomshuset?
Formanden Johnny Beyer sagde til dagspressen, at han var sikker på, at det var Ungdomshuset, der stod bag terroren. Flere forretningsfolk havde set autonome på gaden. Formanden for Indre Nørrebro Bydelsråd udtalte til Jyllands Posten den 10. november, at det ikke var Ungdomshuset, der stod bag:
De plejer, at være mere selektive ved deres aktioner. Det går kun ud over banker og politiet. Jeg er ret overbevist om, at det er andengenerationsindvandrere, der stod bag. I øvrigt holder de autonome ikke nødvendigvis til i Ungdomshuset.
Angiveligt var det en udvisning af en ung tyrker, som Nørrebro handlende skulle afbøde for. Ungdomshuset udsendte også en presseinformation:
Ungdomshuset er et koncertsted, en bogcafe, cirkus – og gøglerskole, øvelokaler og meget mere. Vi er et samlingssted for mennesker, der ønsker at vise et alternativ til det profitfokuserende og kommercialiserede samfund, vi lever i. Men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.
Den forklaring troede foreningens formand, Johnny Beyer ikke på. Sammen med en journalist fra BT opsøgte han Ungdomshuset. Det var nu ikke de varmeste følelser, der prægede diskussionen, og kaffe blev der ikke budt på.
Din butik bliver den næste
Din butik, kan blive den næste, der bliver ramt. Det er i dag uenighed, om det var sådan ordene faldt, man faktum var, at to nætter efter blev Johnny Beyers farvehandel raseret.
Før et efterfølgende møde var Johnny Beyer blevet truet af folkevalgte politikere, at såfremt han nævnte Ungdomshuset ville der ske ting og sager. Politiet havde fået nys om sagen, og var mødt talstærk op. Siden den aften er der politikere, politiske partier og medier, der frabeder sig enhver information fra Nørrebro Handelsforening.
En mand med beviser
Et par dage efter dette, kom en mand ind i Johnny Beyers butik. Han mente, at kunne fremføre beviser, der kun godtgøre, hvem der reelt stod bag aktionen. Han ville lade sig afhøre af politidirektøren men kun hvis Johnny Beyer måtte overvære forhøret. En aftale med politidirektøren blev straks iværksat. Men det var ikke hende, der stod for forhøret. Det var en kriminalassistent, der måtte ringe hjem til familien og aflyse et teaterbesøg. Det var en politisk organisation, der stod bag. Men ikke en eneste person er nogen sinde blevet draget til ansvar for ødelæggelserne. Derfor kan forfatteren af dette indlæg ikke oplyse, hvem den politiske organisation er. Men mon ikke politiet eller PET ved, hvem det er?
I hvert fald kostede terror natten de handlende på Nørrebro, millioner af kroner.
Hvor var politiet?
I en ny presseinformation sagde Nørrebro Handelsforening:
Vi kan ikke og vil ikke fortsat leve med uvisheden, om hvordan myndighederne i fremtiden vil løse deres opgaver. Vi føler os taget som gidsler for en minoritets følelse af afmagt over for samfundet. Vi kan ikke acceptere, at et lille antal uromager frit kan få afløb for deres frustrationer og uhæmmet får lov til at vandalisere vores handelsområde uden tilstrækkelig og hurtig indgriben fra myndighederne. Hvorfor er der ikke i tilstrækkelig grad sket anholdelser?
Myndighedernes tilbageholdene og langsommelige indsats fik den konsekvens, at tyveri og hærværk fik et urimeligt stort omfang..
En hurtigere indsats mod de relativt få uromagere ville have ført til flere anholdelser, langt bedre indsigt i personsammensætningerne og mindre hærværk.
Undskyldning fra Justitsminsteren
Justitsminister Frank Jensen svarede foreningen:
Politidirektøren konkluderer i sin redegørelse, at det tog politiet for lang tid, at samle tilstrækkelig styrke til at sætte ind mod urostifterne. Politidirektøren har beklaget dette, og jeg kan kun tilslutte mig den beklagelse. Politiet skal fremover være i stand til at rykke ind på et tidligere tidspunkt og yde den bistand, som beboere og forretningsdrivende har krav på. |
