Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Detailhandel i juli 2018

Roen har igen sænket sig over Nørrebro. Men hvorfor bliver der ikke gjort noget mere ved Nørrebro Station? Og så sælges der flere og flere cigaretter herhjemme. Vi kigger på Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. Nej det er ikke København. Her er vi nede på plads nr. 86. Vi besøger Joe and the Juice, Lagkagehuset, Flying Tiger, Sport 24, Intersport, Magasin, Matas, Amazon, Netto, Coop, nemlig.com og mange flere. I slutningen af artiklen, svarer vi på de mest stillede spørgsmål.

Roen har igen sunket sig over Nørrebro
Bandekonflikten førte til en seks måneder lang konflikt især på Nørrebro med en masse utryghed. Kunderne blev væk og restauranter og butikker raslede ned i omsætning. Men i dag er det igen normale tilstande.

Til DR siger formanden for Nørrebro Handelsforening, Hans Mejlshede: 

  • Vi er stort set tilbage ved det gamle. Vores kunder er gudskelov lidt glemsomme på den front, og i dag er der ikke nogen, der er bange for at gå på Nørrebrogade.

Også på Cafe Castro har de glemt det. De sidder ude til 2 – 3 stykker om natten.

Initiativgruppen er også lettet, men de gør opmærksom på, at banderne ikke er væk. På et tidspunkt kan det eksplodere igen.

Hvad sker der med pladsen omkring Nørrebro Station?
I flere år har man diskuteret Nørrebro station i Nørrebro Park Kvarterløft og i Områdeløft Mimersgade. Men byfornyelsen omkring stationen er bevidst blevet nedprioriteret af politikerne. Nørrebro Station er ellers et knudepunkt mellem Nørrebro og Nordvest. Og DSB har da også gentagende gange ønsket at renovere stedet.

Det hele ser lidt planløst og misrøgtet ud. Graffiti, nedslidt murværk og en horde af gadesælgere, som faldbyder et rodet sortiment af diverse ting.

En opprioritering vil ganske givet også pynte på Nørrebro/Nordvests butiksliv.

Frederikssund får topkarakter
Frederikssund har banet sig vej gennem jyske byer og løber med titlen som Danmarks mest erhvervsvenlige by. Den Dansk Byggeris årlige hitliste vi kigger på. København er rykket ni pladser frem som nr. 86.

Blandt de 15 bedste på listen, der rangerer landets 98 kommuner, ligger kun to øst for Storebælt. Årets højdespringer er Slagelse, der springer hele 41 pladser frem. I bundet ligger lige som sidste år Tårnby.

Nu opruster Coop på Nettet
Nemlig.com sidder tungt på magten. Det tager nok lidt tid inden Coop kommer derop. I dag kan københavnerne få leveret deres bøf og broccoli kl. 15, når de bestiller inden kl. 12. Fra efteråret vil Coop sætte strøm på hele 1.100 fysiske butikker for at få gang i nettet.

Online og de fysiske butikker skal Coop nu have til at hænge sammen. Nemlic.com har en omsætning på lidt over en milliard kroner.

Retail Institute vurdere, at markedet vil vokse til 12 mia. kr. i 2027. Nemlig.com oplyser, at de i 2018 har haft en vækst på 28 pct.

I november 2017 gennemførte Dansk Erhverv en undersøgelse, hvorfor ikke flere køber dagligvare på nettet: 

  • Jeg vil gerne selv se og vurdere varerne først 64 
  • Fragten er for dyr 19 
  • Varerne er for dyre 16 
  • Jeg har ikke overvejet muligheden 16 
  • Det kræver for meget planlægning 11 
  • Jeg er bekymret for, om varerne stadig er holdbare, når de kommer frem 10
  • Det er ikke muligt, hvor jeg bor 3 
  • Udbringningstidspunktet er for ufleksible 2 
  • Vareudvalget er ikke stort nok 2

Folk ikke så begejstret for Nettos indretning
Danskerne har placeret Netto i bunden af diverse kundemålinger. Butikkerne roder, de har smalle gange og mange køer. Men nu kan vi beskue, hvordan Nettos 1.365 butikker i fire lande, kommer til at se ud.

Nu skal væggene være sorte, interiøret i mørk træ og den gule Netto-farve skal i fremtiden være knap så gul. Mængden af færdigretter, frugt og grønt er skruet op. Der bliver 40 pct. mindre spotvarer.

Nettos omsætning fejler ikke noget, men servicen i butikkerne bliver dumpet. Man ligger lavere end både Fkta og Aldi.

Amazon kommer tættere på
I Århus har man været så smart at indkaldt til konference. Eneste punkt er Amazon. Hastighed og kundeinvolvering er afgørende kundeparametre, når ført Amazon åbner op.

Hvis du ikke kan give kunderne en god pris, hastighed og kvalitet, så har du ingen forretning.

50 pct. af de varer, der sælges på Amazons platform sælges af andre udbydere end Amazon selv. Langt de fleste danske onlinebutikker vil nok både samarbejde og konkurrere med giganten.

Nogle er sikkert ved at undersøge Amazons platform, for at se om man kan afsætte nogle varer.

Kan Matas klare sig over for Amazon?
Ja spørgsmålet er, om nogen kan klare sig. Et par løbesko er 500 kr. billigere hos Amazon end i den fysiske butik. Kan man klare konkurrencen ved at rådgive kunden personlig? Også Matas har en strategi om at få den fysiske og den digitale butik til at spille sammen.

Men nu har danskerne en trang til lave priser og gode tilbud, så hvordan skal det så gå? Nu har Matas en del fysiske butikker lige som en del andre kæder som skal imødegå Amazon.

Det har slet ikke været sorgløs for Matas. Det skyldes en mat efterspørgsel og skærpet konkurrence fra både de rigtige butikker og e – handel. Nedgangen i omsætningen har været på 14 pct.

Men Matas kan præstere en fremgang på 25 pct. på e – handel. Igen engang er det den kæmpe store kundeklub på 1,8 millioner medlemmer, som man regner med. Hele 630.000 benytter sig af en app, som en slags nøgle, der giver mange gode tilbud.

I øjeblikket har Matas 275 butikker. Man arbejder med udvidelse af sortimentet med varer inden for helsekost, forbedret ernæring samt naturlægemidler.

Magasin måske til salg
Den britiske stormagasinkæde Debenhams er så presset, at de overvejer at sælge dens danske del, Magasin du Nord. Briterne forventer et overskud på 35 – 40 mio. pund, hvilket slet ikke er som forventet.

Mange britiske stormagasiner har det ikke godt i øjeblikket. House of Fraser lukker halvdelen af deres butikker. Marks & Spencers Group lukker en tredjedel af butiksnettet.

Netbutikkerne Alibaba og Amazon presser stormagasinerne.

Flere køber cigaretter
I 2017 blev der solgt 6.133 millioner cigaretter herhjemme. Det er en stigning på 6, 2 pct. i forhold til året før. Ser man på salget pr. indbygger, så køber hver indbygger i gennemsnit 53 pakker om året.

Vi har i Danmark den laveste pris på tobak i Europa justeret efter købekraft.

Intersport har meget røde tal
Intersports regnskab endte med et minus på 31 mio. kr. Dette er en femdobling af underskuddet fra 2016. Egenkapitalen er på minus 34 mio. kr.

Selv i regnskabsnotatet står det anført, at regnskabet skyldes dårlig ledelse og debitorstyring. OBI Sport har nu overtaget ledelsen af Inter Sport.

21 Intersport – butikker går samtidig den 1. oktober over til Sport24. Omkostningerne ved at være medlem af Intersport var pludselig blevet fordoblet.

Intersport er ellers verdens største sportsudstyrsforhandler med 5.600 butikker i nu 46 lande med en omsætning på 80 mia. kr.

Ny sportskæde på vej
Der er fart på. Hos Sport 24 er omsætningen vokset med 25 pct. bare på et år. Overskuddet var kun på 132.000 kr. Men så havde man også lige købt Stadium og Sportigan.

Man har også datterselskabet G-Sport Danmark, der servicerer 90 Sportigan- og specialbutikker over hele landet. Det samlede antal er i alt 153 butikker. I 2017 omsatte man for cirka en milliard kroner.

Flying Tiger igen til salg
Fire kapitalfonde har givet tilbud på køb af Flying Tiger. Det bedste bud ligger på 7,5 milliarder kroner. Ja egentlig havde man drømt om hele 10 milliarder kr., men så langt op kommer man dog ikke.

Der findes 900 butikker over hele verden, men sidste regnskab så ikke helt så godt ud.

Fra København til New York
Alene i 2017 åbnede Lagkagehuset 19 nye butikker. Nu har man alene 11 butikker i hovedstadsområdet. Man har også åbnet en butik i London. Der kom den til at hedde Ole & Steen. Til efteråret åbnes en butik i New York.

Omsætningen landede på 781 millioner kroner i 2017 mod 667 millioner året før. Men årets resultat blev kun 9,9 millioner kroner mod 38, 3 millioner året før.

Mon ikke Lagkagehuset kan forvente øget konkurrence, så kan det jo være at de sætte priserne ned.

Joe & the Juice fordoblet omsætning
Selv om Joe and The Juice næsten fordoblede deres omsætning til en milliard, Ja det regner man med at nå i år, så har man et underskud på 27 millioner kroner på bundlinjen.

I 2017 blev det til hele 52 nyåbninger. Nu drives der i alt 210 forretninger. I dette år regner man med at åbne hele 60 nye forretninger.

I dag har virksomheden 1.400 medarbejdere fordelt over 15 lande. I Danmark er der i alt 68 butikker.

Svar på spørgsmål 

  • Nej, vi er ikke i lommerne på erhvervsorganisationer, politiske partier m.m. Vi beskriver det, som synes virker bedst for detailhandlen, trafikken og menneskerne i København. 
  • Jo, vi prøver ofte ganske bevidst at påvirke politikere til at få det igennem, som vi synes er bedst. 
  • Ja, vi har ofte observeret at politikere ikke vil modtage vores nyhedsbrev, fordi vi står for en anden mening. 
  • Jo, du kan også tilslutte dig vores Nyhedsbrev, det er gratis for alle. 
  • Vi skriver vores artikler selv, vi har ikke ”nogen” til at skrive dem. 
  • Vedr. de historiske artikler, så samarbejder vi med www.dengang.dk 
  • Nej, vi får ikke noget for at optræde i aviser, radio og TV 
  • Når den ene ikke kan, så overtager den næste medierne. Vi har et motto, at ingen journalister skal gå forgæves 
  • Redaktøren får kun betalt sine udgifter i form af printerpatroner for sine skriverier. Det andet sker i Nørrebro Handelsforenings interesser.

Vi ønsker alle en god sommerferie. Vi er tilbage i næste måned. Brug vores database, her ligger 3. 200 artikler om Nørrebro, detailhandel, trafik, biler, cykler, tog, støj, arbejdsmarked, Amazon, forurening, lokalhistorie, udvikling og meget mere. Brug søgefunktionen og gå så ind i databasen. Både studerende og journalister bruger vores artikler. Se også vores Facebook, den bliver opdateret flere gange dagligt.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16