Vi besøger nogle af virksomhederne og butikkerne fra dengang. Petroleumsovnene var farlige. I de små lejligheder var der masser af børn. Der var stor drikfældighed. Brændevinen var også billig. Dem, der havde råd bestilte vaskekonen. En vaskedag var på 10 – 12 timer. Havde man lus kunne det klares på Marthahjemmet. Der var kadaverdisciplin i skolen. Trafikken spredte sig. Det var imponerende med to – etagers sporvogne. Butikkerne havde åbent helt til kl. 23. Bag til lå der et par stenhuggere. Og butikkerne var forberedt på, at ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg. Under disken gemte der sig en dram til politibetjenten. Og så brygger Jacobsen hver dag på besøg. Han havde kontor på Nørrebrogade. Ja sandelig om der ikke også om natten kom køer. Et sted producerede man leverpostej og pølser. Dette bevirkede fedt på nabovinduerne.
Petroleumsovnene ikke ufarlige
Petroleumsovnene var ikke helt ufarlige. De var lette og kunne vælte. Det var ofte dem, man anvendte til at tænde op med. Men de skabte ofte ildebrande. Så var det bedre med en lille kakkelovn, hvor man i begyndelsen opvarmede med gamle aviser, gamle stoleben og hvad man ellers kunne finde af kasserede ting på lossepladserne.
Masser af børn
Der blev produceret mange børn dengang. Var moderen ikke gift, ja så blev nogle privat indkvarteret eller bortadopteret. Som enlig havde man ikke råd til at opfostre en hel masse børn dengang.
Vi har også tidligere i artikler skrevet, at barnefædre og ægtemænd pludselig forsvandt sporløst og derved unddrage sig ansvar og forpligtelser.
En halv snes børn i meget små lejligheder var absolut ikke et særsyn. Så måtte man klumpe sig sammen. Det kneb med at holde orden på noget som helst. Retirader og skarnskasser stod på rad og række nede i den lille mørke gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejligheden se rotterne muntre sig En god ide ved benyttelse af disse uhumske retirader var nok at banke med træsko eller lignende for at sikre sig lige adgang.
Stor drikfældighed
For at tjene penge måtte mor så i gang med at intensivere syningen eller rulle cigarer. Indtægterne var små og fattigdommen stor. Dertil kom også drikfældigheden. Værtshuse og kælderbeværtninger vrimlede det med på Nørrebro. Men balladen var også stor i nogle af kvarterene i bydelen.
Når vinduerne stod åbne sådan en sommerdag var man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen atter kommer fuld hjem. Det væsentlig havde han ikke med hjem.
Den billige brændevin
Den billige brændevin hørte med til de daglig fornødenheder. Synet af en tyk politimand i langskødet uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet, trækkende af sted med en sølle beruser, og en masse råbende ungdom efter sig, var ikke et særsyn.
I de tidlige morgentimer stod kvinderne med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at købe gammelt brød som de kunne mætte de mange sultne munde med.
En daglig vaskedag 10 – 12 timer
Jo kvinderne stod i skæret af søvnige petroleumslamper og sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørsten og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedre stillede medsøstre. En sådan vaskedag, tog normal 10 -12 timer og indbragte en dagløn på 2 kr.
Lus blev fjernet på Marthahjemmet
De mange barnefødsler og sliddet, der fulgte med ældede tidligt Nørrebros kvinder. Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var behængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus.
Man havde i skolen en man kaldte for ”Lusemor”. Men man kunne også få hjælp i Brohusgade. Her havde Diakonistiftelsen en poliklinik, der hed Marthahjemmet. Isenkræmmer/fabriksejer Anker Heegaard havde i sin tid givet grunden til ejendommen. Men her kunne man også klare orm, lus og fnat. Man blev behandlet i stuen.
På 1. sal lå en børnehave. På 2. sal var der en slags menighedssal. Oppe på 3. sal stod der senge. Her samlede man til tider efterladte børn, hvor far var på druktur, eller mor på hospital.
Fiskehandlere, skærslippere og lirekassemænd
Det var hestekørertøjer, der dominerede fra renovation til hestedrosker. Under høje råb faldbød gadesælgerne deres varer, der fortrinsvis omhandlede frugt, blomster og grøntsager, men ikke mindst fiskemandens røst:
Dette hidkaldte husmødrene, de ri stort tal strømmede til.
I gårdene kom der skæreslipperne, der med sin hæse røst afleverede en længere remse, der altid endte med:
Men først og fremmest var det lirekassemændene, hvoraf der fandtes et stort antal, der skabte liv i de små gårde. Næsten dagligt kom lirekassemanden. Mens han aflirede en række hvinende melodier, kappedes børnene at opsamle de i avispapir indsvøbte mønter og aflevere dem til ham.
Stefansgade var dengang kun anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane – linjen. Den ene station lå, der hvor Nørrebrovænge i dag ligger. Desuden var der anlagt et trinbræt ved Vedbækgade.
Over banelinjen var der ved Nørrebrogade anbragt en høj træbro, til brug for de travle fodgængere. Der foregik nemlig langvarige rangeringer på dette sted, hvorfor bommene ville være nede i længere tid af gangen. Børnene elskede at lade sig indhylde i damp fra de rangerende lokomotiver. Lange rækker af kørertøjer på Nørrebrogade holdt næsten konstant i kø.
Tumleplads for kvarterets børn
Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå i enlig majestæt, det gamle nu for længst nedlagte hvidtølsbryggeri ”Hafnia” nu til venstre. Til højre strakte sig et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Området blev først spærret af den sparsomme bebyggelse ved Nordre Fasanvej. På dette område var det en herlig tumleplads for kvarterets børn.
De mange skoler på Nørrebro
Ja efterhånden var der mange skoler på Nørrebro, både friskoler og betalingsskoler. Jagtvejens Friskole var som navnet antyder en friskole. Men det var Husumgades – skole ikke. Det var en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden.
Der var da også Kapelvejens Betalingsskole. Her var der overbygning med Realeksamen. Her skulle man selv betale bøger og materiale til håndarbejde m.m.
Skolen lå indeklemt mellem den katolske Sct. Josefs Hospital og Glud & Marstrands Emaliefabrik.
Lige i nærheden havde vi Hans Tausensgades Skole og Hellig Kors Skole
Lige overfor var der en slikkælder, hvor man kunne få ”for 5 øre varmet”. Det var en klump brun sød masse, som senere blev trukket ud og klippet i trekantede stumper. Jo man kaldte dem hvis nok ”Granater”.
Kadaverdisciplin
Vi har tidligere her på siden påpeget at på Nørrebros skoler blev der håndhævet kadaverdisciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle vi stille op i skolegården klassevis, to og to ved siden af hinanden, og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne til vort klasseværelse.
Når skoledagen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdig forlade skolen. Ved skolens udgang placerede klasselæreren sig. Så måtte eleverne stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før man slap ud i det fri.
Eleverne var nummererede og der blev rokeret rundt hver måned efter flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klasseværelset.
Kunne man ikke svare på spørgsmålet 7 x 9, så var det op til katederet. Så var det et spørgsmål til. Svarede man rigtigt, var der en af spanskrøret og så ned på plads. Kunne man ikke svare anden gang, ja så fik man en svedetime.
Gymnastiklæreren blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at dette foregik under militær disciplin. Med et spanskrør i hånden dirigerede han tropperne. Gud hjælpe dem, der ikke var hurtige nok.
Truet med at inddrage spisebillet
Skolebespisningen var indført. Maden bestod af varm mad, hvoraf blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der sikkert den dag i dag kan give kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne, og maden skulle sluges i en fart. Og det kneb for mange af eleverne at spise hurtigt. De blev hver gang truet med at få inddraget spisebilletten, hvis de ikke spiste hurtigt nok.
Trafikken bredte sig
Trafikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvognslinjer. Men i Indre By var der endnu hestetrukne omnibusser bl.a. den berømte ”Høne”. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.
På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og på Frederiksberg Runddel. På disse rundele skulle sporvognene endes ved hjælp af drejeskiver. Flere forskellige selskaber havde koncessioner på sporvognsdriften i København. Først i 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.
De kæmpede sig til en bedre løn
Sporvejsfunktionærerne havde som alle andre en lang arbejdsdag, men funktionærernes arbejdstimer var spredt ud over det meste af døgnet. Efter en sporvognsstrejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt med en arbejdstid på 55 – 58 timer ugentlig.
Disse funktionærer blev, af de private arbejdere betragtet som velbjergede, og var udsat for megen misundelse.
Sporvognstaksterne var 10 øre, og i en periode, kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette bevirkede, at forperronen ofte var overfyldt, mens kun få passagerer var inde i vognen.
Om søndagen kunne man tage lidt længere væk. Man kunne tage linie 10, der var en hestesporvogn ud til Tagensvej, hvor den stoppede ved Baldersgade. Der var for øvrigt bom over vejen. Fra Blegdamsvej og ud var der ikke meget bebyggelse.
To – etagers vogne
Skulle man i Zoologisk Have så foregik den med af de røde Frederiksberg - vogne
Den bare fælled bredte sig. Det var ligesom at komme på landet. Efter Heimdalsgade var der hvis ikke et hus før Bispebjerg, kun haver og den berygtede Lersø.
Man kunne også tage toget til Klampenborg. I toget var der to etagers vogne. Det var sjovt for børn at komme ovenpå. Men voksne kunne ikke stå fuldt oprejst herinde. Jo dette tog holdt på Nørrebro Station På sin vej passerede toget H.C. Ørstedsvej, Rantzausgade, Nørrebrogade og Tagensvej. Bommene gik ned tværs over disse gader, når toget passerede.
Billige cigaretter
Det var dengang, der var masser af overskud af lejligheder i København. I lejlighedernes vinduer kunne man se plakater, hvor der blev tilbudt tre måneders gratis husleje, blot de ville flytte ind.
Man kunne denne gang opleve en gade med 5 – 6 cigarforretninger plus mindst 5 værtshuse med 14 – 15 husnumre på hver side af gaden.
En almindelig urtekræmmer solgte kul, koks, soda, salt, grøn sæbe, øl, brændevin og meget andet. Også cigaretterne: Motor, Kontrabando og Rose 101 til 10 øre for en 10 styks pakke. Det var den billigste og så med papmundstykke.
Åben til kl. 11 om aftenen
Hof og Tuborg til 11 øre, Rød Aalborg 55 øre pr. helflaske og Brøndum til 40 øre, men den sidste her var det nok ikke alle der havde råd til. Det meste brændevin solgtes i hele eller halve pægle fra et anker og kostede vel 5 – 10 øre. Kul og koks solgtes i fjerdingkar. Folk kom med deres kulkasse og fik den fyldt halvt op. Tænk i vinterens kulde med utætte vinduer og døre, men selvfølgelig varmede petroleumslampen også.
Sådan en forretning havde åben kl. 11 om aftenen i begyndelsen af 1900-tallet.
Slikpriserne var overkommelige dengang. Man kunne få mange slags ting til 2 – øre. Flere steder kunne man købe en stor pose med kagekrummer for 2 øre. Der var mange forskellige kagerester.
Så var der også stegekældre, hvor der duftede ganske vidunderligt. Man kunne købet et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle købte det som kattemad, men mange fik det som middagsmad.
Kunne løfte en hest med tænderne
Og når vi nu er ved katte, så kunne døde katte afleveres i Borgergade. Det fik man 10 øre for. Det kostede det også for at blive maskinklippet over hele hovedet. Middagsaviserne: Aftenbladet og Folkets Avis kom kl. 12. Og så var der koner, der delte dem ud i ramponerede barnevogne.
Nede ved Åboulevarden og Ladegårdsåen optrådte Cirkus Beck Olsen. Her var det en mand, der løftede en hest i tænderne. Det glemmer man aldrig.
Lidt længere henne passerede Ladegårdsåen et slagteri. Og det kunne man sandelig se på vandet. Åen var pludselig blevet rød.
Travlhed i Blomsterbutikken
Over for Assistent Kirkegården lå en stor blomsterforretning. Her var mand og kone samt 2 – 3 koner i gang hele julen. Børnene blev sendt i byen med buketter og kranse. Fortovet uden for butikken som lå i en kælder, var ved juletid helt dækket af kranse og kors med hvide kallaer og mos.
Alle i familien skulle jo på kirkegården i juledagene med kranse m.m.
Og omme på Fælledvej lå en børnehave. Men den havde navn efter en skole på amager. Den hed Christianshavns Døtreskoles Børnehave.
En stenhugger i baggården
I vores sidste artikel besøgte vi også nogle butikker fra dengang. Det vil vi også gøre i denne artikel. Dengang er det en guldsmedebutik i Nørrebrogade 52. Bag forretningen og værkstedet lå privatboligen, tre gode stuer og et soveværelse.
Lige her i nærheden lå en købmandshandel. Det duftede spændende af sild i tønde, klipfisk, kaffe og krydderier.
Fra vinduerne i nr. 52 kunne man kigge ud til et stenhuggerværksted. I skumringen blev der ude på gårdspladsen tændt en stor gaslygte. Midt på gårdspladsen var en rund ret stor springvandskumme. I midten stod en lille drenge med stort krøllet hår. Op mod sit bryst trykkede han en svane. Ud af dens næb kom vandstrålen. Lyden af den plaskede vand lød konstant.
Rundt om stod småfigurer, kummer til blomster og bunker af gravsten, mange flade marmorsten parat til inskription men også mørkere gravsten med blankpolerede flader. Mellem Nørrebrogade 52 og stenhuggeriet gik en bred vej ind til de næste gårde. Der var flere store hestestalde og rum til vognene.
Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg
I urmagerforretningen stod der på disken altid to underkopper, en med 5-ører og en med 2-ører. Og sådan gjorde det i mange butikker på Nørrebrogade. Det var fordi, at om mandagen, da kom ”Spækkerne” fra ”Almindeligheden”. De måtte tage en 2- øre. Om onsdagen kom ”Lemmerne” fra Ladegården. De måtte tage 5 øre.
Under disken var der dram til politibetjenten
Under disken stod en flaske med øl eller snaps. Det var til politibetjenten. Han havde sort hjelm med blanke kanter. Når han blev tørstig kom han altid efter en dram. Han blev kaldt for ”Bøllesluger”. Denne ordning var ikke helt unormalt for butikkerne. Om aftenen og natten havde værtshusene ofte stillet øl ud til betjentene på hemmelige steder.
Den omtalte guldsmed, som vi besøger havde et stort værksted. Der var mindst to svende, en dame og en lærerdreng i forretningen.
Den bedste bagerforretning dengang i nærheden lå omme i Elmegade. Det var en stor flot bagerforretning. Her kunne de fattige få fyldt deres kasket op med for 2 – øre gammelt brød.
Ejendommen blev solgt
I 1912 var det slut med Guldsmedebutikken på Nørrebrogade 52. Privatbanken havde købt hele ejendommen. Men snart fandt forretningen dog egnede lokaler. De flyttede bare lige over gaden i nummer 53 i en høj stue.
Huset er for længst revet ned. Det var senere i mange år en Irma – butik. Ja egentlig var det en fin gammel villa med kælder, stueetage, 1. og 2. sal samt loftetage. Villaen var bygget for indehaveren af et stort brændevinsbryggeri.
Det var store bygninger bag villaen, og der var haver eller i alle fald luft mellem baghusene helt ned til Prins Jørgens gade. Det var et godt stykke vej. Man sagde, at her havde der engang været græsmarker med får.
Her kom Brygger Jacobsen
Men nu blev bygningerne brugt som laboratorier til Griffenfeldts Apotek. Jo i stueetagen i nr. 53 havde det været kontorer for Carlsberg Bryggerierne. Meget ofte holdt her en elegant åben Landauer og i den sad Brygger Jacobsen. Han havde altid en rød, langstilket rose i munden, dvs. han bed i stilken. En sjælden gang gik han ud af vognen. Ellers kom der altid en kontormand ned til vognen med papirer.
Da kontoret i hele stueetagen blev nedlagt, blev det til urmagerens privatbolig. I stuen ud mod Nørrebrogade var der masser at kigge på. Linje 5 – 7 – 16 og 8. Ja linje 8 måtte ned om hjørnet, så måtte der en mand ned for at skifte spor.
Masser af køer om natten
Og var man vågen om natten kunne man opleve et helt specielt syn. Om foråret og efteråret kunne man høre Muh – Muh. Det var kalve og kvier, som blev drevet fra Gentofte og Lyngby. De kom ad Møllegade, lidt Nørrebrogade, så Griffenfeldtsgade over Parcelbroen over Vesterbro til Sydhavnen. Her blev de læsset på pramme, der førte dem til Saltholm. Tiden skulle overholdes. Den sidste natsporvogn gik kl. 1 og der var sporvogn igen fra kl. 5.
Om morgenen kunne man se talrige efterladenskaber.
Mange dufte i nummer 53
I nummer 53 var der forunderlige blandinger – fra det meget store laboratorium (tidligere brændevinsbrænderi) som hørte til apoteket, kom meget forskellig lugt af urteafkog. Det var noget der hed noget i nærheden af Vallerina eller lignende. Det var en slags mild nervemedicin. Lugten var egentlig ikke dårlig med dog lidt mærkelig.
Fedtet satte sig på vinduerne
Så var det hel anderledes fra viktualieforretningen i kælderetagen. Der blev lavet pølser m.m. Og det var tydeligt, hvad der blev arbejdet med. Der kunne sætte sig et meget fedtet lag hos vinduerne i guldsmedens private stuevinduer.
Til viktualieforretningen kom hver dag en stor slagterivogn. Der blev båret mange halve grise ned i kælderen. Her blev det hele forarbejdet til pølser, sylte, leverpostej – alt hjemmelavet.
I kælderen var der en hel underverden. Der var først de rum, der tilhørte apoteket. Her blev der gemt vin og spirtus. Derefter kom kulkældrene. Jo her var der skam også rotter.
I nummer 53B var der også vaskekælder. Alt snavsetøj blev slæbt ned og sorteret. Derefter blev det lagt i blød i vand med soda. Næste morgen dukkede vaskekonen op.
- På et foto fra 1937 kan vi se, at der stadig er Ure og Briller på stedet. Det dækker både en Skotøjskælder og Flæskeudsalg i kælderetagen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Nørrebro i begyndelsen af 1900 – tallet er der mange muligheder på www.dengang.dk Her ligger 274 plus 27 artikler. |
