Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Forbrugerne var i godt indkøbshumør

DANMARKS HANDELSSTANDSFORENINGER
Bent Aarrebo Pedersen, formand, Vestre Messegade 9a, Avedørelejren, 2650 Hvidovre
Telefon 36 47 01 28 / 36 48 02 19 / 23 23 00 28 fax. 36 48 02 18 aarrebo@adr.dk

NOTAT
baseret på de nyeste tal (værdiindeks - udviklingen i kroner) fra Danmarks Statistik for detailhandelen for marts og for 1. kvartal fordelt på brancher bearbejdet og kommenteret af Bent Aarrebo Pedersen

Forbrugerne var i godt indkøbshumør i marts. Sko hittede med +32%. Byggemarkeder og babyudstyr/børnetøj med +25%

- Debatten om lukkeloven


De nyeste tal fra Danmarks Statistik for marts viser en fremgang på 6% i butikkernes kasseapparater for den samlede detailhandel set i forhold til marts sidste år. Og dermed bedre end i marts sidste år på +5%. Størst fremgang i marts i år opnåede skoforretninger med +32%.

Det blev i marts til 5% fremgang for både discountbutikker og supermarkeder ovenpå en større indsats for et øget salg i økologi og bedre kvaliteter. Varehuse og stormagasiner måtte dog nøjes med en fremgang på 4%.

De 9 specialbrancher med fødevarer opnåede en gennemsnitlig branchefremgang på 5,0%. Fiskehandlere, der for året 2006 fik en fremgang på 34% gik dertil 12% frem i marts.

For de 7 specialbrancher med "beklædning, sko m.v." blev det til en gennemsnitlig branchefremgang på 5,3%. Skohandlere hittede med +32% og babyudstyr/børnetøj med +25%.

For de øvrige 25 specialbrancher med udvalgsvarer blev det til en gennemsnitlig branchefremgang på 5,9% i marts. Byggemarkeder hittede med +25% og blomster/plantehandlere og havecentre med +24%. Der er dertil også meldinger om, at mange i år betaler sig fra ved professionel hjælp at få ordnet deres haver. Der er gået mode i velordnede haver

1. kvartal i år kom med en god marts hjem med +3,5% pænt bedre end ventet efter en svag februar med kun +1% Bedst gik det for ure med +22,0%, babyudstyr/børnetøj med +18,5%, fisk med +14,1%

For 1. kvartal blev det til 3,5% fremgang for den samlede detailhandel mod +4,8% i 1. kvartal sidste år.

Sidste år i 1. kvartal blev det kun til +0,3% for supermarkeder mod i år +5,1% formentlig hjulpet godt i hus af et pænt øget salg i økologi og bedre kvaliteter og dermed i et højere prisleje end ellers. Discountbutikker opnåede kun en fremgang på 1,4% i 1. kvartal i år. Dertil viser undersøgelser, at forbrugerpriserne for føde- og dagligvarer nu ligger 4-5% højere end for et år siden, hvorfor vækst under 4-5% egentlig er tilbagegang.

Varehuse og stormagasiner gik kun frem med 2,0% i 1. kvartal i år mod mere end det dobbelte sidste år i 1. kvartal på +4,9%.

De 9 specialbrancher med fødevarer opnåede en gennemsnitlig branchefremgang på 2,6% i 1. kvartal med størst fremgang til fiskehandlere på 14,1% ovenpå en fremgang i 1. kvartal sidste år på 15,8% og for hele året sidste år på 34,1%. Meget tyder på, at flere familier har øget antallet af månedlige dage med fisk på bordet.

De 7 specialbrancher med "beklædning, sko m.v." opnåede en gennemsnitlig branchefremgang på 5,7% i 1. kvartal. Babyudstyr og børnetøjsforretninger hittede med 18,5%. Skoforretninger med +14,0%.

For de øvrige 25 specialbrancher med udvalgsvarer blev det til en gennemsnitlig branchefremgang på 4,5% i 1. kvartal. Urmagere hittede med +22,0% , byggemarkeder med +12,6% og forhandlere af musikinstrumenter med +11,4%

For materealister blev det kun til en fremgang på 2,4% i 1. kvartal i år mod sidste år i 1. kvartal på +15,9% og for hele året på +7,7%.

Farve- og tapethandlere gik tilbage med 6,3% i 1. kvartal ovenpå en tilbagegang sidste år i 1. kvartal på 12,0% og for hele året en tilbagegang på 11,3%.

Debatten om lukkeloven bølger igen

Luk lukkeloven siger Berlingske i en leder endnu engang. Sker det og søndage gøres til åbningsdage som nu på hverdage for hele detailhandelen, så øges de daglige åbningstider med 15-18%. Det bliver til flere omkostninger, men ikke flere forbrugerkroner. og så er regnestykket nemt vel også for en lederskribent. Der må lukkes butikker, skal det køre økonomisk. Det vil blive ikke til 15% færre butikker men måske over 20% færre butikker og dermed trækkes tæppet væk under et større antal provinsbyers detailhandel med udvalgsvarer. De kan ikke få det til at hænge sammen, hverken menneskeligt eller økonomisk. Forbrugerne får længere til indkøb. Øget benzinforbrug. Større trafik. Og faldende boligpriser i flere byer ud over landet. Svært at holde på arbejdskraften. Mindre produktion i mange virksomheder. Mindre eksport. o.s.v. Der er mange uheldige boomeranger i en sådan beslutning. Som også bør medtænkes. Men det er måske for meget forlangt.

En sammenligning med Sverige er helt hen i skoven. Fra Sverige i nord til Sverige i syd er der lige så langt som fra København til Rom. Der er i Sverige store afstande til indkøb for mange. I Danmark ligger provinsbyerne som perler på en snor med en bymidtestruktur, som man kommer fra andre lande for at studere. Misundt af rigtig mange også svenskere. Luk den debat om lukkeloven og brug spalterne på noget mere konstruktivt og givende.

At Københavns City = Læs Strøget for en del butikkers vedkommende kan have glæde af at holde åbent hver den 1. søndag i måneden og andre provinsbyers bymidter ikke oplever denne glæde, snarere, at det er tabsgivende, skyldes jo primært, at Strøget har et kunderunderlag på omkring 1,5 millioner danskere at trække på til en søndagsudflugt + svenskere, hvor det er meget andet end indkøb, der indbyder til en strøgtur.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16