af Uwe Brodersen - sekretær, Nørrebro Handelsforening
Offentliggjort 1. maj 2006
Journalist på Weekendavisen, Tine Eiby har skrevet en bog Til Tjeneste – dengang i 70erne.
Tvind, RUC og Nørrebro, forfatteren var på de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter.
Det var tale om en kollektiv psykose. Den ideologiske besættelse var stærkest i de ekstreme miljøer. Holdningsdannelsen blev lammet i disse år.
En stærk og personlig fortælling om bl.a. Nørrebro i en meget vanskelig tid
Det er vanskeligt at gradbøje ordet ”revolutionær”. Skruen gik over gevind”. For nogle blev det simpelthen for meget, for grænseoverskridende. Andre løb sur i det og manglede luft, plads og nye udfordringer. Det sidste skete for forfatteren.
Hvad frygtede de? Storkapitalen og dens ondsindede lakajer? Den amerikanske imperialisme? Nej, det var at blive afsløret og konfronteret som klasseforrædere.
Vi hører om tillidsfolk, der samles i Nørrebrohallen. Om solvognen, der stormede Rebild Bakker med grumset griseblod.
Undertegnede, der skriver dette, har en Bodil statuette stående, som vidne på en af Solvognens bedrifter. Julemændenes indtog på Børsen. Samtidig en masse historier fra den tid, som ikke er kommet på skrift. Tine Eiby derimod tager et kritisk stillingtagen til den tid.
I Tvind gik de rundt og holdt øje med hinanden, for hvem kunne man regne med. Og hvem ikke. Hvem havde overgivet sig til den stærke Tvindkultur?
Forfatterens program bestod på at finde arbejde på en fabrik, og finde sig en bolig på Nørrebro. Hun skulle aktivt gå ind i det lokale boligarbejde i Sorte Firkant. Det tvindske rige overvågede stadig. Selv om Tvind måske var en dårlig oplevelse, så tog man ikke politisk afstand fra systemet og tænkningen på Tvind, og det program, der var lagt for en.
Der er her, at bogen pludselig bliver en levende Nørrebro – historie.
Man havde pligt til at kritisere sine egne, men man skulle være imødekommende over for folket, altså de lokale Nørrebro – borgere.
Hele humlen med beboerarbejdet var at skabe et lokalt netværk, en organisation af folket. Det var ikke bare en kamp mod slum, det var også for at forhindre fupmoderniseringer, og stikke en kæp i hjulet for datidens berygtede bolighajer. Det handlede om, at gøre de lokale beboere kritiske og aktive, samt at mobilisere dem.
Det var moderne, at være venstreorienteret. En masse veluddannede kom til Nørrebro. Det var trendy. Man læste bøger, der handlede om fabriksarbejdere, arbejdskampe og amerikansk imperialisme og undertrykte i den tredje verden. De udkom på forlag som Modtryk og Demos.
Det mere kønspolitiske og bevidsthedsorienterede stof kom fra forlag som Rhodos og Tiderne Skifter.
I praksis blev det Nørrebro Beboeraktion (NB), der et stykke tid, stod for fordelingen af ledige lejligheder i området. Til gengæld sørgede aktivisterne så for, at det ikke blev ballade, når de pågældende huse skulle rives ned. Men til gengæld havde NB så ”hånds og halsret” over dem, der fik anvist en bolig. I sine velmagtsdage havde beboeraktionen 350 aktive unge.
Snart dannede der sig to fraktioner – VSerne i Blågårdsgade og DKP i Tømrergade.
Begge fraktioner betragtede sig som de sande arvtagere, og som den der havde den sande kontakt til borgerne. DKP erne betragtede ikke nybyggeri som et evigt onde, det skabte jo job til håndværkerne. De stræbte derfor til et godt forhold til de lokale fra fagbevægelsen, VS erne stræbte efter, at få flere almindelige borgere med i aktionen. De mente, at der ikke skulle bygges nyt. Området skulle udvikles med åbne pladser, haver parker, legepladser og meget mindre trafik.
Nede i Blågårdsgade havde fraktionen deres egen butik.
En gruppe holdt øje med fupmoderniseringer, hvor hurtige tiltag af dårlig kvalitet, fik lejen pustet kunstigt op.
Trafikgruppen arrangerede happenings, hvor Blågårdsgade blev afspærret, så folk ved selvsyn kunne opleve, hvilken gevinst det ville være for kvarteret, hvis den blev gjort til gågade, hvilket i sidste ende lykkedes.
Spørgsmålet er om det virkelig lykkedes. Engang var Blågårdsgade, Nørrebros indkøbsgade nr.2. det er den ikke mere. Det forsvandt, da trafikken forsvandt. Så der kan man godt være uenig med forfatteren.
Andre grupper beskæftigede sig med kondemnering og genhusning. Mange ejendomme forfaldt og var misrøgtet. Specielt i Korsgade så det slemt ud. Ofte var ruderne i trappeopgangene knust, og ejendomme var rene brandfælder.
Ved en frygtelig brand i Stengade i 1975 indebrændte 20 beboere, og ejendommen brændte helt ned. NB havde da allerede skrevet til ejeren og påpeget, at det måtte forbedringer til.
Den gang var der ikke almindelig at have adgang til bad. Derfor var der adskillige offentlige badeanstalter i området. Nu er der kun en tilbage i Sjællandsgade.
En af de aktioner, forfatteren var med til, var besættelse af en daginstitution i Todesgade. Borgerrepræsentationen havde besluttet, at den skulle nedlægges. Flere gange forsøgte politiet at rømme bygningerne. Ved en af aktionerne mødte aktivisterne op med to – tre tusinde. Efter 8 timers kamp opgav betjentene og kommunen. Men den 10 januar 1978 var det slut.
Der var betjente i alle baggårde op til Todesgade. Det var vogne til at køre børn og pædagoger bort i, og Falck fjernede parkerede biler i gaden, så de store kraner, der skulle løfte bygningerne væk, kunne komme til. Det var uhyre velorganiseret.
De to fraktioner i Blågårdsgade og Tømrergade kom virkelig på kant med hinanden. Konflikterne spidsede til i sommeren 1976. Hadet og skellet mellem de to fraktioner var ikke blot politisk, men til dels også socialt og kulturelt.
De få oprindelige beboere, som var tilbage efter årtier med slum og derefter kondemnering og genhusning var et meget nedslidt og fordrukkent og forhutlet udsnit af befolkningen. I den marxistiske terminologi kunne man højst tale om et pjalteproletariat.
Arbejderklassen var flyttet ud til nye kvarterer som Nordvest, Bispebjerg og Brønshøj.
Vi har tidligere beskrevet, hvordan det gik detailhandelen på Indre Nørrebro. Nørrebro Handelsforening var selv aktiv i Nørrebro Beboeraktion, og blev også inviteret af Solvognen til et arrangement i Nørrebrohallen.
Det blev trendy for den politisk aktive middelklasse at flytte ind til Indre Nørrebro, og give revolutionen en håndsrækning for en stund. For på den måde blev de svageste beboere trængt ud af kvarteret. Farvel arbejderklasse.
En mørk dag i slutningen af februar 1978 vinkede Tine Eiby farvel til Den Sorte Firkant, for aktivt at vende tilbage og aktivt deltage i slaget om Byggeren i foråret 1980. |
