Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nye Etniske Handelsforeninger

Offentliggjort 28. maj 2006

Forleden kunne medierne berette om en ny landsdækkende handelsforening. Men i forvejen fandtes der en, der startede i Århus. Også på Nørrebro er en handelsforening startet for nogen tid siden. Men er det lykken og godt for integrationen, når man isolerer sig selv i en handelsforening med offentlige tilskud?

De nye etniske handelsforeninger kan ikke dæmme op for snyd, grundet manglende revisorpligt og den rullende detailhandel.

En rapport fra Roskilde Universitetscenter fastslår, at etniske iværksættere ofte har et tæt socialt netværk, der består af folk fra samme lande, der taler samme sprog. Disse sociale netværk er gode til at skaffe finansiel kapital til opstart af virksomhed, men de isolerer samtidig de etniske selvstændige fra dansk erhvervsliv. Netværkene bliver dermed en bremse for etniske iværksættere.

Shahamak Rezaei, der står for rapporten siger, at et tæt netværk også kræver, at man forpligter sig over for dette netværk. Det kan isolere de selvstændige fra dansk erhvervsliv.

Manu Sareen, integrationskonsulent i Københavns Kommune siger til TV2 Lorry: Kollektivisme og fællesskabsfølelse har alle dagene været et tveægget sværd, og den sociale kontrol, der foregår inden for det tætte sociale netværk, handler om skam og ære. Forventningerne fra netværket om succes er store og mange er bange for udstødelse, hvis det ikke lykkes for dem, at blive selvstændig. Netværket er generelt og meget positiv ting, men faren for netværkets dårlige indflydelse opstår, når forventningspresset bliver for stort.

Nørrebro Handelsforening har varetaget interesserne

Nørrebro Handelsforening hilser de nye foreninger velkommen, og det er ikke på grund af brødnid, at man er skeptiske over for de nye foreninger. Man mener sagtens at kunne varetage de etniske butikkers problemer og tiltag inden for de rammer handelsforeningen har.

For nogle år siden lavede man Etnisk Regelintegration, en række kurser målrettet til etniske erhvervsdrivende. I sommer opfordrede foreningen til ændringer i lovgivningen vedrørende Næringsbassen efter talrige henvendelser fra etniske forretningsdrivende. Man lavede en storstilet kursusaften, men opbakningen fra de etniske forretningsdrivende var lig nul, da det kom til stykket.

Et fyraftensmøde specielt med henblik på de etniske butiksejers problemer samlede cirka 50 af 80 deltagere. Nørrebro Handelsforening har taget initiativ til at formidle kendskab til lovgivningen, sætte fokus på myndighedernes opgaver, afholde kurser og rådgive. Handelsforeningen satte også alle sejl til, at man fik en butikskonsulent på Nørrebro. Denne ordning har nu bredt sig.

Handelsforeningen vil selvfølgelig gerne samarbejde med de nye foreninger, men mener, at det ville have været bedre for integration, hvis butikkerne havde meldt sig ind i de eksisterende handelsforeninger.

Nørrebro Handelsforening mener, at det måske er det forholdsvis store kontingent, der afholder nydanskere til at melde sig ind.

De ny etablerede foreninger får tilskud, så kontingentet kan holdes nede. Dette tilskud kan Nørrebro Handelsforening ikke få.

Sammenslutningen af Etniske Erhvervsdrivende (SEE)

Med offentlig støtte er denne forening blevet til. Men hvis man ikke passer på, vil den blive isoleret. Hvis det kan gavne det omfattende snyderi i branchen, er det positivt. Kontingentet, er takket være støtte fra Socialministeriet og EVU gratis det første år, dernæst årligt 600 kroner pr. år.

Fødevaremyndighederne er begejstret for initiativet

Konkurrence på fair vilkår

Loven gælder for alle. Konkurrence skal ske på fair vilkår, og ikke på manglende overholdelse af gældende skatte – og afgiftslovgivning. Folketinget har netop vedtaget en lov, der fjerner revisionspligten for de 75.000 mindre virksomheder. Dette forhold kan friste svage sjæle over evne. En fjernelse af revisionspligten kan føre til skatteunddragelser, det vil så igen give unfair konkurrence.

Nørrebro Handelsforening har tidligere været betænkelige ved forslaget om rullende dagligvarehandel. Foreningen mener ikke at myndighederne har de fornødne ressourcer til en effektiv kontrol.

Her på www.norrebro.dk har vi gentagende gange påpeget, at der stadig foregår alt for meget snyderi i dele af detailhandelen.

Det vil være rart, hvis en etnisk handelsforening kan sætte en stopper for dette, men Nørrebro Handelsforening har vores tvivl.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16