Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Skifter Socialdemokraterne mening?

Offentliggjort 7. juli 2009

Ikram Sarwar
, næstformand i den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen vil overbevise sine partifælder om, at de tog fejl m.h.t. Nørrebrogade. Nørrebro Handelsforening tilbyder næstformanden hjælp til dette. Det er flot, at erkende, at man har taget fejl – i et valgår, udtaler næstformand i Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer.

I kampen for at få bremset begrænsningerne på Nørrebrogade, er Nørrebro Handelsforening både blevet kaldt for manipulerende og løgnagtige. Særlig den omsætningsundersøgelse som foreningen havde foretaget, var udsat for megen kritik.

Denne undersøgelse var krydret med en masse statistik fra diverse foreninger og organisationer. Den viste klart, at det var en alvorlig situation at stille bydelens erhvervsliv i. Københavns Kommune har hele tiden nægtet at foretage en konsekvensanalyse.

Nørrebro Handelsforening har talt med en masse politikere om problemerne. Og der synes at være opbakning fra de borgerlige politikere. Enkelte socialdemokratiske politikere er delvis enige med foreningen, men nu synes en Socialdemokratisk top politiker, at være enig med detailhandelen på Nørrebro. Det er partiets næstformand i den socialdemokratiske gruppe på rådhuset Ikram Sarwar, der håber at kunne få vendt stemningen blandt sine partikammerater. Han vil have gaden tilbage.

Næstformand for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer udtaler i den forbindelse;

  • Det er flot af Ikram Sarwar, at erkende at Socialdemokraterne også kan tage fejl. Det er rigtig set at forsøget har fået mange alvorlige konsekvenser. Det er Nørrebro Handelsforenings håb, at det lykkes for Ikram, at få vendt stemningen blandt hans partikammerater. Nørrebro Handelsforening vil i den forbindelse gerne hjælpe partiet. Var det ikke også en Socialdemokrat (Jens Otto Kragh) der sagde de berømte ord: Man har en mening indtil man har en anden.
  • Det vil tjene Socialdemokratiet til ære, hvis de erkender, at de har taget fejl.
  • Flot at gå mod strømmen, jeg håber ikke at næstformanden bliver sat på plads og skal rette sig ind efter partidisciplinen.

Til Lokalavisen for Nørrebro og Omegn siger Ikram Sarwar, at ordningen ikke fungerer. Privatbilister kører igennem zonerne. Gennem de sidste par måneder har han talt med adskillige erhvervsdrivende på Nørrebrogade. De erhvervsdrivende føler, at det er chikane fra Kommunen oven i finanskrisen. Til avisen siger han blandt andet:

  • Hvis man tror, man får en renere luft af, at folk kører omveje, så er man naiv. Så får du måske udstødningen ned på Jagtvej i stedet for.

Ikram Sarwar erkender, at forudsætningerne ikke holder. Han erkender, at man har prøvet, men det virker ikke, og det generer en masse mennesker.

Og det har han ret i. Nørrebro Handelsforening har ikke en nøjagtig liste over, hvor mange butikker, der er lukket i forsøgsperioden. Men foreningen får næsten daglig henvendelser med hensyn til manglende omsætning.

Ikram Sarwar er helt på Nørrebro Handelsforenings linje, når han påpeger at det ikke er inde i byen, man skal lægge hindringer i vejen for trafikken, det er i en ring uden om byen. Og så har han ret i, at der ikke er kommet mere plads til cyklisterne. Her på siden har vi flere gange påpeget dette forhold.

Godt nok var forudsætningerne nogle andre, da man tog afstemningen i Borgerrepræsentationen, men Nørrebro Handelsforening har hele tiden advaret mod konsekvenserne.

Nu håber man så på, at Socialdemokraterne skifter mening, så man kan få gang i detailhandelen og livet på Nørrebrogade igen.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16