Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Gadesvin

Offentliggjort 8. september 2006

Det er ikke kun turisterne, der er kede af svineriet i byens gader. Det er Nørrebro Handelsforening også. For et par år siden klagede man, uden resultat. Der skal handling bag de kampagner Københavns Kommune fyrer af. Læs også om Stefanskirkens ti bud.

For et par år siden forsøgte Nørrebro Handelsforening sammen med Agenda 21 foreningen på Ydre Nørrebro, at få flere papirkurve til området. Det lykkedes ikke, trods flere møder.

Det er usexet

Nu forsøger Københavns Kommune med mini – kampagner i Fælledparken og Havneparken, at få folk til at ramme en af de 7.252 affaldskurve, der står rundt om i byen.

Kampagnen består af bannere med gadesvin rundt om kurvene, hvor der bl.a. står Det er usexet at svine vores by til. Men er disse kampagner ikke bare en undskyldning fra det offentlige.

Tænk, at Københavns Kommune hvert år bruger 100 millioner kroner på at holde veje og parker rene. Det skulle man ikke tro. For grunden til at man ikke kan ramme papirkurven er, at den ofte er overfuld.

Det er klamt

Det flyder med papir, affald og glasskår. Og med vinden bliver det hurtigt transporteret. Modsat andre storbyer, så bliver den daglige renovation ikke prioriteret på samme måde.

Selv gamle cykler ligger og flyder. Fedtede pizza – bakker, gammelt ispapir og fladtrykte dåser, skal man vade i. Det er virkeligt klamt. Føler man ikke et fælles ansvar?

I Juli flyttede Byservice City 70 tons affald fra den Indre By.

Banedanmark synes jo heller ikke, at det er nødvendigt, at rydde langs skinnerne. Men også på hospitalerne er det beskidt.

Der skal spares, og så gør man det på det forkerte sted. Det er jo set før.

Selvjustitsen er forsvundet. De andre tager skraldet.

Og på Nørrebro bliver der også urineret endnu mere i det fri. De offentlige toiletter er forsvundet. Også her spares der.

En renere by skaber respekt

En renere by fører også til, at gadesvinene får mere respekt, og måske rammer papirkurven, hvis den er blevet tømt. Fint nok med, at der stilles krav til byens borgere. Men kan man ikke også stille krav til Vej og Park.

Klaus Bondam søger nu om 35 millioner kroner til at gøre København renere. Der skal placeres 400 – 500 flere papirkurve og projektet Gadens Helte skal sørge for, at gøre noget ved sagen. Navnet minder om en tegneserie og leder tankerne tilbage til, da fattiglemmerne fra Ladegården hver morgen gik over Dronning Louises bro med koste og skovle. Som led i deres opdragelse, skulle de holde hovedstaden ren.

De ti bud

Det er ikke kun Wonderfull Copenhagen og turisterne, der er sure. Det er de Nørrebro Handelsforening og de handlende på Nørrebro også. Rengøringen er ikke god nok.

Det mener Anne Braad også præst i Stefanskirken. Hun har lavet 10 bud, som vi har fået lov til at gengive.

Takt og Tone

  1. Du skal holde din sti ren
  2. Du må ikke misbruge Vej & Park
  3. Du må kun pisse i din egen rede
  4. Du skal selv tage skraldet
  5. Du må gerne male byen rød
  6. Men du må ikke skrifte på væggen
  7. Du skal feje for din dør
  8. Og også for din nabos
  9. Du må ikke tabe modet
  10. Du skal finde melodien.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16