Offentliggjort 20. april 2007
Journalist Camilla Breseman fra Ejendomsforeningen Danmark fulgte i hælene på formanden for Nørrebro Handelsforening i de dage, hvor Ungdomshuset blev ryddet, og de forretningsdrivende havnede i en krigszone.
Kl. 7:00 d. 1.3.2007. En klokradio sætter i gang med morgennyhederne. Manden i sengen slår øjnene op. Han er 47 år og hedder Johnny Beyer. Han bliver liggende.
Dagens første tanke går på den nye malerbutik i Sydhavnen, som han skal overtage i dag og begynde at sætte i stand. Han får travlt. Den næste tanke går mod Nørrebro, hvor han i forvejen har en Flügger butik på Nørrebrogade, som han har haft i 23 år. Ikke langt fra Jagtvej 69, hvor de unge nu bor som besættere i Ungdomshuset, og hvor politiet når som helst kan rydde det.
- Bare det ikke bliver i dag, de rydder Ungdomshuset, når han lige at tænke, før ophidsede stemmer i radioen beretter om en helikopter på taget af huset. Jo, rydningen er i gang. Det er helt sikkert, lyder det fra radioen.
Johnny Beyer springer ud ad sengen. Det er bare den værst tænkelige dag, for han får travlt i den nye butik.
Imens begynder rækker af hollændervogne for fuld udrykning at køre mod Nørrebros Runddel og sortklædte unge med had i øjnene får oplysninger gennem SMS-kæder og valfarter til Nørrebro.
Kl. 11:00 d. 1.3.2007. Der lyder råb lidt længere oppe ad Nørrebrogade. Aggressive råb. Jeanette Petersen skynder sig at tage flagene på facaden og gadevarerne ind i butikken. Hun har arbejdet i Johnny Beyers Flüggerbutik i fire et halvt år.
Den unge kvinde er ikke bange, for hun er vant til miljøet omkring Nørrebro og hun kender de unge. Hun solgte fem par handsker til nogle af dem, da hun åbnede butikken denne morgen. Og forleden solgte hun maling til Det fri gymnasium, der skulle male en kiste til en støttedemonstration for ”Ungeren”. Desuden har hun og Johnny Beyer i forvejen nøje aftalt, hvad hun skal gøre i tilfælde af ballade, den dag huset bliver ryddet.
Råbene kommer tættere på. Hun er alene i butikken. Jeanette Petersen låser glasdøren, og stiller sig på trappen ned mod baglokalet. Der er hun tæt på døren ud mod gården, hvis hun får brug for at flygte.
Et højt knald nærmest flænger luften, da en brosten bliver hamret ind i vinduet på Arbejdernes Landsbank på den anden side ad gaden. Ruden splintrer. En ung mand med et sort tørklæde hamrer hidsigt den samme brosten flere gange ned i bankens udendørs pengeautomat.
Hjertet banker hurtigere, mærker Jeanette Petersen. Men hun er stadig ikke rigtig bange. Så bliver der helt stille. Ubehageligt stille, tænker hun. Døren er stadig låst.
Kl. 11.45 d.1.3.2007. Københavns Radio gløder af nyheder om situationen på Nørrebro. Johnny Beyer har forladt sin nye malerbutik, og har nu parkeret sin bil i en sidegade lidt væk fra Nørrebrogade. Han må hen og passe på den butik, der er placeret lige i kampzonen. Og følge kampen om det ungdomshus, han selv har involveret sig meget i.
Jeanette Petersen låser døren op for ham. Nørrebro er faldet midlertidigt til ro igen.
Johnnys mobiltelefon ringer. Det er en journalist fra ”God aften Danmark”. Telefonen har kimet hele formiddagen, hvor mindst 15 journalister har villet høre om de forretningsdrivende på Nørrebrogade. Johnny Beyer har været formand for Nørrebro Handelsforening i 16 år.
Han går ud på gaden, for at tage bestik af situationen.
- Er du ikke Johnny Beyer?, spørger en cyklist og standser op.
Johnny nikker.
- Jeg synes virkelig, du gør et godt stykke arbejde, siger cyklisten, og kører videre.
Johnny Beyer har forsøgt at mægle i konflikten mellem de unge og politikkerne, fordi de unge bad ham om at være deres repræsentant. Men det kom aldrig til et forlig.
Johnny går ind i banken med det splintrede vindue. Han drikker kaffe med de få medarbejdere, der er tilbage. Resten blev bange og tog hjem, da de unge gik amok udenfor.
- Jeg håber virkelig, at de får lukket huset ordentligt, så de unge ikke kommer tilbage på mandag, sukker en bankmand.
En anden ansat er ved at bære computerskærme ned i sikkerhed i kælderen.
Solen skinner og alt ånder fred selv om luften sitrer af spænding.
Johnny Beyer takker for kaffen, og går ud på gaden igen. Han begynder at gå op ad Nørrebrogade mod runddelen. Blåklædte betjene står overalt og spejder. En stor container ligger væltet midt på gaden. Ituhakkede sten ligger spredt overalt.
Og hvor er Ritt Bjerregaard henne nu, tænker han. Johnny Bayer har indædt forsøgt at få hende i tale igennem de seneste måneder som mægler i konflikten mellem de unge og politikerne. Men hun kontaktede ham aldrig.
Han går forbi nærpolitistationen, der er lukket. Facaden er fuldstændig dækket af uigennemtrængelige skodder.
- Da den åbnede, sagde politiet ellers, at det aldrig ville få sådan nogle skodder. Men det har de fået, og det har de unge også skrevet om på deres hjemmeside, konstaterer han.
Kl. 12.20 1.3.2007 Johnny tager sin mobil og ringer til et indkodet nummer, mens han går videre op ad Nørrebrogade. Det er til en af de unge, men personen svarer ikke. Johnny Beyer har ført mange samtaler med de unge gennem tiden. De har ofte siddet i hans baglokale og drukket kaffe og snakket om situationen. Han holder ikke med dem. Heller ikke med politikkerne. Han står lige i midten, men han synes, det er trist, at der nu er fjernet et af mangfoldighedselementerne på Nørrebro.
- Hvis man har viljen til at ville, har man også evnen til at kunne. Og Ritt kunne godt have udvist reel vilje til at løse det her. Det kunne de unge nu også, siger han.
Efter optøjer i 1999 rasede Johnny Bayer mod Ungdomshuset og krævede det fjernet. Nogle år senere skiftede han radikalt mening og betegnede det som ”kvarterets kulturelle baghave”. Holdningsændringen kom efter dialog med de unge, der dels kunne argumentere for deres sag og dels viste ansvarsbevidsthed over for de socialt svagt stillede på Nørrebro.
Oppe ved runddelen stopper Johnny Beyer op. Der står et par enkelte unge og i hundredvis af betjente. Ellers sker der ikke meget. Det virker som stilhed før storm. Det skal det også vise sig at være.
Johnny Beyer går ind i boghandleren, som Uwe Brodersen ejer. Uwe er sekretær i handelsforeningen og han sidder i sit baglokale og ser ud på bagsiden af Ungdomshuset, hvor skiltet med ”Ruth, det er ikke slut” hænger underligt forladt på taget. Han har været Johnny Beyers sparringspartner gennem mange år og bestyrelsesmedlem i Handelsforeningen.
- Der dør jo en mangfoldighed på Nørrebro i dag, siger han, mens Johnny Beyer skærer en skive af et franskbrød, der står på bordet.
De unge er kommet næsten dagligt i boghandleren, hvor de har kopieret deres publikationer på butikkens kopimaskine. Uwe er på fornavn med mange af dem. De kender hinanden.
Kl.12.40 1.3.2007. Johnny Beyer er tilbage i sit baglokale. Han tager en tår af en Coca Cola Zero og tjekker dagbladenes hjemmesider. Og ungdomshusets. Alle advarer om en kommende krig i gaderne.
- Vi er mange, der betaler festen og det har vi ikke lyst til. I december kostede kampene et par millioner, og butiksejerne er urolige for, hvad der vil ske nu. Vi håber det bedste,men frygter det værste, siger han.
Men lige nu er der stille, så Johnny vælger at tage tilbage til den nye butik, hvor arbejdet venter. Forude venter de værste gadekampe i Københavns historie, men det ved han ikke endnu.
Kl.9:00 2.3.2007. Det er morgen. Flammerne fra nattens bål kan stadig ses flere hundrede meter væk. Bussen stopper lige før Dronning Louises, for den kan ikke køre ind på Nørrebrogade. Jeanette Petersen stiger ud og går resten af vejen hen til butikken. Der lugter brændt, og hun frygter det syn, der venter hende. Men hun har ikke meget at frygte, viser det sig. Lidt graffiti på skodderne og seks manglende brosten foran butikken. Hun åbner op som hun plejer. Rundt om hjørnet står en udbrændt bil, hvor der kun er det svedne skrog tilbage.
Kl.9:45 2.3.2007. Vejarbejdere i gule dragter arbejder indædt på at fylde de udbrændte huller i vejen. Renovationsvogne har allerede fjernet kasteskyts, udbrændte containere og andre objekter fra vejen og fortovet. Kun vandpytterne, der stadig er hvide af maling, vidner om nattens krig. Og så den udbrændte bil om hjørnet.
Johnny Beyer går ind i sin Flüggerbutik, men han har møder omkring den nye butik resten af dagen, så han kører igen kort efter.
Oppe omkring Ungdomshuset står politiet fortsat talstærkt. Husets dage er talte, men det ved de unge ikke endnu. Og politiet er heller ikke klar over hvor voldsomme kampe, der venter dem de kommende dage.
En måned senere. Det var hektiske dage, hvor Nørrebro igen kom på forsiderne verden over, reflekterer Johnny Beyer over de dage i begyndelsen af marts, hvor Ungdomshuset blev ryddet og Københavns gader blev forvandlet til krigszone. Men kampene gik præcis, som han havde forventet, og var lige så voldsomme, som han havde advaret om.
Hans egen butik gik fri af skader, men han mistede en omsætning på omkring 50.000 kroner.
Den 47-årige farvehandler synes, at det var uansvarligt af politikerne, at lade det komme så vidt. Han har mistet respekten for dem. Men han snakker stadig meget med de unge, for flertallet af dem er fredelige – han har aldrig sympatiseret med de voldelige. De unge er begyndt en indsamling til fordel for de uskyldige ofre i konflikten, og de har bedt Johnny Beyer om at administrere udbetalingen. Han vil fortsat støtte et nyt ungdomshus på Nørrebro, og det vil de fleste andre i kvarteret også, erfarer han. Både dem med og uden ring i næsen.
|
