Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Wonderful Nørrebro

Offentliggjort 22. april 2007

Efter urolighederne omkring Ungdomshuset, må detailhandelen på Nørrebro tænke nyt. Det kræver sammenhold og opbakning. Men det kniber. En lokal turistfører har fået en god ide. Kan Nørrebro få gavn af den nye Danmarksfond? Er Nørrebro et alternativ for Christiania?

Regeringen har netop vedtaget en ny Danmarksfond på 150 millioner kroner. Denne fond skal få sportsbegivenheder, konferencer m.m. til Danmark. En stor del af dette vil komme København til gode.

Desuden skal det bruges 43 millioner kroner til at vise, at vi er en kreativ nation, 60 millioner kr. bruges til markedsføre turistmål. Og 45 millioner kroner for at markedsføre vores land som investeringsland.

En charmeoffensiv som gerne skulle blive en god investering.

Får Nørrebro noget ud af dette?

Får Nørrebro noget ud af dette? Ja det kunne den godt, men det skal arbejdes for det. På Nørrebro Handelsforenings generalforsamling mente for formanden for Danmarks Handelsforeninger, Bent Arrebro Pedersen, at Nørrebro kunne blive et alternativ for Christiania. Men det kræver en indsats.

Desværre har Nørrebro Park Kvarterløft desværre uden varsel trukket et tilsagn om en markedsføringskampagne for detailhandelen på Nørrebro tilbage.

Dette kunne måske have løftet Københavns mest farverige detailhandel – Danmarks længste basar.

Handelsforeningen havde brugt meget tid på denne plan, man vil nu af andre veje forsøge at fremskaffe midler til markedsføring af Danmarks længste basar.

Godt initiativ af turistfører

I Sjællandske aviser har turistfører, historiker og cand phil. Poul Hartvigson forsøgt at sælge Nørrebro. Teksten er for så vidt i orden, men billederne minder om en krigszone. Dette billede er jo nok det som de fleste medier vil give af Nørrebro, for at sælge flere aviser. Men kigger vi på teksten i annoncerne får vi et helt andet billede:

  • Den sidste tid har vi set billeder og uro på Nørrebro. Men ved nærmere bekendtskab møder man et kvarter fuld af kulør og livsglæde. Poul Hartvigson vil gerne vise sin bydel frem som beboer og historiker.

  • Vi kommer til Nørrebro over søerne ad Dronning Louises Bro, og ind gennem den pulserende Nørrebrogade. På vej rundt i kvarteret passerer vi det flotte Skt. Hans Torv, går gennem smågader med smarte butikker og ad Blågårdsgade til pladsen med Kai Nielsens spændene skulpturgruppe.

  • Nørrebro er mættet med indtryk og modsætninger. Et par hundrede meters vandring fører en til nye verdener, fra statelige strøg til socialt boligbyggeri, fra anarkistiske udposter til trendy shopping, fra Lille Somalia til De Gamles By.

  • Turen berører gamle og nye brændpunkter i en oprørsk bydel. Slaget på Fælleden, Folkestrejken i 1944, kampen om Byggeren, BZernes tilholdssteder, og de der gik løs 18.maj 1993. Vi ser, hvor der har været gang i gaden for helt nylig, og hører om udsigterne for kvarterets fremtid.

  • Formålet med turen er især at vise Nørrebro som en attraktiv bydel, som beboerne holder af og værner om. Det bliver tid til at nyde Stenbroens små oaser, som Folkets Park og Assitens Kirkegård, hvor Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og Niels Bohr ligger begravet. Samt se de grønne anlæg, der har afløst fortidens baggårde. Vi tager også pulsen på et aktivt kulturliv med mange shopping muligheder.

(Tekst – Folketidende 24. marts 2007)

For historisk interesserede kan vi henvise til www.dengang.dk

Ingen hjælp fra embedsmænd og politikere

Nørrebro Handelsforening har for nogle år siden forsøgt med en ide, om at krydstogtsturister burde se et alternativt København, men har ikke selv midler til at gennemføre et sådant projekt.

Flere fagfolk har også påpeget, at Nørrebro er det sted i Danmark, hvor man løser integrationsproblemerne bedst. Det er jo heller ikke det indtryk medierne giver af Nørrebro. Det kunne man måske også vise turisterne. Det er selvfølgelig ikke et glansbillede, man skal vise, men de kolde fakta.

Detailhandelen har behov for nytænkning. Efter urolighederne på Nørrebro, skal kunderne igen hentes tilbage. Der er ikke så megen hjælp at hente fra politikerne, og man må gå andre veje, så derfor er det beklageligt at allerede vedtagende tilsagn, trækkes tilbage.

Måske hjælp fra Wonderful Copenhagen

Organisationen Wonderful Copenhagen kan måske træde til for at få planerne op i en højere enhed. I en artikel i Børsen, mandag den 26. marts fremkommer organisationen med en ønskeseddel. Et af ønskerne er:

  • Investeringer i opbygningen af et moderne brand for København N – Pris 100 millioner kroner (25 millioner kroner årligt frem 2010).

Nørrebro Handelsforening stiller sig gerne til rådighed som samarbejdspartner.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16