Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Velkommen på forsiden

Offentliggjort 22. april 2007

Johnny Beyer, formand for Nørrebro Handelsforening er anklaget af Ekstra Bladet og TV3 for at udføre sort arbejde. Selv afviser formanden disse beskyldninger, og kan dokumentere, at Ekstra Bladet og TV3 har uret i deres påstande. Journalisten bag disse ”afsløringer”bliver rost af deres kollegaer, for dybt seriøst journalistik. Ekstra Bladets Gravergruppe, der nu også samarbejder med TV3 har et slogan: Grav skidtet ud og vis det frem på forsiden. Journalisterne bruger skjult kamera og skjult mikrofon. Den ene journalist har løjet sig kræftsyg, for at få de rigtige historier frem.

Johnny Beyer advarer sine bestyrelseskollegaer, og er bange for at man vil manipulere med fakta, for at sælge flere aviser

Sandemose har ikke levet forgæves. Du skal ikke tro, du er noget.

Når en handelsforening, som Nørrebro Handelsforening stikker næsen frem, med kontante meninger, der ikke altid passer politikerne, jamen så må man i dagens Danmark forvente, at man selv ender i fælden.

Holdninger har ikke været fremført for foreningens egen vindings skyld, men udelukkende for at fremhæve, at Nørrebro har plads til mangfoldighed.

En journalist må ikke henvende sig forgæves

Samtidig har foreningen den holdning, at ingen journalist skal henvende sig forgæves til foreningen. Denne holdning har man praktiseret indtil nu. Man betragtede forholdet til de offentlige medier med respekt. Men denne holdning har lidt et alvorligt knæk.

En af dem, der har mærket dette, er foreningens formand Johnny Beyer. For et par år siden, blev han beskyldt for tyveri og bedrageri i Jyllands Posten. Den sag blev dog afgjort til formandens fordel. Læs mere Læs annonce indrykket i Jyllandsposten

Nu er Johnny Beyer blevet beskyldt for at udfører sort arbejde. Formanden er kommet i kløerne på Ekstra Bladets Gravergruppe. Formålet med denne gruppe er Grav skidtet ud og vis det frem på forsiden og den gule plakat. Velkommen på forsiden, Johnny Beyer.

Ny udsendelse i TV3

Det er i forbindelse med en ny udsendelsesrække på TV3, Johnny Beyer er kommet i fokus. I oplægget til udsendelserne fortæller Ekstra Bladet og TV3, at de vil afsløre dobbeltmoral, snyd og råddenskab. Det er så i den kategori, Johnny Beyer er havnet i. Ekstra Bladets journalister infiltrerer betændte miljøer. Da man åbenbart har brugt Nørrebro Handelsforenings meninger og holdninger i programmet, går www.norrebro.dk ind i sagen.

En offentlig person i søgelyset

Vi har spurgt Johnny Beyer.

  • Går du ind for sort arbejde?

  • JB: Nej det gør jeg bestemt ikke.

  • Hvorfor kommer du så på forsiden?

  • JB: Det er jo nok fordi jeg er en offentlig person. Jeg forsvarer de små og mellemstore detailhandleres interesse på Nørrebro, og har måske haft et særstandpunkt i Ungdomshus – sagen. Men det er jo Handelsforeningens synspunkter, jeg forsvarer

Journalist: Kan du ikke lave det sort?

  • Prøv at beskrive sagen, ud fra dit synspunkt

  • JB: Ultimo januar 2007 blev jeg ringet op af en kvinde fra Folmer Bendtsens Plads og vi aftalte, at jeg skulle lave et tilbud på malerarbejde i hendes lejlighed.

  • Den 1. februar fremlagde jeg et tilbud. Kunden spurgte flere gange, om jeg ikke kunne gøre det sort. Jeg svarede at vi kunne aftale nærmere om nogle fornuftige vilkår og jeg er naturligvis til, at tale med.

  • Derfor aftalte vi, at hun fik en faktura på 4.000 kr. plus moms i alt kr. 5.000.00 og det resterende beløb på 16.000 kr. skulle betales kontant - så hun i alt kom af med 21.000,00 - på den måde fik jeg betalingen hurtigere i modsætning til, at vi normalt giver op til 30 dages kredit.

  • Efter endt arbejde kontaktede kunden mig og vi aftalte, at jeg skulle komme og hente pengene - jeg skulle tælle pengene ved et bord. Antagelig fordi, at det skulle filmes med skjult kamera.

  • Jeg har naturligvis bogført begge fakturaerne i mit bogholderi både den på de 5.000,00 og den på de 16.000,00 og der bliver afregnet moms og skatter af denne omsætning.

  • Jeg fik en pæn omsætning og kunden fik en pæn rabat, og jeg tjente også en pæn sum ved det - Det kan da godt være, at kunden tror, at det var sort arbejde - men på den måde fik jeg en omsætning i hus med en passende avance.

Kåre Quist: Du laver jo selv sort arbejde, Johnny

  • Jamen, Johnny, så har du jo ingen grund til bekymring?

  • JB: Jo, fordi jeg ikke ved, hvordan programmet er sammenklippet. En eftermiddag blev jeg ringet op af Ekstra Bladet, de ville komme om formiddagen og snakke om Nørrebro Handelsforenings holdning til sort arbejde. På handelsforeningens hjemmeside er der vel cirka 300 artikler, og en del af dem handler om sort arbejde, så det var vel meget relevant.

  • På et tidspunkt, siger Kåre Quist: Jamen Johnny, du går jo selv ind for sort arbejde. Så viste han mig et klip, hvor jeg putter 21.000 kr. i lommen. Han påstod og tror åbenbart, at jeg aldrig har bogført dette beløb.

Advokat og revisor frikender Johnny Beyer

  • Du har vel ikke noget at frygte?

  • JB: Jeg må indrømme, jeg blev hylet lidt ud af det, selv om jeg er vant til medierne. Der dukkede ikke bare en journalist op, men hele 6 mand, deriblandt TV3. Meningen var vel, at jeg skulle hyles ud af det.

  • JB: Bagefter ringede jeg til min advokat, der ikke mente, at jeg havde gjort noget som helst forkert, tværtimod havde Ekstra Bladet begået en ulovlighed, idet de havde opfordret til sort arbejde. Min revisor sagde, at det var nok, at jeg fremsendte de to fakturaer som bevis for at arbejdet var bogført og momsregisteret og i øvrigt er det intet usædvanligt i denne fremgangsmåde.

  • I øvrigt er det lidt besynderligt, at Kåre Quist ikke efterfølgende har bekræftet, at han har modtaget min dokumentation - men har måske en skjult dagsorden.

Jagten på forbrydere

  • På Ekstra Bladets hjemmeside lancerer de programmet som ”Jagten på forbrydere”. Er du forbryder, Johnny?

  • Nej bestemt ikke. Men det kan da godt være, at man bruger samme teknik som i filmen A.F.R. , hvor man får fremtrædende politikere til at sige noget, som man har klippet sammen ud fra en større sammenhæng. Så på den måde kan man godt få mig til at fremtræde som forbryder.

Journalister indrømmer, at de bryder loven, for at få historier frem

Lederen af Ekstra Bladets Gravergruppe er Kåre Quist, der har tre journalister og en praktikant under sig. De får efter eget udsagn, lokumsaftaler, løgne og svindel frem efter bedste evne.

Hvis historien er vigtig nok, bruger de falsk identitet, bryder loven eller går under cover. Skjult kamera og skjulte mikrofoner bliver selvfølgelig også brugt.

Hver gang Gravergruppen har afleveret en historie er der nogle, der bliver sure siger de selv. Det er ikke jobbet, for folk med sarte nerver. Det tror da pokker.

Er det dybdeborende journalistik?

Vi ser projektet som en enestående mulighed for at videreføre Ekstra Bladets fornemme traditioner, lyder det fra Kåre Quist. Og på TV3 glæder man sig over seriøst dybdeborende journalistik.

Denne Kåre Quist er ikke hvem som helst. Han er uddannet på RUC, via Urban kom han til Ekstra Bladet, hvor han har afsløret væsentlige ting.

  • Politifolk springer 20 års boligkø over. Man udgiver sig for kok, pizzabager og politibetjente.

  • Danske officerer bliver sendt hjem fra Irak mistænkt for tortur.

  • Jens Kramer Mikkelsens afgang. 50.000 kr. bliver ikke brugt til de hjemsløse i hovedstaden.

  • Danskere køber sig fri for fængselsstraf.

  • Afslører hvor let det er, at lave falske pas og kørerkort o.s.v.

Metoderne bakkes op af kollegaer.

Kåre Quist og hans metoder er åbenbart vellidt i journalistiske kredse. Han har fået forskellige priser og været indstillet til Journalisternes Robert

Journalisten har også modtaget mindelegat, et skulderklap fra sine kollegaer, for fremragende undersøgende journalistik, og for at satse på andre metoder.

Ja kollegaer kalder hans afsløringer for at være væsentlige, vedkommende og veldokumenterede. Han er kendt for en dybdeborende journalistik, der både for konsekvens og perspektiv. I den forbindelse spurgte vi Johnny Beyer.

  • Vil den negative omtale få konsekvens for dine tre virksomheder og dit engagement for detailhandlerne på Nørrebro?

  • JB: Det håber jeg da sandelig ikke, jeg har ikke gjort noget som helst forkert. Og hvis det kræves bliver det vel indkaldt til ekstraordinær bestyrelsesmøde i Nørrebro Handelsforening, hvor tilliden til mig, bliver afprøvet.

Veludviklet fantasi er vigtigst.

Ifølge Dansk Presse oplever Kåre Quist ingen forskel om journalisten er uddannet på DJH, RUC eller SDU eller et andet sted. Det afgørende er en veludviklet fantasi til at fremskaffe dokumentation. Skjulte mikrofoner og nu skjult kamera er også en del af hjælpemidlerne.

Mange metoder bliver brugt

I 2004 blev Kåre Quist sigtet og dømt for dokumentfalsk. Og tidligere har lokkeduen i sagen omkring Johnny Beyer – sagen, Signe Walgren løjet sig kræftsyg for at kunne fælde en akupunktør. Her blev der ligefrem opført en makaber folkekomedie. Ufatteligt, at nogen kan finde på, at lyve sig kræftsyg.

Objektivitet er en mangelvare

Undertegnede, der skriver dette, har som tidligere offentlig person også været udsat for lidt af hvert fra pressens side, og kan godt føle, hvordan det er. Godt nok har vi ytringsfrihed, men det er ikke alle, der har samme adgang til pressen. Ikke alle journalister er lige objektive og har researchet ordentlig. Ofte forfaldes til nemme løsninger.

Objektivitet kan ofte være en mangelvare.

I Danmark har vi også en Forening af Undersøgende journalistik, som sætter en ære i at hæve det journalistiske niveau.

Advarsel til bestyrelseskollegaer

Vi stiller det sidste spørgsmål til Johnny Beyer:

  • Hvis nu Ekstra Bladet og TV3 bevidst manipulere dine udtalelser og fremsætter løgnagtige konklusioner, vil du så anlægge injuriesag?

  • JB: Jeg vil da først og fremmest advare mine bestyrelseskollegaer, at de skal være varsomme. Endvidere vil jeg være mere påpasselig med, hvem jeg giver tilbud. Som sagt har jeg mit på det rene, og vil afvente, hvad TV3 og Ekstra Bladet bringer. Derefter vil jeg så måske tage en snak med min advokat.

Sikkert på forsiden 8. maj

Udsendelsen med beskyldningerne mod Johnny Beyer kommer den 8. maj, og antagelig pryder formanden for Nørrebro handelsforening også Ekstra Bladets forside, samme dag.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16