Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Mangfoldighed på Nørrebro

Offentliggjort 5. juli 2007

Af Uwe Brodersen, redaktør af www.norrebro.dk

Indlægget blev holdt i forbindelse med afslutningskonferencen for Somalisk Netværk. Nørrebro Handelsforening har bidraget væsentlig til mangfoldigheden på Nørrebro. I indlægget gives eksempler på positiv og negativ mangfoldighed. Men hvad er egentlig mangfoldighed?

  • Som I kan høre på min dialekt er jeg selv nydansker. Jeg tilhører den meget udbredte befolkning af sønderjyder. For os, var det et chok, dengang vi ikke måtte tale sønderjysk i skolen.

  • Vi har nu samlet os i et netværk, der hedder ”æ synnejysk ambassade”. En af vores frontfigurer er ham, der viser røv i Ørkenens Sønner.

  • En af vores største resultater er, at den fremragende film ”Kunsten at græde i kor”der foregår på sønderjysk nu vises i Gentofte Bio, uden tekst. Bare til en forestilling.

Hvis alle var ens, og gik i uniform, kan vi ikke nå langt.

Hvis ingen var ens, og alt var tilfældig, kan man ikke søge sig frem, fordi man ikke har et sted, at starte.

Mellem orden og kaos

Livet er sjovest midt mellem orden og kaos.

Hvis alle adlyder den samme autoritet, og ingen tør, at være anderledes, bliver verden virkelig lille. Nørrebro ville da blive kedelig.

Men en verden præget af netværk, nytænkning, kombinationsevne og mangfoldige mennesker, ja det gør det sjovere og mere effektivt. Sådan er det på Nørrebro.

Alle os mennesker er forskellige. Vi har facetter, som gør, at vi hver især mere eller mindre bliver ens med nogen, men ikke helt ens med nogen. Vi deler vores egenskaber i klynger.

Når minoriteter gøres til minoriteter, bliver de netop gjort ens. Jøder, muslimer, svenskere, pølsemænd og sønderjyder.

Vi har en tendens til at bedømme dem som en minoritet. Der er sket en reducering, en stempling. Vi bliver identificeret med en kategori. Integration handler om det modsatte.

Mangfoldighed skal dyrkes

Et menneske indgår med en mangfoldighed af relationer og roller i samfundet. Der er masser af måder, dette mennesker udfolder sig på.

Jo flere links, der er mellem et menneske og dens omgivelser, des rigere og mere varieret er dette menneskets liv.

  • Foreningsliv, naboliv, kollegialt samvær uden for arbejdet, alt det der ikke kan købes for penge. Alt det der er uden for statens område.

  • Gaver, foræringer, generøsitet, den lille opmærksomhed. Se det er mangfoldighed.

Monotoni giver dårlig liv

Det er skidt for livskvaliteten og skidt for økonomien at reducere mennesker ud fra fordomme.

  • rig/fattig, sort/hvid, højre/venstre, os/dem.

Jo ringere vores billede af andre mennesker er, des ringere bliver vi selv.

Mangfoldighed giver gode liv. Monotoni giver dårlig liv, og en dårlig forretning for Nørrebro og samfundet

Mangfoldighed handler om respekt, ikke nødvendigvis enighed.

Mangfoldighed handler, om at lytte.

Nørrebro er fuld af mangfoldighed

Nørrebro er fuld af mangfoldighed. Det er det ikke alle, der ønsker.

Man finder sig ikke i noget her. Der har altid været rebeller på Nørrebro. Mange vil protestere, når jeg kalder det mangfoldighed. Man finder sig ikke i noget. Det vil sige, at der er nogen, der bliver nødt til at finde sig i det.

  • Det var på Nørrebro arbejderkampene startede.

  • Det var på Nørrebro, at kommunister gik efter de konservative

  • Det var på Nørrebro, at folkestrejken under krigen startede.

  • I nyere tid har der været adskillige kampe. Der var ikke plads til et Ungdomshus. Det ville have gavnet mangfoldigheden.

Handelsforeningen og mangfoldigheden

Eksempler på mangfoldighed:

Nørrebro Handelsforening startede Etnisk regelintegration, et forsøg på at lære kiosk – og butiksejere om det, at drive virksomhed. Efter nogle måneder måtte man opgive, på grund af manglende opbakning.

Foreningen forsøgte at påvirke en udskydelse af loven om næringsbasen, mange havde ikke forstået lovgivernes budskab. Et kæmpemæssig arbejde strandende, grundet manglende opbakning fra de berørte.

Men vi formåede at skabe opmærksomhed, og informationerne blev bedre.

Nørrebro Handelsforening fik indført mesterlæren, så de boglig svage også havde en chance. Vi fik rosende omtale i EU – parlamentet. Vi startede projekt lærerpladser.

Vi har udviklet integrationsprocessen Nørrebro Ahead, som vores udmærkede integrationsborgmester Jacob Hougaard mener, er en opgave for det kommende Lokaludvalg.

Vi var med til at sætte gang i Butikskonsulent – ordningen. Pjecer og brochurer gør det ikke alene. Ofte er kioskejere uden uddannelse, og ved ikke hvor de skal få hjælp. Her kommer butikskonsulenten ind.

Sønderjyder uønskede

Det har ikke altid været mangfoldighed i Nørrebro Handelsforening. Omkring 1920 var Nørrebro, Danmarks handelscenter nr. 1, og en række sønderjyder ville se, hvordan det foregik. De henvendte sig til handelsforeningen, men de fik aldrig noget svar. Konklusionen i Nørrebro handelsforening var

  • De taler et mærkeligt sprog

  • De går mærkelig klædt

  • De spiser mærkelig.

Sådan var det også, da de første jyder bosatte sig på Nørrebro omkring Nordbanegade. Var det nogen, der sagde ghetto.

  • De havde en mærkelig religion (Indre Mission)

  • De havde deres egne butikker (spiste kartofler)

  • Sproget var ikke til at forstå

  • Og igen var påklædningen mærkelig.

De blev først accepteret, da de begyndte at gå på værtsthus.

Et farverigt udvalg

Tænk hvis Københavnerne kun var sig selv. Tænk hvis de ikke lod sig påvirke, af folk fra Stockholm, London, New Delhi, Tokyo, Beirut, Århus og Tønder.

Tænk hvis vi kun skulle spise frikadeller og flæskesteg.

På Nørrebro har vi et farverigt udvalg af folk fra 171 nationer. Det giver en helt anden stemning. Vi har Danmarks mest farverige detailhandel. Hvorfor skal vi ikke vise det? Hvorfor gemme det væk?

Hvorfor tegner medierne kun det negative billede af Nørrebro?

Hvorfor var det ingen opbakning til kampagnen – farverige Nørrebro?

Jo, nu er det lykkedes at få Nørrebro Park Kvarter til at være med. Den 8. september vil der blive arrangeret oplevelses – ture på Nørrebro.

En kampagne vil henvende sig til

  • husmødre fra omegnskommunerne

  • krydstogtsturister

  • De politiske beslutningstagere fra København

  • En af de mest læste artikler på vores hjemmeside er Nørrebro, for journalister og jyder. Fordommene trives som aldrig før.

Man vil fokusere på

  • Etniske butikker

  • Kulturcentret på Assitens

  • Jægersborggade

  • Sankt Hans Torv

  • Kvarterløftsområder

Fordomme trives

Forleden fik jeg tilsendt en annonce, der havde været bragt i en avis på Lolland Falster. Teksten var udmærket. Men annoncen var illustreret med kæmpende aktivister og politi. Det viser noget om fordommene, men ikke om mangfoldigheden.

Danmark får ikke noget at vide om alle de kreative mennesker på Nørrebro. De får ikke noget at vide om de 3 – 4 kvarterløftsprojekter, der er i gang. Disse projekter aktiverer en masse borgere.

De får ikke noget at vide om ombygningen af Nørrebroparken. De får ikke noget at vide om projektet Superkilen. De får heller ikke noget at vide om det store Kulturhus, man vil bygge ved Nørrebrohallen.

Vi har et bibliotek på Bragesgade, der opfinder det ene projekt efter det andet. Målet er, at gør det lettere at være beboer på Nørrebro. Man laver karrierebibliotek, og arrangere ture for nydanskere. En bibliotekar fortalte mig, at på en af de ture, var der en pige på 6 – 7 år, der spurgte, da man havde passeret Nørrebros Runddel

  • Er vi stadig i København?

Man har uddannet nydanskere, som miljøambassadører. De fortæller andre nydanskere, hvad de skal gøre for at skåne miljøet. Fortsæt endelig.

Uddan for eksempel ambassadører i arbejdsmarkedsforhold.

  • Hvordan får jeg arbejde?

Mangfoldigheden har det godt. Men den har også sine skår.

Mangel på mangfoldighed

Politikere truer med presseetisk nævn, fordi vi åbenbart har konkluderet forkert.. Samtidig udtaler de samme politikere, at man aldrig hører fra erhvervslivet. På handelsforeningens hjemmeside ligger 400 artikler, lige til at gå til.

I forbindelse med urolighederne på Nørrebro mistede detailhandelen 14 millioner i omsætning. Handelslivet skal selv dække dette tab, samt skaderne. Man skal igen opbygge tilliden til omverdenen. Se dette er mangel på mangfoldighed. Man bliver ladt i stikken for tredje eller fjerde gang. Detailhandelen på Nørrebro må gang på gang klare sig selv.

Under rydningen

Det er heller ikke særlig mangfoldigt, at man truer en shawarmaejer med bål og brand, fordi han serverede for politifolk. Jeg er oplevet det selv. Aktivister lånte vores toilet under rydningen. Det var den dag, bogudsalget og et par uroer var inde at købe nogle billige kriminalromaner. Nåh I handler med uroer. Ja, råbte jeg, I bruger vores lokum. Se det er både mangel på mangfoldighed, samt det modsatte.

Vi tabte 70.000 kr. i omsætning, den dag.

CNN på Nørrebro

Lige efter Muhammed – tegnings – krisen fik vi butikken besøg af CNN. De ville vide om vi kunne sælge Koranen til Nørrebros befolkning. Der var lige kommet en ny udgave, så den lå faktisk på vores top 5. Jeg viste også de andre bøger, vi solgte omkring Islam for og imod, samt debatbøger omkring integration. Blandt andet var vi medvirkende til at min gode veninde Lise Egholms bog nåede op på Bog&Ide´s plads 3. Hun skriver om erfaringer med Rådmandsgades skole og integration.

De stod der i 15 minutter. Hvor meget, der blev bragt i CNN ved jeg ikke. Se det var mangfoldighed. Det er nemlig ikke kun muhamedanere, der læser Koranen på Nørrebro.

Kend din nabo

På Handelsforeningens hjemmeside har vi også 5 – 6 artikler om Islam. Vi bør jo vide, hvem vi bor sammen med. Det overraskende er, at artiklen Hvad er sharia ligger som nummer 5 på alle tiders mest sete artikel. Det vil sige, at der efterhånden har været cirka 20.000 inde at læse den. Det må da kaldes mangfoldighed.

Er Mjølnerparken en ghetto?

Mjølnerparken er omgivet af mange fordomme. Men befolkningen i de såkaldte ”ghettoer” synes, at de bor godt. De har et godt netværk. Og for at skabe jobs, bør man angribe med lidt andre metoder.

Derfor foreslog vi i Nørrebro Handelsforening, at man lavede en fremskudt jobpatrulje. Det blev totalt afvist af embedsmænd. Og hvad ser vi nu i den ny plan for Mjølnerparken. Ja nu kan man godt bruge ideen.

I øvrigt bør man ved lanceringen af sådan en plan tænke udadvendt og ikke indadvendt. Mjølnerparken bør åbne sig meget mere. Og så bør man fortælle naboerne, at Mjølnerparken får særbehandling. Dette er det ikke noget forkert i. Men fortæl det dog, politikere.

For tre – fire år siden lavede beboere i Mjølnerparken et flot forslag til en aktivitetspark. Siden er der ikke sket noget. DSB – grunden er endnu ikke solgt til Københavns Kommune.

Dem der bor i Mjølnerparken opfatter det ikke som en ghetto. Muhammed Aslam, der er beboerformand fortæller mig, at det er ravruskende forkert, at kalde det ghetto.

Demokratiet kan også være mangfoldigt, men også det modsatte. Man har nu i kommunen vedtaget en styregruppe der skal holde øje med alle de andre styregrupper på Nørrebro.

Er kommunens trafikpolitik mangfoldig?

Trafik er altid noget, der kan ophidse folk, men også skaffe politikere billige point. Nørrebrogade skal ændres. Man bruger masser af penge på, at få arkitekter til at se på omdannelsen af gaden. Der bliver indkaldt til borgermøder, og brugt en masse penge på forsøg. Men ud fra politiske udmeldinger er sagen nok allerede afsluttet. Den skal være cykelgade.

Man kan ikke forstå, at der skal lastbiler til, at vi kan få mad. Og at detailhandlerne ikke kan få bragt varer på Christania – cykler.

Man gider ikke at lytte til detailhandelens argumenter, Og her kan mangfoldigheden godt blive bedre. Forstået på den måde, at politikere og embedsmænd bør lytte noget mere til de lokale og til detailhandlere. Det kan give endnu mere mangfoldighed.

Lav dog en undersøgelse, der viser konsekvensen af en indførelse af en cykelgade. En konsekvens for de detailhandlere, der bor der i dag.

  • Se det kunne være mangfoldigt.

Jeg er selv ivrig cyklist, kører cirka 100 kilometer hver uge, har et lav kolesterol tal, og forstår alt dette med miljø og sundhed. Men samfundet og Nørrebro består også af andre ting.

Isolerede trafikforsøg er jo godt for den befolkning, det går ud over. Men hvad med naboskabet. Det er dem, det gå ud over. Her kommer mere trafik. Det København trænger til er en gennemgribende forbedring af hele infrastrukturen. Så ville også trafikken blive mangfoldig.

Bevar Sundhedshuset

Mange mennesker i dagens Danmark lider af livstidssygdomme. Ondt i ryggen, stress, udslæt, søvnløshed. Og på Nørrebro dør folk tidligere. Samtidig har politikerne besluttet at lukke Sundhedshuset på Kapelvej. Det er ikke særlig gennemtænkt. Og mangel på mangfoldighed.

Afslappede mennesker giver bedre mangfoldighed. Anne Braad – præst i Stefans Kirken siger det på denne rammende måde:

Det er det indre, der kommer an på, og så skal der være tid til at ligge på sofaen, og pille næse

Politikere – lyt til mangfoldigheden

Og så vil jeg slutte med at sige, at selv om jeg bor på Østerbro, så synes jeg at Nørrebro er meget mangfoldig. Jeg vil dog håbe, at politikerne ville lytte noget mere til denne mangfoldighed.

Tak for opmærksomheden.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16