Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nørrebro - uroligheder dræner "politikassen"

Offentliggjort 25. oktober 2007

Politiet skal køre med lav bemanding i nattetimerne. De skal planlægge sig ud af en manko. Men samtidig ønsker Københavns Brandvæsen og Falck politiets beskyttelse, når de skal arbejde på Nørrebro. Umiddelbart er der ikke flere penge til Københavns Politi. En række politiopgaver vil ganske givet blive nedprioriteret.

En af Ungdomshusets kampmidler var, at stresse politiet, og det må man sige er lykkedes. Pengekassen er tømt. En ekstrabevilling på 50 millioner kroner har langt fra været nok.

Politibetjente advarer.

Nu advarer politibetjentenes tillidsmænd. De mener, at besparelser går ud over politiets øvrige opgaver.

33 torsdage i tæk har de unge aktioneret, og holdt politiet beskæftigede. Disse demonstrationer er med til at dræne kassen. Men også husbesættelser og gadeuorden har gjort sin del.

Men politiets tillidsmænd advarer mod at køre på et minimum mellem klokken 17 og klokken 6. Man er bekymret for at den lave bemanding vil gøre det lettere, at være kriminel.

Af sikkerhedsmæssige hensyn vil politiet ikke fortælle, hvad aktionerne har kostet.

Planlægge sig ud af en manko

Hanne Beck Hansen påpeger, at man før har sparet sig ud af problemer, og man skal planlægge sig ud af en manko. Hun siger endvidere, at nogen nu bliver nødt til at træde i karakter.

Inden dette budskab nåede medierne, klagede Naboerne over at hvis man manglede hjælp fra politiet på Nørrebro, kunne man ikke få det. Herfra mener man, at der nu er tilladt at lave bål og graffiti uden at politiet blander sig. Nu er betjentene åbenbart heller ikke særlig velkomne på Nørrebro. Nogle steder på Nørrebro bliver de nødt til at møde med et større mandskab. Men Politiforbundet mener, at noget er galt. Politiet må ikke tøve en ekstra gang, når det er Nørrebro, det drejer sig om.

Politibeskyttelse.

Men koste hvad det vil, nu vil Falck og Københavns Brandvæsen have politibeskyttelse, når det drejer sig om Nørrebro.

Lussinger, tilråb og stenkast er blevet dagligdagen for redningsfolkene. Falck har dagligt 15 – 20 kørsler med autohjælp på Nørrebro og i Nordvest. 20 minutter inden de kører ind i området bliver Bellahøj Politi kontaktet, og så sker der en vurdering af, i hvor høj grad, der er brug for hjælp.

Der var forleden brug for hele arsenalet, da der blev sat ild tre forskellige steder på Nørrebro. Det gik blandt andet ud over en Netto – og en Faktabutik.

Urimeligt med dårligere service.

Det er ikke rimeligt at borgerne nu skal forvente dårligere service fra politiet fordi de har været indblandet i urolighederne vedr. Ungdomshuset. Borgerne og erhvervslivet skal ikke føle sig utrygge. Politiet skal selvfølgelig være til stede og varetage almindelige politiopgaver.

Pengene er ikke løse.

De Konservative vil ikke give flere penge til politiet. Herfra lyder budskabet, at de skal planlægge sig ud af problemet. Hvis Københavns politi får problemer må de trække fra nabokredsene. Men problemet er , at også nabokredsene har været berørt af urolighederne.

Venstre hæfter sig ved, at Københavns Politidirektør Hanne Beck Hansen ikke har bedt om flere penge. Dansk Folkeparti har bedt justitsministeren om en redegørelse.

Socialdemokraterne vil støtte op om flere penge, hvis justitsministeren beder om det.

Men faktum er, at politiet bliver nødt til at prioritere. Butikstyveri bliver sikkert ikke takseret i den høje kategori.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16