Offentliggjort24. december 2007
Herligger alle de kendte. Nu vil man lave en stor del af kirkegården om til enpark. Snart skal der også ligge en Metro – station her på området. Enunderskriftsindsamling er i gang på nettet. Læs her om ”Livet på AssistensKirkegård” Det handler ikke så meget om, hvem der er begravet, men mere omkulturen bag ved kirkegården.
En fjerdedel af den kendtekirkegård skal laves om til park. Der skal være legeplads og boldbaner. Måskeskal der også være hundetoilet på Michael Strunges grav, hvem ved.Planen skal være færdiggjort i 2020. Fremover skal du være kendt, forat blive begravet her.
Oprindelig skulle AssistentKirkegård have været nedlagt som begravelsesplads i 1980, men det blev udskudttil 2020.
En masse lokale beboere ønskededog at fastholde alle de kulturværdier, der er på kirkegården.
Men snart skal der også liggeen Metro – station inde på kirkegården.
Underskriftsindsamling
En underskriftsindsamling er nui gang for at bevare kirkegården uden ændringer.
Men hvorfor er Assistent Kirkegårdnoget særligt ? Ja læs selv kirkegårdens skæve historie. Det handler ikke såmeget om, hvem der er begravet her, men mere om, det liv, der har udspundet sigher på den kendte kirkegård - etklenodie på Nørrebro.
Artiklen er blevet til isamarbejde med www.dengang.dk
Indvielsen
26. maj 1757 forelå der enkongelig forordning om oprettelse af den ny Assistent Kirkegård til afløsningaf de gamle. Kirkerne skulle besørge vedligeholdelsen af grundstykket, somhurtig var blevet beplantet og indhegnet med Philip de Langes mur af Flensborgmursten.
Assistents Kirkegård blev dogførst indviet den 6. november 1760. Med kongens tilladelse fandt indvielsensted i al tarvelighed. ”Disciple” fra Frue Skole sang en salme som megetpassende hed ”pengene, som Judas slængte”.
Den ny kirkegård blev envigtig indtægtskilde. Hver tøddel jord blev anvendt, og samtidig blev dersparet på veje og stier, så for at komme til et bestemt gravsted, måtte manvade over et andet.
Denførste rige på Assistens
I begyndelsen ansås den for enkirkegård for fattige. Men en adelsmand fra Sønderjylland, ændrede på dette.Egentlig var Johan Samuel Augustin født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han varkancelliråd i krigsministeriet. Siden har kirkegården været kult.
Augustin skrev i sittestamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmetnoget i sit levende liv. Hans døde legeme, skulle heller ikke påføre andrenogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængdeulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.
Augustins oprindelige gravmælefandtes ved muren og er nu forsvundet. Man mener, at ved kirkegårdens omlægningi 1824, blev alle de ligsten, hvortil ingen ejer meldte sig, solgt ved auktion.
Stavefejlog censur
Snart fandt man ud af, at dermanglede bygninger på kirkegården. Et benhus til opgravede knogler, og etligkapel til jordpåkastelser.
Snart ville man overgåhinanden i monumenter. ”Kiøbenhavnerbladet” klager over dette fænomen i1804, og foreslår, at der bør fastsættes en vis størrelse for monumenter, omend af moralske grunde:
Detvar dog tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af denRige, ogsaa efter Døden skulde friste denne Skiebne”
Ja kirkegården var sandelig idatidens medier. I 1805 klagede bladet Politivennen over stavefejl pågravstenene. På monument, der havde kostet mange hundrede Dalere, stod der Ægtefældemed d. Andre eksempler. Det er Aften før– du ved Hold dig. Jeg Laa Paa Moders Brøst og Blev af Hende Amedt, Nu er minSiæl forløst. Og Diær Trøst af Lamedt.
Nu er det faktisk lidt sværtat forholde sig til dette i dag. Det danske sprog har forandret sig. Hvad varforkert og hvad var rigtigt, ja det er svært, at se.
Smagløshed
I 1818 var den ældre kirkegårdså gyselig at se på at Poltivennenligefrem ville have en kunstner til, for kommunens regning, at bo derude ogistandsætte gravmælerne. Dette gjaldt også ældre, forfaldne monumenter, menscensuren skulle tage hensyn til de nyes smagløshed. Især var det slemt, at dei høj grad kopierede hinanden. De samme attributter gik igen fra grav til grav.Urner, tårekrukker, gravlamper og slukkede fakler symboliserede døden.,foruden naturligvis leen, neget og den brudte søjle. Hunden, den trofaste,hvilende vad gravmælets fod, men også duerne var begyndt at slå sig ned, somsymbol på Helligånden.
Den afdødes virke betegnedesmed skibsror, passer og vinkel, håndværkerens redskaber og handelsmandenssymboler., alias Merkur i samtale med Neptun. Endelig var der sommerfuglen ogslangen, der bider i sin egen hale, sindbilleder på henholdsvis udødelighed ogevighed.
Poesipå Kirkegården
Det kneb i begyndelsen med at fårefunderet udgifterne fra de andre kirker, Særlig efter 1852, hvor det varforbudt at begrave borgere inde i byen. Snart måtte kirkegården igen udvides.
Biskop Frederik Plum begik etlille digt. Indledningen lød således:
Heri disse landlig simple grave
Lagdesmangen værdig Borger ned.
Ja, det er virkelig skrevetmeget om Kirkegården. Således skrev Viggo Stuckenberg blandt andet
Jeghar staaet her ved Vintertide
Setsaa mangen Kiste bæres ud
Setdens Blomsterdække skælve, stride,
VejreDødens Gru i Vinterens Slud.
Graverneville have politiskilt
Graverne følte sig magtesløseover for det der skete på kirkegården. De ville gerne forsynes med etpolitiskilt, så de kunne sætte sig i respekt.
Deter næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordner påKirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligenattraperer Individer, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseels.For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor folk gribes, berøvende deforskellige Gravsteder deres prydelser eller side spisende og drikkende paa deskønneste Steder på kirkegaardene, henkastede Levininger hist og her, tilladevi kun at anføre et Par enkelte Tilfælde, som ville være tilstrækkelige tilat give en Idee om Gravenes stilling, når de, overholdene den givne Instruks, søgeat afværge stedfindende Uordener. Uordnerne skyldes især Folk, under Paaskud,af at holde Gravsteder ved lige gør sig skyldige i Tyverier. Sådan lød enklage fra graverne i 1851.
Det blev ikke taget hensyn tilgravernes besværligheder. I 1858 fremsendes en ny klage
Enanden Uorden som finder Sted på Kirkegaarden kun paa en Trediedel, er omgivetmed Mur, mens den øvrige Del, saa at sige ligger aaben for alle og enhver.Dette foranlediger, at en Mængde Individer af den laveste Klasse (f. eks.Ladegaardslemmer) saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sigpaa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad der møder dem på deres Vandringtil de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstillederes sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til skandale og til en dybBekymring for den Nedbøjede, der også søger didhen i Haabet om der at kunne væreene med sin Kummer.
Men der kom også klager overgravernes elendige selvjustits. Snart var der opgravede knogler, der fik lov tilat flyde på jorden, snart var det gravene, som ikke var gjort færdige tilbegravelserne, snart var det den lurvede påklædning, graverne mødte op i.
Rødhårede– ingen adgang
I 1805 kunne man på et skiltved Runddelen læse følgende
Hvilestedfor de afdøde, medlem af den kristne menighed i Kjøbenhavn.
Det var lidt svært forbefolkningen, for hvad skulle stedet hedde? Mange forslag fremkom blandt andet Gravløkken,Mindemarken, Fredslunden, Fædremarken.
I bladet Politivennen kunne man læse at kirkegården var at sammenligne med Offentligtværtshus i benhuset. Der kom da også en forordning, hvor i der stod anførtDer må ikke foretages noget, som ligner lystighed.
Ja det var sågar en, dermente, at rødhårede skulle farve deres hår. Det er upassende at møde op medså festligt et hår. Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at brydeden højtidelige stemning. Men hvad med lugten?
Paspå dunsten
Ja, det beskæftigede digterenog lægen J.Cl. Tode sig også med. Han mente, at tilmurede begravelser var de farligste, fordi de holder pådunsterne, så når graven åbnes på ny, for at indsætte den næste, udbrederen forfærdelig giftatmosfære. Tode ville have, at kirkegårdene skulleligge langt ud for byen, frit og højt, hvorvinden kan blæse det syge og usunde langt bort.
Johann Clemens Tode var enelskelig læge og en munter poet. Han vandt et stort publikum både ved sineviser og ved sine forskrifter for en sund levevis, populære lægeråd, som hanlod fremkomme i tidsskrifter. Han var stifter af Medicinsk Selskab.
Efter hans død, samlede hansvenner ind til et gravmæle. Hele 107 med den sindssyge Christian den syvende ispidsen, meldte sig. 769 rdl. Og 29 i skiver. blev det til, så var det ogsåinklusive bankrenter.
Man overholdt måske ikke altidalle retningslinjer, når ligene skulle lægges i jorden. De tre alen, blev ikkeoverholdt. Så sultne herreløse hunde kunne finde på at nappe sig en bid påkirkegården.
Krybskytteri– ikke tilladt
I 1807 blev alle opsynsmændfyret. De serverede sprit til gæsterne. Mange havde også hugget de dødes tøj.Det tjente de faktisk ret godt på.
Og i 1820 var det igen galt.Der var omfattende krybskytteri på harer og agerhøns.
Samme problem var det i 1848.der kom en klage fra Distrikts - jæger Fonseca i Valby, der selvfølgelig ikkeklagede, fordi denne sport var usømmelig på kirkegården, men fordi KongensVildtbane derved tilføjes ikke ringe skade.
Der blev holdt forhør i denanledning, men da Fonseca imidlertid var draget i krigen med det ridendefrivillige jægerkorps, kunne han ikke afhøres, og sagen blev ikke belyst nærmere.
Kirkegårdenunder vand
I 1833 klagede man over atkisterne stod i vand. Man måtte ikke lede vandet ned i Ladegårdsåen. Det blevnemlig også brugt som drikkevand.
I 1874 fortæller stadslægen,at der må øses 30 – 40 spande af gravene. Sandelig meddeler Bladefra Kirkegården i 1879, at flertallet af nogle beboere i et hus nede vedLadegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at noget af kirkegårdsvandetalligevel var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af dette vand.
Kirkegården var lavtliggende,og et fast lerlag forhindrede vandet i at synke. Man foreslog, at lede vandet ien kloak under Ladegårdsåen helt ud til stranden. Men en sådan anordningville koste 15.000 rigsdaler. Og det ville man ikke ofre.
Standsmæssigbegravelse
Man kunne købe sig til en finbegravelse. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler og så skulle man betale 4rigsdaler for jordpåkastelsen.
Benyttede man ligvognen til 10rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 3 rigsdaler. Og valgte man ligvognentil 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 2 rigsdaler. Men så varkvaliteten også derefter. Murede gravsteder kostede en halv gang mere. Og fintsand kostede også mere end jord. De velbjærgede købte flere gravsteder afgangen.
Ville man begraves i nærhedenaf muren, ja så var prisen højere. Det bedre borgerskab skulle kunne beundresselv i døden.
Mangebetalings - måder
Ved pesten i 1711 fikstudenterne privilegium til at bære lig til graven, men dette privilegium varsiden overtaget af Kommunitetet, mod en årlig afgift. Det viste sig, at væreet lukrativt foretagende.
Skulle Metropolitanskolenselever synge, krævede skolen betaling. Enhver der benyttede de bedre ligvogne,skulle i tilgift betale for en bedemand. Ligbærerne skal have obligatoriskehandskepenge o.s.v. o.s.v.
Forsikringer
Intet under at småkårsfolk måttedanne formelige forsikringsselskaber, eller lig – Societeter, for at klaredisse udgifter, der vedblev langt op i tiden.
Ligbærerspørgsmålet havdevoldt kvaler forud for indvielsen af Assistents Kirkegård, for man kunne joikke forlange, at studenterne skulle bære ligene helt herud, men på den andenside. Hvad så med den kære fortjeneste? Man ordnede det således atstudenterne, når præsten i hjemmet havde foretaget jordpåkastelsen, skulle bærekisten ud til ligvognen. På kirkegården trådte så andre ligbærere ifunktion.
Begravelseskontoretskulle kunne klare sig
Ved begravelseskontoretsoprettelse i 1861 blev det bestemt, at ligvogne skulle bestilles på dettekontor. Halvt modstræbende bevarede bystyret indtil videre forskellige klasseraf ligvogne og forskellige takster for ligbærere. Man mente, at såfremt ensbetaling blev indført, ville den nemt blive så lav, at begravelseskontoretikke kunne klare sig. Også jordpriserne var fortsat forskellige.
Fra 1920 var ligbærernefastansatte og bar samme uniform som kirkegårdens opsynsmænd. Samme år indførteman ”normalbegravelser”, således at visse goder automatisk fulgte medenhver begravelse, såsom orgelspil, træer, kandelabre o.s.v.
Madkurve- fænomenet'
Det var altid liv hos de døde.Selv H.C. Andersen havde lagt mærke til det. I en af sine sidste eventyr Portnøglenfra 1872 skriver han.
Det var netop det, deteventyret handlede om Madkurve – fænomenetpå Assistents Kirkegård.
-
Det var i Kong Frederik den Sjettes tid. Kjøbenhavn havde dengang ingen Gas, den havde Tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino, ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Der var Smaat med fornøjelser imod hvad det nu er. Om Søndagen gik man sig en Tour ud af Porten til Assistents – Kirkegaarden, læste Indskrifterne på Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Madkurv og drak sin Snaps til; eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran Slottet var Regiments – Musik.
Den meget omtalte F.J. Meyerbeskrev forholdene på kirkegården sådan her;
-
Det er et samlingssted for alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den forkasteligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som på Søn – og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredvis liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker, spisende, smøgende, tryllende sig fulde af Øl og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasser eller snærende Klarinetter.
Entreønskes
Tilstrømningen til kirkegårdenvar så stor, at man snakkede om at indføre entre. Taksten skulle være 4 – 8skilling, eller 8 – 10 skilling om hverdagen, og gratis om søndagen. Det vilsige, det kun skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.
Andre forslag gik ud på, athunde, børn og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det skulleikke bare bekendtgøres med plakat, nej der skulle en vagtpost til, eller engrav omkring muren.
Paspå de skinddøde
I 1867 indrettedes et lokalefor eventuelt skindøde. Det bør erindres, at der før 1829 ingen dødsattestkrævedes. I 1808 havde man faktisk indrettet et lighus, hvor de afdøde kunnehenstilles, bl.a. med snor om håndleddet, således at snoren var forbundet meden klokke i graverens stue. Hvis klokken lød, var der fare på færre.
Beskyldningerom magtmisbrug
I 1879 udkom der et lilleskrift, som vi tidligere omtalte,
Det blev udgivet af en foreningved Niels Johansen, der var gartner og boede på Nørrebrogade 110. Dette bladvar rettet mod graverne på kirkegården, der kaldtes egennyttigeprivilegerede Arbeidsherrer, der anse Kirkegaarden, som deres Domaine, der erblevet til for deres Skyld.
Bladets mål var at kæmpe for enhversfrie Ret til at udføre eller lade udføre ved sit Gravsted, hvad der ikke ertil Vansir, men forskjønnelse af Kirkegaarden.
Man fik blandt andet at vide,at graverne har indtil en snes hjælpere medMessingskilt i Panden, som de rige arbejdsherrer lønner så let, at de kunved fuskeri, drikkepenge og lignende kan slå sig igennem om sommeren, endsigeda om vinteren.
Butikshandelpå kirkegården
Bladet beskyldte graveren i denstore graverbolig for at drive formelig butikshandel til gravsteder inde påselve kirkegården. Intet under, at bladet kun udkom tre gange.
Bladet fortalte også, at enfamilie købte et gravsted for 207 kroner, mens kirkegården kun havde givet 32øre for det, eller måske ingenting, da gravstedet tidligere havde væretudlagt som vej.
Byenssmukkeste sted
En anekdote beretter om to udlændinge,der, som ubekendte med København, lejede en droske, og bad kusken køre dem tilbyens allersmukkeste sted, hvorpå han omgående kørte dem ud på Assistentens.
Ofte var der ballade, i 1903var de oprør blandt de 15 – 20 årige. Spritterne og vagabonderne holdt ogsåtil her. Om natten holdt de sammenskudsgilde på kirkegården.
Syd for hovedvejen fra Kapelvej– porten løber en sti, ved hvilken Søren Gyldendals gravsted findes. IfølgeProvst Fr. Schmidt er portrætrelieffet
Det var dog en temmelig kontantudmelding.
I 1907 var kirkegården iugemagasinet Hjemmet.
Magasinet skrev. Denromersk – katolske kirkegård præges af mange fællesgraver for nonner. At dømmeefter gravene, bliver nonner sjældent gamle i Danmark.
I 1911 var der på kommunenskirkegårde 60.000 forsømte grave, så man så sig nødsaget til at forhøjepriserne på familiegravsteder af 1. klasse til vederlag for, hvad der ryddes ogbeplantes.
I 1914 blev der skrevet enroman, der handlede om kirkegården. Den hed Rotterne.Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter holdt sig skjult enhel måned i en åben grav.
Masseraf arbejde for inspektøren
Inspektøren meddelte, at der i1914 forekom fem tilfælde af opklaret blomstertyveri og en mængde uopklarede,desuden tyveri af en zinkplade fra et gravsted, af en jerntaburet og af to håndtasker.Ti gange har berusede personer måtte fjernes, og en gang er et par blevetanholdt for uterlighed på kirkegården.
Dekendte på kirkegården
Som man kan læse mange stedeligger der mange kendte på Assistents Kirkegård. Det er stadig kult, at blivebegravet her. En af dem er H.C. Andersen. Han havde altid et skilt med, når hanvar ude at rejse, på det stod, Jeg er kunskindød.
Kierkegaard ligger her også,og de to forfattere kunne hvis ikke rigtig lide hinanden. Da Kierkegaardanmeldte Andersens første bog, var det ikke særlig smigrende, og Andersen måtteefter denne forskrækkelse melde sig syg i 14 dage.
I øvrigt boede der i 70 `erneen Søren Kierkegaard på Kapelvej. Han havde faktisk meget svært ved atbestille en taxa.
Det var stor ballade, da Kierkegaardskulle begraves. Han havde jo kritiseret de kirkelige handlinger. Manbesluttede, at broderen P.C. Kierkegaard, som den afdøde ikke ville se, skulletale over ham i Vor Frue kirke. Afdødes søstersøn, læge Henrik Lundprotesterede også. En retssag fulgte, og Lund måtte pænt sige undskyld tilStiftsprovst Tryde.
Men man så en del pjaltedeskikkelser, der hamrede på kisten og gav udtryk for, at Kierkegaard var en afderes egne.
Kæmpetilstrømning
Tilstrømningen til kirkegårdenhar altid været stor. På et tidspunkt diskuterede man, om man skulle bygge entribune. Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter medfra Nyhavn til Nørrebro.
Da Johan Leonhard Fix, direktørfor Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt.Fløjels Ligvogn med 4 Heste, medkusk, biløber, 8 ligbærere, 9 vogne til sørgeparrene, 25 tjenere og 2politibetjente.
Mangehistorier på kirkegården
Kirkegården har virkelig mangehistorier, at fortælle. Benyt dig af en rundtur med Gitte og de andre dygtigeguider på Assitens Kirkegård. Man bliver hele tiden overrasket og chokeret. Dødenhar mange ansigter. Kirkegården fortæller både Danmarks - og kulturhistorie. Kirkegården er stadig et tilløbsstykke for dekendte. Mange vil stadig have monumenter, se blandt andet rocker – monumentet,men også som kontrast Dan Turrels beskedne gravmæle.
Befrimig dog fra dette sted
Sådan sagde den unge Rosted i1798, dagen efter, at Gertrud Bodenhof blev stedt til hvile på AssistentsKirkegård.
Gertud skulle have råbt, dagravrøvere var på besøg.
Gertrud blev gift som 17 – årig.Hun var datter af justitsråd Rosted i Roskilde. Svigerfar, der tjente penge påskibsfarten, købte landstedet Kiledevæld på Østerbro. Herfra var der udsigttil familiens skibe, hvis de skulle passere ude i Øresund. Men ak og ve.Manden, Anders døde allerede efter 5 måneders ægteskab.
Gertudhavde tryglet
Allerede som 20 – årig dødeGertud Bodenhof. Den 23. juli 1798 blev hun begravet på Assistents Kirkegård.Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal øreringe, som hunhavde fået af hendes mand. Da de skulle hive vielsesringen af, åbnede hunpludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød de berømte ord:
Hun havde tryglet og bedt,lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne ville ikke ladehende leve. De slog hende ihjel med en spade.
Tilståelsen
Mange år senere tilstod en afligrøverne gerningen på sit dødsleje på Frederiks Hospital i Bredgade. Ogdet er ganske rigtigt. For tilståelsen blev givet til Jacob Peter Mønster, densenere biskop af Sjælland.
Undersøgelseaf påstanden
I 1953 gav familierne Rosted ogBodenhof myndighederne lov til at undersøge skelettet på Assistents Kirkegård.Der fandtes ingen smykker, og skelettet lå i en mærkelig stilling.
At hun blev begravet i skindødtilstand, er ifølge familierne meget sandsynligt. At hun skulle være myrdetmed en spade kunne hverken af – eller bekræftes. Undersøgelsen varforsidestof i alverdens aviser. Kort tid efter udkom en bog om undersøgelsen,af minister Viggo Starcke.
Blæsesmed trompet
Allerede i 1783 udgav teologenDr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a., at der skulleblæses med trompet, for at se om de døde skar ansigt, eller om de vågnede.
Ved et kapel i nærheden afRunddelen fik de døde en snor om håndleddet, der var forbundet til en klokke– inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelseog signalapparater i tilfælde af.........
Masseraf gravrøveri
Gravrøveri var der meget af pådet tidspunkt på Assistents Kirkegård. Skomager Meyers søn fik en bom ihovedet, da de ville gå en tur på Vesterbro. Han blev også begravet her på Nørrebro.Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgteefter drengen, lånte en spade, og fandt drengen nøgen.
Kadetter blev udkommanderet tilat bistå politiet, bevæbnet med jernstange. De stak i jorden for at konstatereom kisten manglede. Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt påAssistents Kirkegård.
Barnemorderenhar også været her
Den berygtede barnemorder fra Jægersborggademenes også, at have begået to af hendes mord på Assistents Kirkegården.
Jaog sådan kunne vi blive ved med at fortælle historier fra Assistents Kirkegård.Men her må vi nok slutte. Som sagt besøg den selv – inden den bliver omlagttil Park.
|
