Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Detailhandels-dyk

DANMARKS HANDELSSTANDSFORENINGER
Bent Aarrebo Pedersen, Vestre Messegade 9a, 2650 Hvidovre
Telefon 36 47 01 28 / 36 48 02 19 / 23 23 00 28 aarrebo@adr.dk  

NOTAT baseret på værdiindeks for brancher i detailhandelen fra Danmarks Statistik for januar 2009 v/Bent Aarrebo Pedersen formand for Danmarks Handelsstandsforeninger og Hvidovre Erhverv.

Samlet detailhandels-dyk på 4% i januar
Discountvækst på 15%. Tobaks-dyk på 24% og Radio/TV-dyk på 22%
Dankort-dyk på 10% i februar til 19 mia.

Den endelige opgørelse over udviklingen i dansk detailhandel fra Danmarks Statistik for januar viser en tilbagegang på 4% i kroner i kasseapparaterne for den samlede detailhandel.

Købmænd og døgnkiosker gik tilbage med 9%. Supermarkeder tilbage med 2%. Discount gik stærkt frem med 15%.
De 7 specialbrancher med fødevarer gik i gennemsnit tilbage med 4%. Dårligst gik det for tobaksforretninger med en tilbagegang på 24%. Bedst gik det for frugt- og grøntforretninger med en fremgang på 12% men ud fra en tilbagegang i januar sidste år på 15% grundet nok IRMA og BRUGSEN`s ØKOLOGI-rabat på 20% i januar sidste år - og fiskehandlere med en fremgang på 7%. i januar i år

For de øvrige 32 specialbrancher med udvalgsvarer blev det til en gennemsnitlig tilbagegang på 11%. Bedst med en fremgang på 4% og derover gik det for:

1. Forhandlere af lystbåde og udstyr hertil +30%
2. Dyrehandlere +5%
3. Lædervareforretninger +5%
4. Cykelhandlere +4%

Dårligst med en tilbagegang på op til 22% gik det for:

1. Radio og TV-forretninger -22%
2. Farve- og tapethandlere -20%
3. Fotoforretninger -20%
4. Babyudstyrs- og børnetøjsforretninger -20%

Forhandlere af "lystbåde og udstyr hertil" på +30% er en ny detailgruppe i Danmarks Statistik her fra januar.

Dankort-dyk på 10% i februar
Risiko for for meget udskudt forbrug for længe

Forbrugerne er i høj grad blevet skræmte og er forbrugsmæssigt set gået i skyttegravene. Det viser især tallene for januar for de 32 specialbrancher med udvalgsvarer, der i januar landede på en tilbagegang på 11% som branchegennemsnit.

Er den udvikling fortsat i de fleste brancher både i februar og marts, og det er der mange meldinger herom, der tyder på, bl.a. dykket i brug af Dankortet på 10% i februar, så kan det blive katastrofalt for mange butiksejeres likviditet og indtjening og dermed overlevelse.

Derfor var det også befriende med meldingen om muligheden for udbetaling af SP-opsparingerne fra og med 1. juni i år og inden udgangen af december. Det kan hjælpe forbrugerne til at slække på forbrugsbremsen, få dem op af skyttegravene igen.

Op til et mere normalt forbrug, som så langt de fleste husstande trods alt har mulighed for med i år flere kroner i lønningsposen end sidste år, med NU også lavere benzin- og oliepriser og dæmpede prisstigninger på fødevarer, foruden at flere familier end sidste år nok dropper charterferien til fordel for en hjemmeferie et godt sted i Danmark hos familie, i sommerhus eller en anden hjemlig feriemulighed.

Jo længere forbrugsopbremsningen varer, jo større ketchupeffekt kan vi komme til at opleve senere på året i udskudt men nok også for en dels vedkommende nødvendigt forbrug. Varer det for længe, helt til Jul, kan det koste mange specialbutikker livet.

Risikoen for en eksploderende butiksdød skal tages gravalvorligt. Også af de lokale forbrugere og de lokale politikere. Ikke kun af regeringen og Folketinget med hjælpepakker. Der er givet også brug for en yderligere udskydelse af betaling af moms og A-skat - nok bedst og klogt med en permanent udskydelse de næste 2-3 år.

Medierne har medvirket stærkt til at skræmme forbrugerne og sende dem i skyttegravene. Medierne har også et stort medansvar for at få forbrugerne op igen - for at få dem til ikke for sent at slække på forbrugsbremsen. Det giver vel også flere annoncører.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16