Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Kære politikere

Offentliggjort 24. september 2008

Kære politikere i Borgerrepræsentationen, og kære medborgere på Nørrebro,

Jeg har lige i en lidt sen nattetime siddet og læst en meddelelse modtaget i dag, vedrørende lukningen af Nørrebrogade fra den 1. oktober, leveret af City Mail som dør-til- dør-levering.

På side 2 er der en overskrift, der siger ”Sådan kommer du til og fra Nørrebrogade i bil”.

Når jeg så ellers ser på kortet på midtersiden med markeringer m.v. så ser det nærmere ud til, at det er en forklaring på, hvordan du i hvert fald ikke kommer til Nørrebrogade i bil. Der er afmærkninger med rødt to steder på Nørrebrogade og med grønt et sted, men forklaring på, hvad det røde og det grønne egentlig betyder, er der ingen af.

Herudover er der angivet i alt 5 læssepladser, hvor man skal aflæsse varer til forretninger og private boliger. De 3 læssezoner ligger i de gader der fra nord går ind til Nørrebrogade overfor Assistens Kirkegård, og de to andre ligger i henholdsvis i Slotsgade og Ravnsborggade. Det er da helt fantastisk, når hele Nørrebrogade nu er i alt er 2,5 km lang. Når man ved, hvordan chauffører helst parkerer på cykelstierne eller dobbeltparkeret, for at kunne stå lige uden for de forretninger, hvortil de skal levere varer, så kan jeg ikke forestille mig, at de samme chauffører vil rende frem og tilbage på Nørrebrogade med sækkevogne med varer.

Man vil fremover ikke kunne dreje hverken til højre eller venstre ved Dronning Louises Bro, hvis man kommer fra en af søgaderne. Hvad nu hvis man skal i Nørrebro Teater, og tager en taxi fra f.eks. Vesterbro, eller Indre By. Da man hverken kan komme ad Stengade eller af Blågårdsgade, så bliver man fremover nødt til at køre via Fredens bro, dreje ved Blegdamsvej, og igen dreje ned ad Læssøesgade for at fortsætte ad Ryesgade til Teatret i Ravnsborggade. Det bliver da noget af en udgift for folk. Og hvad med benzinforbruget her? Taxichaufførerne bliver nok ikke for begejstrede, når de igen skal snirkle sig rundt for at komme ud af området, inden de kan tage nye kunder op i bilen.

Og tænkt nu på de mennesker, der f.eks. bor på Sølund, eller andre mennesker, som er afhængige af en taxi for at komme ud til diverse arrangementer. Det bliver da også noget af en bekostelig omgang, for dem, der måske kun er folkepensionister.

Nørrebro Handelsforening har startet en underskriftsindsamling, og de forretninger, jeg har været inde i har været meget positive overfor indsamlingen, og mange har sagt, at forsøget, som jo sikkert bliver permanent uden at spørge områdets befolkning, er fuldstændig vanvittigt. Forretningsdrivende truer med at opsige deres lejemål.

Og det er ikke fordi jeg er imod et godt miljø og reguleringer af trafik. Jeg er selv en glad cyklist uden bil. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor der altid skal bruges en masse penge på ”billige” hovsaløsninger, i stedet for at tænke langsigtet. Hvad med at planlægge ordentlige løsninger, som f.eks. en Letbaneløsning, det kunne være ideelt, og til gavn for alle.

Jeg vil her blot minde om, at nu har man åbnet for cykler langs søerne. Men hvor mange penge er der tidligere brugt til at åbne og lukke igen med dyre bomme m.v. Og Stengade – hvor mange gange er der blevet åbnet og lukket, og lavet forskellige sluser. Og hvad har det kostet??

Annette Wegener

Bestyrelsesmedlem i Nørrebro Handelsforening


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16