Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Har vi et godt Politi?

Offentliggjort 21. november 2008

Butiksansatte skal selv være ”gør – det selv politi” i forbindelse med butikstyveri. Politiet er trætte af borgernes kritik af dem. Er det politireformen eller ledelsen, der er skyld i manglende respekt. Opklaringsprocenten falder, og en masse sager opgives. Det handler om prioritering. 70.000 bøder er ikke blevet opkrævet i forhold til sidste år. 850 millioner kroner er nu skudt ind for at redde reformen.

Forleden greb vi i butikken et par butikstyve. De havde taget et dyrt spil. Vi greb fat i dem, og smed dem ud af butikken, med bemærkningen om, at de aldrig skulle vise sig igen.

En kunde fulgte optrinet. Hvorfor ringer I ikke efter politiet, blev det spurgt. Jamen, de kommer jo ikke, svarede vi. Dette undrede kunden.

”Gør det selv” - politi

I dette tilfælde var det tale om nogle ”narkolignende typer”. Men tidligere har vi grebet unge mennesker på fersk gerning. Her ville det måske have været meget relevant med politiets indblanding som en præventiv foranstaltning.

Forretningsdrivende på Nørrebro og andre steder er blevet Gør – det selv Politi. Men det er begrænset hvad de må. Og hvad med de butiksansatte ? Hvad siger HK ? Tyvene griner ikke uden grund.

  • Få selv mandens navn og skriv det på blanketten

Sådan lyder det fra politiet.

Det er sket en markant stigning i antallet af røverier af banker, butikker og tankstationer. Og sikkert også antallet af tyverier. Mange tyverier bliver ikke anmeldt i butikker. Butikkerne klarer det selv. Men er det den rette metode?

Man tænker slet ikke på følgeomkostningerne for forretningsindehaveren og hans personale.

Et tip fra Nørrebro Handelsforening skal være at tømme kasserne regelmæssig. Ikke alle butikker har mulighed for at indføre ”pengeløse” kasser. Man bør også have en klar personalepolitik på området.

Ofte er de overvågningskameraer man har i butikkerne af så dårlig en kvalitet, at politiet ikke kan bruge optagelserne, når de endelig får tid til at tage sig af sagerne

Skudhuller var ikke interessant

De kom heller ikke, da vi havde mistanke om et skudhul i vores hoveddør.

Men alt dette har politiet ikke mere tid til. Grunden er den ny politireform.

Beskyt også den lovlydiges retsstilling

Mindre forbrydelser og foreteelser såsom trafikuheld, cykeltyverier, indbrud og overfald på sagesløse er ikke mere noget, der bliver prioriteret så højt.

Politiet har i dag magtmidler som rockerlov, skærpet våbenlov og hjemmel til såkaldte visitationszoner.

Men politiet har også pligt til at beskytte den almindelige lovlydige borgers retssikkerhed og værn mod vilkårlige visitationer og ransagninger af private boliger.

Jo, jeg husker endnu, da jeg blev truet med visitation, af en morgensur betjent, fordi jeg ikke kunne bevise, at jeg skulle på arbejde. Det skete i forbindelse med Ungdomshusets nedrivning.

Første halvår 2008: 15.407 cykeltyverier

Via hjemmesiden politi.dk kan man foretage en anmeldelse af cykeltyveri. I løbet af det første halvår af 2008 modtog politiet 15.407 anmeldelser. Det er over 25 år siden politiet efterforskede sådanne sager. Og man ruller også forbi, når cyklister kører i fodgængerovergangen uden at antaste dem.

Utilfreds med hetz mod politiet

  • Det skal saftsuseme stoppe

Sådan lød råbet fra Politiforbundets formand, Peter Ibsen. Han er træt af, at hans medlemmer kritiseres for at lade borgerne i stikken.

Udtalelsen kom dagen efter, at Nørrebro Handelsforening havde kritiseret politiets responstid i forbindelse med hærværk i forbindelse med en aktion i Jægersborggade.

En borger i Jægersborggade, John Dickov forklarede handelsforeningen, at han havde ringet til politiet cirka 40 minutter før et omfattende hærværk fandt sted i Jægersborggade. Han forklarede, at der i Nørrebroparken stod 100 mennesker iført masker og køller. Det var disse personer, der var i aktion i Jægersborggade.

  • Det har altid været tilfælde af svigt og fejlprioriteringer i politiet. Der vil altid være tilfælde. Det væsentlige er, at vi lærer af dem. Og det gør vi faktisk. Stop så heksejagten

Peter Ibsen beskriver kritikken som ude af proportion og grænsende til total destruktive.

Jægersborggade – sagen beskrevet her på siden

Sagen om Jægersborggade beskrev vi her på siden, hvorefter andre medier kastede sig over sagen.

Vi har også tidligere fokuseret på kommunens manglende sociale indsats på Nørrebro samt integrationsprojekter, der lugter af projektmageri og en dårlig kombination af den kommunale og statslige integrationsindsats.

Retsopfattelsen lider et knæk

I alt 2,8 millioner sager om brud på straffeloven skal lukkes for evigt og skrottes, kunne man læse i Ekstra Bladet. 140.000 anmeldte men uopklarede straffeovertrædelser lukkes ned. Tusindvis af forbrydere kan ånde lettet op. Retsopfattelsen hos den danske befolkning har lidt et knæk.

En ufattelig ophobning af sager er ved at køre anklagemyndighederne helt ud i torvene, viser en rapport fra Arbejdstilsynet. Dette øgede arbejdspres fører til flere fejl.

Flere anmeldelser – færre sigtelser

Ifølge tal fra Rigspolitiet er antallet af sigtelser foretaget af politiet faldet med 14,5 pct. siden 2006 men i samme periode er antallet af anmeldelser steget med 10 pct.

Måske er det for mange afbræk i efterforskernes dagligdag, når de er tvunget til almindelig patruljering.

Men er kritikken af politireformen rigtig ? Indtrykket er, at politikere reagerer på enkelt sager. En af problemerne er dårlig kommunikation fra politiledelsens side.

Måske er der skabt urealistiske billeder på, hvornår virkningerne vil træde i gang.

Jeg blev glad, da jeg forleden så to politibetjente på Nørrebrogade. De patruljerede. Det var faktisk længe siden, dette sidst forekom.

En betjent skal kunne alt

Efterforskere sættes nu på almindelig patruljering. Og dem der sidder og besvarer opkald på 114, har ikke det fornødne kendskab. Borgere har en følelse af, at de ikke bliver taget seriøst, når de ringer til politiet. Betjente sættes til funktioner, som de ikke er ansat til. Efter reformen skal alle politifolk kunne alt, og det betyder at efterforskere må tage nattevagter, der afbryder dem i deres efterforskning.

Undersøgelser viser, at selvom kriminaliteten er steget, har politiet rejst færre sigtelser.

Hvorfor lader man ikke HK’er ordne de administrative opgaver. Hvorfor skal det være betjente selv, der vasker deres bil ? Det virker underligt. Jo, nu har man så langt om længe besluttet, at der skal ansættes 250 HK’er.

Samme antal ”poilititimer” som i 1989

Ifølge Politiforbundet er antallet af de ”polititimer”, der er til rådighed det samme som i 1989. Et bredt flertal i Folketinget havde ellers lovet, at der i forbindelse med politireformen skulle komme flere på gaden. Her troede vi, at der skulle flere betjente på gaden. Sandheden er at der er for få folk til for mange opgaver. Mange betjente føler også, at de er brikker i et system.

Der er noget galt i politiet

Politireformen bliver ikke kun kritiseret af borgerne, men også af betjentene selv. De siger selv, at de aldrig har løbet så meget som nu. Mange føler, at deres arbejdssituation er blevet forringet. Fridage bliver inddraget og bandekrig og skudepisoder trækker på ressourcerne.

Udkørte kollegaer, der har svært ved at bevare motivationen bliver resultatet. Den enkelte betjent føler ikke, at han/hun bliver hørt og ens lokalkendskab bliver ikke udnyttet.

På Vesterbro er befolkningen sure over, at handel med stoffer foregår så åbenlyst. På Nørrebro og i Nordvest er befolkningen bekymret over skyderier. I Mimersgadekvarteret holder forældrene deres børn inde efter mørkets frembrud.

Efter stribevis af skudepisoder måtte flere betjente selv anskaffe sig skudsikre veste. Godt nok havde Københavns politi veste, men de var alt for tunge at arbejde med.

Det er noget galt i politiet. Således forsøgte 14 betjente at påvirke domstolene ved at true med en kollektiv fratrædelse i forbindelse med en dom for overfald på en 17 – årig. Betjentene selv, siger at det handler om ret og rimlighed.

Sorteper i det hele er den enkelte betjent, der står direkte over for borgerne. Og medierne er også med til at presse den enkelte.

Manglende respekt og tillid

Og så hører vold og trusler med til betjentens hverdag. Alene sidste år var der 777 arbejdsskader i politiet og 153 af dem opstod i forbindelse med en anholdelse.

Den enkelte betjent mærker den manglende respekt. Fra Politiforbundets side savner man en holdningsændring i befolkningen.

At politiet har travlt kan også ses ud fra, at patruljevogne sidste år, havde været involveret i 643 større eller mindre uheld.

I 2006 var der 379 klager over politiets adfærd. 210 af sagerne blev afvist. I 8 af sagerne mente statsadvokaten, at der var grund til kritik.

Men i år er det de første seks måneder indløbet 1.333 klager ifølge Politiken Rigspolitiet konkluderer, at borgernes kritik ikke bare ”er grebet ud af den blå luft”.

Politisvigt behøver ikke have noget med den enkelte betjent at gøre, men kan tilskrives den nye politireform. Den voldsomme kritik smitter af på befolkningens tiltro.

Analyseinstituttet Vistrup – Synovate har for Politiken lavet en undersøgelse, der viser at 62 pct. af danskerne mener, at politiet er blevet dårligere til deres opgaver. 52 pct. mener, at det er blevet sværere, at komme i forbindelse med politiet.

Det er katastrofalt, når tilliden til politiet ikke er til stede.

Det handler om prioritering

Politiet kører med fem – årige budgetter. Der er 12 politikredse med i alt 10. 870 politifolk. Beredskabet er kun en tredjedel af styrken. Velkvalificerede betjente forlader korpset til mere interessant og bedre lønnet privat arbejde.

Ændriner i reformen

Hver dag kører politiet hundredvis af kilometer med arrestanter på bagsædet. Så nu har man fundet ud af, at der skal ske videoafhøringer i stedet for at politibilen skal bruges til taxakørsel.

Man har også fundet ud af, at ville nedlægge ti døgnåbne stationer, sikkert til stor fortrydelse for de lokale borgmestre.

Og så skal civile politibiler males om til rigtige politibiler. Og de skal køre mere om dagen, så man på den måde får et mere synligt politi. Her troede man, at der var et formål med civile politibiler?

I sig selv skaber det jo ikke tryghed, når man ser en politibil. Det skaber tryghed, når politiet er til stede, når man har brug for dem. Og det skaber tryghed, når man hurtig kommer i forbindelse med politiet i telefonen.

Det er ikke nok, at man stiller papmachéfigurer op, forestillende en politibetjent.

Den tabte tillid skal sættes ind over for den kriminalitet , der størst utryghed. Og dem, der i fremtiden skal sidde ved telefonen, skal ikke nødvendigvis være politifolk, men specialiseret i service. De skal så kunne magte at sende opkaldene det rette sted i systemet.

Hvorfor bruger man ikke en betjent med lokalkendskab til denne funktion. Før i tiden blev eksempelvis nærpolitiet brugt i mange sammenhænge på Nørrebro.

Risiko for karrieren

Når man kritiserer reformen kan man risikere sin karriere. Måske burde man lytte til den enkelte betjents ideer, uden at det går ud over vedkommende.

I gamle dage var der ni københavnske politistationer med hver en mandskabsstyrke, der kunne klare at betjene befolkningen tilfredsstillende. Nu er det kun tre tilbage, Bellahøj, City og Amager tilbage.

Det vil gavne respekten for politiet, når de er tilstede, selv ved et butikstyveri. Det er selvfølgelig tale om prioritering. Mere synligt politi ville også gavne.

Måske er det ikke kun reformen man skal give skylden, men også ledelsen. Men det er da flot, hvis de allerede vil ændre i reformen.

Kniplen bliver brugt mere

Politiet trækker oftere staven og slår på borgerne end tidligere. Det viser nye tal fra politiet. Rydningen af Ungdomshuset er en del af årsagen. Nu har politiet så fået et nyt middel, nemlig peberspray til at pafcifere folk.

Mindre bødeindtægter

Der har været en række tilfælde, hvor politiet har svigtet borgere i akut nød. Men statskassen har også fået færre penge i form af idømte og vedtagende bøder. Og det er tale om et fald på 70.000 bøder, som svarer til 246 millioner kroner.

Reformen koster

Bare to år efter at politireformen er blevet godkendt, må man nu hoste op med 850 millioner kroner for at redde denne reform. Og politiledelsen er også sluppet fri. De er ikke blevet gjort ansvarlig. Men hvad skal de mange penge bruges til:

  • 300 flere betjente

  • 150 optages ekstra på Politiskolen til næste år, og 150 igen i 2010.

  • 250 ekstra HK – ansatte, der kan frigøre politifolk fra administrativt arbejde.

  • Ekstra penge til bandeindsatsen her og nu.

  • Udbetaling af overarbejde.

  • Ny ledelsesstruktur i toppen af politiet

Men du skal nok ikke regne med, at Politiet kommer, når du har et butikstyveri. Den præventive virkning ved politiets tilstedeværelse er åbenbart ikke noget man prioriterer.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16