Offentliggjort 3. juli 2009
En ny bog har set dagens lys. Den er et vigtigt dokument. Bogen skildrer begivenhederne set ud fra en bestemt synsvinkel. Dette er en stor anmeldelse, der også beskriver Handelsforeningens rolle. Men den beskriver også politikernes manglende initiativ, der betød milliontab for detailhandelen. Kampene betød et tab på 120 – 180 millioner kroner for samfundet.
Handelsforeningens rolle
Nørrebro Handelsforenings formand opsøgte Ungdomshuset sammen med BT efter nogle uroligheder - to nætter senere var hans forretning raseret.
Handelsstandens Indkøbsordning kunne finde tre stjålne Christiania – cykler foran Ungdomshuset. Politiet nægtede at hjælpe.
Under en aktion blev en sten kastet gennem Mac Donalds vinduer. De unge mennesker, der stod for denne aktion flygtede fra stedet ind i Ungdomshuset. Politiet foretog sig ikke noget. Stenen strøg fem centimeter forbi en familie, der sad og nød en burger. Og sådan kunne man blive ved.
Egentlig burde Nørrebro Handelsforening have bekæmpet de unge. Men tværtimod. Til politikernes store fortrydelse bakkede man de unge op i søgningen efter et nyt hus. Man tilbød mægling og deltog i mandagsmøder i forbindelse med en indsamling. Man videregav også informationer fra de unge i ungdomshuset på denne hjemmeside.
Kampen står mejslet
Kampen for et ungdomshus står mejslet ind i de fleste beboere på Nørrebro. Og ikke mindst detailhandelen. Politiet har endnu eftervirkninger. Det har kostet samfundet mellem 100 – 200 millioner kroner. Men har samfundet taget ved lære af begivenhederne. Jeg tror det næppe. En spændene bog, der dog efterlader flere spørgsmål end svar skal her anmeldes. Det er dog ikke bogens skyld, at mange spørgsmål ikke kan besvares.
Bogen stiller også et stort spørgsmålstegn ved vor retsstat, ved beslutningstagerne og ved politiets rolle. Og hvad med alle dem, der ikke var part i sagen?
Vi har for at forstå de unges bevæggrunde forsøgt at finde svaret i en anden af udgivelserne fra Bogforlaget Frydenlund.
Er vi kommet nærmere sandheden?
Efterhånden er det nok den 6. bog, der er udkommet efter rydningen på Jagtvej 69. Men er vi i grunden kommet sandheden nærmere. Fordi 6 bøger måske fortæller det samme, er det ikke sikker, at det er sandheden. Hvis vi engang skal skrive Danmarkshistorie over episoderne, er det vigtigt, at vi får det hele med.
Midt i centrum
Grunden til dette spørgsmål, er at undertegnede fulgte kampen på nærmeste hånd for Nørrebro Handelsforening. Det blev til et hav af artikler, der blev skrevet mens kampen stod på. Her er de fleste artikler ikke fokuseret på efterrationalisering. Mange af disse artikler afstedkom rekordbesøg på Handelsforeningens hjemmeside.
Måske kunne disse artikler en gang redigeres til en bog som modvægt til de bøger, der er på markedet.
Der var linket fra de største dagblade, tv, radio og sågar Ungdomshusets hjemmeside.
Bagerst i artiklen er der en henvisning til artikler på www.norrebro.dk og www.dengang.dk der har beskæftiget sig med kampe på Nørrebro. Her har vi dog også medtaget Bandekrigen, Politiets og Nørrebro Handelsforenings rolle.
Trusler
Mine personlige holdning til Ungdomshuset er, at de unge selvfølgelig skal have et fristed. Men at de midler, de har brugt, tager jeg stærk afstand fra. En masse uskyldige mennesker er blevet ramt. Og ikke mindst detailhandelen på Nørrebro er blevet alvorlig ramt. Ja mange har måttet lukke deres butik. Den ”lille” detalje er det ikke mange medier og bøger, der har ment, at det var værd at skrive om.
Under skriverierne er der også kommet trusler fra etablerede politikere. Handelsforeningens hjemmeside blev truet med at blive anmeldt til presseetisk nævn (sådan hedder det vist). Og det var politikere, der truede med dette.
Vi kunne følge kampen på nærmeste hold. Fra vores kantine i forlængelse af butikken kunne vi se angrebet mod Ungdomshuset den 1. marts. Dagen var starten på Bogudsalget. Men folk blev væk. Efterhånden var vi den sidste butik, der havde åben. Medierne strømmede til. Ti minutter før lukketid følte jeg at personalets sikkerhed var i fare, så vi lukkede til de få kunders store utilfredshed.
Flere gange kørte ambulancen gennem Heinesgade til ungdomshuset. Først et par måneder efter fik vi at vide, at befrielsesaktionen havde været ekstrem hård og kontant. Politiet fortalte ellers, at det var gået helt glat.
Der er selvfølgelig forskel på brugerne af Ungdomshuset og der er forskel på de betjente, der var med i urolighederne. Undertegnede har både deltaget i radio, tv og i de trykte medier, og ikke alle har været tilfreds med mine meninger.
Nu skal man ikke tilskrive alle uroligheder, der foregår på Nørrebro brugerne af Ungdomshuset. Det ville være uretfærdig.
Største gadeoptøjer
Politiets rydning af Ungdomshuset udløste de største gadeoptøjer i dansk efterkrigstid. Et opgør, der førte til flere end 2.500 anholdelser. Det var en fejlslagen dialog mellem myndighederne og de alternative miljøer, der udløste de mange uroligheder. Mediernes dækning af episoderne var også et kapitel for sig selv.
Men det utrolig, at så få har interesseret sig for, hvad disse kampe, bandekonflikten og de andre episoder har betydet for den lokale befolkning og detailhandelen på Nørrebro.
For på en eller anden måde har Ungdomshusets kamp betydet at nye fristeder er dukket op. Og nye fjender har de unge fået øje på, blandt andet detailhandelen.
I de unges filosofi er detailhandelen en del af kapitalismens forlængede arm. Under urolighederne har man ikke skelnet så meget på om det er en ældgammel familiebutik, der er gået ud over ,eller om det var en kædebutik. Man skelnede heller ikke om en selvstændig erhvervsdrivende blot var tilknyttet en markedsførings – kæde. De betragtninger findes ikke i aktivisternes univers.
Truet med bål og brand
Pizza – og restaurationsejere blev truet med bål og brand, fordi de serverede for politifolk. Vi havde bogudsalg, den dag da Ungeren blev ryddet. Det benyttede en del politifolk sig af. Vi blev truet på grund af dette. Men de unge glemte, at vi stillede vores toilet til rådighed for dem. Og vi hjalp også de unge på andre måder. Derfor var det også skuffende for os, at butikken blev overmalet med graffiti.
I fuld offentlighed er det anvisninger på, hvordan man kan fremstille våben, der bedst kan smadre disse butikkers vinduer. Og det nyeste er, at aktivister vil bestemme hvilke erhvervsvirksomheder, der har lov til at bosætte sig på Nørrebro.
Solvognen og de andre
Egentlig var jeg i gang med at skrive en bog om min kone, Hanne (Sus)'s oplevelser i, på og med diverse kollektiver, Solvognen og Christiania, Vi Unge, Dan Türrel, Jacob Ludvigsen, Gasolin, Støttekoncerter m.m. Men pludselig døde hun, og det som var skrevet blev smidt væk og slettet.
Men mit umiddelbare indtryk var, at datidens unge var mere opfindsomme end de er nu. Men også dengang var der mange eksempler på knippelsuppe. I bogen Kampen om ungdomshuset om sjove aktioner. Blandt andet den gang, da der stod Jagtvej på alle gadeskilte.
Den hårde kerne
Det kan undre at aktivisterne hele tiden retfærdiggøre at deres aktioner går ud over uskyldige. Trusler og advarsler, graffiti, knuste ruder, bål og brand. Og hver gang henviser man til grupper, der måske kan have begået ulovlighederne. Men det er sjældent at man tager 100 pct. afstand.
I bogen påstås der, at i gruppen er alle ens. Der findes ikke noget, der hedder den hårde gruppe. Nu har jeg selv snakket med en del af de unge, og her indrømmes, at der findes en hård kerne.
Løftebrud
Det var et regulært løftebrud, da Ungdomshuset blev solgt til Faderhuset. Ingen tvivl om den ting. Og det kan undre at politikerne meddelte at det mere var forældrenes ansvar end samfundets, at de unge deltog i uroen. Sikringen af den private ejendomsret stod højere end samfundshensynet i at bevare Ungdomshuset.
Fra starten burde politikerne have vidst, at man ikke kunne putte de unges livssyn og filosofi i nogle etablerede kasser. Både på Christiania og i Ungdomshuset var man imod ensretning og normalisering. Her bliver nye ideer produceret hele tiden. Der er brug for denne mangfoldighed og kreativitet i vores samfund. Det er bedre end regulering og kontrol.
Udgifter for over 100 millioner
Udviklingen omkring salget og rydningen af Ungdomshuset kan betragtes som en større bypolitisk proces i København. Eller måske en kontrol og styring af det oprørske Nørrebro igennem de sidste 10 – 20 år. Således gav borgmester Thustrup Hansen udtryk for, at kommunen kunne være lige glade med, om 20 – 30 unge fik noget ud af huset. Han mente også at grunden var meget udsøgt. Nu viste det sig, at kommunen ikke fik ret meget ud af salget. Tværtimod så kostede urolighederne, omsætningstab, ødelæggelser for detailhandelen m.m. over 100 millioner kroner. Dertil kom udgifterne til etablering af et nyt hus.
Kamp mod det etablerede
Kampen for et fristed er også en kamp mod det etablerede. Og her er der også kommet nye fjender. Nu er det ikke mere kun banker, ejendomskontorer, Mac Donalds. Nej, nu er det også den lille detailhandler. Graffiti og plyndring hører til dagens orden, når man skal vise sin modstand mod kapitalismen. Et fristed er også et sted, hvor man konstant udfordrer samfundet. Fristeder opstår ikke kun som fysiske rum men også som sociale rum. Således er den organisation, der vil bekæmpe den kapitalistiske detailhandel et nyt eksempel på dette. Man vil kæmpe for at bestemme over sit eget liv.
Under kampene tog man det ikke så nøje om det var en bank, der blev ramt, eller om det var den lille dyrehandel på Runddelen, der fik raseret butikken. Bogen tager heller ikke stilling til, hvorfor det lige var Irma, der skulle raseres, så man lige kunne få den værste sult og tørst stillet. Her gik der faktisk også lang tid, inden politiet greb ind.
Friheden er blevet lidt mindre
Hvis nu Ungdomshusbevægelsen havde tabt slaget om et nyt hus, var de så gået i sig selv. Friheden er blevet lidt mindre. Man skal nu indordne sig under nogle givne regler. Men det er stadig et alternativ til samfundets ensretning og normalisering. Man repræsenterer en ukontrollabelt kreativitet, der nægter at begrænse sig til, hvad det kan betale sig.
To fristeder
Christiania er et produkt af 60erne og 70ernes ungdomsoprør. Ungdomshuset er et resultat af 80ernes bz – bevægelse. De to kulturer ligger egentlig langt fra hinanden, men de har begge manifesteret sig som fristeder. Lighedspunktet er at de begge repræsenterer oprørskulturer, som vil kæmpe for at opnå fysiske fristeder, hvor sociale eksperimenter kan gro.
Accepteret form for modstand
Utrolig at Nørrebro stadig efter 40 års kamp skal svømme i tåregas. Hvornår mon parterne lærer at trappe ned. Det er klare psykologiske og politiske grunde til at folk får trang til at hærge. Det forstærkes, når myndighederne ikke kan eller vil bremse en. Vi så det i Hyskenstræde. Myndighederne er åbenbart ikke klar over, hvor store kræfter, der frigøres. Det var også normalt for Ungdomshuset, at de i en årrække afslutte deres demoer med at hærge. I det autonome miljø er rudeknusning og graffiti en accepteret form for modstand.
Både politi og aktivister har optrappet gennem de seneste år. Man er blevet mere og mere militaristiske både i strategi og ledelse.
57 knuste vinduer og 50 brændte biler
Og i de unges univers er alle butikker efterhånden kapitalistiske, selv den lille dyrehandel på Runddelen. Ved en af aktionerne foretog formanden for Nørrebro Handelsforening og jeg en tælling på, hvor mange butiksruder, der var smadret. Vi nåede op på 57. I medierne blev det påstået at der kun blev foretaget lidt hærværk.
Den 2. marts gik 50 biler op i lys lue, to butikker blev udsat for brandstiftelse.
Kast tusinde sten
Ja det var allerede i 1981 mod gummifabrikken Schiønning & Arve på Nørrebro. Det endte med tåregas og knippelsuppe. Begge parter har lavet nogle grimme ting i de år, hvor gadekampene var voldsomme. Noget nyt er at detailhandlere også er blevet truet med bål og brand.
På offentlige hjemmesider kan man se, hvordan man bygger bomber, hvordan man laver våben, der kan ødelægge butiksruder, og hvordan man bedst kan ødelægge det for politiet. Stenkast er også et accepteret våben.
Ja man kan høre Ulrikke Meinhofs berømte ord:
Politiets rolle
I 1993 mistede politiet kontrollen i flere gader på Nørrebro og skød ind i mængden. Senere nægtede de at komme detailhandelen til hjælp, og kom først, da det hele var overstået.
Politiet har i årenes løb ændret taktik. De er blevet mere mobile enten i form af blå mandskabsvogne og de tunge pansrede hollændervogne.
Præventive anholdelser, dvs. frihedsberøvelse op til seks timer uden sigtelse, samt maskeforbud er indført. Dertil kommer at strafferammen for gadeoptøjer er blevet større, og der indført visitationszoner over hele byen. Denne visitation kan du også blive udsat for, hvis du uforvarende kommer til at genere en morgensur betjent.
Den enkelte betjent skal efterhånden bevæge sig på et knivsæg, hvor han/hun udsættes for kritik uanset hvad der gøres.
Aktivister har fortalt, at politiet ransagede uden kendelse, aflytter og tærsker efter forgodtbefindende. De følte sig selv som trusler mod det herskende samfund.
Bogen hæfter sig ved politilovens §16, der handler om rimeligheden i politiets magtanvendelse. Det er enten nul – tolerance eller den tilbagetrukne attitude. Mens politiet holdt igen ved nogle ulovligheder slog de hårdt ned ved andre episoder. Bogen giver talrige eksempler.
Et politi i underbemanding har ofte kun to muligheder.
-
Enten at give sig og lade aktivisterne foreksempel besætte et hus, smadre vinduer eller andet.
-
Eller at gribe til massiv magtanvendelse med tåregas og fare for mange tilskadekommede.
Masseanholdelser
Alternativt klædte unge bliver ofte på Nørrebro betragtet som farlige autonome.
Blandt aktivister og demonstranter kan politiets fremfærd og ofte tvivlsomme varetægtsfængsling vanskelig at påvirke tilliden til politi og domstole og dermed staten i negativ retning.
I løbet af tre en halv måned blev 1.300 anholdt og 200 varetægtsfængslet. Kun få blev dømt. Det kan også undre den store forskel der er mellem dommerne i de forskellige retsinstanser.
Her kan man godt forstå forfatternes pointe.
I den nye bog har 7 ud af de 12 bidragydere selv været aktive i aktivistmiljøet.
Vold kan betale sig
Bogen giver også eksempel på at vold åbenbart kan betale sig. Medierne bliver pludselig opmærksom. Det bringer politikerne til forhandlingsbordet. Resultatet blev et nyt ungdomshus. Men inden måtte beboerne og detailhandelen på Nørrebro betale. Vi har set det før, vold kan ændre verden.
Os – og de andre
Argumentationen er i høj grad – os og de andre. Forsimplinger og overdrivelser fremmer en del steder accepten af ulovlighederne.
Egentlig kunne holdningerne i bogen skræmme en del læsere væk, men det er ikke bidragydernes skyld, at der ikke er kommet et modtræk mod alle udgivelser omkring Ungdomshuset.
En lukket verden
Bogen giver et udmærket indtryk i en ellers lukket verden, og der er absolut interessante artikler i bogen. Jeg blev positiv overrasket. Bogen er absolut et meget vigtigt dokument i debatten om vores samfund. Den stiller sig kritisk over for vores retssystem og politiets rolle i kampen om Ungdomshuset. Og hvad det er lige så vigtig, politikernes rolle.
Måske rummer vores velfærdssamfund ikke de samme muligheder for en alternativ livsform og fællesskaber som tidligere. Måske er det derfor at kampene efterhånden
opleves meget mere barsk.
Detailhandlere er kapitalister
Og problematikken er jo ikke sort eller hvid. Kapitalisterne som i de unges filosofi er detailhandlere var jo ikke imod brugernes krav. På mange områder støttede Nørrebro Handelsforening de unge mennesker. Man brugte hjemmesiden til at lede efter genhusningsmuligheder, og bragte både politiets og ungdomshusets udmeldinger. Det sidste var til stor fortrydelse for mange politikere. Modsat samarbejdede Handelsforeningen også med Dansk Arbejdsgiverforening og HK i forbindelse med, hvordan man skulle opføre sig i tilfælde af uro.
Nørrebro Handelsforening tilbød sig som mægler i konflikten og deltog i en af mandagsmøderne på Rådhuspladserne i forbindelse med en indsamling til de skadelidte.
Selv var jeg en slags spindoktor for handelsforeningen og udfærdigede presseinfos og kommentarer til medierne.
Spændingsmættet bog
Bogen forholder sig ikke særlig kritisk over for den frygt, angst og frustration, som mange på Nørrebro oplevede. Trods dette er bogen meget spændingsmættet, og en af de bedre bøger omkring emnet.
Både som lokalhistorie og et vigtigt indlæg i samfundsdebatten er bogen meget vigtig. Men som det nu er nævnt flere gange, så må denne bog ikke stå alene.
Mediernes rolle
Medierne behandlede det hele som en krigen i Afghanistan Denne fokusering havde den bivirkning, at kunderne holdt sig væk fra Nørrebro i lange tider. Der var dømt Breaking News og helikopter over Nørrebro mange gange.
Ifølge bogen fokuserede medierne for meget på politikerne og politiets holdninger.
Egentlige aktivister, der lavede ballade, blev ikke taget som kilde, påstår bogen. Men det var det vel en forklaring på. De udtalte sig ikke til medierne.
Butiksindehavere og handelsforeningen optrådte som konsekvenseksperter, hvilket bogens forfattere også finder ensidig. Men ofte var de jo de skadelidte, som politikerne også lod i stikken.
Ingen sympati for vold og hærværk
I de unge aktivisters univers er det lettere at få politikere og pengefolk i tale når der er ballade i luften. Men på Nørrebro var der så bare andre, der betalte for balladen.
For aktivisterne var det vigtig at gennemføre noget sammen, og ikke altid bøje sig for politiets magt.
Målet for aktivister var hele tiden at finde nye aktionsformer for at overraske politiet. Aktivisterne brød loven gang på gang. De mente, at de var i deres ret. Det var deres eneste og det stærkeste politiske kort ifølge bogen.
Det er klart at vold og udemokratisk adfærd fylder meget i debatten om ungdomshuset. Bogen påstår, at det bringes på banen af de borgerlige og som tjener til både at dømme 69erne som uværdige til forhandling.
De naboer og detailhandlere, der har oplevet kampene vil ryste på hovedet af dette ordbrug. For mange havde sympati for de unges kamp, men de havde ikke sympati for deres vold og hærværk.
Den fejlslagene politiske dialog mobiliserede og provokerede mange aktivister. Sikkert mange flere end politiet havde forventet
Aktivisternes specielle miljø
Vi hører aktivisternes forklaring i bogen. Dem talte vi også med, når de kom ind i butikken. Langt de fleste var søde og intelligente unge mennesker. De fortalte dog til tider meget voldsomme historier om politiovergreb. Mit indtryk var, at der var en speciel gruppementalitet, og at der altid var nogle, der ville gøre det hele lidt vildere.
Miljøet virker dragende på mange. Der er nye muligheder for samvær, det er udfordrende og provokerende. Man kommer i et miljø, hvor spillereglerne er helt anderledes. Det er faktisk meget godt gengivet i bogen:
-
Deltagerne udfordrer både deres egen og andres opfattelse af, hvad der er forbudt, og hvad der tilladt, således at de unge oplever, at både deres egne og andres grænser bliver flyttet.
Og så er bogen måske ikke så ensidig endda. Se blot her:
-
På trods af ungdomsbevægelsens parole om mangfoldighed, åbenhed, tolerance og nej til ensretning, så er der mekanisme i bevægelsen og dens måde at skabe en kollektiv identitet på, der virker i den modsatte retning.
De mange slag mod politiet skaber også en meget unuanceret forestilling om os og de andre. I bogen står det beskrevet således:
Sorte hættetrøjer havde selvfølgelig en signalværdi. Men de var også praktiske i en demonstration. Politiet kan have svært ved at udpege enkelte demonstranter, når de skal udpeges blandt 6 – 700 demonstranter.
I disse år sker der en forstærket kamp sted mellem markedets og individualismens værdier på den ene side og universelle og solidariske værdier på den anden side.
Det nye Ungdomshus bliver brugt
Det bliver eller hævdet at det nye ungdomshus ikke bliver brugt. Redaktøren af denne side har derfor kontaktet brugere af huset. De henviser til ungdomshusets hjemmeside. Og her kan man se et væld af aktiviteter. Inden denne artikel gik i luften fortalte en af brugerne, at hun havde været med til at lave mad til 500. Det var i forbindelse med et arrangement, man havde lavet i samarbejde med lokale kræfter. Men sådan noget gider medierne ikke at skrive om, sagde vedkommende.
I en ny redegørelse fremgår det at Københavns Kultur – og Fritidsforvaltning siden det nye ungdomshus blev taget i brug, har modtaget 10 – 12 klager. De meste gik på graffiti. I redegørelsen står der også, at huset har overholdt aftalerne.
Når det alligevel forekommer uroligheder omkring det nye hus skyldes det rodløse unge. Disse har været inddraget i Ungdomshusets aktiviteter, men det var ikke den store succes. Disse unges aktiviteter har nu vendt sig mod Ungdomshuset, og det er sket i form af rudeknuseri og afbrænding af containere.
Læs bogen – den giver dig ny viden – den provokerer – den stiller spørgsmål og giver svar. Bogen kan stærk anbefales
På dengang.dk kan du finde
Ungeren set fra 6. klasse
Ungdomshusets Historie
Et Faderhus på Nørrebrogade
Bulldozersanering ødelagde detailhandelen (1980)
Terrornatten på Nørrebrogade
BZ – Bevægelsens historie på Nørrebrogade
Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
På norrebro.dk kan du blandt andet finde
Afmagt, frygt og vrede på Nørrebrogade
Aktivist træning
Bandekrig på Nørrebro
Bandevold præger omsætningen
Bygges der snart på Ground 69?
Brand, bål og stenkast
Er det plads til et Ungdomshuse
Er Nørrebro en krigszone
Gadekrig på Nørrebrogade
Goddag, det er politiet
Har vi et godt politi?
I gamle dage havde vi Bent
Kommer Politiet?
Hvem skal nu betale?
Jagtvej 69 – 2200 København N
Kaos på Nørrebrogade
Ny ballade på Nørrebrogade
Nørrebro i gas – og knippelsuppe
Skud på Nørrebro
Ungdomshuset med forhindringer
Ungdomshuset til grin
Ungdomshuset lever
Tiden efter Ungdomshuset
Bliver Ungdomshuset revet ned?
Ungdomshuset – en oase på Nørrebro 1 – 17
Stop terroren på Nørrebro
Opfordring fra Nørrebro Handelsforening
Hvad mener Ungdomshuset?
Hvad dækker forsikringen?
Hvad skal jeg gøre?
Hvorfor fjernes der ikke graffiti?
Detailhandelen mistede millioner
Nørrebro 18. maj 1993
Brand på Nørrebro
Rydning og uro
Et ungdomshus til salg
I dialog med Ungdomshuset
Bevar Julefreden og mange flere
- gå ind på hjemmesidens arkiv og find artiklerne |
