Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nørrebro postkontor nedlægges

En tur til Nordvest eller Trianglen

Til maj 2011 nedlægges Nørrebro Postkontor på Jagtvejen. I en af Københavns tættest befolkede områder er der ikke mere plads til denne servicering af kunderne.

Erhvervskunder, der har postboks må til Nordvest eller til Trianglen på Østerbro. De ansatte på virksomheden bliver fordelt på postkontorerne på Østerbro og Nordvest.

Nørrebro Handelsforening har ikke hørt noget officielt, men undrer sig meget over rygterne. Heller ikke under officielle hjemmesider har vi kunnet finde noget, der bekræfter dette. For erhvervskunder på Nørrebro vil dette skridt besværliggøre samarbejdet med Post Danmark.

Portoen stiger

Omtrent samtidig vil forbrugerne opdage at portoen stiger markant. Et almindeligt brev med A – Post vil da koste 8,00 kr. mod 5,50 kr. i dag. Også B – brevene, der er 2 – 3 dage undervejs stiger i pris. Afsenderne skal fremover betale for den håndtering, der koster mest for Post Danmark.

Til gengæld slipper man for at centimeter – hysteriet. Nu er det kun vægten, der bestemmer prisen.

Men vær lige opmærksom på at et A – brev mellem 51 og 100 gram stiger fra 12,50 til 16 kr.

Færre breve og liberalisering

Post Danmark nævner også, at prisstigningerne sker som følge af det enorme fald i antallet af breve. I 1999 blev der sendt 1,5 milliard breve om året. I år regner man med et antal på kun 877 millioner.

Mon ikke også at den nye postlov har sin indvirkning. Postloven vil bane vejen for en liberalisering af det danske postvæsen.

Døgnpost er kompliceret

Post Danmark har ellers lanceret en såkaldt Døgnpost, der skulle gøre det lettere at afsende pakker. Du skal også selv hente den. Men det kan du så gøre, hvornår det passer dig. Men vejledningen og hjemmesiden til dette er mere end forvirrende.

Processen er kompliceret og stiller krav til forbrugeren. For erhvervslivet er denne ordning alt for kompliceret og tidskrævende.

Få en pakkeaftale

Der er ellers lagt op til sænkning af priser på afsendelse af pakker. Men den væsentligste forudsætning for dette, er at man selv afleverer sine pakker. Det kan være i den omtalte Døgnpost, et afhentningssted eller for Nørrebro – borgerne, en tur til Nordvest eller Trianglen.
Men det tid det tager, kan det næsten ikke betale sig.

Nej så er det nok bedre med en såkaldt pakkeaftale. Her koster det i dag 84 kr. for omtalte pakke. Uden levering til hoveddøren koster denne pakke fra april ved selvafhentning 55 kr. fra april. Skal du have den leveret i butikken, koster det 67 kr.

Pas på Volumetaksten

Men pas på. Man indfører en såkaldt volumetakst. En pakke på 80x50x45 cm som i dag koster 66 kr. vil fra 1. april koste 200 kr. Det er en prisstigning på over 400 pct. Men møder du op og stiller dig i kø, slipper du for denne volumetakst.

Glade for net – butikker

Post Danmark har ellers lanceret en guide, der trin for trin fortæller om fordele, ulemper og faldgruber ved nethandel. Det er tydeligt, at man satser på nethandel og muligheden for at bringe flere pakker ud.

Urent trav

Konkurrencerådet har ellers meldt Post Danmark til politiet for urent trav. Flere gange inden for de senere år er etaten meldt for at misbruge en dominerende stilling på området.

Det er selskabets rabat og prissystemer, der efter myndighedernes vurdering har holdt konkurrenter væk fra markedet.

For kunder er det meget dyrt at lægge omsætning over til andre selskaber.
Inden for adresseløse forsendelser har man også misbrugt sin stilling. Det indbragte i 2009 en dom i Østre Landsret om at betale erstatning på 75 millioner kroner til selskabet Forbruger – Kontakt.

Post Danmark sidder på 80 pct. af markedet for magasinpost.

Gebyret steget med 67 pct.

Selskabet var også i søgelyset i sommers, da man inden for en periode på 16 måneder skruede gebyret op med 67 pct. Det går ud over især ældre borgere, der ikke bruger netbank eller betalingsservice, men som troligt møder op på posthuset hver måned for at betale deres regninger.

I 2006 betalte danskerne 21 millioner girokort på posthusene. Sidste år var tallet faldet til 12,9 millioner. Det er et fald på 39 pct.

3.000 3F stillinger forsvundet på 2 år

Det er da bestemt en del, som især erhvervslivet på Nørrebro skal forholde sig til i fremtiden. Men også de postansatte må¨være forberedt.

På to år er der forsvundet 3.000 arbejdspladser blot på 3F`s område. Om få år er de nuværende 13.000 job reduceret til 8.000.

Det er sikkert ikke det sidste vi har hørt om Nørrebro Postkontor.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16