Lærlinge blev betragtet som hunde. Schmidt & Mygind blev en stor virksomhed. Det første nummer af Socialisten udkom. En død kat blev smidt efter en dampmaskine. En lærer blev fyret i Blaagaardsgade, han troede på Darwin. På Nørrebro troede man derfor, at ens oldefar var orangutang. En jyde på Nørrebro udviklede en ny skolelov – som ingen kunne forstå
Allerede kl. 5 om morgenen begyndte trætøflerne at klapre mod brostenene. Lidt før kl. 6 drog arbejderne af sted i store flokke med deres madpakker og ølflasker under armen. Det var fattige mennesker fra et rigtigt arbejderkvarter. Det var også herfra de socialistiske tanker kom.
Arbejderne var undermennesker
Værkførerne på Nørrebro – fabrikkerne betragtede disse mennesker som underordnede, der ikke skulle behandles med almindelig høflighed. Og en lærling skulle behandles som en hund.
Ville man som arbejder gå lidt videre, ja så blev der lagt hindringer i vejen.
Værtshuse og kranseforretninger havde store indtægter
Kom man ind på Nørrebro forbi søerne, startede det med høje huse. Kom man forbi Fælledvej, begyndte træerne at skyde frem fra en masse små haver. Hist og her var der et plankeværk. På hjørnet ved Møllegade lå et par etagebygninger. Her lå også et bageri.
På hjørnet af Kapelvej lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, der dog på denne tid var ved at forfalde.
Det var også her man i 1874 kunne iagttage, da H.C. Andersen blev sænket i jorden. Når man tænker på hans berømmelse, var hans følge beskeden. Gravpladsen var også særdeles beskeden.
Kirkegården trak mange mennesker til. Værtshusholderne og kranseforretningerne i nabolaget havde gode indtægter.
Smith og Mygind
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade, fandtes der dengang en lang rejsestald. Det blev senere revet ned og omdannet til Smith og Myginds Maskinværksted.
Den egentlig grundlægger af imperiet Smith og Mygind var Jensenius Chr. Mygind. Han var søn af urtekræmmer Mygind, en kendt energisk urtekræmmer, der ved at overtage den københavnske natrenovation (de Mygindiske Ekvipager) havde ”gjort sig fortjent af byen” og samtidig tjent en formue.
I 1890’erne voksede maskinfabrikken, og blev næst efter Burmeister den største i landet.
Men i begyndelsen var der i rejsestalden opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlemaskiner. Og langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man holde øje med, hvad der skete på gaden. Men Schmidt lod desværre gadevinduerne overhvidte. Så var det slut med denne fornøjelse.
Dampmaskinen skulle ”varmes op”. Så måtte man møde en time tidligere end de andre.
Socialisten startede på Nørrebro
Det var også her på Nørrebro det første nummer af Socialisten udkom. I 1870’erne var det ikke noget der hed overenskomst, fællesaftaler og arbejdstid og løn.
Svenden aftalte en bestemt timeløn med mester. Den var betinget af hans dygtighed.
Da Danmark i 1875 gik fra Rigsdaler, Mark og Skilling over til Kroner og øre, opstod der stridigheder. En timeløn på en mark satte mestrene til 33 øre, mens Nørrebros spækhøkere satte den til 35 øre. Det ville arbejderne ikke finde sig i.
Og de handlende proklamerede, at så længe de levede, ville de handle med ”Kongens Gamle Mønt”.
En ”Mejemaskine” fra Nørrebro
Smith og Mygind lavede dampmaskiner og dampkedler. De byggede broer og påtog sig reparation af maskinanlæg.
Det var også en sensation, da man på en mark syd for Hillerød præsenterede ”Mejemaskiner”. Bønderne var meget spændte.
- Maskine kørte frem og lagde Rugen i smukke Skaar.
Opvisningen var en kæmpe succes, men blev dog lidt svækket af at, Smith mistede et stykke af sin finger. Man kunne dog fastslå at:
- at Mejemaskinen ikke var god at komme nær, og at man ret betænkt handlede klogest i at holde sig den fra Livet.
En død kat mod Dampomnibus
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en Dampomnibus til brug for linie 7. Den var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned af Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.
Men selv om publikum ikke tog godt imod maskinen, så var den dog et bindeled til den elektriske sporvogn.
En ridetur fra Nørrefælled
Om sommeren var Nørrefælled et valfartssted. Ja der var ligefrem et vrimmel af mennesker herude. Når lærerdrengene mødte hinanden, så var det med titler. Folk, der gik forbi undrede sig over Hr. Skræddermester, Hr. Daasefabrikant, Hr. Eddikebryggerdirektør og så videre.
Det kunne hænde at de unge mennesker gik hen på Østerfælled, hvor der dengang græssede mange løse heste. Her tog man så en ”ganger”, besteg den og tog en ridetur i byens omegn.
En fri og folkelig Læreranstalt
Også på et andet område var Nørrebro først. Og det var på Blaagaards Seminarium. Den var blevet oprettet som ”en fri folkelig Læreanstalt”. Her residerede Jeppe Tang.
Hans sprog var ravjydsk med små løjerlige bilyde. Han kunne brøle som en løve og pibe som en mus, når han stod på talerstolen.
Undervisningen blev afsluttet med en statseksamen.
Tang blev også folketingsmand og forsøgte at komme med en ny skolelov, men ak den virkede som en rebus. Ingen kunne finde ud af den, så den blev ikke til noget.
Og diskussionerne fra seminariet fortsatte på hjørnet af Blaagaardsgade og Baggesensgade hos ”Kaffe – Hansen”. Værten blandede sig samtidig med, at han serverede dampende Grog’er og kaffe.
Min oldefar var ikke Urangutang
Det kneb dog med frisindet på Nørrebro. Således blev en lærer fyret i Halvorsens Skole i Blaagaardsgade. Han var kommet til at skrive Darwin på tavlen. I det samme var skolebestyreren kommet forbi. Læreren blev bedt om, at møde på kontoret:
- Jeg vil ikke, at min Skole skal skilte med en gal Englænder, der paastaar, at min Oldefar var Urangutang
Artiklen er bragt efter aftale med www.dengang.dk |
