|
|
Amagerbanken – mere end en bank
Amagerbanken – mere end en bank
Fællesskabsfølelsen og kassekreditten er forsvundet. Det samme er tilliden. Det handlede om dårlig bankledelse og anstændighed. Den tidligere direktør fik et gyldent håndtryk på 12 millioner kroner. Mange bliver nu stavnsbundet og butiksdød bliver følgen. 88 dage tog det den ny ledelse at besejle skæbnen. Og nu vokser køen ved håndvasken. Risiko – vurderingen var særdeles mangelfuld. Og hvad med Finanstilsynet? Hvornår sker det igen?
Den lokale bank
Amagerbanken var noget særligt. Det var noget lokalt, noget man identificerer sig med.
Banken gjorde gengæld for den store opbakning. Man sponserede mange kulturelle tiltag på øen.
De lokale handlende støttede deres bank. Man ville bevare den. Derfor var man også de første til at investere i den, da man bad om en ekstra saltvands - indsprøjtning. Nu risikere en masse lokale butikker at skulle dreje nøglen om. Det er ikke noget at sige til, at lokalbefolkningen er rystede.
Fællesskabsfølelsen og Kassekreditten forsvinder
Amager mister fællesskabsfølelsen og butikkerne mister kassekreditten. Også det kulturelle liv vil mærke krakket. Nogle mennesker vil blive trukket ned i en alvorlig social situation.
Køen ved håndvasken vokser
Køen ved håndvasken i den danske finansverden bliver længere og længere. Hvem er syndebukken? Er det Finanstilsynet? Burde de ikke for alvor have tændt advarselslamperne?
Hvorfor slog de ikke lejr foran Amagerbanken? Siden 2008 har de haft banken under observation. Sagen må være pinlig. I 2009 dømte de banken ude, kun en feberredning sikrede den.
Må ikke gentage sig
Finansiel Stabilitet har gennem næsten et år advaret Økonomi og Erhvervsministeriet om, at Amagerbanken stod på afgrundens rand. Finanstilsynets solvensberegning har åbenbart været forkert.
Men egentlig er det Amagerbankens egen bestyrelse, der har ansvaret. Hovedløst har man pumpet penge i risikable projekter som en slags lykkeriddere.
Godt nok laver Finansiel Stabilitet en advokatundersøgelse af hele forløbet. Sådan er rutinen. Men derfor får aktieejerne ikke deres penge igen. Og burde man ikke lave en mere dybdeborende undersøgelse til skræk og advarsel. En sådan sag må ikke gentage sig.
Måske finder man ud af, at alle regler er overholdt. Men hvis det bliver tilfældet, må reglerne nødvendigvis laves om.
Det bliver også spændene at følge dem, der har lidt størst tab, Karsten Ree og Nykredit?
Vil de anlægge sag?
Blåstempling
Mange betragtede Finansiel Stabilitets garanti på 13,5 milliarder kroner, såfremt man kunne skaffe nye penge som en slags blåstempling. To gange på et år bad banken om penge.
De lokale aktionærer valgte med hjertet.
88 dage afgjorde skæbnen
Det kan undre, at den ny ledelse i Amagerbanken kun skulle have tre måneder til at afgøre, at det hele ikke kunne hænge sammen. Ja, de brugte nøjagtig 88 dage på at finde ud af, at banken var insolvent. Med et pennestrøg nedskrev de værdien med 3 milliarder kroner. Hvorfor kunne Finanstilsynet ikke se det, da de var forbi i april måned?
Dårlig og mangelfuld rådgivning
Tusinder og atter tusinder af lokale kunder har mistet hele deres opsparing. De har fået dårlig og mangelfuld rådgivning. Statskassen må indkassere en bet på seks milliarder kroner påstås det. Men dette beløb er sikkert væsentlig større. Og krakket kan føre flere med i afgrunden.
Risiko – vurdering
Kreative ejendomshandler for et trecifret millionbeløb har tryllet dårlige lån som sunde.
Man flyttede bare rundt på lån og lavede nedskrivninger som ikke var realistiske.
Kriseramte kunder fik forhøjet deres kreditter i et naivt håb om bedre tider. I sommeren 2009 lånte man en byggematador 300 millioner kroner. Han havde fået nej i fem andre banker. 25 nødlidende kunder fik lov til at låne flere og flere penge.
Mellem 50 og 100 krakkede storkunder går igen i flere af de seneste års konkursramte banker. Hvorfor opdagede Finanstilsynet ikke dette? De kunne vel have advaret om, at nogle af disse kunder var risiko – kunder, nu hvor bankens egen ledelse ikke kunne finde ud af det.
Men er det ikke en banks pligt at risikovurdere deres kunder? Kunne man lave et fællesregister over storkunder? Næppe. To banker ser åbenbart ikke ens på risikoen.
Vidste bestyrelsen noget?
Åbenbart er der 169 kunder, der har været medvirkende til krakket. De har haft et lån på over 15 millioner kroner.
37 pct. af bankens kapital har været bundet i ejendomsmarkedet. I bankverdenen anser man tal over 25 pct. som kritisk.
Vidste den tidligere bestyrelse, hvor alvorlig, det stod til?
Mange bliver stavnsbundet
PFA lugtede lunten i tide, og solgte deres aktier.
De gode kunder får ingen problemer med at finde en ny bank. Men de kunder, der nu har fået økonomiske vanskeligheder bliver siddende i den statsejede bank. De er stavnsbundet og kan ikke bestemme noget som helst.
Og sådan et krak er som en flodbølge. Danske banker kommer nu til at betale mere for lån i udlandet og det kommer til at gå ud over dig og mig.
Det handler om tillid
Det hele handler om tillid. Og det har med bankens krak lidt et knæk igen. Det får konsekvenser. Et efterspil bliver grimt at se på. 99 pct. af bankens kunder vil umiddelbart ikke mærke nogen forskel, bortset fra de nok efterhånden skifter bank. Men den ene procent har lidt store tab og her er ikke så få lokale erhvervsfolk. Og vi som skatteydere kommer også til at betale – glem ikke det.
Det har været en katastrofal gamling med andres økonomi. De 100.000 kunder troede at alle skeletter var vendt i skabet. Mange følelser har været i spil.
Ja selv Tårnby Kommune havde følelser med i spillet.
Dårlig bankledelse og anstændighed
Det handler ikke kun om dårlig bankledelse. Det handler også om anstændighed. Samtlige 70.000 aktionærers værdipapirer er nu værdiløse.
Men den afgående direktør fratrådte sin stilling med et gyldent håndtryk på 12 millioner kroner.
Ud over statsgarantien på 13,5 milliarder kroner og lånet fra bankpakke 2 på 1,1 milliard kroner skønner Finansministeriet, at over 6 milliarder kroner er tabt.
|
|
|
