Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Fest, Urin og affald på Nørrebro

Skal 100.000 gale unge mennesker ikke have lov til at more sig på Nørrebro. Burde lokale beboere ikke tolerere affald, urinlugt, knuste flasker, søvnløs nat m.m.? Havde arrangørerne helt styr på begivenhederne? Er vi – lidt ældre for intolerante over for de unge? Festen var støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Wunderfull Copenhagen – så alt burde vel være i orden? Er Nørrebros gader gearet til så store fester? Hvad med sikkerheden?

Gang i Nørrebro
Der er ofte gang i den på Nørrebro i weekenden. Men torsdag den 2. juni var det rigtig gang i den. Ca. 100.000 deltog i Distortion på Nørrebro.

Verdensrekord
Og 817 personer deltog i et rekordforsøg Copenhagen Paint Party med De Sorte
Spejdere.
Og det var 17 personer over verdensrekorden. Med andre ord, i over en time arbejde 817 personer på et gigantisk kunstværk på 100 x 2.44 meter.

Der var musik og dans i gaderne, officielt til kl. 22. Men det holdt hvis ikke helt. Derefter var der gang på diverse spillesteder på Indre Nørrebro samt Drone på Nørrebrogade. Et gigantisk langbord var opsat i Ravnsborggade. m.m.
Jo der var gang i Nørrebrogade, Ravnsborggade, Skt. Hans Torv, Blegdamsvej, Blågårdsgade m.m. Hele 25 steder var det gang i den.

Man har vel lov at more sig
Skulle man så ikke være glad, når unge mennesker har det godt, og morer sig, og slet ikke tænker på at begå vold. Jo selvfølgelig. Distortion er også støttet af Københavns Kommune, Statens Kunstfond og Wunderfull Copenhagen.

Al kritik i den forbindelse er ifølge deltagerne i den gigantiske gadefest malplaceret. Man må vel have lov til at more sig. Tænk at kunne samle 100.000 positive mennesker på Nørrebro.

En cykeltur i pis, affald og bræk
Og det gjorde man. En cykeltur åbenbarede fredag morgen læssevis af affald i gaderne. Lugten afslørede at ikke alle var nået på toilettet. Gaderne var i en smadret forfatning og i en møgbeskidt tilstand.

Arrangørerne og de deltagende miljøbeviste festdeltager vil sikkert mene, at undertegnede lige så godt kan flytte på landet med det samme eller flytte tilbage til Jylland.

Distortion – folket har bogstavelig talt pisset på Nørrebro. Man kan så glæde sig til det næste regnskyl.
En beboer mente, at pisseriet var for klamt, når ens port og opgang stank af urin. Så gider man ikke deres fest, sagde den kvindelige beboer til den sides udsatte medarbejder.

Skal beboerne ikke bare finde sig i det?
Kan man forlange, at de Nørrebro – borgere, der ikke deltog i festen skal tolerere affald i lange baner, stjålne og ødelagte cykler.

Skal borgerne tolerere at gaderne blev brugt som toiletter. Bevares de 100.000 har sikkert haft en fantastisk fest, de aldrig vil glemme. Kunne man så ikke forlange, at Nørrebro – borgerne bare en gang om året kunne tolerere uhumske forhold og en søvnløs nat?
Skal man ikke have det sjovt?
Her var der tale om en glad fest uden optræk til vold eller politiske motiver.

Miljøbevidste unge
Måske var det en ide at de miljøbevidste unge mennesker selv bidrog til at rydde op. Disse øko – og miljøbevidste festdeltagere burde være opfordret af arrangørerne til selv at deltage i oprydningen. Alt tyder også på at toiletforholdene var helt utilstrækkelig. Det samme gjaldt mangel på skraldespande.

Kan man forlange, at Nørrebro – borgere skal tolerere pis i opgange, baggårde og kælderskakte.
Den cyklende medarbejder oplevede også flere steder, hvor der lå bræk. Jo det har været festligt.

Knuste flasker og glas lå spredt ud over cykelstierne. Jo man er vel miljøbevidst
Regler og normer tilsidesættes. Man skal være tolerant.

En sur kulturborgmester
Problemet er sikkert, at succesen er vokset arrangørerne over hovedet. Men kulturborgmesteren mente, at man burde have en plan A og en plan B parat. Problemet med åbne fester er, at man ikke ved, hvor mange, der dukker op.

Kunne have forudset det
Men man burde have forudset det. For allerede inde i Indre By, dagen før Nørrebro var der for mange.
Her var det først da en optrædende rapper sagde stop, at arrangørerne blev opmærksom på, at noget var ved at ende helt galt. Tankerne faldt tilbage på Roskilde – katastrofen i år 2000. Det gik lige voldsomt for sig.

Burde være overskud til organisering
Arrangørerne må vide, at mange mennesker betyder meget affald. Og det er vel grænser for, hvor meget kommunen kan tilbyde. Når så stor en fest bliver afholdt, må der være overskud til at organisere og afvikle festen på en forsvarlig måde.

Kulturborgmesteren var ”skuffet” over arrangørerne. Hun mente, at borgerne nok op af formiddagen kunne have forventet, at man havde været færdige med at rydde op. Hvis Gadefesten skal fortsætte næste år, bør arrangørerne oppe sig, mente hun.

Lær af fejlen
Selvfølgelig skal man have lov til at more sig. Men det er ikke forbudt at tænke sig om. Det er heller ikke forbudt at tage hensyn til ens medmennesker.
Mon ikke arrangørerne skal tage ved lære af dem, der er vant til at arrangere store festivaller.

Og hvad med sikkerheden? Spørgsmålet er også om Nørrebros og Københavns gader er gearet til fester af denne slags. En beredskabsplan skal man åbenbart ikke have, når man laver sådanne udendørs fester, og det kan jo undre.

Noget af glansen vil sikkert gå af festen, hvis man bliver henvist til Fælled – eller Kløvermarken næste år.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16