Hvordan kunne man glemme fattigdom og nød på Nørrebro – dengang. Ja man kunne gå til dilettant og Bal i Folkets Hus. Og lige over for på kirkegården kunne man blive begravet. Men det var ikke så lige til. For arbejderne ville have de røde faner med, og det måtte de ikke. Og præsterne dømte en til evig forbandelse, hvis ham der lå kisten, var socialdemokrat. Dette er endnu et glimt fra det gamle Nørrebro i samarbejde med www.dengang.dk
Det startede med en teaterforestilling
Der var mange ludfattige og mange børn. Stor nød var der overalt. Børne – dødeligheden var meget stor.
Men i forsamlingshuset Folkets Hus på Jagtvejen fortsatte festlighederne. Det startede med en teaterforestilling. Derefter var der bal til klokken tre om morgenen.
Feststemning
Den åbenstående fløjdør førte ind til forhallen. Og en meget bred trappe førte op til balkonen. Skulle man snyde sig ind, fordi man ikke havde råd til at betale entre, så skulle man lige forbi en uhyggelig stor kontrollør med en fedtet, sølvbesat kasket.
Her var masser af mennesker, både nede på gulvet og oppe på balkonen. Her var løssluppen feststemning og masser af bajere.
Hvis man nu havde snydt sig ind, kunne man lige så godt få noget ud af det. Flasker blev samlet, så så det ud som man hjalp tjeneren. Man kunne nu sætte sig i en krog og drikke sjatterne.
Esmeralda
Og så begyndte forestillingen. Og hovedpersonen var Esmeralda, datidens kvindeideal – fuldbarmet, lidt kraftig og veldrejet, fuld af humor og livslyst og fuld af kærlighed.
Disse forestillinger var meget populære dengang. De var ægte og menneskelige og fri for opstyltethed.
Tid til bal
Og så var der ellers tid til bal. Borde og stole blev slæbt ind til siderne i salen. Orkesteret tog plads oppe på scenen. Der var ikke plads til alle i salen, så de trængtes i sidegangene. I de tilstødende lokaler var der servering.
Så begyndte dansen. Musikken larmede, og pludselig var hele gulvet som en myretue af dansende par. Der blev vrikket, spjættet og meget mere. Først den ene vej og så den anden vej. Ikke alt så lige elegant ud. For nogle kneb det allerede med at holde ligevægten.
Men det var et strålende, folkeligt og farverigt eventyr, med et væld at glade, leende og løsslupne mennesker, der morede sig uhæmmet af hjertens lyst. Glemt var fattigdom og arbejdsløshed.
Ud af fjerde klasse
Det var dengang, at mange kun nåede at gå op til fjerde klasse, for så at blive konfirmeret. Så var det ellers ud af skolen for at tjene penge. Hvis man så kunne få en lærerplads, ja så var lykken gjort.
Og tænk, hvis man kunne blive ansat i kommunen med blanke knapper, kasket og uniform.
Men når vi nu er ved skolerne. Så besluttede byens vise skolemyndigheder, at skille fårene fra buggene. Husumgades Skole blev gjort til betalingsskole for de fine. Hans Tavsensgades Skole, som tildels var bygget på et fundament af gamle dødningeknogler blev gjort til slyngelskole for gadedrengene. Her skulle tugt få eleverne til at blive bedre mennesker. Ja ofte grænsede dette til mishandling.
Prygl har de respekt for
Det var jo i 1906, at landets justitsminister, Peter Adler Alberti fremsatte sin berømte prygellov. Han mente, at det eneste de unge mennesker, havde respekt for, var prygl. Han blev for øvrigt kørt ned af en sporvogn på Nørrebro.
Arbejderbevægelsen ville manifestere sig
Vi hørte før om Folkets Hus. Lige over for ligger Assistens Kirkegården. Allerede dengang var kirkegården berømt. Her forsøgte arbejderbevægelsen at manifestere sig. Det var ikke altid blot en afsked med familie og venner. Arbejderbevægelsen ville vise offentligheden, at de havde magt og indflydelse. Det førte dog ofte til konflikt mellem arbejderne og myndighederne. Særlig de gejstlige myndigheder havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.
Præsterne ikke begejstret for røde faner
Præsterne var ikke begejstret for de røde faner. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes ligtale. De betragtede den som borgerlig.
Politiet stjal liget
Harald Brix, der var medstifter af 1. Internationale og en af pionererne i den danske arbejderbevægelse måtte ikke hyldes. Det bestemte myndighederne. Brix's lig blev natten til den 1. juni fjernet af politiet og låst inde på Garnisons Kirkes kapel for at forhindre at hans partifæller gik i ligtog med røde faner.
Evig fordømmelse – han var socialdemokrat
Optog med røde faner blev opfattet som en trussel mod den offentlige orden. Ak ja, også på Assistens Kirkegård havde præster overgivet den afdøde til evig fordømmelse blot fordi han var Socialdemokrat.
Man havde fra myndighedernes side påpeget, at hvis ikke bestemte normer for opførsel blev fulgt, ville begravelsen ikke blive gennemført.
Folkets vilje er højeste ønske
I efteråret 1891 diskuterede man i Københavns Præstekonvent diskussionen om faner. Pastor la Cour mente, at fagforeningsfaner ikke burde forbydes, men derimod den socialdemokratiske fane med indskriften Folkets Vilje er højeste Lov.
Flere præster mente, at forbud imod faner ville skubbe arbejderne længere væk fra kirken, hvilket ikke var ønskeligt, fordi at selv under den røde Fane findes der Menigheder.
Pastor Steen
Vi har tidligere her på siden beskrevet en begravelse på Assistens Kirkegård i 1887. Den skulle besørges af en af arbejderbevægelsens største fjender den indremissionske præst Pastor Steen. I avisen Social – Demokraten blev det omtalt, at selve ligtoget foregik stille og rolig:
- der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen og brød Freden. Han kom som en Mand, der har Sværdet. Han havde med sig et Forbud mod at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven af en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed.
En provokation
Det faldt også avisen for brystet, at præsten efter jordpåkastelsen udtalte:
- Jeg henstiller til Hr. Politiassitent Rantzau at sørge for Forbuddets overholdelse
Dette blev af arbejderne betragtet som en provokation.
Så mange som mulig skulle deltage
En begravelsesannonce kunne lyde:
- Medlemmer af 6. kreds` socialdemokratiske Vælgerforening anmodes om at give Møde ved vor Partifælle A. Mundbergs Begravelse, som foregaar i Morgen kl.1 fra det store kapel paa Assistens Kirkegaard.
For Arbejderbevægelsen var det vigtigt, at så mange som mulig deltog. Og alt efter indflydelse mødte der mellem 200 og 50.000 op til sådanne begravelser. Følgets størrelse var et signal til omverdenen om Arbejderbevægelsens styrke.
Arbejderbevægelsen udfordrede kirkens egne symboler og værdier samt rummelighed. Og arbejderne er både blevet mødt modstand og langsom eftergivelse af folkirkens præster.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om: Arbejdere på Nørrebro Læs på www.dengang.dk
- Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
- Arbejderkamp på Nørrebro
- Arbejderne på Nørrebro
- En vandring på Ydre Nørrebro
- Flere arbejdere på Nørrebro
- Gamle virksomheder på Nørrebro
- Louis Pio på Nørrebro
- Stauning på Nørrebro
- En arbejder i København (under København)
- Historien om Første Maj (under København)
- Når jeg ser et rødt flag smælde (under København)
- Stjernen – Arbejdernes Bryggeri (under København)
Hvis du vil vide mere om: Assistens Kirkegård Læs på www.dengang.dk
- Assistens Kirkegård – 250 år
- Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
- Kejserinde Dagmar på Nørrebro
- Livet på Assitens Kirkegård
- Under jorden – på Assistens Kirkegaard
Og har du ikke fået nok endnu: Så arranger www.dengang.dk – Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Stefans – kirken for femte gang: Anekdoter fra det Gamle Nørrebro den 21. februar kl. 19 – 21 og det er gratis. |
