Dengang hed de panserbasser. Siger man det til en betjent i dag, bliver man sikkert anholdt for fornærmelser mod embedsmand i funktion. Vi kigger her i samarbejde med www.dengang.dk på Station 6 - Fælledvejens Politistation. Og vi kigger på de mange gøremål, betjentene havde dengang. Den berømte betjent Rantzau var så "stor", at han måtte have en stol at sidde på, for at dirigere slagets gang på kirkegården, da arbejderne lavede oprør.
Talrige bøller
Der var talrige bøller i Allersgade og Gormsgade dengang. De var ofte i krig med panserbasserne. Instruksen løs, at når en person var anholdt, måtte man ikke røre ham. han skulle gå tre skridt foran. Forsøgte han at flygte, måtte man ikke løbe after. Man skulle råbe ham an. Dengang havde bøllerne respekt for panserbasserne. Det skete ofte at en enkelt havde tre anholdte gående foran sig.
En dag kom en bande af alfonser fra Indre By for at lave ballade i Fredensgade. For ikke at blive genkendt havde de sværtet sig i ansigterne. De rev de handlendes døre op, og smed varerne ud på gaden. Men det fandt de handlende sig ikke i. De forsvarede sig, og sammen med panserbasserne fik de overtaget.
Fulde soldater
Betjentene havde også travlt, når der var militærøvelser på Fælleden. Det hændte, at de måtte bruge de græssende dyr og så vælte de fulde folk over på. Nogle af de fulde stod ikke til at redde. De faldt simpelthen ned i den store Kloak - grav, langs Blegdamsgade.
Uheldige eksistenser i Lersøen
Byens uheldige eksistenser holdt til i Lersøen. Engang imellem foretog politiet razzia herude, og en enkelt ildebrand forekom i ny og næ.
De kunne finde på at slås indbyrdes. årsagen var ofte Maja Robinson. I sine unge dage havde hun været usædvanlig smuk. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge fra et fremmede kontinent. Og rygterne ville også vide, at hun stadig blev understøttet af denne læge. Og så var der fest og ballade herude.
Når hun var ædru, det hændte nu ikke så ofte, talte hun et meget kultiveret sprog.
Man forsøgte flere gange at trække hende ud af sumpen og ekviperede hende fra top til tå. men hver gang vendte hun tilbage til stor jubel for hendes kammerater. Og så var det slagsmål om hende. Og det gik så ud på, hvem der nu skulle være kæreste med hende.
Lersøens beboere afskyede arbejde og regelmæssig erhverv. Man fik bekvemt mad og brændevin ved at tigge eller skræmme enlige fodgængere til at købe sig fri for vold. Jo, panserbasserne havde rigeligt at se til herude.
Investering i flydende kost
Betjentene havde også rigelig at se ti, når fattiglemmerne skulle bringes tilbage til Ladegården. Lemmerne var inddelt i forskellige arbejdsklasser med en dagløn på 4, 8 eller 12 øre. Opgraderingen til højere klasse fandt sted efter vedkommendes flid, opførsel og arbejdsdygtighed.
Men mange af lemmerne investerede deres dagløn i flydende kost på de lokale værtshuse på Nørrebro.
En "stinkende" patrulje
Panserbasserne skulle patruljere bestemte områder. men det var nu ikke alle områder, man var lige begejstret for.
I 1890erne var det ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil blev kaldt for Sortevej. Men officielt hed den noget andet.
Her kom natmændene i nattens løb med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der sod åbne latrintønder. Dette bevirkede en frygtelig stank.
En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Rundelen til Lyngbyvejen utalte, at hvis vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til, at tilbagelægge strækningen i løb. Inden på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen. I stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding - velbekomme.
Betjentene vendte sig efterhånden til forholdene.
Kirker for begge ender
Egentlig er Fælledvej kun 295 meter. Der er kirke i begge ender. Det er det nok ikke mange gader, der kan bryste sig af. Mod nord har vi Skt. Johannes Kirken, mod syd Sakramentskirken.
I dag sker der ikke så meget her, som for cirka 50 år siden. I dag er der ikke mere politistation og festlige værtshuse, som dengang.
Altid panserbasser
Dengang var her altid politi, de store panserbasser, som de lokale betragtede med dyb respekt. Allerede omkring 1900 - tallet så man politibetjentene i deres sorte knælange stramtsiddende frakker med læderbælte om livet, gule bæltespænder og gule knapper. Ja så var det også den sorte hjelm på hovedet. Hver dag kunne man se politiet trække afsted med fulde folk.
Husly eller Ladegården
En af de meget triste opgaver for betjentene dengang var, når familier blev sat på gaden med alle deres møbler, fordi de ikke kunne betale deres husleje. Så måtte betjenten stå og holde vagt ved disse møbler.
Havde familien ikke i løbet af dagen fundet husly, måtte betjenten fragte den stakkels familie til Ladegården. Her blev de anbragt som husvilde.
Stil over kommunalt ansatte
Dengang var der på hjørnet af Guldbergsgade et vandtrug og en vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket, og en halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man han var fra kommunen. I dag kan man kun se kommunalt ansatte i orange klæder. Der var mere stil over det dengang. Denne kommunale embedsmand skulle hjælpe til, når kusken kørte hen for at lade hesten drikke af vandtruget.
Hertil kom også vandvognen. Denne kørte på varme sommerdage gade op og gade ned, for at vande brostenene.
Fiskerkoner ved Elmegade
På torvet ud mod Elmegade sad en række fiskerkoner med deres trækvogne og solgte fisk. de sad der også om vinteren og frøs. de var da indhyllet i mange skørter og sjaler.
Fra fulde folk til svenskere
Og dengang som nu, var der brandbiler.
Men her var også biograf, og værtshuse. Tingvalla og Bolero. Sidstnævnte blev omdøbt i typisk Nørrebro - humor - Bol - i - ro. Det var et livligt værtshus. Her kunne man opleve to piger ligge og sloges, mens Linje 3 pænt måtte vente. Manden de sloges om, blev inde og drak bajere. Efter slåskampen gik de begge ind og kyssede deres fælles alfons. Jo der skete skam noget.
I nr. 6 lå Odeon - Biografen. Den brændte, selv om brandstationen lå tæt på.
I nr. 10 lå kaffebaren, som blev sprængt i luften den 21. marts 1944. Kigger du ordentlig efter, kan du ved Fælledvej 4 se en mindeplade for de svenskere, der mistede livet under stormen på Nørre Vold den 11. Februar 1659. Se den historie kan du også læse her på siden.
Fra fire til otte heste
Da Københavns Brandvæsen i 1870 blevet underlagt kommunen lå der på Nørrebro allerede en brandvagt. Den lå i Guldbergsgade 3. Herfra opererede et fast mandskab på en sprøjtefører og fem mand.
I 1878 blev brandvagten flyttet til Fælledvej 22 A.
Kort tid efter besluttede man at bygge den nye brandstation. Nu kunne man så bemande den med to hold. Man rådede over en stationssprøjte (en håndsprøjte), 1 stige samt en dampsprøjte. Til at fremføre pumper og stige til skadestedet, havde man fire heste på stationen.
I årene 1891 - 92 blev station C, som dengang var betegnelsen, forøget med mandskab, blandt andet med fire kuske. Alt i alt udgjorde mandskabet dengang 26 mand. Også antallet af heste blev forøget. Man havde efterhånden 8 heste opstaldet på stationen.
Station 6's svære start
I 1863 blev der besluttet, at der skulle være seks politistationer i København. På Nørrebro blev Station 6 etableret. Det skete i en beboelsesejendom på Fælledvej 13.
Men snart viste det sig at være for lidt plads. Måske havde man ikke taget højde for, at der her som nyordningen foreskrev, skulle være en politikaserne.
Man måtte have fat i spritfabrikant M.F. Zuchslag på adressen, Fælledvej 18. Her lejede man så lokaler og fornyede kontrakten i 1870. Men også disse lokaler var for små.
Så endelig i henholdsvis 1880 og 1882 fik man skøder på nabogrunden, med henblik på etablering af en politi – og brandstation.
Samfundets bærme
Arkitekt Holm, der blev sat på opgaven, sendte sine tegninger og nogle finurlige tekster til Københavns Kommune. Han skrev blandt andet:
- Detentionslokalet staar i forbindelse med en Gang mellem Vagtstuen og Politiets Port, ad hvilke Droske kan kjøre ind og bringe Arrestanten til Detentionslokalet, uset af andre. Selve disse Lokaler bliver vanskelige at konstruere hensigtsmæssigt. Den Del af Befolkningen, som bliver hensat her, hører til Samfundets Bærme, den kommer her, beruset, i en ved Slagsmaal ophidset Tilstand, med Utøj, og hvis det ikke er muligt hurtigt at fjerne alle Uhumskheder, ville detentionslokalerne blive sande Pesthuler.
Betjentenes manglende opdragelse
Oppe på første sal skulle kasernen ligge. Og de kommende betjente, der skulle være her, fik da også et ord med på vejen:
- De Betjente som ligge paa Kasernen, ere Mennesker, der efter deres Opdragelse som oftest have faaet ringe Sans for Proberhed i en Stue, dertil unge Folk, der ikke sætte Pris derpaa, og da f.eks. ikke selv skulle holde Værelserne rene, ikke rede deres Senge selv, sove paa uregelmæssige Tider, kommer Rummene meget snart til at ligne alt Andet end der forstaas ved Kasernerum, medmindre de i deres Anordning indbyder til Renlighed.
Assistenten skulle ikke i gården
På andens sal blev der indrettet en 5 værelsers lejlighed til politiassistenten. Og så var der i den lille gård 2 latriner og et pissoir for betjentene.
En lille ændring skete der dog i forhold til Holms tegning, idet der på 2. sal blev installeret et kloset i assistentens lejlighed. Så skulle han ikke en tur i gården.
Omfattende planer
Holm skulle udarbejde et større forslag, der omfattede bebyggelse af hele kommunens ejendom på Fælledvej med politistation, brandstation og gymnastikhus for skolen i Skt. Hans Gade.
Ros fra Berlingske
Politiassistent Rantzau blev af politidirektøren pålagt, at udvirke et overslag af nyanskaffelser. Jo Rantzau var stor på mange måder. Det var også ham, der førte den del af polityrken an, der var på vagt den 21. oktober 1884, da de nye lokaler kunne tages i brug. Og Berlingske Politiske Avertissements Tidende kunne højtidelig berette:
- Med hensyn til Bygningens Indre Indretning og Udstyring, har det hele Vidne om et forstandigt og praktisk Blik, og ligesom det Politipersonale, der skal benytte og beboe Bygningen, Utvivlsomt vil være særdeles glade over det nye Hjem, der her har faaet, saaledes fortjener Kjøbenhavns Commune Tak og Erkjendelse for den smukke maade, hvorpaa den har løftet den Opgave, der her har været stillet den.
Fridage inddraget
Det var meningen, at unge ugifte betjente skulle uddannes på kasernerne. Det havde være ønskværdigt, at betjentene kunne bo ved disse kaserner, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre.
I 1884 bestod politikorpset i København af en overbetjent og 60 politibetjente.
6. politikreds var inddelt i tre patruljekredse, og hver patruljekreds skulle have tre inspektionsbetjente.
Betjentene havde kun en fridag hver anden måned, og det skete hyppigt, at denne fridag også blev inddraget. Lønningerne var også efter datidens forhold lave.
Den "Store" Rantzau
Den første stationsleder har vi tidligere berettet om. Det var Carl Vilhelm Rantzau. Han havde en almindelig skoleuddannelse, og kom ind i Den Kongelige Livgarde. i 1845 blev han optaget i Københavns Politi, og i 1863 avancerede han til politiassistent.
Han blev tidlig enkemand, og i 1884 flyttede han ind på stationen sammen med sin datter, Mathilde. Rantzau var afholdt, og havde social indsigt. Han var en stor mand og vejede ca. 300 pund. Han kunne dårlig bevæge sig til fods.
Da det myrdede kontorbud Meyer skulle begraves på Assistens Kirkegård i i 189o, dirigerede Rantzau slagets gang siddende på en stol.
Rantzau var med i det berømte slag på Fælleden og blev dekoreret flere gange, blandt andet med Rider af Dannebrog.
Hos politiassistent Rantzau har så mangen en fattig fået en lille skilling, når man opsøgte ham.
Han blev pensioneret i 1891, og døde i 1895 på Frederiksberg.
Direktør hos Mygind
Den næste stationsleder var Carl Emil Stephensen. Han interesserede sig for de unge politifolk på kasernen. Allerede tre år efter, forlod han stationen. Han var blevet forfremmet til politiinspektør. Ja faktisk blev han senere direktør i Smith, Mygind og Hüttenmeier.
De var finere på Nørre Allé Skole
Kvarteret omkring 1900 - tallet havde skam også fine beboere. På hjørnet af Sankt Hans Torv/Guldbergsgade boede der skam generaler. Og på hjørnet til Sankt Hans Gade lå der som allerede omtalt en skole, hvor børnene ikke betalte skolepenge. Og her måtte man gå i træsko. Det måtte man ikke i Nørre Allé Skole. Der var man lidt finere på den.
Imellem Sankt Hans Gade og Fælledsvejen lå nogle træhuse, hvor der var slagterboder. En slagter dengang havde en slags uniform. Han var klædt i en rød - og hvidstribet skjorte, hvidt forklæde og en sort bowlerhat.
Når varer skulle bringes i byen, var kødet ikke pakket ind i papir, men lagt på et bræt, og dækket med hvidt stof.
Datidens køleskab
Det var også dengang, at ismanden kørte rundt. Is blev lagt i et stort skrummel af et skab, som stod i køkkenet. I den ene side af skabet var der et rum, hvor isblokken blev lagt. I bunden af rummet var huller, så smeltevandet kunne sive ned i en bakke, der var anbragt i bunden af skabet. Jo det var datidens køleskab.
Stor oplevelse for børnene
Egentlig var der ikke meget trafik på Skt. Hans Torv - dengang. Så når brandvæsnet rykkede ud, var det en kæmpe oplevelse for kvarterets børn. Det var spændende at se brandmændene på den velpudsede brandsprøjte. Det var stigesprøjter, slangesprøjter og vognen med brandmændene. Ved siden af kusken sad en brandmand og ringede med en klokke.
Slut med kø i gården
I 1906 blev der ansøgt om hele fire klosetter i bygningen. Nu skulle man ikke mere stå i kø i gården. I de gamle retirader blev der indrettet automobilvagt.
Alberti boede her
Her på Fælledvej boede også justitsminister, boligspekulant og meget mere, Alberti. Han blev henne ved hjørnet på Nørrebrogade kørt ned af en sporvogn. Han døde nogle dage senere på hospitalet.
Man glemte at låse
Den 25. maj 1977 blev stationen nedlagt. I nogle år huserede Københavns Politis Bevillingsafdeling i bygningen, og den 18. november 1993 blev Politihistorisk Museum indrettet i bygningen.
Man glemte bare lige at låse stationen, da man gik. Et par dage efter gik en mand ind og lånte en politiuniform. Med den på stillede han sig i en kæmpe brandert på Sankt Hans Torv og dirigerede trafikken. Det hele endte selvfølgelig i et totalt kaos. Men det er ikke første gang, Københavns Politi fik røde øre. Det gjorde de også den 18. maj 1993, da Fælledvej var skueplads for de værste uroligheder i mands minde med 113 skud.
Her på www.norrebro.dk kan du læse en masse artikler om politi, og alle de kampe, der har udspillet sig i bydelen i de senere år. Brug søgefunktionen og gå ind i vores arkiv.
Kilde: Se på www.dengang.dk
- Litteratur Nørrebro
- Litteratur København (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Læs mere på www.dengang.dk
- Alberti på Nørrebro
- Arbejderkamp på Nørrebro
- Det Gamle Nørrebro - og de Fattige
- Det Lystige Liv på Nørrebro
- Fattiglemmer på Ladegården
- Fattiglemmer, bisser og Bøller på Nørrebro
- Forlystelser på Nørrebro - dengang
- Kampen på Fælleden
- Kan du råbe mig Nørrebro op
- Ladegården - dengang
- Lersø - Bisser
- Lersø bøller og bisser - nok engang
- Louis Pio på Nørrebro
- Moral, etik, horeunger og fattighjælp
- Nørrebro - 18. maj 1993
- Nørrebro - erindringer
- Omkring Skt. Hans Plads
- Skt. Johannes Kirken
- Skyd efter benene
- Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
- Steder på Nørrebro
- Svenske Tropper på Nørrebro
- Varehuset Buldog på Nørrebrogade
- Brand i København (under København)
|
