Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Detailhandel i Juli 2013

En ny forening har set dagens lys på Nørrebro - Fælles om Nørrebro. En lokalhistorisk bogmesse skal afholdes på Nørrebro. Linje 5 A har fået over 30 millioner kroner. 6.000 nye virksomheder har set dagens lys i København siden 2003. Og så griner de ved grænsen af de nye afgifter på øl og vand. Detailhandelen er blevet den store pakkeleverandør. Nu kan du snart få frisk brød i Netto. Discount fortsætter sin fremgang. Læs mere om detailhandelen her i juli måned.

Mor Jane har oprettet ny forening
Jane Petersen fra Café Viking har sammen med en snes virksomhedsejere startet en ny forening mod afpresning og hærværk. Foreningens navn er Fælles om Nørrebro. Foreningen vil sende et signal om, at man ikke vil finde sig i vold, trusler og hærværk. Den 24. august arrangerer foreningen en gadefest på Den Røde Plads.

Lokalhistorisk Bogmesse
Den 5. oktober arrangeres der en Lokalhistorisk Bogmesse på Nørrebro. Meningen er at lokale inviteres til at præsentere deres Lokalhistoriske produkter. desuden inviteres antikvarer til at præsentere topografisk og historiske bøger. Hver time vil der så være foredrag omkring historien på Nørrebro.

Ren Kærlighed til København
Københavns Kommune bruger årligt 200 millioner kroner på at gøre rent og fjerne affald fra byens gader. Det er for meget, og nu håber man fra kommunens side, at de erhvervsdrivende vil hjælpe til. Butikker kan derfor nu melde sig til at blive partner i Ren Kærlighed til København. Man forpligter sig til at stille en skraldespand til rådighed for offentligheden, feje for naboens dør. Desuden skal man fremlægge en emballagestrategi.

Masser af nye virksomheder i København
Næsten 6.000 nye virksomheder blev der sidste år etableret i København. Alene de virksomheder der blev etableret fra 2003 til 2010 har skabt 31.000 nye jobs. Samlet er det i dag 46.000 virksomheder i hovedstaden. Det er 10.000 flere end i år 2000.

30 millioner kr. til Bus 5A
Buslinjen 5 A får nu hele 30, 3 millioner kroner. Det er som led i En grøn transportpolitik. Det er den mest benyttede rute i Norden, men det går alt for langsomt. Der skal indføres højere stoppesteder, separate busbaner, grønne bølger og GPS - løsninger.
De 775.000 buspassagerer kan se frem til at få reduceret rejsetiden med 5 - 15 pct.

Kom dog i gang med forbruget
Hvis virksomheder og private ville forbruge og investere lige så meget som før krisen, viller der blive 30 milliarder, der kunne futtes af. Det ville betyde en økonomisk vækst på 1,5 pct. og skabe mindst 20.000 nye jobs.
På almindelige bankbøger står der 500 milliarder kroner.

De griner ved Grænsen
I grænsebutikkerne griner man af afgiftsnedsættelsen på øl og sodavand. Man sparer nu 1,50 kr. på halvanden liter Coca Cola og ca. 22 øre på en Blå Royal dåseøl. Hos Fleggaard koster 24 dåser Blå Royal 59,95 kr. Hos Kvickly og Superbrugsen er prisen 174,70 kr. Politikerne glemmer måske også lige, at handelen i grænsebutikkerne og i Flensborg er meget mere end øl og sodavand.

Biva - konkurs
- Vi ses i Biva, ja det gør vi så ikke mere. Biva og Tæppeland er blevet erklæret konkurs. man kunne ikke klare overmagten Ikea. I 2012 havde Biva et underskud på 65 mio. kr. 17 butikker lukkede med det samme, mens 33 butikker blev holdt i gang. Siden 2010 har Biva tabt over 140 mio. kr. og siden 2008 har Tæppeland har måttet vinke farvel til 125 mio. kr.

Mere E - handel
Danskerne elsker e - handel. Antallet af handlende i netbutikkerne er stærkt stigende. E - handel udgør i dag omkring 8 - 10 procent af vores privatforbrug.

Netbutikker sagsøger dankort - ejer
Foreningen for Dansk Internethandel sagsøger nu Nets for 150 - 200 millioner kroner. Man mener, at Nets har krævet for høje gebyrer. I tre år har sagen kørt.

Netbutikker plages af digitale butikstyve
Netbutikker hjemsøges i stigende grad af kort - svindlere, der køber varer med stjålne eller aflurede kort. I 2012 beløb svindelen sig til 16,8 millioner kroner. Udfordringen er, at tingene mange gange foregår fra udlandet og via falske identiteter. Det gør det utrolig vanskelig at efterforske.

Kampen om dine pakker
Slaget om dine pakkeforsendelser er i gang. Post Danmark kunne afsløre et nyt samarbejde med Coop, der betyder udbygning af antallet af pakkeautomater, hvor pakkemodtagerne selv kan afhente deres pakker i Coop - butikkernes åbningstid. Målsætningen for 2013 er 300 nye pakkeautomater.
Men Dansk Supermarked vil sammen med SwipBox udfordre Post Danmark. Og når vi nu er det med pakker, så befinder der sig i Nørrebro Handelsforenings medlemskreds GLS største pakkeshop i Danmark.

Jobrotation koster staten 2,5 milliarder kr.
HK - Handel mener, at reglen om jobrotation bruges forkert. De mener, at ordningen koster staten 2,5 milliarder kroner, alene inden for detailhandelen. Jobrotation er en ordning, der giver virksomheder mulighed for at sende medarbejdere på efteruddannelse og få tilskud til at ansætte vikarer i mellemtiden.
Fra HK - Handels side bliver det påpeget, at detailhandelen i alt for høj grad gør brug af støtteordninger, som fleksjob, løntilskud, virksomhedspraktik og lignende i stedet for at opslå stillinger som ordinære jobs.

Discount har mere fremgang
Discount vokser. Butikker som Netto, Lidl og Rema 1000 fortsætter med at vinde markedsandele fra de traditionelle supermarkeder som Føtex og SuperBrugsen. I dag sidder discountbutikkerne på 40 pct. af dagligvaremarkedet. Fra 2001 til 1. februar 2013 er det samlede antal af discountbutikker gået fra 875 butikker til 1.485 butikker.

Aldi har kæmpe underskud
Den tyske discountkæde, Aldi har kæmpe underskud. Kæden har haft faldende omsætning siden 2008. I 2012 omsatte kæden for 3,6 milliarder kroner mod 3,9 milliarder kroner i 2008. Årets resultat i 2012 endte med et underskud på 108 millioner kroner. Det er mere end en fordobling af underskuddet fra 2011.

Narkofund i Brugsen - bananer
I løbet af få måneder er der konfiskeret 285 kilo "herreløs" kokain i Danmark til en værdi af mellem en kvart og en halv milliard kroner. De 185 kilo er af tre omgange fundet i bananer hos Coop.

Coop - Bank i kort - krig
Afgørende for den ny Coop - bank er at få fat i nøglekunder, der i dag har et Mastercard, som de bruger for at handle i Coops butikker. Indtil fornylig var det EnterCard, der leverede disse kort. De har nu meldt Coop til Forbrugerombudsmanden for lovbrud og til Finanstilsynet. Og Coops kunder kan sagtens blive forvirret i denne kortkrig. For kort - aftalen udløb i slutningen af juni. Men EnterCard vil sende alle kunder et nyt kreditkort med navnet Remember MasterCard.
Men Coop skal i gang med at kreditvurdere 100.000 kunder. Det skyldes, at kunderne skal tilbydes bedre rentvilkår end hos Entercard. Det betyder også, at ikke alle CoopPlus - kunder kommer gennem nåleøjet.

Rotter i supermarked
Fødevarestyrelsen lukkede Føtex i Østerbro Centret på grund af rottefund. Det er nok det værste for en dagligvarebutik. Problemet skulle nu være løst.

Netto erklærer brødkrig
Nu går Netto på angreb mod 7 - eleven, Lidl, Statoil og andre kæder. I løbet af sommeren vil 250 Netto - butikker sælge 20 slags brød og kage dagligt fra klokken syv eller otte om morgenen. Omkring årsskiftet vil alle knap 400 butikker have de selvbetjente bageriudsalg.
Nettos brød er bagt aftenen forinden hos Kohberg, der ansætter 70 - 100 medarbejdere til formålet.

Fødevarer er faktisk blevet billigere
Politikere og forbrugerråd har bildt os ind, at vi betaler alt for meget for fødevarer. Men samlet set, så er mælk, rugbrød og spegepølse blevet billigere end det vi købte det for i 1980. Det viser en undersøgelse, som Landbrug & Fødevarer har lavet. En af forklaringerne er mere effektive landmænd. Renser man priserne for inflation, så er priserne i dag 8 pct. lavere. Men inden vi kommer for godt i gang, så er Danmark stadig en af EU's dyreste lande, at købe fødevarer i.

En konkurrencedygtig nation
Danmark er verdens 12. mest konkurrencedygtige nation. Sidste år var vi placeret som nummer 13. Fra 2002 til 2008 lå vi på femtepladsen. Der er 246 forskellige parametre , som indgår i sammenligningen. Vores styrke er velfungerende infrastruktur, uddannelse, socialt ansvar, motivation, fravær af korruption, effektive domstole og gode konkurrencemyndigheder. Vores svagheder er høje lønomkostninger, stor skattetryk og lave arbejdstid.
Et højt velstands - niveau trækker op, mens lav vækst, høje priser og svag eksportvækst trækker ned.

Det var, hvad vi havde valgt at bringe på vores månedlige blok, denne gang. Vi ønsker alle en fantastisk sommerferie. Her på redaktionen vender vi selvfølgelig tilbage i August.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16