En debattør siger farvel til Nørrebro med en ikke særlig fordelagtig skildring. ”De Brune” har gjort tilværelsen særdeles dårlig for hende. Men hvad er det galt. Vi har kigget på det, med fare for at få ørene i maskinen. To forfattere opfordrer til generationsoprør i ghettoerne. Og disse har samme beboersammensætning som for 20 år siden. Det er forældrene, der er galt med. Fædrene vil ikke ændre noget som helst. De lever trygt og får anerkendelse inden for murene. Men deres sønner mister efterhånden tilliden til dem. Mange steder stortrives hadet til Danmark. Og forældrene er ikke særlig loyal over for omgivelserne. Heldigvis er der masser af undtagelser. Spøgsmålet er om de 816 millioner kr. til Mjølnerparken gavner noget? Det er ingen tvivl om, at de mange penge til de socialt belastede områder har givet bedre trivsel. Og hvad med medierne? Redaktøren blev ringet op af et stort dagblad.
Man får ørerne i maskinen
Hver gang man beskæftiger sig med de såkaldte ghettoer og indvandrerbørn samt den kriminalitet, der opstår i disse ”social belastede områder” får man ørene i maskinen. Der kommer modangreb ofte fra folk, der aldrig har været inde i sådan et område. Og så skal man altid udtale sig politisk korrekt, når man indlader sig i dette spørgsmål, ellers er man selv besat af fordomme.
Mine indlæg blev oversat til urdu
En overgang kom Den Gamle Redaktør her ofte i Mjølnerparken. Om sommeren var her altid liv. En gang imellem kom en blå politibil. Mandskabet stod ud, og gik så en tur gennem området. En masse børn fulgte med i deres kølvand og kom med mange dumme kommentarer til sidde. Ikke en eneste gang vendte de sig om, og talte med disse unger.
Måske var jeg bare uheldig, at jeg bare ikke så det. Ja godt nok undrede det mig, at mine indlæg blev oversat til urdu. Det skulle man lige vænne sig til. Og når så maden blev serveret ved et stort bord, var det ikke noget, der hed køkultur. Eller er det bare en fordom? Så var det bedre, at få serveret god hjemmelavet pakistansk mad under private former i Mjølnerparken.
En journalist henvendte sig
Ja for dem, der ikke ved det, så har vi på Nørrebro og i Nordvest fornøjelsen at have flere af disse såkaldte ghettoer, som egentlig burde hedde ”Socialt belastede Områder”. Man kalder beboerne for De Brune. Måske er det den farve, man får, når man blander hvide og sorte. Men i grunden er det lidt racistisk.
På et tidspunkt blev jeg ringet op af en journalist fra et stort dagblad, der var ude på at samle negative ting om en bestemt person i Mjølnerparken. Jeg ved, at han ringede til adskillige andre på Nørrebro. Jeg nægtede, at deltage i en hetz – kampagne. Medierne har et stort ansvar, men det er nu ikke altid de lever op til det.
Inspirationer
Denne artikel er inspireret af mine egne erfaringer fra Nørrebro Handelsforening, Nørrebro Park Kvarterløft, Områdeløft Mimersgade og andre gøremål. Desuden kommer der også inspiration fra Yahya Hassan, Morten Pape (Planen), Ahmad Mahmoud (Sort Land), Oprør fra Ghettoen (TV – dokumentar) og mange flere inspirationer.
Opfordring til generationsoprør
Yahya Hassan opfordrer til generationsoprør. Han taler om religiøs hysteri, socialt bedrageri, volds – og kontrolkultur. Han er den første, der råber fra ghettoen.
Gør op med forældregenerationens vold
Ahmad Mahmoud opfordrer til at gøre op med forældregenerationens vold, tvangsægteskaber og et liv på overførselsindkomst.
Hvorfor har vi ghettolister?
Hvorfor opererer vi stadig med ghettolister? Ja vi starter her.
Nogle er glade for at ryge ud af lister og andre igen er kede af at komme ind i den. Men egentlig er det få ændringer, der skal til for at få succes eller fiasko. Men man vil da nødig ende i det dårlige selskab.
Beboersammenhængen er den samme
Og egentlig er sådan en ghettoliste en dårlig måde, at styre socialt belastede boligområder. Disse ghettoer har eksisteret i over 20 år. Og de er åbenbart kommet for at blive. Bebyggelserne er blevet renoveret den ene gang efter den anden. Men beboersammensætningen er den samme. Der er punget masser af penge i disse socialt belastede områder. Og en masse frivillige har gjort en kæmpe indsats. Uden tvivl har alt dette givet en bedre trivsel hos beboerne.
Det ”gode” og det ”dårlige” selskab
Og snart skal Mjølnerparken så igen renoveres for 816 millioner kroner. Og snart er det atter Tingbjergs tur.
Skal vi lage tage de ghettoer, der er her i området:
- Mjølnerparken
- Tingbjerg/Utterslevhuse
- Stærevej (Ny)
Og de områder, der er forsvundet fra listen er:
- Lundtoftegade
- Bispeparken
- Degnegården
Disse betingelser skal være opfyldt
For at få den ære at komme på listen skal man have opfyldt nogle kriterier
- Boligområde med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst 3 af 5 kriterier. Andelen af 18 – 64 årige uden job eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit gennem seneste 2 år)
- Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke – vestlige lande overstiger 50 pct.
- Antal dømte for overtrædelser af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover. (Gennemsnit gennem seneste 2 år)
- Andelen af beboere på 30 – 59 år, der kun har en grunduddannelse overstiger 50 pct. af beboerne i samme aldersgruppe i lokalområdet
- Gennemsnitlig bruttoindkomst for skattepligtige 15 – 64 årige ekskl. Uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Vil nye beboere flytte ind med det stempel?
Ja selv på ministeriets officielle hjemmeside fastholder man betegnelsen, Ghetto. Med dette stempel får man næppe nye beboere til at flytte til området. På det sidste er der kommet mange eksempler frem om, at der i sådanne områder eksisterer et parallelsamfund med egen kultur og lovgivning.
Trygheden er stadig ikke i top
En masse kriminalitet er foregået i og omkring Mjølnerparken. Men den meget omtalte terroraktion viste forbindelser til Mjølnerparken. Straks forsvandt områdets efterhånden bedre ry.
Men trygheden i området er stadig ikke i top, og der foregår en del ting, der ikke bliver registret af politiet. Og langt fra Mjølnerparken inde i nærheden af søerne foregår der åbenbart ting, som kan få folk til at flytte fra bydelen.
En afskedssalut, der kan høres
Således har en berømt blogger og debattør, Anne Sophia Hermannsen også givet Nørrebro en alt andet en hjertelig afskedssalut:
- Så farvel Nørrebro. Farvel bydel med mere kriminalitet end i resten af København. Farvel skoledistrikt, hvor absurd mange drenge går ud fra skolen som funktionelle analfabeter og videre ud til – hvad? Hvor der ikke kun er bander, men også børnebander.
- Og ja, jeg er sikkert bar en midaldrende hvid, middelklassetype, der handler i Irma, har pensionsopsparing og dengse i privatskole. Og hvad så? Før jeg flyttede til Nørrebro, troede jeg på, at dårlig integration kunne fikses med social inklusion og en pænere tone i debatten. Det gør jeg ikke længere.
Anne Sophie Hermannsen har i en kommentar beskrevet, hvad hun har været udsat for, af indvandrerdrenge. Vi har gengivet hendes indlæg på vores Facebook. Det har afstedkommet reaktioner fra folk, der har oplevet lignende tilfælde som debattøren.
Holdningen er tvetydig
Kigger man på de muslimske piger i ghettoerne er holdningen tvetydig. Således siger nogle af de muslimske piger, at de ikke er udsat for vold, manipulation og social kontrol. De kan frit vælge kæreste, ægtemand og seksualitet.
Masser af social kontrol
Men i 2011 lavede Socialstyrelsen en undersøgelse som de kaldte Nydanske unges oplevelse af social kontrol, frihed og grænser. Denne undersøgelse viste, at
- Over halvdelen af unge nydanske piger ikke må have en kæreste for deres familie
- 26 pct. af alle nydanske piger mener, at de i mindre grad eller slet ikke har samme frihed som drenge
- 42 pct. af alle nydanske drenge føler, at de skal holde deres kærester skjult for forældrene
- 3 pct. af nydanske unge tror, at deres familie vil acceptere en kæreste af samme køn.
Hver tredje har overvejet selvmord
En undersøgelse fra 2015 foretaget af Als Research viser, at hver tredje person med ikke vestlig baggrund har overvejet selvmord inden for det seneste år.
Puster man til ilden eller?
Men selv muslimske piger har kritiseret en dokumentarudsendelse Oprør fra Ghettoen, der handler om Muna, som flygtede fra sit hjem. Hun klatrede ned ad et nedløbsrør. Hendes forbrydelse var, at hun havde fundet en dansk kæreste.
Dokumentarudsendelsen var ikke et opgør mod det danske samfund eller vestlige værdier. Men den var ret så dramatisk.
Fra anden side har DR fået kritik og beskyldninger på at de puster til ilden. Problemet er jo netop, at mange muslimer lever et stresset dobbelt liv. De kæmper for retten til at bestemme over deres eget liv. Men derfor behøver de ikke nødvendigvis at give afkald på hele den kultur de er opvokset med.
Vil gerne ændre forholdene, men kan ikke!
I en anden udsendelse, hvor muslimske piger filmer sig selv, ser vi en pige sige:
- Det er mange ting, jeg gerne vil ændre. Men det er ikke så meget jeg kan ændre. For hvis jeg gør det, mister jeg min familie, og det har jeg ikke lyst til.
Ja 8 muslimske piger har filmet sig selv i hverdagen. Det er lykkedes dem at finde et fornuftigt leje mellem deres religion, et dansk ungdomsliv og sig selv.
Mange af disse piger har overhalet deres etnisk danske veninder og sikret sig gode karakterer. Mange er veluddannede og har fornuftige forældre. Det har Den Gamle redaktør selv set i Mjølnerparken.
Det er forældrekulturen, der er galt med
Man kan sige, at den sociale kontrol, der praktiseres mod de mange muslimske piger er ude af trit med de vestlige frihedsværdier. Det er forældrekulturen, der er galt med.
Men igen møder vi en tvetydig holdning. Således er mange muslimske piger trætte af danskernes fordomme. De mener, at kvinder og mænd er lige i både uddannelse, ægteskab og arbejdsmarked. Pigerne gør mere end at lave mad og føde børn.
Det står i skrifterne
Mange piger bruger religionen som løftestang. De bærer hijab og læser Koranen. En af pigerne siger:
- Det står i skrifterne, at piger selv kan vælge sin ægtemand
Og de gør krav på retten til at vælge selv. De sikrer sig, at ingen mænd hindrer dem i at arbejde, komme i Moskeen eller deltage i ungdomsaktiviteter.
Disse piger opfatter ikke Islam som tvang.
Det er galt med fortolkningen
Mange veluddannede muslimske kvinder føler sig dog fremmedgjorte. Modstridende kulturer, der hver især tager patent på det rigtige, kan godt forvirre.
Her troede vi så at frihed er ikke nødvendigvis et dansk fænomen. Allerede for 1.500 år siden havde den muslimske pige fået ret til at stemme, arbejde, arve, vælge sin partner og bestemme over sit eget liv.
Kvindefrigørelse er måske slet ikke et vestligt fænomen.
Problemet er bare fortolkningen af disse skrifter.
Pigen hører til familien
I traditionelle muslimske familier hører den muslimske pige til familien indtil hun bliver gift. Formelt er det så manden, der tager beføjelserne over for hende.
Drenge skal værne om familiens ære
Drenge opdrages til at værne om familiens ære, som ikke må krænkes. Opdragelsen fokuserer på stolthed, selvglæde, høj selvagtelse og maskulinitet. Men pludselig skal man stå på egne ben med hensyn til uddannelse eller job uden for parallelsamfundet. Pludselig skal de navigere i en anden kultur.
Man mødes med vennerne på yndlingscaféen og tager en gang vandpibe. De taler med deres venner om problemerne, faderen kan man ikke tale med.
I nogle familier afstraffer faderen og storbrødre resten af familien fysisk. Fædrene har mange steder voldsmonopolet.
Fra barns ben høster de stor anerkendelse ved at vise destruktiv adfærd. Og jo mere, de kan vise, des mere bliver de accepteret af kammeraterne. Såfremt de ikke viser denne destruktive adfærd, bliver de i den grad moppet.
Forældrene ser Danmark som fjende
I bogen Sort land forsøger forfatteren at begå selvmord og hænge sig i storbrors bælte ude på badeværelset. Hans kampvægt var alt for stor. Han levede slet ikke op til det muslimske ideal.
Forældrene ser i nogle tilfælde Danmark som fjende og modarbejder systemet. Og mange steder tales der kun dansk af et mindretal. Nogle familier føler ikke loyalitet med det omgivende samfund, og hos dem er social bedrageri hyppig.
Fædrene vil ikke ændre noget
Det er utroligt vanskeligt for unge mænd at gøre oprør mod deres opdragelse eller mod forældrene. Måske burde det offentlige gå disse forældre mere på klingen og kræve noget af dem.
Men alt tyder på, at de unge atter engang skal synge hen på sofaen, afskåret fra verden udenfor, uden mulighed for at få et bedre liv.
Fædrene vil ikke ændre noget. De føler sig trygge og anerkendt i parallelsamfundet. De har kun foragt over for verden udenfor. I selvbiografien Sort land oplever vi faderen, der hiver sin datter ud af 1 g, gifter hen væk til et liv med fire børn og kontanthjælp.
En speciel subkultur
Måske er alle disse forhold medvirkende til at det begås 50 pct. mere kriminalitet af en ung i en ghetto end fra andre unge. Det er ikke bare påstande, Den Gamle Redaktør her finder på. Det siger en SFI – rapport om ungdomskriminalitet. Forskere mener netop, at årsagen til dette skyldes, at der findes en speciel subkultur.
Forfatter mener, at der skal et oprør til
Ahmad Mahmoud mener, at det skal et oprør til:
- Ellers drukner vi bare i den suppe af selvmedlidenhed, ligegyldighed og foragt for det danske samfund, der præger store dele af vores forældres generation. Det er ikke samfundets skyld, at vi er overrepræsenteret i alle de værste statistikker.
Hans bog er ikke et angreb på islam eller muslimer. Det har intet med religion at gøre, siger han. Det er et angreb på en kultur, der har taget religionen som gidsel og selektiv bruger den, når den passer ind. Han går imod de såkaldte lærde, der opildner til splittelse og had mod samfundet uden for murene. De påstår, at retfærdigheden skal findes i de hellige bøger.
Interessant er også Ahmad Mahmoud’s holdning til de talrige ghettoindsatser. De hjælper ikke noget, så længe oprøret ikke kommer indefra. De brune børn skal vide, at det er et alternativ til den daglige vold og kontrol.
De unges had til Danmark stortrives
Men fakta er noget helt andet. De unges had til Danmark stortrives. De føler sig som ofre. Mange steder kan den almindelige folkeskole ikke rumme dem. De unge føler sig ekskluderet af samfundet. I bander føler de sig accepteret.
Man taler om, at forældre skal straffes økonomisk, når de ikke sørger for, at deres børn kommer i skole. Men de nydanske unge skal også med ind i foreninger, hvor der kommer etniske danskere.
Måske skulle politikere og embedsmænd komme på besøg
Og måske skulle politikere og embedsmænd bevæge sig ud i de såkaldte ghettoer og forklare, hvordan samfundet uden for murene ser ud, lige som Den Gamle Redaktør har været. Og så må man vende sig til, at det hele bliver oversat til urdu.
Nu er det to forfattere, der har opfordret til selvransagelse. Men sker det så?
Sønnen mister tillid til faderen
Problemet er, at drengen finder ud af, at det ikke faderen, der forsørger familien. Det er kommunen, der betaler maden, tøjet og lejligheden. Drengen mister tilliden til sin far, der forsøger at opdrage ham med patriarkalske værdier. Denne far melder sig ikke til frivillige ting uden for hjemmet. Det skyldes forældrenes mindreværd. De er mange for helt at tabe ansigt over for deres søn. Og så er det at drengen finder rollemodellerne på gadehjørnerne.
For mange fædre er det også ydmygende at gå ned til kommunen og bede om løn. Underklassen skal trækkes op af middelklassen, som har fået en ordentlig uddannelse og et job.
Men vi må erkende, at samfundet skal stille krav til forældrene
Også nydanskere skal værne om velfærdssamfundet
Det nytter ikke at kalde alle de brune som sociale snyltere. Det er de langtfra. Velfærdsstaten er også nydanskernes sikkerhed – endnu, derfor skal også de værne om den.
Men man er ikke dømt til at mislykkes, fordi man bor i et udsat boligområde. Bestemt nej. Andelen af unge, der har fået en uddannelse i ghettoområder er steget fra 63 pct. i 2008 til 72 pct. i 2013. Og i Askerød er kriminaliteten faldet med 40 pct.
Vi har på vores side talrige artikler om integration, socialt belastede områder, fattigdom, bandekrig m.m. Vi har også anmeldt to af Lise Egholms bøger. De passer godt ind i denne diskussion. Brug søgefunktionen og gå ind i vores elektroniske arkiv. |
