I vores serie om besættelsestiden i samarbejde med www.dengang.dk vender vi blikket over på den anden side af Sundet. Som vi alle ved, var svenskerne neutrale under hele besættelsestiden. Og meget storsindet tog vores naboer imod flygtende modstandsfolk og ca. 7.000 jøder. Men var de nu så neutrale, de svenskere? De tillod at tyskerne kørte gennem Sverige med soldater og krigsmateriel. Og da tyskerne var presset oppe i Narvik tillod svenskerne også, at der kom ekstra materiale og friske soldater til kampene. Ikke uden grund var nordmænd rassende på deres naboer. Men da krigslykken vendte, ja så vendte svenskerne også deres sympati for tyskerne.
Var svenskerne storsindet?
Over 7.000 jøder nåede over Øresund, da jagten på de danske jøder gik ind. Var svenskerne så storsindet over for alle jøder? Nej, det var de ikke. De måtte ofte føje sig for tyskernes krav, selv om de var neutrale. Det gjaldt jo om at bevare den store krigseksport til tyskerne.
De danske jøder
I alt blev 472 danske jøder arresteret og deporteret til KZ – lejren Thersienstadt. Af disse blev 197 fanget mens de var på vej i sikkerhed til Sverige. 51 overlevede ikke rædslerne i KZ – lejren.
Svenskerne havde protesteret over for tyskerne om den forestående begivenhed. Werner Best og Duckwitz havde advaret mod aktionen. Den svenske ambassadør havde endda overbragt tilbuddet om asyl til formanden for Det Mosaiske Trossamfund, C.B. Henriques. I svensk radio blev tilbuddet også offentliggjort.
En jødisk familie måtte betale 50.000 kr.
I løbet af ganske få uger var 7.200 jøder fragtet over Øresund. Der var en hvis risiko ved det, men mange danske fiskere tog sig også rigeligt betalt for overfarten. Priserne var bestemt af udbud og efterspørgsel. I begyndelsen var prisen for en familie 50.000 kr. Der var fiskere, der tog overpris. Man havde ellers aftalt en retningspris.
Der var indkaldt 1.500 politisoldater fra Tyskland for at klare opgaven med at arrestere jøderne. Men man gik nu ikke særlig effektivt til værks. Aktionen skulle være afsluttet på tre timer.
Værnemagten havde fået at vide, at de skulle forholde sig overvejende passivt til flugten over Øresund. Der blev ikke gennemført en overvågning af kysten efter 1. oktober 1943.
De tyske myndigheder var modvillige over for en aktion, der i den grad ville vække danskernes vrede. Tyskerne valgte derfor at afsætte meget begrænsede ressourcer til forfølgelsen af de danske jøder.
Visumtvang for østrigske statsborgere
Seks uger efter Østrigs anschluss indførte svenskerne visumtvang for østrigske statsborgere. Dette var ikke nødvendig for tyskerne.
Ikke – ønskværdige indvandrere
Men ret snart viste det sig også, at mennesker klassificeret som jøder, blev opfattet som ikke – ønskværdige indvandrere. Men det passede ikke tyskerne. De ønskede at tømme Stortyskland for ikke – arier. Det gav svenskerne et problem. Man ville ikke have jøder ind, hvad skulle man gøre?
- At beholde det eksisterende system og sparke de forfulgte ud efter tre måneder.
- At forøge kontrollen af hvert enkelt individ, sådan at man allerede ved grænsen kunne udelukke nogle af de ikke – ønskværdige
- At indføre visumtvang for tyskere
Man mente i Sverige, at tyskerne skulle hjælpe til med at løse problemet. Det hele endte med et J i jødernes pas.
Svenskerne søgte inspiration i Schweitz
Efterhånden fik jøderne frataget deres rettigheder. De blev smidt ud af deres boliger, lænset deres bankkonti og berøvet deres smykker og andre ejendele. Arbejdsløsheden blev afløst af hjemløshed. I Sverige frygtede man masseindvandring af jøder.
Svenskerne søgte nu inspiration i Schweitz. De havde samme holdning til jøder, nemlig modvilje.
Tyske borgere, der ikke var ønskværdige i Tyskland, var heller ikke ønskeværdige i Sverige. Hvis man ved grænsen fandt ud af, at vedkommende ikke kunne komme tilbage til Tyskland, kunne vedkommende heller ikke få adgang til Sverige.
Den svenske regering lod sig påvirke
I 1936 lod svenskerne et antal flygtninge komme ind, men kun for en kortere periode. Midlertidig ophold kunne godt komme på tale med ikke immigration.
De svenske myndigheder beskrev det på denne måde:
- For mange af disse emigranter gjaldt det, at de ikke har kunnet og antagelig heller ikke på længere sigt vil have held med at indpasse sig i svenske samfund. Her tænkes der ikke blot på tilpasning til skik og brug i næringslivet og deslige, men også på racemæssige og menneskelige egenskaber af mere ubestemt natur.
Den svenske regering kunne ikke undgå at lade sig påvirke af studentermøder og antijødiske resolutioner. Desuden var der i Stockholm nazistiske demonstrationer.
Landbefolkningen skulle ikke blandes med den race
I Rigsdagen advarede Højre mod uhensigtsmæssig indvandring. Således udtalte et Højre – medlem følgende:
- Vi er i den heldige situation, at vi ikke har noget jødeproblem her i landet, men vi skal tage os i agt for ikke at få et sådant.
Axel Hansen fra Bondeforbundet sagde følgende:
- Det mest hensigtsmæssige er vel i hvert fald, at man så hurtig som muligt forsøger at komme af med disse flygtninge.
Mest bastand var vel Højres, Karl Magnusson:
- Jeg føler mig ikke tiltalt af udsigten til at få vores landbobefolkning blandet op med en race, som måske er meget fjern fra vores egen.
Den brune bevægelse i fremgang
I Sverige var det i den grad et opblussende jødehad, og i avisenerne talte man om Jødeinvasion. Og det var som om, at Den Brune Bevægelse i Sverige var i fremgang. Der blev holdt møder og taler og sange med afsky mod alt det, der blev opfattet som jødisk.
I 1941 søgte mindst 3.674 mennesker om beskyttelse og opholdstilladelse i Sverige. Den svenske regering undersøgte, vurderede og klassificerede 1.029 af disse som mosaiske. Af ikke – jødiske ansøgere fik over 86 pct. lov til at rejse ind i Sverige. Af dem, der havde fået et m efter deres navn, lod man godt 38 pct. komme over grænsen.
Svensk Opposition
I 1941 oprettedes også bevægelsen Svensk Opposition. De havde en helt deres egen fortolkning af samfundsudviklingen:
- Kommunismen rekrutterer ofte sine tilhængere blandt gadens værste udskud. Folk, der bærer på mindreværdige arveanlæg, bliver let bærende af en mindreværdig bevægelse. Derfor ønsker Svensk Opposition en racemæssig sanering, som skal forhindre den slags elementer i at forplante sig. Vi ønsker et folk som er fysisk og åndeligt sundt og som dermed bliver uimodtageligt for kommunistisk propaganda.
Mange af den svenske højborgerskabs læger, jurister og professorer havde tilsluttet sig denne organisation.
Mindreværdige racer skulle steriliseres
For at bevare og forædle den nordiske race, må man kræve:
- Sterilisering af alle mindreværdige raceelementer
- Forbud mod ægteskab med ikke – europæiske racer
Kære læsere, husk lige at vi her er i Sverige og ikke i Nazi – Tyskland.
Man udvidede så senere definitionen:
- Dette gælder ikke bare negere og mongoler, men også jøder og andre orientalske folk.
Den svenske jødevælde skulle knuses
Det svenske jødevælde skal knuses gennem realiseringen af disse fem punkter:
- Forbud mod jødisk indvandring
- Forbud mod at lade jøder beklæde ledende poster i stat, samfund og korporationer
- Regeringen skal have ret til at indsættesvenske administratorer i jødiske virksomheder
- Forbud mod ægteskab mellem svenskere og jøder
- Alle jøder i Sverige skal bosættes i en særlig koloni, hvis regerings godkendte ledelse skal være ansvarlig for de svenske jøders optræden og de i Sverige bosatte jøder.
Kommunisterne blev anset som farlige end nazisterne
Flere nazi – venlige aviser samt Aftonbladet og Stockholms – Tidningen stillede tre spørgsmål til statsminister Per Albin Hansson. En stor del af det prominente Sverige var blandt underskriverne:
- Hvorfor tillader vi et kommunistparti i Sverige?
- Er Finlands sag ikke længere vores?
- Hvad vil det ske, hvis Tyskland besejrer de ”angelsaksiske stormagter”?
”Hitler var noget af det bedste, der er hændt Verden”
Allerede den 22. juni 1932 afholdte de svenske nazister deres første offentlige møde, da lederen Birger Furugård talte overfor 6.000 tilhørere på Høtorvet i Stockholm.
En fremtrædende figur blandt disse var Per Engdahl. Han var med i forskellige nazistiske organisationer, men i 1941 dannede han Svensk Opposition.
I august 1942 mente man, at cirka 100 svenske politibetjente var medlemmer af en eller nazistisk organisation.
Den 20. april 1944 på Hitlers 55 årsdag, skrev Engdahl i sin avis Wågen Framåt:
- Denne mand er noget af det bedste verden har frembragt. Vi kan i dag kun hylde Adolf Hitler, som den af Gud sendte til Europas redning.
Nu smuglede man krigsforbrydere
Efter krigsafslutningen skiftede Svensk Opposition navn til Nysvenska Rörelse og forsøgte at distancere sig fra Nazityskland og sin egen historie. Men i stærk kontrast til dette, hjalp de med at smugle nazistiske soldater, kollaboratører, Waffen SS – frivillige ud og sende dem i frihed.
Jøder blev hemmelig registeret
De svenske nazister førte registre over jøder i Sverige. I efterkrigstiden førte især Nordiska Rikspartiets Sikkerhedstjeneste registre over dem, man betragtede som fjender. Her var også journalister og offentlige personer.
Mange svenskere beundrede tyskerne og nazisterne, især kongefamilien og den svenske hærledelse. Ved flere lejligheder viste de stor beundring for Hitler og ledende nazister som Hermann Göring.
Mein lieber Reichskansler
Statsminister Hansson har ved flere lejligheder bremset breve fra Gustav den Femte til Hitler. Disse breve blev altid indledt med:
- Mein lieber Reichskansler
Bortset fra perioden 1930 – 1933 kom der aldrig en samlet nazistisk organisation i Sverige
Gerstein gik til Biskoppen
I november 1942 tog SS – officer Kurt Gerstein kontakt til biskoppen i Berlin, Dibelius. Han havde noget, han ville fortælle ham. De kendte hinanden i forvejen. Gerstin var gået ind i SS for at finde en forklaring på noget, som hans svigerinde fortalte ham. Angiveligt blev psykisk syge myrdet af nazisterne.
Gersteins arbejde bestod blandt andet af at sikre bedre hygiejneforhold i KZ – lejrene. Han konstruerede således et anlæg til aflysning af soldaterne ved fronten. Da man fandt ud af hans tekniske begavelse, blev han brugt til at effektivisere aflivningen af mord ved hjælp af gasning. Han fik til opgave at skaffe en af ingredienserne i giftgas, nemlig blåsyre.
Han fortalte alt, hvad han vidste til biskop Dibelius. Biskoppen opfattede det som om, at Gerstien gerne villa have budskabet bredt ud så meget som muligt for at forhindre endnu flere mord.
Den svenske biskop tav
Her trådte så den svenske ærkebiskop Eidem ind på scenen. Han skulle til Tyskland for at indsætte en ny svensk præst i den svenske menighed. Og Dibelius kendte ham udmærket. Eidem fik alt det at vide, som Gerstein havde fortalt. Berlins biskop håbede nu, at et neutralt lands biskop ville fortælle sandheden om Hitlers rædselsregime videre.
Men ak nej. Eidem holdt det for sig selv. Han var Guds ydmyge tjener, men opfattede sig ikke som magthaver. Men han var dybt berørt over det han hørte. I hans tale i Berlin og senere i Luzern talte han om, svenskerne og germanerne ikke var bedre end andre. Så kraftfuld var hans taler, at den svenske ambassadør bad de medrejsende svenske journalister om at dæmpe deres referater.
For den svenske ærkebiskop var tro og politik to forskellige ting. Han beholdt sin nyerhvervede viden helt for sig selv. Og Gerstein – han begik selvmord i 1945.
Sverige hjalp Nazi – Tyskland
Det er jo ikke nogen nyhed, at Sverige hjalp Nazi – Tyskland under Anden Verdenskrig. Man tillod malmtransporter, og solgte rask væk komponenter. Mens Danmark forsynede Nazi – Tyskland med bacon, smør og fisk, ja så sørgede Sverige med andre fornødenheder.
Sverige tillod forsyninger via jernbanen til nazisterne under kampen om Narvik i 1940. Det svenske jernbanevæsen med regeringen i ryggen tillod dette, mens nordmændene var hårdt trængt.
Jo, svenskerne bildte både englænderne og nordmændene ind, at man ikke tillod tyskerne at få forsyninger via Sverige. Men det var løgn.
Hitler’ s personlige ønske
Den svenske ambassadør i Berlin var kaldt til møde i det tyske udenrigsministerium. Her fik han at vide, at Adolf Hitler personligt ønskede, at få sendt 30 – 40 plomberede togvogne gennem det neutrale Sverige. Han lagde stor vægt på en sejr i Narvik. Tyskerne argumenterede for, at man havde brug for sanitetssoldater, mad og medicin til soldaterne i Norge. Men som den norske forfatter, Espen Eidum siger i sin bog, Blodsporet, så kom der 17 soldater for hver sanitetssoldat.
Svenskerne var udmærket klar over at transporterne også indeholdt elitesoldater, tungt artilleri, luftværnskanoner, ammunition, ingeniørmateriel m.m.
Jernbanetransport frem til august 1943
Ifølge Eidum så blev togtrafikken gennem Sverige øget helt frem til 1943. Der blev sendt tog til Narvik, Oslo, Tronhjem. Returgodset var jøder og andre fanger, der skulle til KZ – lejre syd på.
Denne transport satte forholdet mellem Norge og Sverige på en alvorlig prøve. Norske eksilmyndigheder var rasende på svenskerne og deres eftergivenhed. Man regnede med, at 100.000 vognlæs med krigsmateriel var transporteret gennem Sverige.
Også proviant i stor stil blev fragtet til de indespærrede tyskere. De norske frihedskæmpere kæmpede heltemodigt men de havde svenskerne imod sig. Gad godt nok vide, hvad der var sket, hvis svenskerne havde forholdt sig neutralt?
Svenskerne tillod også transport fra Narvik til Finland. Også dette forhold, har svenskerne forsøgt at skjule.
Mange sårede tyske soldater blev behandlet på svenske militærhospitaler.
Noget gik op for svenskerne
Svensk Radio berettede om, at det norske jødeproblem havde fundet sin løsning. De var ført om bord på en tysk 10.000 – tonner og sejlet væk til et ukendt bestemmelsessted.
Hvad svensk radio ikke fortalte var, at de norske børn og kvinder blev gasset lige efterankomsten til Birkenau. I alt blev 763 norske jøder pågrebet, 24 overlevede.
Men efterhånden ændrede svenskerne deres holdning, da det gik op for dem, hvad der skete i broderlandene.
Nazisterne levede videre
De svenske nazister levede videre efter 1945 og blev først nedlagt i 1950. Det vil sige, at veteranorganisationen Sveaborg eksisterede helt op i 1990erne. Rent medlemsmæssigt var nazisterne mere udbredt, end man tidligere har regnet med. Men politisk fik man nu ikke så meget magt.
Og dog, et parti som Högern tænkte os på racer og beundrede tyskerne.
Nazisterne i Sverige blev aldrig betragtet lige så farlige som kommunisterne.
Nazisterne havde en dødsliste
Men højreekstremismen vente tilbage i Sverige. Da den vesttyske regering i 1960erne gennemførte en undersøgelse af nynazismen i landet, viste det sig, at Sverige var de tyske nazisters primære leverandør af trykt propaganda.
Nazistiske bevægelser i Sverige udgav i 1995 et tidsskrift, som de kaldte Werwolf. Her publicerede de en dødsliste over 300 personer med opfordring til at henrette bevægelsens fjender. Werwolf arbejdede blandt andet sammen med den engelske organisation Combat 18.
I slutningen af 1990erne oplevede svenskerne politimord, bilbomber og politiske likvideringer i hagekorsets tegn. De udbredte sympatier for nazismen før og under anden verdenskrig er alt for længe blevet fortrængt og fortiet. Svenske politikere og medier har gjort deres bedste for at ignorere, at der skulle være et problem i udviklingen mod et multikulturelt samfund.
Nynazisternes typiske hovedfjende er ikke mere jøderne, selv om disse stadig figurer som en hadet gruppe. Nynazisternes hovedformål er at stoppe indvandring for derigennem at sikre den nationale ”races” overlevelse.
IKEA´s grundlægger var nazist
En af de mest kendte svenskere, der tidligt bekendte sig til nazismen var stifteren af IKEA. Ingvar Kamprad. Han blev som 16 – årig medlem af Nysvenska Rörelsen. Han deltog aktivt med medlemsrekruttering og salg af bevægelsens materiale. Han bistod også i organisationen af bevægelsens materiale Så sent som i 1991 skrev man en artikel i Nysvenska Rörelsens avis Vägen Framåt om Kamprads loyalitet med sin ungdoms ideal.
Men trods store sympatier for Hitler tog familien i foråret 1939 imod den jødiske flygtningedreng, Otto Ullmann. Han fik arbejde på familiens gods, og var en af de første, der fik blev ansat hos IKEA.
Mange rygter om Sveriges deltagelse
Der går mange rygter om svenske erhvervslivs deltagelse i Holocaust. Børn af norske kvinder og tyske soldater blev fragtet til Sverige og anbragt på et hjem. Her kunne gode og respekterede Nazi – familier så komme og adoptere et barn med rigtige skandinaviske og ariske træk. Dette skulle være forgået med den svenske regerings accept.
Kilde:
- Wikipedia: Nazisme i Sverige
- Espen Eidum: Blodsporet (norsk)
- Helene Lòòv: Nazismen i Sverige
- Helene Lóóv: Hakkorset och Wasakärven
- Elisabeth Åsbrink: Og træerne står stadig i Wienerwald
- Steffen Thorsell: Min kære Rigskansler
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 158 artikler om Besættelsestiden herunder:
- De svenske forbindelser under Anden Verdenskrig
- Werner Best
- Landsmænd og Jødeflugt
- Duckwitz og den gode tysker
- De forfulgte jøder
- Flugten over Øresund
|
