Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Breaking News – Nørrebro – Marts 2016

Dette er en nyhed på vores hjemmeside. Vi har nemlig også lyst til at fortælle om, hvad der sker i vores nærområde. Og så har vi også lyst til at skrive om, hvad vi laver i Nørrebro Handelsforening. Gang på gang oplever vi bemærkningen, ”I laver jo ikke noget”. Denne sektion vil komme med ujævne mellemrum. Borgerne på Nørrebro føler sig mere trygge, men de øvrige danskernes indtryk af Nørrebro er utryghed. Pas på lommetyve på Nørrebro. Trafikken på Guldbergsgade har måske fundet en løsning. Borgmesteren kalder tung trafik som ”overflødig trafik” Mor, far og imamen er de bedste til antiradikalisering. Det boligsociale kontor i Mjølnerparken er blevet optimistiske. Nordvest har fået tildelt en milliard til ansigtsløft. Og så har år 2050 allerede indfundet sig på Nørrebro

Hvad laver en formand/næstformand i Nørrebro Handelsforening?
Han skal repræsentere foreningen i forskellige andre overordnede foreninger i særdeleshed i Nørrebro Lokaludvalg. Han skal tage kontakt til diverse politiker, hvis det er noget detailhandlen på Nørrebro er utilfredse med. Han skal forsøge at gøre sin indflydelse gældende i diverse nævn m.m. Og så sal han lynhurtig være parat til at stille op i diverse medier. Er formanden ikke til stede må næstformand eller sekretær træde til. Foreningen prøver til stadighed, at gøre tilværelsen lettere for detailhandlen på Nørrebro. Ja og så er det næstformanden, der samler ind til årets julebelysning. Og dette er ikke verdens mest taknemlige job.

Hvad laver en sekretær i Nørrebro Handelsforening?
Ja han skal daglig opdatere foreningens Facebook. Han skal producere 9 – 12 artikler hver måned til foreningens hjemmeside. Han skal tale med journalister fra alle medier. Han skal producere presseinfos ved aktuelle begivenheder. Såfremt et bestyrelsesmedlem skal optræde i et medie skal han forsyne dette medlem med informationer. Og så skal han selvfølgelig tage referater fra alle møde Nørrebro Handelsforening deltager i.

Tænk engang, Nørrebro Handelsforenings Hjemmeside indeholder i dag 3.382 artikler.

Hvad laver en kasserer i Nørrebro Handelsforening?
Hun skal sørge for, at der hele tiden er penge i kassen. Hun skal sørge for, at der bliver betalt kontingent. Hun skal sørge for, at dem der har lovet at betale for julebelysning også betaler, for det er nu en gang ikke alle der gør. Hun sender invitationer ud til generalforsamlinger og andre møder, som foreningen arrangerer. Hun skal også få regnskabet fra vores loppemarked, vores ejendom, vores julebelysning til at gå op i en højere enhed.

Nørrebro Handelsforening bliver 125 år
Det er bestemt ikke alle politikere, hverken i Folketinget eller i Borgerrepræsentationen der er lige vilde med Nørrebro Handelsforening. Foreningen har altid sagt sin mening. Og det har da også i tidens løb ført til diverse trusler. Men den 18. november fylder foreningen 125 år. Det bliver fejret med pandekager og reception på Københavns Rådhus. Om aftenen vil dagen blive markeret for foreningens medlemmer, samarbejdspartnere og særligt indbudte. Men først engang gælder det Generalforsamlingen den 31. marts.

Nørrebro Loppemarked 30 år
Hver lørdag kan du foran den gule mur langs Assistens Kirkegård fra april til oktober opleve Danmarks smalleste loppemarked. Ja engang var det Danmarks Længste Loppemarked. I år bliver dette loppemarked, Nørrebro Handelsforenings Loppemarked, 30 år.

Mere tryghed på Nørrebro
Siden 2009 har Nørrebro været i en positiv udvikling. Antallet af beboere der føler sig trygge i nabolaget er steget. Men uden for Nørrebro er opfattelsen en anden. Medierne er med til at give et forvrænget billede af Nørrebro. En undersøgelse som YouGov har lavet for Metroexpress har vist, at næsten hver anden vil føle sig utryg ved at flytte til Nørrebro.

Størst frygt er det hos medlemmer af Dansk Folkeparti. Her vil tre ud af fire føle sig utryg ved at flytte til Nørrebro. Her er mangfoldighed og rummelighed. Ja man tror det nærmest ikke.

Selvfølgelig er der udfordringer på Nørrebro. Men de positive historier på Nørrebro er uinteressante for medierne. Efterhånden er her mange studerende, unge og børnefamilier.

Det er nyheder og historier om bandekrig, salg af stoffer og rydning af Ungdomshuset, der har skabt den negative holdning til Nørrebro.

På Indre Nørrebro er 9 pct. af lokalbefolkningen utrygge. På Ydre Nørrebro er 11 pct. af lokalbefolkningen utrygge. Dette er en halvering siden 2009.

Det er interessant, at Nørrebro – borgerne føler sig mere trygge end danskere, der ikke bor på Nørrebro. Således mener 49 pct. af jyderne, at de ville føle sig utrygge ved at flytte til Nørrebro.

Pas på, lommetyve
Vi skal selvfølgelig ikke skjule, at noget kunne blive bedre. Nørrebro/Nordvest Bladet har på baggrund af aktindsigt lavet en statistik over anmeldte lommetyverier. For hele København ser det således ud. I alt var der i hele København, 17.003 anmeldelser:

  1. Hovedbanegården 
  2. Nørre Voldgade 
  3. Nørrebrogade 
  4. Vesterbrogade 
  5. Vestergade 
  6. Kongens Nytorv 
  7. Gothersgade 
  8. Rådhuspladsen 
  9. Bernstorffsgade 
  10. Flæsketorvet

Og prøver vi at kigge kun på Nørrebro/Nordvest ordnet efter anmeldelser ser det sådan ud. I alt var der 2.230 anmeldelser 

  1. Nørrebrogade 
  2. Frederikssundsvej 
  3. Fælledvej 
  4. Elmegade 
  5. Lygten 
  6. Tagensvej 
  7. Fredensborggade 
  8. Jagtvej 
  9. Nørrebros Runddel 
  10. Blegdamsvej

Trafikken i Guldbergsgadekvarteret
Man har ikke kunne finde en holdbar løsning, som fjerner den tunge trafik i Guldbergsgade. Det reelle problem ligger på Nørrebrogade, hvor politikerne har bestemt, at der ikke må være gennemgående trafik. Men butikker på Nørrebro skal nu engang som andre butikker have varer.

Politikerne har ikke kunne finde en holdbar løsning sammen med politiet. Teknik – og Miljøborgmesteren har givet udtryk for, at han finder det problematisk, at et boligkvarter ikke kan slippe for overflødig trafik. Men vareleverancer er vel ikke overflødig?

Vi kan godt forstå situationen fra beboernes side.

Nu sættes der så skilte op med højresvingsforbud fra Møllegade i begge retninger. Desuden etableres der midlertidige bump. Dette forsøg skal så vare i seks måneder, og så skal der evalueres.

Mor, Far og Imamen er bedst til antiradikalisering
En mentor, en mor, en far, en bror, en ven og imamen er bedst til at bekæmpe antiradikalisering. Men også det lokale politi, væresteder og klubber i lokalsamfundet har en gavnlig effekt. Dette er budskabet i en ny rapport og analyse – og rådgivningsvirksomheden Certa. Det er individuelt, hvad der er bedst.

Også Imamer må på banen og vejlede de unge mennesker. I den nye antiradikaliserings – plan, som regeringen har vedtaget, er imamer udelukket.

Det er det lokale samfund, tillid og relationer, som giver bedst resultat. Men har vi egentlig ikke vidst dette hele tiden. Selv om vi fornyelig i Ekstra Bladet kunne læse, at butikker på Nørrebrogade ikke tog del i det sociale ansvar, så er virkeligheden en helt anden.

Vi kan finde jobs til beboere på Kontanthjælp
Ja sådan siger de på det boligsociale kontor i Mjølnerparken. Her er opfattelsen ikke mere, at det er lykke at være på kontanthjælp. Men lykke er, at have et arbejde.

Det er lykkedes at finde arbejde og lærerplads til mange, som det etablerede system ikke kunne magte. Her er holdningen, at man ikke må efterlade en eneste uden 9. klasses eksamen. Og det er ikke nok at lære dansk og matematik.

Folk i Mjølnerparken mene, at de kan skabe integration og trivsel for færre penge. Man forsøger også at lære beboerne at klare hverdagens udfordringer selv. Man vil lære beboerne at tage et ansvar. Virksomheder i området og især Føtex er flinke til at finde arbejde til beboerne.

Man håber, at selvværd vil give beboerne tillid til at skabe et større netværk. Den nye model, som man har udviklet på det boligsociale område kræver dog nytænkning.

Måske burde Københavns Kommune forbi og tale med dem derude. De nedarvede systemer skal ombrydes. Men løsningen ligger lige inden for rækkevidde. Det handler om tillid og nærvær. Og optimismen på kontoret er så stor, at man lover, at boligområdet inden for en femårig periode vil fungere optimalt.

Holdningen er, at kontanthjælpen er med til at suge folk ned i passivitet.

I hvert fald er det positivt, at man i Mjølnerparken tænker anderledes. Det nytter ikke at gøre det samme om og om igen, når det alligevel ikke lykkes.

Nordvest får milliard
Bydelen virker nedslidt, derfor skal det nu gøres en ekstra indsats. Studerende har inden for de sidste år taget kvarteret til sig. Kriminaliteten i kvarteret er ikke højere end i andre dele af byen. Siden 1990erne har Københavns Kommune flere gange forsøgt med ansigtsløftninger. Det er både lejligheder, udearealer og kommunale områder, der nu skal have et løft.

Frederiksborgvej, der er tre kilometer lang, skal have bredere fortov, træer og flere små butikker. Københavns Kommune forventer, at kunne skabe en Berliner – stemning grundet de bredere fortove. Og så skal der skabes flere indgange til Bispebjerg Kirkegård. Nogle af bydelens boligkarréer skal desuden åbnes.

Men nu kan det være lidt svært med nybyggeri og de Borgerliges synspunkter på dette felt. Man vil nemlig fjerne kommunernes ret til at 25 pct. af boligerne i nye udviklingsområder skal være almene. Og dette kommer også til at gælde Nordvest, hvis der skal bygges nyt.

År 2050 har allerede indfundet sig på Nørrebro
Hver femte borger I Danmark vil i 2050 enten være indvandrer eller efterkommer. Ja dette er allerede sket på Nørrebro. Se engang alle de butikker med arabiske tegn. Har du lagt mærke til alle de forskellige sprog, der tales i bydelen. Og på Nørrebro er der altid en, der spiser en shawarma. Hele tiden ser man piger med tørklæder. Jo her kan man godt være halv pakistansk og halv ”nørrebrosk” Måske er der blevet for mange frisører, cykelhandlere, shawarmabarer, grønthandlere, slikbutikker og smykkebutikker. Det er sådanne butikker, indvandrere eller efterkommere etablerer herude.

Følg med på vores Facebook. Det er blandt andet også sådanne historier som disse, som vi bringer


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16